Jørn Jeppesen: Om mod, medløberi og #metoo

i Kultur/Musik af
NYT ALBUM// INTERVIEW – Efter at have arbejdet som booker og impresario for sin nære ven Kim Larsen i 17 år, har Jørn Jeppesen valgt at satse på en karriere som solist. Nu udsender han sit andet album En helt almindelig dag, der blandt andet er blevet til under natlige vandringer med hunden i Søndersø Skov, tæt på hjemmet i Odense. Jeppesen har tidligere været flittig debattør på Facebook, og nu er han tilbage med nogle personlige sange med holdninger – og hyldester til Kim Larsen, Dan Turèll og den flyvende fredsaktivist Matthias Rust, der var en modig mand. “Turèll var kompromisløs i sin kunst, i sin væremåde og i sin påklædning. Det samme med Kim, som jo godt nok levede et almindeligt borgerligt liv, men han var også kompromisløs og aldrig leflende eller beregnende … i dag er branchen fyldt af artister, der kører rundt i sponsorbiler eller investerer i ejendomme,” siger han.

”Vi gamle, hvide mænd skal jo egentlig helst bare holde vores mund. Slet ikke påstå, at noget var bedre i gamle dage.”

Jørn Jeppesen griner lidt, mens han taler. Måske er der noget om snakken, men selvfølgelig er det forsimplet. Hans pointe er, at det ikke er alt nyt, der er bedre. At ikke alt gammelt bare automatisk skal smides væk.

På sit nye album En helt almindelig dag synger Jeppesen om det modsatte af SoMe-tyranniet; at være til stede i og sætte pris på den hverdag, som af en eller anden grund ofte kaldes grå og kedelig

Jeppesen taler om sin nye sang Alt er bedre nu, hvor han hylder gamle originaler, heriblandt sin mangeårige ven og tætte samarbejdspartner Kim Larsen. Den vender vi tilbage til.

På sit nye album En helt almindelig dag synger Jeppesen om det modsatte af SoMe-tyranniet; at være til stede i og sætte pris på den hverdag, som af en eller anden grund ofte kaldes grå og kedelig.

Efter at være begyndt som musiker i diverse beværtninger og på scener i Odense og omegn fik Jørn Jeppesen i 1997 arbejde på bookingbureauet Danartist, hvor han fire år senere blev den, der bookede Kim Larsen og Kjukken. I 2001 blev Jeppesen Larsens agent i Danartist og fra 2002 stod der ’impresario for Kim Larsen’ i Jeppesens eget bureau på visitkortet. Og sådan fortsatte det frem til Larsens død i 2018, de sidste fire-fem år tilmed som guitarist og korsanger i Kjukken.

I det følelsesmæssige vakuum, der opstod efter den nære vens død, skrev Jeppesen sange, der endte på det, han kalder ’pop-albummet’ Odense Banegård, der udkom sidste år.

”Jeg kom fra Kims to sidste plader (Øst for Vesterled og Sange fra første sal), som var meget rå i udtrykket. Da jeg nu ville indspille selv, ville jeg forsøge noget andet. Så jeg producerede debutpladen med moderne pop-virkemidler,” siger Jørn Jeppesen.

Stilforvirret, men med umiskendelig tæft for popmelodier – Kim Larsens manager udsender soloalbum

Efter en turne i vinteren 2019/20 med band – bl.a. med Jesper Haugaard, bas, og Jens Langhorn, trommer, fra Kjukken – har Jeppesen indspillet endnu et album, denne gang med mere poprock-kant – og naturligt nok mere band-lyd. Referencen hedder The Beatles.

Er det virkelig mig?

Som det første er dette album en gennem-melodiøs samling sange om at være introvert, om empati og solidaritet med de udstødte. Der er stilfærdige, guitarbårne sange, som den flotte Stille dage i September, en sprælsk og medrivende drenge-duet Tag med med Johan Olsen fra Magtens Korridorer.

