TEATER // ANMELSELSE – I sine bedste øjeblikke fungerer illusionen i Tina – the Tina Turner musical perfekt, så det faktisk er svært at skelne erindringen om Tina selv fra Iris Golds performance på scenen. Selve historien om Tina bliver dog presset af ønsket om at få alle hendes hits med, så man er nok bedst rustet, hvis man kender dem i forvejen, skriver Steen Blendstrup.
Det er indlysende, at en musical om Tina Turners liv og karriere står og falder med, om man kan finde en skuespiller, der kan falde ind i rollen, så vi tror på både stemme og fremtræden. Men inden da skal Tina lige spilles af en lille pige, inden Iris Gold træder ind på scenen som den unge/voksne sanger.
Samtidig kommer Tina – the Tina Turner musical til at sætte sig mellem to stole. På den ene side er en slags ”jukebox musical” – altså en historie, der benytter kendte hits til at fortælle sin historie. På den anden side hører alle sangene til historien, fordi det er Tina Turners. De skal selvfølgelig med.
Der er nok ikke mange, der kender Tina Turner – slet ikke blandt det publikum, der vil flokkes til musicalen – der ikke også kender historien om hendes voldelige ægteskab med Ike
Til at begynde med er det lidt forvirrende at høre dem i munden på nogle af historiens andre figurer. Vi starter i fødebyen Nutbush, men at høre sangen om dens City Limits fremført af hele menigheden til søndagsgudstjenesten, er lige en kamel, vi skal sluge. Selv om lille Anna Mae (som hun egentlig hedder) synger med af fuld hals.
Tina – en voldsmusical
Der er nok ikke mange, der kender Tina Turner – slet ikke blandt det publikum, der vil flokkes til musicalen – der ikke også kender historien om hendes voldelige ægteskab med Ike. Den historie blev fortalt i hendes selvbiografi og i filmen What’s Love got to Do With It allerede i 1993. Musicalen fylder på med budskabet, at vold i parforholdet er noget, hun er vokset op med.
Ike Turners behov for at hævde sig og ikke tåle modsigelser til sit verdensbillede fremstilles troværdigt som et narcissistisk mønster. Plus i øvrigt et misbrug af alkohol og stoffer. Alle kan se problemet. Alligevel gifter Anna Mae sig med ham og bliver dermed sit kunstnernavn, som Ike allerede havde presset ned over hende.
Verden over rockede vi med til Ike & Tina Turner uden at kende den historie. Nok også uden rigtig at forstå, at raceadskillelse og en skarp opdeling af hvide og farvede kunstnere på hitlisterne begrænsede deres karriere.
Tinas gamle fans – både af hendes rhythm’n’blues-dage sammen med Ike og af hendes comeback i 80’erne – vil flere steder føle sig forud for handlingen, fordi vi ved, hvilke sange der blev hits
Pludselig var det så ”bare” Tina Turner. Og en lang stilhed, hvor vi ikke hørte nyt, mens hun klarede til dagen og vejen som Las Vegas-stjerne. Det bliver naturligt musicalens pause.
Meget handling på to-en-halv time
Tinas gamle fans – både af hendes rhythm’n’blues-dage sammen med Ike og af hendes comeback i 80’erne – vil flere steder føle sig forud for handlingen, fordi vi ved, hvilke sange der blev hits. Og vil som nævnt blive lidt forvirrede, når de synges som duet eller lægges i munden på andre.
Nogle gange indeholder Tina – the Tina Turner musical så meget handling på sine to-en-halv time, at man bliver helt forpustet. Det gælder ikke mindst første akt. Vi skal nå gennem et halvt liv. Vi skal også have alle sangene, for det går ikke at gå glip af et elsket hit.
Anden akt om hendes comeback er mere fokuseret tidsmæssigt. Det er succeshistorien, sejren over modgangen.
Det er lidt en afvejning, hvor det på den ene side er lettere at følge med i handlingen, når man kender den. Mere eller mindre. På den anden side sidder vi trofaste fans i publikum og tripper for at komme med til koncertoplevelsen med Tina, der, som hun selv synger, er ”Simply the Best”.
Iris Gold rammer plet som Tina Turner
Så for at komme tilbage til det indledende spørgsmål, er svaret et klart ja. Iris Gold rammer Tina Turner med fraseringer, med koreografi og med det helt særlige ”growl” i stemmen, der er hendes signatur. Det føles ligefrem, som om Iris Gold falder mere og mere ind i formen, som forestillingen udvikler sig. Det er en del af kontrakten, at vi i denne musical mere efterspørger kopibandet end den originale fortolkning med en ny kunstner.
At Iris Gold formår at lulle os ind i den illusion, er helt tydeligt, når historien slutter, og bandet spiller op til fest. Eller som vi ville sige til en koncert: når stjernen går på scenen til et eller flere ekstranumre.
I den politiske korrektheds navn kunne man hævde, at skuespillernes hudfarve var underordnet. Det er den ikke. Det kan den ikke være i en forestilling, der også handler om race og diskrimination. Det positive budskab er, at det er lykkedes at caste realistisk (i hvert fald til hovedrollerne) i kærnemælkshvide Danmark.
Luc Boris André Kouadio gør det fremragende som Ike. Skurkeroller er altid mere interessante end helte, og Ike får hele armen som dumt svin med et kolossalt mindreværdskompleks. One Bailey, der (blandt andet) spiller Raymond, faderen til Tinas første barn, får lov til at demonstrere, at han har en rigtig smørtenor. Karen Mukupa og Donna Cadogan er rekrutteret til at spille Tinas mor og bedstemor.
En tur ned ad Memory Lane
I al denne realisme og med alle disse gode stemmer kan det virke lidt distraherende, at dialogen er på dansk. Det må den nødvendigvis være i en dansk musical. På den anden side ville vi løbe skrigende væk, hvis Tina Turners klassikere blev præsenteret på dansk.
Der, hvor Tina – the Tina Turner musical lykkes bedst, er, når Iris Gold smelter sammen med vores erindring om virkelighedens megastjerne
Den uoverensstemmelse bliver tydelig, når dialog skal glide over i en sang, eller vi skal tro, at en af Tinas tekster er inspireret af en hændelse eller en samtale i hendes liv. Eller når Iris Gold som Tina Turner på scenen prøver at gejle publikum op til at synge med på ”Proud Mary”. Det lyder på en eller anden måde forkert på dansk.
Der, hvor Tina – the Tina Turner musical lykkes bedst, er, når Iris Gold smelter sammen med vores erindring om virkelighedens megastjerne. Om det nu er fra en koncertoplevelse, fra film eller fra 80’ernes musikvideoer. Det minder om, hvor karakteristisk og unik Tinas stemme og koreografi var. Den er simpelthen indprentet i vores hukommelse.
For en yngre generation? De får måske lyst til at gå hjem og rode lidt i deres forældres støvede LP-samling.
P.S. Kan vi please få lov til at høre Iris Gold give sin version af en ny eller klassisk musicalrolle en anden gang.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og