TIDENS IDEALER // KRONIK – Alle strammer op. Alle optimerer. Fra pensionister med pulsure til teenagere med proteinshakes. Og jo mere vi glatter os digitalt, desto mere intens bliver jagten på den virkelige krop, der ikke kan følge med. Tag med på rejsen gennem tidens kropslige idealer.
Fra 1980’ernes olieglinsende aerobictrænede kroppe til 2020-ernes AI-filtre, der løfter os ud af virkeligheden og ind i en digitalt perfektioneret udgave af os selv, træner vi stadig for livet. Alle træner. Alle strammer op. Alle optimerer. Fra pensionister med pulsure til teenagere med proteinshakes. Kroppen er ikke længere et sted, man bor i, men et projekt, man kuraterer. Et arbejde uden fyraften.
Kroppen har gennem årtier været kampplads, legeplads og mikrokosmos for tidens idealer. Men i dag er spejlet ikke længere fladt glas. Det er en algoritme, der glatter vores hud, korrigerer vores konturer og skaber en version af os selv, der gør den virkelige krop næsten overflødig. Min egen krop har boltret sig i seks årtier af idealer, forfængelighed og politik, fremskridt og tilbageskridt. Og nu bevæger den sig måske et sted hen, hvor den ideologisk ikke længere kan følge med.
Det patriarkalske blik holdt øje, og den naturlige krop blev mødt af kulturel korrektion.
Jeg blev ung i 1970’erne, hvor håret fik lov at vokse på hoved og krop, og bh’er blev brændt på selvbestemmelsens bål. Rødstrømperne betragtede forfængelighed som underkastelse af patriarkatet, og min mor, en enlig, hårdtarbejdende kvinde, levede frigørelsen uden at gøre et nummer ud af det. Så jeg rejste ud i verden med 1970’ernes naturlighed som rustning. Det holdt ikke længe. I USA spurgte en fyr med oprigtig væmmelse, hvorfor jeg ikke barberede mig. I London kaldte en tysker mine ben for “fussballer-legs”. Det patriarkalske blik holdt øje, og den naturlige krop blev mødt af kulturel korrektion.
1980’erne – Fonda og punk
I midten af 1980’erne overgav jeg mig til barberkniven og bh’en. Og snart rullede forfængeligheden den røde løber ud. Jeg hoppede med på Jane Fonda-bølgen, uddannede mig til aerobic-instruktør og eksploderede i farvestrålende dragter til “Rhythm Is a Dancer”. Kroppen var fri, stærk og synlig.
Men bag de farvestrålende tights og frottépandebånd strammede Thatcher og Reagan verden op, og neoliberalismen skabte to modkulturer, fitnesskroppen og punkens selvdestruktive oprør. Den kontrollerede krop over for den sønderrevne. Jane Fonda var både feminist, aktivist og fitnessdronning. Allerede her begyndte idealerne at blive tvetydige. Var vi frie, eller var vi underkastede?
1990’erne – akademisk anti-forfængelighed
Jeg begyndte på RUC i 1990, og min Fonda-krop blev betragtet som politisk mistænkelig. Kropslig forfængelighed var forbeholdt højrefløjen, og den venstreorienterede anti-æstetik krævede nussede sweatre og en lapsethed, der skulle signalere indsigt og intellekt. Trods den intellektuelle forfængelighed kom jeg alligevel til til at elske RUC. Postmodernisme og dekonstruktion rystede gamle verdensbilleder og afslørede blikkets magt over kroppen. Deres fordomme blev gjort til skamme. Madonna hjalp mig og en hel generation med at skubbe til paradigmeskiftet og vende blikket tilbage mod regimet, der altid havde vurderet kvindekroppen. Med politisk opvågenhed forlader jeg 90erne langt mere hjemme i min krop, end jeg var trådt ind med.
2000’erne – digitalt syndefald
Jeg sidder og ammer min nyfødte søn under terrorangrebet den 11. september 2001. Hele verden stivner, mens vi på tv ser menneskekroppe springe ud af det sammenstyrtende World Trade Center, mens horder af kroppe kæmper sig ud af bygningerne under grå skyer af debris og støv. Kroppen bliver et sted for individuel kontrol i en apokalyptisk verden. Årtusindskiftet blev et kulturelt og teknologisk syndefald. Forfængeligheden mistede sin ironi og blev en teknologisk betingelse.
Hver selfie, hvert like blev en mikrodom, en ny form for overvågning. Samtidig ændrede træningskulturen sig. Mindre vildskab, mere måling.
