Kære alle 3. g'ere: Nyd 2022, grib det og pas på hinanden • POV International

3. g 2022 grib livet generation z student — 19-årige Katinka Nehm Lassen bliver student til sommer. Foto: privat

Katinka Nehm Lassen 24.01.2022

GRIB LIVET // TALE – “Siden 0. klasse har vi kunnet se frem til et nyt klassetrin efter sommerferien, men så snart studenterhuen er på hovedet, ligger alt foran vores fødder. Og lige præcis dét er heldigvis, som det altid har været. Så nyd det. Grib det. Pas på hinanden i 2022”, opfordrer Katinka Nehm Lassen, der reflekterer over unges coronaliv. Hun bliver student til sommer.

Midt i billig champagne og drukspil til Dronningens nytårstale d. 31. december 2021 overhørte de fleste af os nok en af hendes vigtigste pointer. I hvert fald glemte vi alt om det, da vi efterfølgende tog videre til hver vores superspreder-event.

Nøgleordene er rummelighed og forståelse for, at vi alle er forskellige – også i en krisetid.

Den forgange sommer bød på en ekstatisk og forløsende frihedsfølelse: Væk var mundbind og forsamlingsforbud, og som en gentagelse af de brølende tyvere 100 år senere festede vi igen for fuldt blus. Vi glemte alt om coronaepidemiens fortrædeligheder, da Ofelia Plads emmede af EM-lykkerus, og selv de alarmerende danske varmerekorder var kærkomne.

Men knap var minderne om en sumpet isolationstilværelse med onlineundervisning fortrængt, før restriktioner, anbefalinger og samfundssind endnu engang måtte trækkes op af den retoriske værktøjskasse.

Jeg har taget mig selv i at ønske, at jeg gik i børnehave og blot skulle indordne mig, hvad de voksne sagde. Hvilken lettelse ville det ikke være?

I takt med epidemiens udvikling er debatten blevet yderligere polariseret og præget af personlige værdier. I særlig høj grad befinder vi os alle, med den adfærd, der nu engang hører en ungdom til, i en gråzone med komplekse til- og fravalg uden altid at have en entydig sproglig linje at læne sig opad.

Der er ingen tvivl om, at coronahverdagen er svær at navigere i for stort set hele befolkningen på forskellige parametre. Børn skal indordne sig med sprit og afstand, når dét at være barn vel nærmest handler om alt det modsatte. Voksne har mistet deres livsgrundlag, og ældre sidder alene og ensomme i deres stuer.

Og så er der os. Den tydelige præmis for at være ung i dag er evnen til at balancere afsavn med mental trivsel i et grænseland. Til forskel fra den ubekymrethed, man normalt forbinder med denne tid i livet.

Jeg har taget mig selv i at ønske, at jeg gik i børnehave og blot skulle indordne mig, hvad de voksne sagde. Hvilken lettelse ville det ikke være?

At være fri for overvejelser om det nu er forsvarligt at tage til fest med efterskolevennerne på tværs af landet, om det er ok at besøge min mormor og morfar. Og om klassekammeraterne mon vil tage afstand, hvis jeg møder op, nu hvor jeg – hvor negativ, jeg end er – måske har været i nærkontakt. Et ord der i øvrigt på mystisk vis er blevet et hverdagsbegreb.

Selvom den herskende diskurs i udgangspunktet går på at vise samfundssind, har modsatrettede synspunkter vundet indpas. Ikke kun i form af antivaxxers, men også tydeligt i en generel modvilje i vores generation. Mange har fået nok – nok af autoritetstro, nok af at føje sig og nok af at gå glip af alle de ting, der hører et ungdomsliv til.

At være ung er at være fri til at gøre, hvad man har lyst til. Det er det i hvert fald særligt blevet i en individualistisk tid. Det er, hvad den amerikanske sociolog Christopher Lasch betegner som den nye narcissisme, der er et udpræget karaktertræk for individet i det senmoderne samfund. Det har farvet sproget, når vi snakker om drømmeuddannelser, drømmejobs, drømmebolig og drømmeferier.

Generation Z har øje for det større perspektiv. Klimakrise, flygtningestrømme og diskrimination er en naturlig del af vores bevidsthed

Selvrealisering er efterhånden blevet et mantra. Vi er så privilegerede, at vi kan boltre os i livets muligheder nærmest ansvarsfrit, imens vi fantaserer om højskoleophold og udlandsrejser til varmere himmelstrøg i vores sabbatår.

Eller det kunne vi i hvert fald.

