MUSEUM // ANMELDELSE – Det nyåbnede Carl Nielsen Museet skriver selv, at man som gæst skal gå derfra med en ny forståelse af, hvad Danmarks mest berømte komponists musik kan. Han udfordrede hele tiden grænserne og skrev både dristige symfonier og let syngbare sange. Mikkel Stolt har besøgt Odense og museet.
Hvis man ikke har været i Odense i mange år, er det lidt af en overraskelse af komme ind i centrum.
Den gamle Thomas B. Thriges Gade, der fra privatbilismens overtag i 1960’erne brutalt havde delt byen i to, er blevet til en stille cykel- og letbanegade, og går man syd for den, følges man – i hvert fald på denne tid af året – med en masse turister. Måske skal de det samme som os?
Nej, det skal de ikke, for 98,5 % af dem skal på besøg hos H.C. Andersen, og det er da også et spektakulært, nyt design, der omgiver forfatterens hus i det gamle, brostensdækkede kvarter: bakker og dale med træer, blomster og caféer.
Men det er altså ikke det, vi er kommet for at se. Vi bevæger os i stedet til en sideindgang i Odense Koncerthus lige i nærheden, hvor man ved hjælp af skiltning finder Carl Nielsen Museet.
“Nu er dagen fuld af sang”
Carl Nielsen har måske ikke H.C. Andersens internationale fanskare, og jeg har en formodning om, at de, der besøger førstnævntes museum, i gennemsnit har et større kendskab til materien end de tilsvarende gæster hos sidstnævnte.
Jeg selv er langtfra ekspert i hverken Nielsen eller klassisk musik, og min far, der ledsagede mig og min bror, var da også noget chokeret, da jeg sagde, at jeg ikke ejede et eneste album med Nielsens musik, når man altså ser bort fra nogle få forskellige og jazzede indspilninger af nogle af hans sange. Men det er nu min fars egen skyld, da cirka 90 % af mine klassiske plader er nogle, han selv har givet mig.
Til gengæld har jeg i adskillige år haft en lille rolle i udvikling og tilvirkning af forskellige udstillings- og museumselementer på en række museer, og jeg var først og fremmest kommet for at vurdere Carl Nielsen Museet som kilde til oplevelse og inspiration og ikke så meget som en mulighed for direkte indlæring.
Man skal få en fornemmelse af, hvad Nielsen er rundet af, og hvilket kulturelt og menneskeligt grundlag, han arbejdede videre på som kunstner
Det sidste er jo heller ikke længere nødvendigvis magtpåliggende for museer, fordi ’oplevelse’ som begreb er i så høj kurs, men det er jo en balance, der skal findes i hvert enkelt tilfælde. Helt generelt kan jeg sige, at det her overordnet set virker absolut vellykket.
Man starter i det kombinerede billetsalg og gaveshop – der især rummer en del relevant litteratur – og vores ’museumsvært’ (det kaldte hun sig, selvom hun stort set blev bag skranken) var god til at give os en lille indføring i udstillingens mekanik, og hvordan vi skulle forholde os.
Det var tydeligt, at de stadig er lidt søgende i forhold til, hvordan de bedst guider publikum, og jeg fik en fornemmelse af, at man måske er lidt nervøs for, hvordan mødet mellem moderne og interaktive udstillingsmetoder og et publikum af klassisk musikinteresserede vil udspille sig. Men at dømme efter min far, så er der ikke noget at være bange for her.
Hvad Nielsen er rundet af
Carl Nielsen Museet er ikke noget kæmpe museum, og overordnet er der tre rum fordelt på to etager ud over forrummet med billetsalg og butik.
I det første har man satset på et stemningsgivende præludium eller ouverture med en stor tredelt skærm på tre af rummets sider. En 12 minutter lang audiovisuel forestilling præges af lyde, musik og stillbilleder fra Nielsens ’historiske periode’ (fra hans barndom ca. 1870 og frem), og hvor en animation af lydimpulspåvirkede, grafiske elementer sammen med en nænsom-dynamisk klipning skaber den visuelle bevægelse på skærmen.