Når jeg rejser, tænker jeg mest på at komme tilbage til hverdagen. Mange rejser på weekendtur, helt til Tokyo, sågar. For mig er det at rejse alt for ofte stressende. Noget med lange køer, alt for meget, der skal nås, for mange mennesker. Jeg oplever faktisk mere ved at gå tur med min hund om natten i Søndersø Skov

Det er sange sunget fra, om og til hverdagens perspektiv. Ligesom med det første soloalbum har Jeppesen haft sine tvivl – er det godt nok?

”I dag er jeg ret tilfreds med sangene, pladen og lyden. Under et familiebesøg i Køge var jeg gået ned på værtshuset Hugos Kælder, da jeg modtog det færdige plademiks på mail. Det var en god fornemmelse – at stå der i baren og lytte til musikken på telefonen og tænke: det lyder sgu okay. ’Er det virkelig mig, der har lavet det?’, stod jeg og tænkte.”

Det første frø til teksten til titelnummeret En helt almindelig dag blev sået under første del af Corona-krisen, hvor Jeppesen så Rasmus Tantholdt stå et sted i udlandet og fortælle, at folk, han mødte, egentlig bare længtes efter at komme tilbage til hverdagen.

”Jeg havde nogle skitser liggende klar og havde så sent som om morgenen tænkt over, hvad min sang skulle handle om. Det slog mig, at jeg havde det som dem, Tantholdt talte om. Nu handlede det om Corona, men f.eks. når jeg rejser, tænker jeg mest på at komme tilbage til hverdagen.”

“Mange rejser på weekendtur, helt til Tokyo, sågar. For mig er det at rejse alt for ofte stressende. Noget med lange køer, alt for meget, der skal nås, for mange mennesker. Jeg oplever faktisk mere ved at gå tur med min hund om natten i Søndersø Skov”, siger Jeppesen, der som han synger har det fint, når ’det kører i ring’.

”Jeg vil egentlig hellere dagdrømme hjemme i mit fyrrum. Jeg har heldigvis haft travlt i min karriere og arbejdet meget fokuseret i mit liv som manager, også for Kim. Men jeg har altid kunnet falde i staver i timevis. Enten er jeg tændt eller også er jeg slukket. Der er ingen mellemvej.”

I dag er branchen fyldt af artister, der kører rundt i sponsorbiler eller investerer i ejendomme. Kunstnerne er blevet små forretningsmænd, der tænker i Excel-ark. Det handler om strategi og om, hvad Toppen af Poppen kan gøre for din karriere

En dag, Jeppesen zappede på sit tv, faldt han over en dokumentar om sit ungdomsidol, Dan Turèll, der blandt meget andet er kendt i dag for sin hyldest til hverdagen. Mødet med Turèll på skærmen fik ham til at spørge sig selv, hvad der egentlig blev af de store originaler i dansk kultur.

Jørn Jeppesen som medlem af Kjukken. Jesper Haugaard, nr. to fra højre, og Jesper Rosenqvist, længst til højre er medlemmer af Jeppesens nuværende band
Jørn Jeppesen som medlem af Kjukken. Jesper Haugaard, nr. to fra højre, og Jesper Rosenqvist, længst til højre er medlemmer af Jeppesens nuværende band

Levede i sin kunst

”Turèll var en mand, der levede i sin kunst. Det er muligt, at han skrev sine krimier af økonomiske grunde. Men han blev jo ved med at udsende digtsamlinger.”

“Turèll var kompromisløs i sin kunst, i sin væremåde og i sin påklædning. Det samme med Kim, som jo godt nok levede et almindeligt borgerligt liv, men han var også kompromisløs og aldrig leflende eller beregnende.”

“Nu var han så bare voldsomt populær. Den originalitet og kompromisløshed, som de to havde, den savner jeg,” siger Jørn Jeppesen.

Det har resulteret i sangen Alt er bedre nu.

”Når jeg hører en sang med Larsen & Co / tænker jeg hold kæft, hvor var de go’e / bare stå der og synge sin sang / og si’e de ting som de sagde dengang,” synger Jeppesen.

”Jeg har selv været tæt på Kim og oplevet det på nært hold. I dag er branchen fyldt af artister, der kører rundt i sponsorbiler eller investerer i ejendomme.”

“Kunstnerne er blevet små forretningsmænd, der tænker i Excel-ark. Det handler om strategi og om, hvad Toppen af Poppen kan gøre for din karriere.”

