POV BUSINESS // MUSIK – Mange af kulturens udøvere har trange kår. Bag forsider med glitrende, fotomanipulerede billeder af de største stjerner og lyttertal i millionvis på diverse streamingtjenester kæmper tusinder af kunstnere for at trænge igennem. POV’s musikredaktør, Jan Eriksen har talt med Julie Michelsen, der trods beskedent pladesalg og en ikke eksisterende turnekalender bliver ved med at skabe musik. Hun er snart aktuel med sit fjerde soloalbum Egotripper, og har foreløbig udgivet to singler, men i en traditionel forretningsmodel giver musikudgivelserne ingen mening. Hun gør det alligevel og det er der gode grunde til, forklarer hun.
Egentlig var det meningen, at Julie Michelsen skulle sprænges i luften. Bum! Ikke sådan i virkeligheden. Det skulle være sket ved hjælp af et trick i en video.
Af forskellige grunde blev ideen droppet. Eksplosionen havde ellers været en effektfuld illustration af ultimativ stress hos et moderne menneske med livsmålet: mere, mere, mere.
Det gælder om at tænke på, at man bliver glad af skrive, indspille og udsende sin musik. At det gør dig glad. At musik er godt. Både for en selv og for alle mulige andre
”En dag stod jeg i skolegården ved min datters skole sammen med min datters venindes mor. Jeg var lige blevet skilt, havde ingen penge og det hele var fucked up. Venindens mor er en af dem, det kører for. Hun har en stor lejlighed, de har gode jobs, er hele tiden på ferie. Pludselig siger hun, ‘Arh, jeg vil gerne bare have nogle flere penge’,” fortæller Julie Michelsen.
Oplevelsen i skolegården inspirerede den 47-årige musiker til at skrive en sang på et tidspunkt, hvor der ellers gennem et stykke tid havde været tomt i idébanken. Hverken skilsmisse, flytning eller økonomisk bøvl og heraf afledte frustrationer havde været særligt befordrende for kreativiteten.
”Jeg spurgte venindens mor: ‘Hvad skal du med flere penge? Du har da penge nok.’ ”Arh, jeg vil bare gerne have nogle flere ting,” sagde hun og nævnte forskelligt. Jeg tænkte en del over det. Hun er skide sød, men hvad i alverden skal hun med mere?,” spørger Julie Michelsen, og tilføjer:
”Det virker lige nu, som om folk har enormt travlt med at skovle til sig. Hvorfor? Alle mennesker får stress. Man skal være perfekt, have et godt job, børnene skal have succes. Det er ikke fordi, jeg selv er en helgen.”
Jeg møder Michelsen på hendes kontor på Sønder Boulevard på Vesterbro, som hun deler med bogudgiveren Lea Vilhelmsen og niecen, digteren Olga Ravn – datter af Anne Dorte Michelsen og dennes eksmand Peter Ravn.
Kontoret holder til i nogle gamle butikslokaler, der meget vel tidligere kunne have huset en gammeldags købmandsbutik. En af de mange kolonialvareforretninger hvis kasseapparater blev tavse, i takt med at forbrugerne foretrak supermarkeder.
Heller ikke i dag klinger ’kasseapparatet’ i lokalerne eller larmer, som man må formode, er tilfældet hos Volbeat eller Nik & Jay.
Julie Michelsen er en af de kunstnere, der ikke bare fastholder drømmen om at skabe. Hun skaber, fordi hun ikke kan lade være. Og fordi hendes musik er god og vedkommende. Også selvom det er opad bakke.
Som tusinder af andre danske kunstnere arbejder hun ud fra en iværksættermodel, der kunne få enhver økonomiprofessor til at rive sig i håret:
Hænderne lægges i A-indkomsten og hjertet i B-indkomsten.
Når hun ikke spiller eller skaber musik, arbejder Michelsen i La Glace, et velrenommeret københavnsk konditori, der ligger i Skoubogade i Indre By.
