
SEXISME I MUSIKBRANCHEN // KOMMENTAR – Musikeren Gry Harrit blev interviewet flere gange til dokumentarudsendelsen om sexisme i musikbranchen. Hun endte med ikke at være med. Hun magtede ikke at kondensere sine egne oplevelser om krænkende handlinger til blot tre, som hun blev bedt om. ”Jeg er taknemmelig for, at menneskene bag dokumentaren har været så omhyggelige med ikke at tage dem med, som de vurderede ikke kunne holde til det. Jeg er én af dem,” skriver hun.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er vel to-tre år siden, at jeg blev kontaktet af produktionsholdet bag dokumentaren Sexisme i musikbranchen. Jeg var vist en af de første, de kontaktede.
Til næste år har jeg 40-års jubilæum i musikbranchen, hvis man ikke tæller børnepladerne med. Jeg har været der længe, medvirker på over 100 album, har turneret og lavet tv. Been there – done that.
Sorgen over ensomheden – følelsen af, at det jo var min egen skyld – har været den sværeste. Jeg har stadig svært ved at fortælle om mine personlige oplevelser
Og jeg var glad, fordi jeg vidste, at det var de samme mennesker, der havde arbejdet med dokumentaren om TV 2. Den ramte mig så hårdt, at jeg skrev et debatindlæg i Politiken om parallellerne til musikbranchen.
I debatindlægget, som havde titlen ”Der er en stærk myte om, at for at være genial i musikbranchen skal man være et dumt svin”, skrev jeg, at medie- og musikbrancherne har mange fælles træk – at legitimeringen af sexisme og magtmisbrug ligner hinanden med den romantiske forestilling om, at talentet, klarsynet og den kunstneriske åre ligger hos den lidende koleriske leder.

Så jeg tog afsted til mødet med journalisterne. Jeg var bange, fordi jeg vidste, at jeg skulle overskride en usynlig grænse, men også håbefuld, for de ville jo forstå alt det, som jeg har prøvet at fortælle om i så mange år.
Så vi satte os ned og gik igang. Det skulle bare have været en halv times tid, men jeg snakkede og snakkede, og jeg var i rigtig godt humør, for de lyttede, de satte ikke spørgsmålstegn ved rigtigheden af det, jeg fortalte. De troede på mig. De forstod.
Så sagde vi farvel.
Jeg gik ud til min bil. Og brækkede mig. Og tudede, som jeg aldrig har tudet hverken før eller siden. Samtidig med at jeg ikke kunne forstå hvorfor. Jeg havde det jo fint, alt var jo godt!
Jeg var slet ikke forberedt på det, der så skete efterfølgende. Jeg blev ganske enkelt ramt i nakken af glemte hændelser, som jeg så møjsommeligt havde puttet ned i små fine bokse og parkeret dybt nede i min bevidsthed, så jeg kunne fortsætte mit arbejde. Så jeg kunne glemme
Og jeg var slet ikke forberedt på det, der så skete efterfølgende. Jeg blev ganske enkelt ramt i nakken af glemte hændelser, som jeg så møjsommeligt havde puttet ned i små fine bokse og parkeret dybt nede i min bevidsthed, så jeg kunne fortsætte mit arbejde. Så jeg kunne glemme.
Det var virkelig heftigt det første år efter den første samtale, og skylden og skammen var svære at bære. Men sorgen over ensomheden – følelsen af, at det jo var min egen skyld – har været den sværeste. Jeg har stadig svært ved at fortælle om mine personlige oplevelser.
Jeg blev til en samtale senere hen bedt om at nævne de tre hændelser, som havde betydet mest for mig. Det kunne jeg ikke.

Gry Harrit: Jeg er taknemlig for de 13 kvinder, der stod sammen og bærer os alle fremad
Så de sagde: ”Gry, det, der er med dig, er, at det er så massivt og over så mange år.” Først forstod jeg ikke betydningen af det, men det gør jeg nu. Og jeg er taknemmelig for, at menneskene bag dokumentaren har været så omhyggelige med ikke at tage dem med, som de vurderede ikke kunne holde til det. Jeg er én af dem.
I disse dage vælter boksene frem igen i mit indre, og jeg skal endnu en gang igennem de mange år. Men det er bedre, for jeg har jo ”hilst på dem” en gang før. Jeg ved nu, hvorfor de dukker op. Jeg har ventet på det. Og jeg er denne gang parat til at gå igennem det – igen
Vi er ca. 150 mennesker, der har viderebragt vidnesbyrd. Og jeg er taknemmelig for de 13 kvinder, der den dag i dag står så stærkt – og står sammen – så de kan bære vores alles historier frem.
Og i disse dage vælter boksene frem igen i mit indre, og jeg skal endnu en gang igennem de mange år. Men det er bedre, for jeg har jo ”hilst på dem” en gang før. Jeg ved nu, hvorfor de dukker op. Jeg har ventet på det. Og jeg er denne gang parat til at gå igennem det – igen.
Læs også Morten Holm-Nielsens artikel: Derfor virker Martin Brygmanns krisekommunikation ikke, selvom en kommunikationsekspert har rost den.
Hør Gry Harrit fortælle om sin kamp for et ståsted i musikbranchen i denne POVcast:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her