“Det har ikke noget med musik og originalitet at gøre, og det er en af grundene til, at jeg har mistet lysten til at være manager. Det er blevet uinteressant,” siger Jørn Jeppesen.

”Jeg har selv været med til at tjene penge, og har intet imod det overhovedet. Det skal bare ikke være det, der er drivkraften hos en kunstner eller en musiker.”

Jeg støtter 100 pct. op om #metoo, det er på tide, at der sker noget. Sofie Linde var fantastisk modig, da hun så direkte ind i kameraet og sagde, ”jeg ved, at du kigger lige nu”. Det er mod. Respekt for det. Men jeg synes ikke, man er modig, når man er en af 1.600, der skriver under på noget

– Ja, mange ville jo sige, at Larsen havde råd til at sige nej til reklamer og Toppen af Poppen.

”Ja, men jeg tør godt sige, at jeg kendte Kim godt nok til at vide, at han ikke ville have gjort det, selvom han var ludfattig. Jeg gør det heller ikke selv. Jeg skal ikke lyde som en kopi af Kim, men når jeg står i bagscenebaren på Skanderborg Festival, kan jeg jo høre musikerne stå og snakke om, hvad de tjener på at optræde i løbet af en sommerturné. Og sammenligner. Hvem tjener mest? Det er simpelthen så uinteressant og ødelæggende. Jeg tænker på dengang, Dan Turèll hutlede sig igennem og bare var glad for sine pils og sine smøger. Jeg savner simpelthen de originaler, både i kunstlivet og i det normale hverdagsliv. Alt er blevet så helvedes smart.”

– Du er vel den, der har arbejdet tættest, længst sammen med Larsen. Jeg hører det som en sang, der siger ’Det var det, jeg fik ud af arbejde sammen med Larsen’. Også musikalsk. Den lyder ret så Kim Larsen’sk.

”Det er det nok også. Men som sagt er det mere en tribute og en hyldest til Kim, Dan Turèll og alle originalerne. Og fordi jeg ikke vil finde mig i, at man aldrig må sige, at noget var bedre i gamle dage. Mange ting er blevet bedre, men vi har tabt noget vigtigt på vejen, og det vil jeg gerne lige sige højt.  Men ja, rent teknisk er sangen bygget ’Kim Larsen’sk’ op. Især rytme- og melodimæssigt. Jeg gør det ikke for at lukrere på ham. Jeg gør det for at sende ham en kærlig hilsen. Jeg savner ham jo.”

Mod og medløberi

På pladen er der en måske lidt overraskende hyldest til Mathias Rust, der d. 28. marts 1987 via en lang omvej fløj fra Hamborg og endte med at lande på en bro ved Den Røde Plads i det daværende Sovjet. Som helt ung fandt Jeppesen Rust enormt modig. Det gør han for den sags skyld stadig.

”Bare det, at han havde flyvercertifikat, synes jeg var sejt. Hans utopi og idealisme var imponerende. Han tog den vilde rejse, fordi nedrustningsforhandlingerne mellem Gorbatjov og Reagan var brudt sammen. Det kalder jeg eddermame mod og idealisme.”

Men for at finde kilden til sangen, skal vi et par tusinde kilometer fra Den røde Plads i Moskva til en gruppe kvinder i en lejlighed på Vesterbro i København. Det handler om mod og det modsatte, nemlig medløberi.

 Jeg har det generelt svært, når en masse mennesker hele tiden har travlt med at nå at mene det samme som alle andre. Jeg ved ikke hvorfor, men det har altid provokeret mig. Nogle gange bliver jeg Rasmus Modsat. Jeg ved, at kan det virke irriterende

”Jeg hørte en historie om en gruppe kvinder, der havde siddet på Vesterbro og talt om og klaget over, at de ofte fik spørgsmål, man kun stiller til kvinder. Hvordan har du tid til børnene, når du har så travlt med karrieren? Det var det samme, Helle Thorning klagede over.”

