MUSIK // INTERVIEW – Vincent Ryder er 21 år og har allerede udgivet to bemærkelsesværdige albums. Han er endnu ikke på forsiderne eller i fast rotation på P3, men bliver sammenlignet med Bowie, Lennon, Prince og Byrne. Med poetiske, filmiske sange om kærlighed, krig og klima er han en tiltrængt stemme for generation z – og os andre. POV’s Ole Blegvad har stillet ham 10 spørgsmål om musik, drømme, dommedag og håb.
“En eksplosion af energi, groove og rendyrket spilleglæde. Frontmand Vincent Ryder indtog scenen med en karisma, der nærmest slog strøm ud. Hans stemme, rå og raffineret på én gang, førte publikum sikkert gennem et sæt spækket med både funky beats, spulede ballader og dansable anthems.” Sådan skrev Jellinge Musikforening, da Vincent Ryder and the Awesome Soundkings havde været fordi den jyske by for at give koncert. Og generelt vælter superlativerne ned over den 21-årige musiker.
Begyndte at spille som ni-årig
Jeg begyndte at gå til guitar sammen med min far, da jeg var ni år. På det tidspunkt havde jeg prøvet alle mulige sportsgrene, men jeg blev aldrig helt tiltrukket. Når jeg var til fodbold, så endte jeg altid med at gå rundt om målet eller plukke blomster.
I slutningen af folkeskolen fik jeg en elguitar, samtidig begyndte jeg at skrive tekster. Det synes jeg var ret sjovt. I gymnasiet kom jeg med i et punkband sammen med nogle af mine kammerater.
Det band gik i opløsning med et kæmpe brag, delvist fordi jeg er ret kompromisløs, når det handler om min kunstneriske vision. Min vision er tit meget tydelig for mig, jeg vil gerne samarbejde, men jeg har ikke lyst til at vige, så min vision forsvinder.
Tekster som spejlbilleder
Jeg vil beskrive mine sange som mørke, melankolske og længselsfulde. Jeg holder fast i ordet ‘cinematisk’. Jeg skriver altid ud fra en stemning eller en følelse, det gælder både i mine kompositioner og tekster. Jeg er meget præget af det, jeg oplever, så mit univers udspringer ofte af en situation, jeg oplever, som jeg så bliver hængende i.
Jeg skriver om klimakrise, hungersnød, sult, fortabthed, kærlighed, ensomhed og håb. Altid ud fra hvordan jeg har det. Jeg skriver om de ting, der påvirker mig. Teksterne har et udgangspunkt i mit liv, men jeg prøver ikke at lave sange, som fortæller andre, hvad de skal mene.
Jeg synes, det er interessant at arbejde med et spejlingsplan, som både har et personligt plan og et verdensplan. Det kan være noget, jeg kan genkende, men som jeg ikke kan sætte ord på – der er musikken god. Musik kan skabe en forståelse, som ord ikke kan, den er ligesom et sprog i sig selv. På den måde er musik universelt, og jeg tænker tit, at jeg da ikke kan være alene med de følelser, jeg går rundt med.
Inspiration og alenehed
Jeg finder inspiration mange steder. Jeg kan blive inspireret af tv-serier. Jeg har lige set en serie, der endte hjerteskærende tragisk. Det ved jeg bare, på et tidspunkt, bliver til en sang.
Jeg skriver også meget ud fra mine personlige oplevelser og stemninger. Jeg har haft nogle perioder, hvor jeg har følt mig meget ensom. Jeg var på Roskilde Festival, måske uden helt at være festivaltypen, så jeg gik bare rundt alene, fordi jeg følte mig udenfor i den gruppe, jeg var afsted med.
Jeg blev syg, så jeg tog hjem, hvor jeg satte mig ved Christianshavns kanal i solnedgangen. Her skrev jeg en tekst på to minutter om ensomhed, kaos og stress. Den følelse, jeg havde lige der. Det blev til sangen The End Of The World On TV.
I min tidlige ungdom gik jeg meget rundt i byen alene. Det gør jeg faktisk stadig i perioder. Jeg tror, at jeg har haft svært ved at føle mig vellidt i de grupper, jeg har tilhørt. Jeg har altid følt mig anderledes, og nogle gange har jeg følt mig som for meget.
Min kompromisløshed og jeg har haft svært ved at finde ud af, hvem jeg egentlig er i fællesskaber. Selvom jeg har haft gode og sjove venner, så har jeg grundlæggende følt mig alene.