Efternøleren Julie Michelsen voksede op i et kollektiv i Århus.
Hun gik på Århus Friskole, der spiller sin egen rolle i historien om den århusianske rockscene, der blomstrede i 80’erne. Mek Pek, storesøster Anne Dorte, storbror Mads Michelsen (trommeslager i Gnags i bandets storhedstid), Lone Poulsen og Astrid Elbek fra Shit & Chanel har også gået på skolen.
Michelsen er ikke i tvivl om, at den iværksætterånd, der gør, at hun kan blive ved med at opfinde nye måder at forsøge at sælge sin musik, har sine rødder i dét miljø:
”Jeg er vokset op blandt meget idérige, kreative mennesker på friskolen. Der var ikke rigtig noget med at tøve. Idéerne blev ført ud i livet. Der var teaterstykker. Karnevalsoptog, emneuger, rejser til andre lande, hvor vi mødte andre musikformer.”
På en måde fylder den feministiske synsvinkel mere end nogensinde. Jeg ved ikke, om man kan sige, at vi i Venter På Far var forud for vores tid, men vi var tidligt ude og ramte en masse mennesker, der følte sig set. De temaer, vi synger og taler om, er stadig utroligt aktuelle
“Lærerne gjorde tingene. Jeg tror, at jeg så, at det kunne lade sig gøre. Jeg har fået det ind i systemet, at det gælder om at have visioner og føre dem ud i livet.”
Som ældre dannede hun bandet Love Julie, der huserede på danske koncertscener. De nåede at udsende to album på studiekammeraten Tina Dickows pladeselskab Finest Gramophone.
Sideløbende har hun været med i den feministiske cabaret-gruppe Venter På Far sammen med blandt andre sin søster Anne Dorte Michelsen. Gruppen, der omkring 1990 begyndte som ren undergrund, har vist sig at være værd at vente på for Julie.
”Det var ikke helt let at få musikken udsendt i begyndelsen. Dorte prøvede at få den afsat til sit pladeselskab. Det endte med, at de gik med til at trykke 6.000 eks. Vores første plade solgte 100.000 eks. Pludselig var vi blevet folkelige.”
“På en måde fylder den feministiske synsvinkel mere end nogensinde. Jeg ved ikke, om man kan sige, at vi i Venter På Far var forud for vores tid, men vi var i hvert fald tidligt ude. Vi ramte en masse mennesker, der følte sig set. De temaer, vi synger og taler om, er stadig utroligt aktuelle,” siger Julie Michelsen.
Selv har hun udsendt tre soloalbum, blandt andet koncept-pladen The Saddest Songs in the World med en stribe melankolske molsange, der havde fortjent lidt mere opmærksomhed, end de fik.
”Dengang havde jeg bandet The Over And Out, blandt andet med Søren Baltzer fra Carpark North. Vi blev fyret af vores bookingbureau, fordi de ikke kunne booke jobs nok. Det var bare for trist med verdens sørgeligste sange. Så blev det for alvor trist,” siger Julie Michelsen med et grin.
I USA er der ikke noget, der hedder dagpenge eller legater. Men de insisterede på at fortsætte. “Hvad skal jeg ellers gøre?”. Det er inspirerende at se folk bakke op
”Jeg fik nogle reaktioner som: ”Hvad bilder hun sig ind at sige, at hun har lavet verdens sørgeligste plade? Og så ser hun bare mega godt ud på coveret (stylet som deltager i Miss World-konkurrencen, red.).” Pointen var at sige noget om, at det også kan være sørgeligt under den glatte overflade.”
Efter den tredje soloplade begyndte det at blive surt. Der var en masse arbejde, som Julie Michelsen selv måtte tage sig af som selvudgiver.
“Jeg har rejst mig igen. Jeg kan ikke lade det være. Men det har da været lidt af en overvindelse at se værdien i, at jeg ikke kunne leve af det. Især i begyndelsen kunne jeg se, at mine søskende kunne leve af musikken,” siger hun.
“Jeg havde en rigtig god oplevelse på en sangskriver-session i Austin for ti års tid siden, hvor jeg mødte en masse amerikanske sangskrivere”
“I USA er der respekt omkring det at skrive musik. Alle havde jobs ved siden af, ligesom jeg selv. For dem var det helt vildt, at jeg kunne rejse til Texas med støtte fra en dansk musikorganisation. I USA er der ikke noget, der hedder dagpenge eller legater. Men de insisterede på at fortsætte: ‘Hvad skal jeg ellers gøre?'”
“Det er inspirerende at se folk bakke op. I stedet for denne her kliche: har du ikke en pladekontrakt? Bliver du ikke anmeldt i Gaffa? Hvad laver du så her? Så er man ikke noget.”
Jeg synes jo, at min musik er god. Jeg synes, at jeg er utrolig god til at skrive sange. At folk skal høre det. Selvfølgelig er det fedest, hvis der er andre, der lytter. Det kan fylde mig op. Det giver mit liv mening
Til daglig arbejder Julie Michelsen som nævnt i det både historiske og hippe konditori La Glace i hjertet af København, der i dag er en af hovedstadens turistattraktioner. Meget tyder på, at kager er kommet for at blive.
”Sidst jeg var turné med Venter På Far, gik jeg på halv tid, hvor jeg selv lidt styrede min arbejdstid. Efter min skilsmisse blev jeg nødt til at gå op i tid igen.”
“Der er mange gode ting ved at arbejde mellem kagerne, jeg har nogle enormt søde kolleger og ejeren, Marianne (Stagethorn, red.) er en dygtig forretningskvinde. Man skal lægge en del timer, for at det kan give noget.”
– Hvorfor ikke bare nøjes med at sælge kager? Og skrive musikken for dig selv og dine nærmeste?
”Jeg synes jo, at min musik er god. Jeg synes, at jeg er utrolig god til at skrive sange. At folk skal høre det. Selvfølgelig er det fedest, hvis andre lytter. Det kan fylde mig op. Det giver mit liv mening.”
“Vi havde mange koncerter med Love Julie. Det kan jeg godt savne. Gu’ vil jeg da gerne tjene nogle penge på det. Mest fordi det ville give mig rum til at skabe noget mere,” siger Julie Michelsen.
”Man må lade være med at tænke alt for meget på de mange forhindringer. Ellers bliver man modløs. Det gælder om at tænke på, at man bliver glad af at skrive, indspille og udsende sin musik. At det gør dig glad. At musik er godt. Både for en selv og for alle mulige andre.”
I forbindelse med sit nyeste album har Michelsen besluttet at udsende sine singler løbende. To, Egotripper og Julies Vals, er allerede udkommet. Formen med de løbende udgivelser har gjort det muligt at finde på events, der forhåbentlig kan være med at gøre opmærksom på musikken.
Det er fedt at arbejde sammen med andre. Det der sker, når man forstår hinanden, og der opstår en kreativitet i luften, det er fedt
Blandt andet en video, der er begået af videokunstneren Ditte Trudslev Jensen:
“Det er fedt at arbejde sammen med andre. Det der sker, når man forstår hinanden, og der opstår en kreativitet i luften, det er fedt.”
“I virkeligheden gad jeg godt have et band. Det er fedt at have et band. For mange kan det være svært, når man har et publikum, der egentlig bare står og venter på Indianer eller Jeg vil have en handy-man, hvis nu det skulle være Venter På Far, som jeg selv er med i,” siger Julie Michelsen.
Hun tilføjer med et meget stort grin:
”Det er jeg jo sat lidt fri af, i og med at jeg ikke har nogle hits. Man må jo se det fra det positive side.”
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Topfoto: Julie Michelsen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her