Hør Jørn Jeppesen synge med Johan Olsen her:

https://www.youtube.com/watch?v=TY6SB7GKtZQ&list=PLG0KnvGjXWXDdh2MC94lB2vjmoVoZv9cd

“Jeg tror nu, at Lars Løkke nok havde fået samme spørgsmål, hvis hans kone havde arbejdet i udlandet. Det er noget andet. Der, hvor jeg ser dobbeltmoralen og medløberiet, er der, hvor jeg ved, at der er reelle problemer, de samme kvinder kunne engagere sig lige nede på gaden i stedet for at sidde og snakke om, lad os være ærlige, småting.”

“De kunne bruge krudtet på at gøre noget for f.eks. trafficking af mindreårige kvinder, der bliver solgt til sex. Eller muslimske kvinder, der stadig undertrykkes i patriarkalske samfund. Og så er vi tilbage ved modet. Det ville være modigt at gå ned på gaden og gøre noget ved tingene.”

“Det er nemt at mene alt det rigtige, når man sidder trygt i et selskab eller hjemme ved computeren, hvilket jeg også selv kan forfalde til indimellem.”

– Vi kunne vel alle gå ud og gøre noget aktivt, fremfor at sidde derhjemme og blive forargede?

”Det kan du sige – at det handler lige så meget om min egen dobbeltmoral som alle andres.” siger Jørn Jeppesen og tilføjer:

Mathias Rust handler om mod. Jeg hørte forleden Sofie Linde hylde de 1.600 modige kvinder mediebranchen, der støttede op om hende i en underskriftsindsamling. Jeg støtter 100 pct. op om #metoo, det er på tide at der sker noget. Sofie Linde var fantastisk modig, da hun så direkte ind i kameraet og sagde, ”jeg ved, at du kigger lige nu”. Det er mod. Respekt for det.”

“Men jeg synes ikke, man er modig, når man er en af 1.600, der skriver under på noget. Man støtter. Bakker op.”

En spændende tid

– Er det det, du kalder medløberi?

”Til dels, ja. Jeg synes det er fedt, at folk bakker op, men det er jo ikke decideret modigt, når vejen er banet. Og mange af de ting, der kommer frem, har intet med seksuelle krænkelser at gøre, så tingene blandes desværre lidt sammen i øjeblikket.”

“Men jeg har det generelt svært, når en masse mennesker hele tiden har travlt med at nå at mene det samme som alle andre. Jeg ved ikke hvorfor, men det har altid provokeret mig. Nogle gange bliver jeg Rasmus Modsat. Jeg ved, at kan det virke irriterende. Nå, nu skal han mene det modsatte igen. Men jeg er bange for, at sådan er jeg.”

Ligesom i mediebranchen har der været og er en del sexisme i musikbranchen. (Interviewet blev begået, inden 97 kvindelige danske musikere 3.10 stod frem i Politiken med historier om sexisme, red.)

Jeg kan så undre mig, når jeg ser tusinder af unge piger stå og synge ”Sut den op fra slap,” foran scenen, når Suspekt spiller – men sådan er der så meget, jeg ikke forstår

”Jeg er ikke feminist. Men jeg synes, det er spændende, det der sker lige nu. Jeg håber, at det medfører, at man skal til at tale sammen på en ny måde i alle brancher. Der har sikkert været en masse mænd, der er gået over grænsen, også i musikbranchen. Det er godt, hvis hele #metoo-fænomenet kan betyde, at vi skal til at tale mere dannet sammen”, siger Jørn Jeppesen – og tilføjer:

”Jeg kan så undre mig, når jeg ser tusinder af unge piger stå og synge ”Sut den op fra slap,” foran scenen, når Suspekt spiller – men sådan er der så meget, jeg ikke forstår.”

LÆS MERE OM MUSIK FRA POV’S MUSIKREDAKTØR, JAN ERIKSEN, HER


Alle fotos: Presse.


I denne podcast fortæller Jørn Jeppesen om sin karriere og sin tid med Kim Larsen:

https://www.medianomusic.nu/home/2019/03/04/jeppesen

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen er musikredaktør på POV. Han oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017) og 'Anne, Sanne, Lis - historien om en dansk musikrevolution', der udkom i 2019.

Jan Eriksen er redaktør på podcastmediet Mediano Music.
Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur