JAZZ // HYLDEST – Oscar Peterson blev født på denne dag i 1925 og regnes blandt musikhistoriens – eller i hvert fald jazzhistoriens – bedste og mest betydningsfulde pianister. POV Internationals filmredaktør Mikkel Stolt fik ham ret tidligt ind i blodet.
I en tid, hvor nyhederne får ens humør til at svinge fra nedstemthed til vrede, så er det nødvendigt, at der er nogle, der kan swinge på en måde, så man får helt ny luft. Og swinge – det er der ikke mange, der gør bedre end Oscar Peterson.
Lige nu roterer hans legendariske trio-lp Night Train fra 1963 – med Ray Brown på bas og Ed Thigpen på trommer – på min pladetallerken, og det er bare den mest elegante, smagfulde og, ja, swingende plade, man kan forestille sig.
Hvis du skal få et klaver til at swinge helt alene, så skal venstrehånden kunne erstatte bas og trommer og andre rytmeinstrumenter
Var Oscar Peterson måske ikke en direkte musikalsk innovator, så er han nok den mest beundrede, betydeligste og bredest kendte musiker – eller i hvert fald pianist – inden for det, man kunne kalde moderne mainstream-jazz.
Night Train var også den første plade med Oscar – ja, det kalder jeg ham altså bare – jeg hørte i barndomshjemmet, idet min far havde optaget den på spolebånd, og det var nok også Oscar og det album, der fik mig overtalt til at gå til klaver.
Men det er jo ikke bare lige at få det til at swinge, når man sidder med noderne til et Bach-præludium foran sig, så på et tidspunkt skiftede jeg nodehæftet ud med en mere jazzet tilgang og de såkaldte fake-books med en simpel angivelse af melodien og becifringerne.
Men dét er jo heller ikke ligetil, og da jeg og en gymnasieven endnu en gang sad og spillede for øl på et værtshus – ikke så få gange fik vi øl for at holde op – var der en gæst, der sagde til mig, at jeg bare kunne glemme højrehånden, for det er venstrehånden, der er det afgørende.
Hans bemærkning ramte mig hårdt. For han havde jo ret, og jeg vidste det: at hvis du skal få et klaver til at swinge helt alene, så skal venstrehånden kunne erstatte bas og trommer og andre rytmeinstrumenter. Så det arbejder jeg stadig på – uden held – her godt fyrre år senere.
Oscars uovertrufne teknik
Men dét kunne Oscar altså som få, idet hans teknik er så aldeles uovertruffen, at man næppe kan forestille sig ham spille forkert.
Han startede da også tidligt som femårig og fik privatundervisning i klassisk musik som barn, men han blev tidligt fanget af den mere rytmiske boogie-woogie og ragtime og senere altså den regulære jazz. Han blev født i en engelsktalende familie i Montreal, Quebec, og efter sigende øvede han sig i timevis hver dag.
Som 14-årig vandt han en national konkurrence udskrevet af den landsdækkende Canadian Broadcasting Corporation, og snart efter var han professionel musiker.
Den amerikanske impresario Norman Granz hørte ham i et radioshow i 1948 og inviterede ham dernæst til at optræde ved de berømte koncerter Jazz at the Philharmonic i Carnegie Hall i New York City, og det var et sandt gennembrud for Oscar.
Han har fortalt, at han lige skulle komme sig over de ”sjove” bemærkninger om, hvad sådan en canadisk fløs skulle dér, men det holdt vist hurtigt op, da han begyndte at spille, og de store stjerner fik ham som side man eller akkompagnatør. Det giver slet ikke mening at nævne, hvem han kom til at spille med, for det var faktisk nærmest … alle.
Oscar var inspireret af især pianisten Art Tatum, som han dog også blev lidt skræmt af. ”Hvem er den anden, der spiller?” spurgte han sin far, da han første gang hørte en solo-indspilning med Tatum, men også den mere afdæmpede Nat King Cole var en, han lyttede til og efter. Hvis man nogensinde har hørt Oscar synge, vil man lægge mærke til, at hans stemme næsten lyder som King Cole.
Peterson og vennerne
I de tidlige år var han altså ofte en del af rytmegruppen, og det er tydeligt, hvor nærværende, lyttende og inspirerende han er, og hvor elegant han levner plads til solisterne. Et af de bedste eksempler på det – måske det allerbedste og måske verdens bedste plade inden for genren? – ligger nu på grammofonen, og det er Coleman Hawkins Encounters Ben Webster fra 1957.
Tænk sig, at ”vi” havde verdens bedste bassist, og at han tilmed spillede med verdens bedste pianist
Ud over de to tenorsax-giganter har Oscar en kvartet med bestående af bas, guitar og trommer, og selvom han altså er højt skattet som akkompagnatør, så var det især i de små konstellationer, trioer og kvartetter, at hans berømmelse tog fart.
På saxofon-pladen nævnt ovenfor var bassisten også Ray Brown, og senere blev denne jo afløst af vores egen Niels-Henning Ørsted Pedersen, og det var noget, vi unge kunne lide. Tænk sig, at ”vi” havde verdens bedste bassist, og at han tilmed spillede med verdens bedste pianist?
En enkelt gang nåede jeg at opleve dem sammen, nemlig i Falkoner Salen i 1982, hvor også guitaristen Joe Pass var med. Det varede lidt, før Oscar kom ud, men det var man vant til fra pladerne: at de andre musikere fik nogle numre alene.
Men denne gang varede det alligevel noget, og da han endelig dukkede op, bad han os om at undskylde forsinkelsen, men han havde netop modtaget nyheden om, at hans ven og landsmand, den klassiske pianist Glenn Gould var gået bort.
Han demonstrerer forskellige stilarter, inklusive stride piano og boogie-woogie, og man taber næsten pusten, indtil han med en hurtigt gentaget enkelttone inviterer bas og guitar med til at swinge igen
Han havde derfor måttet sidde og sunde sig lidt, men snart fejede hans optræden alt mismod til side. Fra det melodisk indfølende og betagende til det råt swingende – og mit unge jeg var simpelthen nødt til at sidde og klimpre stille på mine forældres klaver i stueetagen, da jeg ør og høj af indtryk var kommet hjem engang over midnat.
De lå og sov ovenpå, men jeg tror faktisk ikke, de hørte det, og de gik vist heller ikke glip af noget.
En anden tidlig favoritplade var med den samme trio – altså Oscar, Joe og NHØP – og hedder netop The Trio, optaget live i Chicago i 1974. Selvom Oscar som andre jazzmusikere i høj grad spiller numre fra og excellerer i det, man kalder The Great American Songbook, så var det en anden af Oscars egne kompositioner, ”Blues Etude”, der fik mig til at flippe ud foran højttalerne.
Oscar laver en lille introfigur, hvorefter bas og guitar tager over i hæsblæsende tempo. Oscar kommer ind igen og spiller en slags melodi i ”duel” med Joe Pass. Så kommer der et break, hvorefter bas og guitar holder pause, og så starter Oscar ellers et soloshow af en anden verden.
Han demonstrerer forskellige stilarter, inklusiv stride piano og boogie-woogie, og man taber næsten pusten, indtil han med en hurtigt gentaget enkelttone inviterer bas og guitar med til at swinge igen. Mod slutningen er der endnu et tempo- og modus-skift, og publikum jubler.
Tværtimod har hans sans for melodik og ligefremme fornemmelse for at få musikken til at transcendere noderne og melodien
Men så – ikke så længe efter min koncertoplevelse – hørte jeg for første gang, at det faktisk ikke var så fint at kunne lide Oscar. Han var ligesom ”for virtuos”, og det hele kunne godt blive sådan for ”overfladisk” og savne inderlighed, lod man mig forstå. Næh, så var det finere at lytte til Bud Powell eller Bill Evans.