Facebook gjorde spejlet umuligt at slukke. Hver selfie, hvert like blev en mikrodom, en ny form for overvågning. Samtidig ændrede træningskulturen sig. Mindre vildskab, mere måling. Spinningcyklens kolde stigbøjler, kalorietælleren, disciplinens grå rum. Forfængeligheden blev et spørgsmål om ikke at forsvinde i den nye digitale synlighedslogik, og reality-tv lærte os, at overvågning var lig med eksistens.
2010’erne – fra mandeblik til algoritmeblik
Der er et før og efter #metoo i 2017, der præger kropsidealet. Kim Kardashian sætter standarden for et nyt kropsideal. Til forskel fra idealet i 1950’erne, Marylin Monroes feminint fordelte kurver, er Kardashians hyperkonstruerede proportioner, tydeligt forbundet med kosmetiske indgreb. Men idealet gør op med den stereotype hvide atletiske krop.
I praksis opstår der et nyt krydsfelt af kropsideal for kvinder. Kurvet men ikke tyk, trænet men blød, seksuel men ikke vulgær. Autenticitet, men hyper-iscenesat, som bliver drevet frem af booty bands, glute programs og shapewear. Det er mangfoldighed i teorien, standardisering i praksis.
Måske slipper vi efter #metoo for mandeblikket for en stund, men den nye selviscenesættelse foregår på platforme, hvor både mænd og kvinder er målestokken. Alle får adgang til deres egen scene på de sociale medier, og folk går amok i selviscenesættelsen.
2020’erne – naturlighed versus Mar-a-Lago
Nu krydser flere diskurser hinanden. Naturlighedens frisættelse, post-pandemisk kropsglæde, inklusion og diversitet. Samtidig returnerer et poleret, kirurgisk perfektioneret ideal, mar-a-lago-flæset, som en glitrende køduniform med stiv pande, høje kindben og symmetri som magtsymbol.
Måske svæver ansigter som Melania Trump ind på din nethinde, eller herhjemme Helle Thorning.
Naturlighedsidealet kræver, at man bare “er sig selv”. Men også denne uanstrengte æstetik kræver arbejde. At se naturlig ud er blevet en disciplin i sig selv.
Min krop er nu på sjette årti. Jeg danser. Jam, latin, afro, jazz, måske min analoge modstand mod den digitaliserede kropskultur. De unge finder deres nye ideal i Barry’s, hvor træning er performance og identitet. Her træner man i ”red room” med en krop, der er blevet en kombinationsvaluta af økonomisk og kulturel kapital. Et kropsideal skabt til digitale rum, ikke længere sundhed i klassisk forstand.
Når kroppen forsvinder
Med AI sker der noget foruroligende, den digitale udgave af os er blevet bedre end den virkelige. Uden sved. Uden tyngdekraft, uden alder, idealet er flyttet ud i et rum, hvor kroppen ikke længere kan følge med. Det perfekte billede er gratis. Den perfekte krop koster alt.
I forsøget på at ligne vores digitale skygge binder vi os tættere til den fysiske krop, vi troede, vi kunne undslippe. Paradokset er, at jo mere vi glatter os digitalt, desto mere intens bliver jagten på den virkelige krop, der ikke kan følge med.
Kroppen er stadig vores første og sidste grænse mod de kræfter, der forsøger at definere os udefra.
Hvis tidligere idealer var politiske som kropsfrigørelse, anti-forbrug, modstand mod patriarkatet, så er AI-idealet mere glubsk, for en digital skygge kan ikke gøre oprør. Det er måske det mest alvorlige tab. At kroppen engang var stedet, hvor kampen stod. Mod normen. Mod blikket. Mod magten. Det mest menneskelige, vi har, er præcis det, AI vil redigere væk, vores fejlbarlighed, alder, tvivl.
Det nye blik tilhører ikke manden, men platformen, blikket, der ikke begærer kroppen, men kapitaliserer på dens synlighed. Så hvordan ser modstanden ud i dag? At gøre sig ikke-synlig, at insistere på det umålbare, at gøre kroppen uprofitabel?
Kroppen er stadig vores første og sidste grænse mod de kræfter, der forsøger at definere os udefra. Og måske er kampen for kroppen netop derfor den vigtigste politiske kamp i 2025. For når den digitale forskønnelse gør kroppen næsten overflødig, bliver det at insistere på dens nærvær, dens tyngde og dens modstand det mest radikale, vi kan gøre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og