Der er ingen decideret information undervejs, men tanken er tilsyneladende, at man skal få en fornemmelse af, hvad Nielsen er rundet af, og hvilket kulturelt og menneskeligt grundlag han arbejdede videre på som kunstner.
Der er nogle runde pufskamler, man kan sidde på undervejs, og vi var enige om, at vores biografiske eller historiske baggrundsviden ikke føltes hæmmende for nogen af os, og vi gik forventningsfulde ovenpå til den mere publikumsaktiverende del af udstillingen.
Alle kender jo nogle af hans melodier til vidt udbredte sange som fx ”Jens Vejmand” og ”Solen er så rød, mor”
Der var god plads, og i alt mødte vi vel under ti andre gæster på denne hverdag i starten af sommerferien, og det jo altid rart. Hvilket held, at Nielsen ikke er lige så kendt i brede kredse som Andersen.
Men alle kender selvfølgelig noget til Carl Nielsen, for alle kender jo nogle af hans melodier til vidt udbredte sange som fx ”Jens Vejmand” og ”Solen er så rød, mor”, og her på førstesalen af Carl Nielsen Museet kommer man mere i dybden.
Et lækkert design med trækasser og montrer i en lang række opstillinger med få meters mellemrum og et smagfuldt lysdesign gør, at man føler sig velkommen, og selvfølgelig er der musikken, som overalt enten er i centrum eller fungerer som en slags illustration.
“Hvem sidder der bag skærmen?”
Flere steder skal man selv løfte et låg eller andet for at finde nyt (som vi var blevet fortalt), og nogle gange skal man følge med på en skærm eller tage hovedtelefoner på.
Andre gange fik vi den oplevelse, at musikken til en særlig opstilling gik i gang, når man nærmede sig, hvorefter man kunne læse med på en skærm eller på teksten på kasserne.
Andre gange gik musikken ikke i gang, og vi tænkte flere gange, at en bevægelsescensor enten var itu, eller at der var en anden smart måde, man skulle starte lyden på.
Der er valgt to forskellige interaktionsstrategier, og det var altså også nok til at forvirre os
En enkelt gang gik musikken i gang i samme sekund, jeg løftede den højskolesangbog, som lå der – opstillingen handlede netop om Nielsens engagement i dén – og så spekulerede jeg lidt over dét, for det virkede kun én gang.
Det viste sig, at det ganske rigtigt flere steder er publikum selv, der sætter et eller andet i gang, mens lydsporet til andre opstillinger kører i et loop, således at det var tilfældigt, om man nu lige befandt sig foran opstillingen om fx ”Helios-Ouverturen”, når musikken startede.
Der er således valgt to forskellige interaktionsstrategier, hvilket som udgangspunkt ikke er så heldigt, og det var altså også nok til at forvirre os.
Det skal imidlertid siges, at vi bagefter fik at vide, at Carl Nielsen Museet stadig afprøver og evaluerer oplevelsen, og at lige netop dette var noget af det, de havde mest fokus på.
Jeg misunder dem ikke dette problem, for jeg ved, at især for høj lydgengivelse på museer kan skabe problemer for publikums almindelige velvære, men at det jo her netop handler om musik.
Dels skal man ikke forstyrre de folk, der ikke er kommet til den aktuelle opstilling endnu, dels skal lydkvaliteten være acceptabel for dem, der skal lytte. Alternativt kunne man øge antallet af høretelefoner, som der var på nogle opstillinger, men det skaber andre problemer, både med vedligehold og med publikums følelse af at opleve noget sammen.
