Kan man bestille kunst i det offentlige rum fra et ministerkontor?

Suste Bonnén 26.07.2025

KOMMENTAR – Kunst i det offentlige rum opstår ikke gennem ønskelister eller udvalg uden kunstnerisk indsigt. Ægte værker skabes af kunstnere, der kæmper for idé, placering, tilladelser og finansiering – ikke af ministerier eller meningsmålinger, mener kunstner Suste Bonnén.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som en fri billedkunstner, der betragter mit arbejde med kunst som grundforskning – det er vi mange kunstnere, der gør med rette – undrer det mig, at kulturministeren og hans nedsatte universitetsråd og udvalg betragter de frie kunstneres arbejde, som noget man i ministeriet selv kan iværksætte, som det sker lige nu, hvor det er skulpturer af kvinder i det offentlige rum, det gælder.

Alene placeringen af en skulptur er noget, der hører uløseligt sammen med billedkunstnerens arbejde. Omgivelserne er lige så vigtige som selve skulpturen, når det nu er skulpturer i det offentlige rum, der er tale om. Tænk, hvis det havde været en minister, der havde nedsat et udvalg til at fremkomme med forslag om, hvilke skulpturer vi ”manglede” i det offentlige rum, så havde min undervandsskulptur Agnete og Havmanden aldrig set dagens lys. Kunst er noget kunstnere skaber på trods af alt.

Nu regner jeg ikke med, at mange af hverken udvalgene eller borgernes sikkert mange gode forslag kommer til at se dagens lys; for ét er at liste navne op. Det kan selv Siri på min telefon gøre. En anden ting, der kræver mere end en ønskeliste, er at få ført en skulptur ud i livet i det offentlige rum. Det ved jeg alt om. Helt aktuelt fra mit arbejde med at få opstillet min skulptur af den gravide ”Vor Frue” på Frue Plads.

Udover at undfange ideen og visualisere den, skal der i ansøgningerne redegøres for, hvorfor indholdet er originalt. I dette tilfælde med den gravide kvindeskikkelse bryder jeg med konventionerne, idet der ikke før i det offentlige rum er opstillet et monument af en gravid kvinde. Formen og størrelsen kan siden justeres, men placeringen kan der ikke rykkes ved i mine øjne.

Man har selvfølgelig lov at ønske, men uden at vinde den hårde kamp om fondsmidler, kan man glemme alt om, at ens værk bliver en del af det offentlige rum

Efter at have været igennem mange måneders høringer hos de ansvarlige myndigheder, skal en endelig tilladelse afgives. Alle disse omstændigheder er vigtige, for det handler jo om det offentlige rum og om blivende kunst. Og først her kan en fundraising begynde. Da vi bor i et land, hvor kun bronze og granit holder, er det mange penge, det drejer sig om. Som eksempel kan jeg nævne, at de seneste to kvindeskulpturer, Grevinde Danner og Karen Blixen, har kostet omkring fire millioner kroner pr. styk alene i produktionsomkostninger.

I det ministerielle universitetsudvalg sidder ikke én billedkunstner med erfaring i at skabe kunst. Ikke én, der har gennemført at få placeret et monument i de sande omgivelser, hvor skulptur og omgivelser gensidigt beriger hinanden. Ikke en der har kæmpet med statslige og kommunale myndigheder om tilladelserne til den ønskede placering.

Ikke en eneste, der har arbejdet med volumen, materialer og udtryk i en skulptur af et menneske.

Man har selvfølgelig lov at ønske, men uden at vinde den hårde kamp om fondsmidler, kan man glemme alt om, at ens værk bliver en del af det offentlige rum, for det er end ikke lykkedes for kulturministeren selv at skaffe bare den ene million kroner, han stillede i udsigt for flere år siden.

Forkert at borgere skal bestemme kunst i det offentlige rum

En anden, nok så vigtig ting, jeg finder vigtig er, denne mærkværdige og nedvurderende handling i forhold til billedkunsten, vores egen kulturminister besidder.

Han har prioriteret at efterlyse borgernes mening, samt nedsætte besluttende råd og udvalg, der er kemisk renset for kunstnere, til at udpege navne og placeringer af ”nødvendige skulpturer” i det offentlige rum.

Ville en forskningsminister gøre det samme i forhold til vores frie forskere? Invitere borgerne til at foreslå hvad der skulle forskes i? Nedsætte et udvalg og overse at den frie forskning går ud på at lytte til forskernes tanker og resultater –og først når resultaterne forelå, da at høre borgerne?

Ville borgerne finde det relevant, at de blev hørt om hvilken grundforskning de nu fandt var nødvendig? Ville forskerne?

Hverken i forskningens eller i kunstens verden giver en styring som denne mening.

Jeg håber ikke, at forskningsministeren vil agere som kulturministeren, men bare støtte og lytte til, hvad forskerne og kunstnere selv kommer med af tanker; for det er kunstnernes og forskernes frie tanker, der skal bære fremtidens kunst og forskning.

Mød flere af POV’s stemmer her.

Suste Bonnén

Suste Bonnén født 25/10 1948 er billedkunstner, cand.mag., forfatter og fotograf. Medlem af Akademiet. Hun er uddannet på Det kgl. danske Kunstakademi(Mur og rum-skolen hos Robert Jacobsen) og på Københavns Universitet (musikvidenskab). Debuterede i 1980 som billedkunstner på Tranegården med den konceptuelle soloudstilling “At se gennem en åbning”. Hun har skrevet bøgerne Sustes Søger (2003), Herlufsholm Kostskole (2004),  Portrætfortællinger fra Rigshospitalet (2007), Sustes Sangbog (2007), Med venner i lys vi tale – Vartov i dag (2008),  Krop og ånd. Bornholm (2011), De bevarer Danmark, (2014) og har stået for følgende soloudstillinger: PAR – Thorvaldsens Museum, (75 s/h fotostater af par), 1985  , Ansigter – Glyptoteket, (s/h fotografi samt videolys af profiler), Jens – Fotomuseet i Brandts Klædefabrik, (fotografiske lysprojektioner på flydende sølv),  1998, Fædre, mødre, døtre, – sønner – Den sorte Diamant (100 s/h fotografier), 2000, De seje – Frederiksborg Museum, (portrætter af 72 gamle billedkunstnere), 2007, Derfra min verden går – Bornholms Museum, 2011, Det første sekund – Ordrupgårdsamlingen, 2013  samt Tegner og Kvinderne – Tegners Museum, 2015. Hun bor på Frederiksberg.