Altså, jeg forstod jo godt, hvad de mente, for jeg har da nogle optagelser med Oscar, hvor han bliver lidt for glad for sine lange løb op og ned af tangenterne, og hvor han nærmer sig det selvparodiske og mekaniske, men det er absolut undtagelser.
Tværtimod har hans sans for melodik og ligefremme fornemmelse for at få musikken til at transcendere noderne og melodien – for igen at vende tilbage – ofte fået mig til at svømme hen.
Han kombinerede den tekniske overlegenhed, som han ”arvede” efter Art Tatum, og den elegante lethed, som Nat King Cole inspirerede med, med sit eget uovertrufne sej-swingeri og evnen til at harmonisere og komponere i nuet.
Indspilningerne Exclusively For My Friends – optaget i et privat hjem i løbet af 1960’erne og udgivet i 1970, hvoraf jeg desværre kun har den sidste fjerdedel, My Favorite Instrument – fik ifølge flere kilder i øvrigt også mange af kritikerne til at klappe i.
Skrantende helbred
I de senere år svigtede Oscars helbred desværre. Han led allerede tidligt i livet af gigt, som gav ham smerter – også i fingrene – og slank har han jo aldrig været. Hvordan han kunne spille så ubesværet, er lidt af et mysterium, og i 1993 gav et slagtilfælde ham en forbigående lammelse i venstre side, hvorfor han måtte forlade sig mere på den højre hånd, når han spillede.
Lidt ondt var der nogle af de omtalte kritikere, der mente, at det faktisk hjalp hans spil til at undgå det klichéprægede, men som en canadisk politiker og ven, Bob Rae, sagde: ”A one-handed Oscar was better than just about anyone with two hands.”
I 2007 var han stadig aktiv, men nyreproblemer tvang ham til at aflyse de planlagte koncerter, og han døde lillejuleaften samme år.
Hans eftermæle er som en af jazzhistoriens allerstørste musikere, og da jeg hørte, at Royal Canadian Mint i 2002 havde udsendt en 1-dollar-mønt med Oscar på, fik jeg min mors gamle skoleveninde, der bor i Ontario, til at sende mig et eksemplar, selvom jeg egentlig ikke samler på mønter.
Det skulle være noderne og becifringerne til hans mest berømte komposition, ”Hymn to Freedom”, der er afbildet, men jeg skal lige tale med min optiker.
Nu ligger den under min hovedpude i håb om, at jeg i underbevidstheden vil annamme Oscars teknik og musikalitet og dernæst parre den med mit eget temperament – både i højre og venstre hånd.
I mellemtiden lytter jeg til pladerne: fra mine tidligste, hvor han akkompagnerer for eksempel Ella & Louis (1956) og Pres & Sweets (1957) over de senere fabelagtige trio-koncerter Oscar Peterson in Russia (1975), The Paris Concert og The London Concert (begge 1978) og frem til, okay, den lille smule sødladne og corny hyldest til hjemlandet, Trail of Dreams: A Canadian Suite, som han i 2000 indspillede sammen en kvartet og Michel Legrands strygere.
Men den lp, jeg sætter på nu, hvor jeg næsten er færdig, er endnu en yndling, nemlig Oscar Peterson and the Bassists – Montreux ’77, hvor han sammen med to kontrabassister, Ray Brown og NHØP – hvoraf især sidstnævnte også udgør et enormt savn – helt formidabelt fortolker en række standards. Ikke mindst nummeret med den for denne artikel dækkende titel, ”There Is No Greater Love”.
Oscar Peterson var meget velbevandret i musikhistorien. I dette lille interview med den amerikanske talkshow-vært, Dick Cavett, demonstrerer han forskellige begreber og teknikker.
Der findes masser af klip med Oscar på YouTube, men vi anbefaler udelukkende at høre musikken på et ordentligt lydanlæg.
Du kan også læse om den bedste koncert, som Mikkel Stolt nogensinde har været til. Det var nemlig også jazz!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og