“Jeg bærer med smil min byrde”
Man har ikke set helt bort fra klassisk museale objekter i form af fx en gammel violin, originale partiturer og nogle af de ordner, som Nielsen modtog i sin levetid, og disse er fint integreret i designet og i den generelle oplevelse, som derfor virker meget balanceret mellem fortid og nutid. Og det er ikke noget, man bare lige gør.
Til gengæld måtte min far flere steder opgive at læse en opstillings tilhørende tekst – hvid skrift på lyst træ – og jeg skulle da også lige finde en krops- og nakkevinkel, der gjorde, at jeg selv kunne.
Tekstmængden er dog på ingen måde overvældende, og der var da også enkelte steder, hvor man savnede lidt mere information, men dette er naturligvis helt individuelt. For igen virker balancen nemlig velovervejet og gennemført.
Opstillingerne er fordelt under en række overskrifter – Vækkelse, Modstand, Krise, Forsoning m.m. – men det er let at overse, og det gør heller ikke noget.
Man får nemlig i disse forskellige opstillinger på Carl Nielsen Museets førstesal både et indblik i Nielsens liv og hans kunstneriske virke og en fornemmelse af, hvor mangefacetteret og omfattende sidstnævnte var.
Målgruppen er i virkeligheden alle dem, der hænger ud ovre hos H.C.A. i nærheden
Tilmed er der små kig ind i det musisk-faglige univers, uden at det bliver for højpandet – og efter min mening ikke højpandet nok. Og så er det, at man forstår, at målgruppen ikke er professionelle musikere eller andre med forstand på musikfrembringelse og Carl Nielsen, men i virkeligheden alle dem, der hænger ud ovre hos H.C.A. i nærheden.
Tilbage i stueetagen igen venter der endnu en oplevelse, som faktisk på en måde binder det hele sammen på den enklest mulige måde: nemlig ved at spille et større medley eller sammenklip af en række af Nielsens værker – fra sange til symfonier – i en fremragende lydkvalitet.
Well, det mest enkle er det dog ikke, for man ledsager musikken med specialdesignede og ’levende’ grafiske figurer på de store skærme, og det gør såmænd ikke noget.
“Tit er jeg glad”
Det er en dejlig afslutning på besøget, og jeg kan kun anbefale, at man tager til Odense og får inspiration til at dykke ned i et af dansk musiklivs største internationale navne. Og tag gerne børn fra en 11-12 år og opefter med på Carl Nielsen Museet. Vi mødte to af slagsen, og hvis de hellere ville have været et andet sted, kunne vi ikke se det på dem.
Da man i sin tid valgte at skære Odense centrum midt over med en ny firesporet bilgade, var det, fordi man entydigt så privatbilismen som et ubetinget fremskridt for menneskeheden – en tilgang, som heldigvis er blevet mere velovervejet siden. En overgang var der også en tendens til, at nye udstillinger partout skulle være ”moderne og umuseale” og forlede sig på moderne formidlings- og udstillingsteknikker.
Også her virker det, som om man har fundet en mere gennemtænkt balance, og dette gælder i høj grad også Carl Nielsen Museet. Jeg fik lyst til at dykke mere ned i hans musikalske univers, og foreløbig har min far af ren nødhjælp foræret mig en cd med hans klaverstykker (med Leif Ove Andsnes), som jeg sidder og lytter til lige nu.
Og faktisk fik jeg alene ved at besøge Odense også lyst til at læse H.C. Andersen igen.
Udstillingsindhold: Udviklet af Museum Odense med væsentlige bidrag fra Michael Fjeldsøe, Peter Hauge, Katarina Smitt Engberg og Bjarke Moe (Københavns Universitet) samt Dominik Falenski og Christian Baltzer (DR)
Udstillingsdesign: Event Communications
Musikmedley/video i sidste rum: Coda to Coda og The Workers sammen med Museum Odense
Udstillingsopbygning: Stouenborg/Kurtzweil/System Standex.
Mikkel Stolt har også tidligere anmeldt Museet STORM på Frederiksberg.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