Der er en kæmpe forskel på at føle sig alene og så være ensom. Jeg synes, at jeg har oplevet begge, på godt og ondt. I min ”alenehed” har jeg altid længtes efter mere. Til gengæld har jeg altid haft det godt i mit eget selskab.
Jeg vil gerne være med til at sætte gang i nogle følelser og sætte os i kontakt med nogle sider af os selv, som vi ikke kender så godt i forvejen. Jeg tror, kunst kan skabe forbindelsen mellem mennesker. Musikken kan være med til at belyse problemstillinger og dermed måske indirekte være med til at forandre noget.
Jeg låner Aske Jacobys øre
Da jeg var 18 år, begyndte jeg til guitar hos Aske Jacoby (guitarist, der blandt andet er kendt fra News og Danseorkestret, som backing for C.V. Jørgensen. Han er også producer og pladeselskabsejer) – faktisk var det min far, der begyndte – men det blev mere til hyggesnak om Bob Dylan end undervisning.
Derfor spurgte min far Aske, om han ikke skulle sende sin søn i stedet, da hans søn rent faktisk kunne spille guitar. I slutningen af gymnasiet fortalte jeg Aske, at jeg selv skrev melodier og tekster. Han synes, det havde potentiale, så i stedet for at gå til guitar hos Aske, så begyndte vi at lave et album sammen. Vi indspillede i læseferien i 3.g, og albummet var færdigt et par måneder efter, at jeg var blevet student.
Jeg er meget glad for mit samarbejde med Aske. Han er erfaren og lader mig låne hans øre. Han giver mig lov til at være 100 procent mig selv. Han ser, hvem jeg er som kunstner, samtidig giver han mig fuld kreativ frihed, og han hjælper med at realisere mine visioner og drømme.
Jeg har altid min notesbog med
Teksterne og kompositionerne er 100 procent mine. Jeg har altid en notesbog med mig, hvor jeg skriver ideer og tanker ned. Derfra begynder et nummer altid hjemme med min guitar. I mit lille hjemmestudie lægger jeg så andre instrumenter på, så jeg til sidst har en demo.
Den demo viser jeg så til Aske, som derfra finder ud af, hvad der skal til, for at sangen kan nå sit fulde potentiale.
I studiet lægger de andre musikere så deres ideer oven på mine demoer. Jeg tror, vores samarbejde fungerer som relationen mellem en forfatter og et forlag. Jeg kommer med en grundstemning. Mange af mine tanker er allerede på demoerne. Det er stemningsbilleder, som vi bruger som udgangspunkt. Nogle lyde optager vi igen i det kreative rum, som vi skaber. Der er ingen faste rammer, alt er åbent for at eksperimentere, og der er ikke noget, man ikke må.
“It’s alright, Ma (I’m only bleeding)
Meget af den musik, jeg lytter til, er noget, jeg har lært at kende gennem mine forældre, så en del af det er nok fra den gamle skole.
Jeg er vokset op med Bob Dylan, som i sangen “It’s Alright, Ma (I’m Only Bleeding)” fra 1965, synger ”It’s life and life only.”
Sådan er det jo. Vi lever mellem magtesløshed og håb.
Generelt føler jeg, at jeg har en bred musiksmag, men det synes de fleste nok, de har. Jeg lytter til alt fra Roy Orbison til Lil Yachty, fra Nina Simone til Raye. Men min yndlingskunstner er ubetinget David Bowie. Jeg elsker det eksperimenterende. Jeg syntes for alvor, at musikken er interessant, når den tør blande genrer. Når jeg selv laver musik, prøver jeg at lave noget, som jeg synes er mærkeligt. Det giver tit nogle nye musikalske perspektiver.
Min musik skal udtrykke de helt store følelser. Det må gerne være teatralsk. Præcis der synes jeg, musikken og tekstarbejdet bliver spændende. Jeg har altid haft en drøm om at blive filminstruktør eller manuskriptforfatter, fordi jeg godt kan lide det historiefortællende aspekt, men indtil videre holder jeg fast i at skrive sangtekster og musik.
Foto: Grit Sanders.
Ungdom om undergang
Mine tekster kredser meget om dommedag, men jeg er samtidig en håbefuld optimist. I min musik har jeg en længsel, som er en modkraft til mørket. Jeg har altid håbet med.
Jeg tror altid unge har været optaget af dommedag. Der kommer jo altid en ny dommedag (Vincent griner).