Pandemien har ikke desto mindre betydet, at det selvcentrede fokus er blevet forskudt. Ordet ”burde”, som ellers længe har været på vej ud af sproget, højst associeret med patriarkalsk formynderi og to do-lister, har fået sin renæssance. Selvom samfundssind ikke har samme gennemslagskraft som tidligere i pandemien, er vi unge stadig ambassadører for såkaldt små ofre i en højere sags tjeneste.

Ofrene føles ikke altid små, men vores generation er netop kendetegnet ved, at vi ikke har mistet udsynet i en indadvendt tid.

Selvom aflyste festivaler og skiferier nemt kan få større proportioner, er det karakteristisk for Generation Z, at vi har øje for det større perspektiv. Klimakrise, flygtningestrømme og diskrimination er en naturlig del af vores bevidsthed, hvorfor woke-begrebet ligeledes er optaget i den danske ordbog i år.

Der var uenigheder om, hvordan man skulle håndtere det, da nattelivet lukkede endnu engang i december: Var det et fripas til at feste som aldrig før en sidste gang, eller lå det i kortene, at det var uforsvarligt – om end man var i sin fulde ret til at tage ud den torsdag?

Vi tilegner os en bred viden og handler ud fra den – måske kun med undtagelse af rygning. Det ligger i tidsånden, at vi sætter ord på, hvor vores individuelle grænse går. Den store opbakning til samtykkeloven vidner også om en ungdom, der vedkender sig, at hvad der for nogle er mere end ok, er langt over stregen for andre.

I mediebilledet bliver generationskløften portrætteret som dét, der skiller os, og at det blot er de yngre og ældre, der kommer på kant med hinanden. Men lige så ofte er det imellem vi unge, at det går galt. I hver sin lejr står de laissez faire overfor dem, der trives bedst med klare linjer, og selvom det sjældent foregår i boomer-kommentarspor på Facebook, opstår der let en ubehagelig fjendtlighed:

For en del unge er klare restriktioner nemmest at forholde sig til. Andre foretrækker retten til at flette lidt sund fornuft ind i de forholdsregler, de vælger at tage, og ville ikke rynke panden over en såkaldt piratfest.

Med to så fundamentalt forskellige tilgange er der lagt i ovnen til uenighed, hån og udskamning. Forskellige perceptioner, der bygger på forskellige personligheder og opdragelse samt omstændigheder – en har måske yngre friske bedsteforældre, mens en anden har en særligt sårbar søster, hvilket hurtigt kan skabe konflikt.

På samme måde var der uenigheder om, hvordan man skulle håndtere det, da nattelivet lukkede endnu engang i december: Var det et fripas til at feste som aldrig før en sidste gang, eller lå det i kortene, at det var uforsvarligt – om end man var i sin fulde ret til at tage ud den torsdag?

Kulden bider i kinderne, og det er mørkt både på vej til og fra skole. Med stribevis af afleveringer, en SRP og afsluttende eksamener om hjørnet, er der intet at sige til, at vores psykiske fleksibilitet kommer på prøve

Skelnen mellem restriktioner og anbefalinger kan være uigennemskuelige, hvor både de implicitte og eksplicitte betydninger opfattes forskelligt.

Det gør heller ikke informationsstrømmen mere ukompliceret at navigere i, når der samtidig florerer decideret misinformation og vildledende historier på sociale medier. Vi må alle forsøge at hjælpe hinanden med at manøvrere i de ”superspecifikke, flydende grænser”, som er sloganet i Sundhedsstyrelsens kampagnefilm.

Heri ligger anerkendelsen af, at vi skal forholde os til regler, der ikke altid giver mening. Hvis vi kan bevare nysgerrigheden uden at stemple, vurdere og være forudindtaget, kommer vi langt.

Og med tålmodighed og en forståelse af, at vi i virkeligheden alle kan lære af forskellige standpunkter, kommer vi helt sikkert allerlængst.

Kulden bider i kinderne, og det er mørkt både på vej til og fra skole. Med stribevis af afleveringer, en SRP og afsluttende eksamener om hjørnet, er der intet at sige til, at vores psykiske fleksibilitet kommer på prøve – det er i forvejen i en usikker tid, vi går i møde, hvor ingen helt ved, hvor de er, og hvad de laver om et år.

Siden 0. klasse har vi kunnet se frem til et nyt klassetrin efter sommerferien, men så snart studenterhuen er på hovedet, ligger alt foran vores fødder. Og lige præcis dét er heldigvis, som det altid har været.

Så nyd det. Grib det. Pas på hinanden i 2022.