VALGKAMP 2022 // SPIN-OFF – Lige nu er politikernes ord velovervejede, udtænkt af partistrateger. Men de fleste ord er langt fra virkeligheden. Derfor lytter jeg ikke. Om nogle uger åbner jeg formentlig for kandidatlytning igen. Jeg håber, at der er kommet lidt flere konkreter ind i udtalelserne til den tid.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi HAR jo allerede haft valgkamp. INDEN valget var udskrevet. Så nu, hvor vi har en dato, har jeg skruet helt ned for lytning.
Jeg orker ikke alle de udtalelser, der kommer lige nu. De, der bliver valgt 1. november, finder jo nok ud af en eller anden form for samarbejde. Mandattælling er deres spidskompetence.
Lige nu er politikerne nemlig ‘ude og møde vælgerne’. God ide. Hvis du støder på dem, så husk, at de har masser af ord og løfter med til dig.
Prøv, om du kan skære igennem talestrømmen og få et ord indført. Fortæl politikerne om virkeligheden. De har brug for at høre om den. Det er ikke altid muligt for virkeligheden at trænge gennem murene til Christiansborg.
Fiks det dog
Fortæl dem fx, at den der med at harpe på ‘de fremmede‘ er helt ude i hampen. Var det ikke for de nye danskere, var der ingen til at passe vores gamle på plejehjemmene, ingen til at tage sig af dem, der skal en tur på hospitalet eller i anden behandling osv osv.
De nye danskere er allevegne i det danske samfund – heldigvis. De henter også deres børn, de køber ind og laver mad til deres familier. De deltager, arbejder og betaler skat.
SÅ NU GIDER VI IKKE HØRE MERE OM DEM!
Det kører.
Klimaet synes bestemt, at det havde en aftale med politikerne om, at langt mere skulle være sat i gang på nuværende tidspunkt
Faktisk kunne vi godt bruge nogle flere. Hvorfor er der ikke ét eneste parti, der siger det mest indlysende: Alle de veluddannede og velintegrerede, der er på vej til at blive sygeplejersker, pædagoger og sosu-assistenter, de har boet her i årevis, har gået i skole her og fået deres eksaminer her, dem har vi voldsomt brug for i velfærdssamfundet. Men myndighederne har besluttet at sende flere af dem retur til Syrien eller Afghanistan. For at undgå den grumme skæbne sidder de nu og rådner op i udsendelsescentre.
Fiks det dog!
Hvis danskerne er så krisetyngede, at de var villige til at skippe valget og dermed tilsidesætte demokratiet, så kan det da kun være en mindre detalje at ændre de udvisningsdomme til fast ophold, under forudsætning af at der udføres en eller anden form for velfærdsarbejde.
Få det fikset.
Telefon fra fremtiden
I kan også sige til dem, der er ude at møde dig som vælger, at klimaet har ringet. Utålmodigheden breder sig, det går for langsomt. Klimaet synes bestemt, at det havde en aftale med politikerne om, at langt mere skulle være sat i gang på nuværende tidspunkt. Og det er ikke, fordi I ikke har fået advarsler, lyder det i røret.
Hvorfor lytter de ikke, de politikere? Hvad har de gang i? Når nu det ovenikøbet viser sig, at de yngre vælgere synes, det er det allervigtigste at tage fat på ved dette valg?
Hvis bedsteforældrene fik sikkerhed for, at nogle dyre tiltag vitterlig ville redde børnebørnenes fremtidige klimatiske vilkår, så ville de betale, hvad det koster
Sikke en drømmesituation for en politiker: en kæmpe portion stemmer fra de yngste vælgere – lige til at skovle ind. Sikre stemmer. Endda med viden om at mange af de midaldrende og ikke mindst de ældre i stor udstrækning også gerne ser velfungerende og indlysende klimatiltag.
Hvis bedsteforældrene fik sikkerhed for, at nogle dyre tiltag vitterlig ville redde børnebørnenes fremtidige klimatiske vilkår, så ville de betale, hvad det koster. Så sæt dog i gang.
Lige nu er der lidt vel meget ‘brede aftaler’, ‘fornyet mandat’ og ‘henover midten’, hvis man kommer forbi en nyhedsudsendelse eller et vælgerarrangement. Når efterårsferien er slut, så bliver det formentlig mere konkret. Så får vi bedre mulighed for at forstå, hvem de forskellige partiledere egentlig er, og hvad de vil.
Lyt til den tale
Indtil da – hvis du vil komme i valgstemning og få åbnet dit sind for demokrati og politiske visioner – så gør dig selv den tjeneste at se eller gense statsministerens tale fra Folketingets åbning.
Det er ikke, fordi jeg vil lokke dig til at stemme på hverken hende eller partiet. Det bestemmer du selv. Jeg ved ikke selv, hvad jeg gør, eller hvem jeg stemmer på – endnu. Men jeg ved, at det er den smukkeste, enkleste og stærkeste politiske tale, jeg har hørt i meget lang tid.
Den gengav mig troen på det danske samfund og på det, der gør os til en samlet befolkning. Den handlede om virkeligheden og om de drømme, vi har hver især. Den var helt nede på jorden og langt ind i hjertet på mange af os. Flere, jeg talte med, eller som udtrykte sig på sociale medier, måtte tørre en tåre væk undervejs. For det var en stærk og rørende tale. Den slap hun virkelig godt fra.
Læs mere Spin-off om valgkampen 2020 i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her