Jeg prøver at strukturere mine album, som var det en film. Der er en hovedfortælling, hvor jeg arbejder med et ydre, konkret og bogstaveligt spor, samtidig er der et personligt, indre spor. Man kan også sige en ydre dommedag, som er krig, miljøkatastrofer, verdens undergang og en indre dommedag, der er ensomhed, følelsen af at føle sig anderledes og udenfor, hjertesorg, kærlighed, jalousi. Hvad der så er mest virkeligt og vigtigst, det må den enkelte selv vurdere.
Det er de store og overdrevne følelser. Mange af de ting, der foregår, virker altid mere betydningsfulde i øjeblikket, end de måske er, når de kommer på afstand. Ligesom voldsomme følelser tit virker som dommedag, lige når det sker.
Jeg laver en apokalyptisk trilogi
Jeg har mange sange i mig, der kredser om dommedag, så jeg besluttede at lave en apokalyptisk trilogi. De to første albums er udkommet.
På mit første album faldt bomben, på mit nye album er temaet post-apokalypse. Jeg er så småt i gang med det tredje album. Her skal verden genopstå. Gerne på en måde, som vi slet ikke kan forestille os. Der skal klart være et positivt spor. Menneskene skal række ud mod hinanden i kærlighed, de menneskelige relationer sejrer.
Jeg er ikke særlig god til sociale medier
Jeg kalder det også et megalomanisk værk – jeg ved ikke, om man kan bøje “megalomani” som adjektiv – men for mig betyder det at lave store, voldsomme projekter med store følelser og stemninger, der tager lang tid.
Til det nye album havde jeg skrevet de to sange, altså “The River” og “Children In The Woods”, som jeg fra start tænkte skulle akkompagneres af noget mørke udefra. I mit hoved havde jeg Tom Waits og Iggy Pop kørende, indtil jeg kom i tanker om, at vi jo på dansk jord har en ligeså oplagt dyb og mørk vokal i Steen Jørgensen. Aske var med på ideen, så vi sendte de to tracks til Steen, som efter at have lyttet til dem, gerne ville være med. Det er jeg selvfølgelig både glad og stolt over. Steens stemme tilføjer noget til dommedagsuniverset, som jeg ikke kunne have skabt alene.
Musikbranche og solokoncerter
Jeg er jo slet ikke ekspert i musikbranchen, men det virker som om, markedsføring er meget vigtigt. Det er nok min svaghed, jeg synes, jeg er kreativ, men jeg synes absolut ikke, at jeg er pr-agtig. Den erhvervsmæssige del skal jeg lære. Det er nyt for mig.
Jeg synes måske musikscenen er meget ens. Det kan være svært at komme og være lidt anderledes. Men Aske og jeg gør alt, hvad vi kan, for at skabe opmærksomhed omkring projektet.
Jeg vil gerne overraske, og vil meget nødigt sættes i bås
De to første album kom meget hurtigt efter hinanden, så det næste år vil jeg gerne ud og spille en masse koncerter. Jeg vil gerne eksperimentere og bygge et univers op. Jeg er ikke særlig god til sociale medier, men jeg vil gerne lære det og gøre mit univers til et lille kunstprojekt.
Jeg har spillet en del koncerter med vores liveorkester, men mine sange og tekster begynder jo altid med mig alene med min guitar. Selvom en sang er kommet på et album, så er den aldrig helt færdig. Sangene lever videre og kan altid gå nye veje. Det kunne være spændende at udforske min egen musik med solokoncerter.
Foto: Helena Quist.
En længselsfuld og romantisk musiker
Jeg håber at forblive den, jeg er, og prøve at fastholde den kunstneriske identitet, som jeg er i gang med at bygge op.
Jeg er meget til det mystiske, det dunkle og det længselsfulde. Hele dét univers, men jeg kan altså også rigtigt godt lide det romantiske og optimistiske. Jeg vil gerne overraske, og vil meget nødigt sættes i bås. Musik for mig kan være mange ting. Det kan være smukt, det kan være smertefuldt, det kan være længselsfuld eskapisme, noget, man bruger til at drømme sig væk eller noget, man bruger til bedre at kunne mærke livet.
Jeg elsker det, jeg laver. Jeg føler mig meget heldig og privilegeret over at få lov til at udfolde mig gennem min musik.
Se videoen med Vincent Ryder og band.
Live Studio Recording of “The River” by Vincent Ryder.
Recorded and mixed Feb 2025 at MillFactory Nuvenue, Copenhagen by Boe Larsen.
Vincent Ryder (vocal, guitar)
Aske Jacoby (backing vocal, guitar)
Johan Dalgaard (keys)
Morten Hellborn (drums)
Christian Douglas (backing vocals, bass)
Tilde Vinther (vocal)
Fra albummet Way Too Quiet
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og