
SATIRE // JULEFØLJETON 22. DECEMBER – Det er ved at blive jul. Men den er ikke hvid, og den bliver ikke en rigtig kærlighedsjul. I hvert fald ikke virkeliggjort kærlighed mellem de to elskende fra Folkerup og Hipsted. Robert og Juliane, der forlod tvillingebyernes friske luft og provinsielle kvælningsfornemmelser, slog sig ned i København på hans kollegieværelse for at udforske det begyndende voksenliv. Men hendes behov for at bekæmpe borgerligheden og hans for at stå ved sit eget behov for tryghed, fik romantikken til at slå revner.
Robert Fridild og Juliane Bentzen.
Sådan stod der på døren til kollegieværelset i København.
Nu ville Robert fjerne skiltet, han selv havde tegnet. Fordi … fordi Juliane havde fået den idé, at hun ville åbne parforholdet – og endda med en person, Robert ikke kunne udholde.
Byron var høj, eksotisk og spændende. Han sad ofte og holdt hof i fælleskøkkenet som en guru, men sjovt nok var der aldrig mænd, der blev siddende til hans timelange sessioner med syngeskåle, chakra-meditation og renselses-salvie. Og det stank i øvrigt rærligt.
På den sneklædte græsplæne foran kollegiet sad fem mennesker i stramt yogatøj og prøvede at undertrykke, at de pissefrøs. Byrons nyeste påfund var sne-yoga
Robert havde fra starten været med på, at man jo ikke kan eje hinanden, især ikke når man mødes så unge som dem.
Han slog sig på panden. Her stod han, Robert, opvokset i Hipsted i det vildeste hippie-miljø og blev erklæret firkantet og konform af Folkerups mest konservative uptown girl. HUN, der havde tilbragt sin barndom på privatskole og været omgivet af sine dyre fuldblodsheste.
Robert gik ind på værelset og pakkede træt lidt tøj og sin computer i den. Hjemme i Hipsted arbejdede hans mor næsten i døgndrift med krænkelsesterapi på Pension Fridild, så han havde lovet at komme hjem til jul, og så kunne han passende begrave sig i arbejde og hjælpe sin mor.
Juliane sad med korslagte arme og kunne sjovt nok holde varmen. På den sneklædte græsplæne foran kollegiet sad fem mennesker i stramt yogatøj og prøvede at undertrykke, at de pissefrøs. Byrons nyeste påfund var sne-yoga, og han brugte urimelig meget tid på at rette de flotteste kvinders positioner. Kongeduen. Ha! Hvem fanden har brug for at røre sit hoved med sit bagben, tænkte Juliane og fnysede.
Byron sendte hende et skarpt blik. Man trak ikke vejret alene. Næh, han skulle styre åndedrættet for gruppen. Hun rejste sig hidsigt og gik op mod bygningen.
Han lod, som om han ikke så hende. Alle andre så, at Juliane så Robert. Men han ekskluderede hende nærmest barnligt af sit synsfelt
Roberts vinterjakke og computer var væk. Selvfølgelig var han taget hjem. Udsigten til at mangle julemad og hygge havde også revet i hende. Hun tog en hurtig beslutning. Hun ville hjem. Og det skulle være lige nu.
Robert ankom ved frokosttid til pension Fridild.
Der var et virvar af voksne mennesker med bamser i favnen, stramt udseende jakkesæt, som med telefonen klinet mod øret marcherede frem og tilbage på gangene, og skiftevis hulken og brøl fra undervisningslokalerne.
Han satte sig ved receptionsdisken. Her kunne han i det mindste gøre gavn. Og vaske op efter frokost. Udsigten til at aflaste sin mor fyldte ham med en rar fornemmelse. Noget han ikke havde mærket i mange uger.
Juliane havde valgt den lange spadseretur fra stationen og op til Bentzens store gård og det kæmpestore væksthus. Luften gjorde godt. Det klarede hendes hoved. Hun trak vejret dybt – og hostede kraftigt. Den sødlige stank fra en hashpibe kom imod hende som en stor sky fra kanten af det store væksthus med cannabis. Grumwann – eller plante-pedellen, som den nyttige stikirenddreng for direktør Bentzen blev kaldt – vinkede overdrevent og smilede bredt.
“Hva’-så-dær, homecoming Queen! Nu bliver det jul, eller hva’?”
Juliane prøvede at smile, men det blev til en akavet trækning i ansigtet.
Hun satte farten op og løb op til hoveddøren.
Men jeg vil ikke have andre end dig. Og jeg vil ikke dele dig, altså, på kærestemåden. Jeg har prøvet, jeg kan ikke. Så selv om jeg elsker dig, nej, netop fordi jeg elsker dig, så stopper jeg her
I Hipsted og Folkerup var der ikke tradition for et Lucia-optog igennem begge byer.
Næh, der var det den årlige Held og Kilda koncert ved Langesø, efterfulgt af kajakpolo for byens vikinger, der tiltrak alt, hvad der kunne krybe og kravle af væsener i byerne.
Birger Bentzen havde altid ladet sceneopbygningen stå opbevaret på sin store grund, og det var blevet endnu en tradition, at frivillige trillede den af sted på trækvogne med sang og en voldsom mængde juleøl.
Robert og hans mor havde altid deltaget. Men i år var de ikke en del af fortroppen af frivillige. Juliane stod bag køkkengardinet og spejdede efter dem. Måske skulle hun tage ned og hjælpe med at sætte scenen op? Hun nåede ikke at tænke tanken færdig, før hun fandt sig selv pakket godt ind bagerst i optoget, der brølede julesange og skål hele vejen ned til Langesø.
Juliane så med det samme Robert. Han lod, som om han ikke så hende. Alle andre så, at Juliane så Robert. Men han ekskluderede hende nærmest barnligt af sit synsfelt. De frivillige forsvandt fra pladsen under småsnakkende påskud om manglende pløkker og lyskæder.
Der stod de så. Fra hver sin familie, hver sin baggrund, med forslåede følelser og ømme egoer.
Det blev Robert, der først brød stilheden.
”Juliane, det går bare ikke”.
Hun bemærkede formaliteten … Væk var Julle, Julle-skat, Babe.
Vi giver dem sgu’ til Held og Kilda!
”Jeg forstår godt du vil noget andet – og mere. Men jeg vil ikke have andre end dig. Og jeg vil ikke dele dig, altså, på kærestemåden. Jeg har prøvet, jeg kan ikke. Så selv om jeg elsker dig, nej, netop fordi jeg elsker dig, så stopper jeg her. Behold kollegieværelset, jeg kan sagtens blive boende herhjemme og pendle, min mor …”
Og mere nåede han ikke at sige, før Juliane havde kastet sig i armene på ham og krammet ham så hårdt, at en juleøl-bøvs blev klemt ud af ham.
De kom til at fnise.
”Robert, jeg har været et kæmpe fjols. Det er jo slet ikke mig, alt det der poly-noget. Jeg savner bare dig hele tiden”.
”Julle … Måske er det meget godt, at … at jeg bliver boende her. Og så prøver vi at give hinanden plads. Måske er det bare alt for tidligt, alt for meget”.
Juliane kunne mærke et stik i hjertet, hvad var nu det? Men hurtigt kunne hun fornemme noget vigtigt. Robert var ikke bare den irriterende knægt fra Hipsted, der havde fulgt hende og tilkæmpet sig hendes opmærksomhed. Hun tog huen af ham og lod hånden køre igennem hans røde hår.
”Robert. Det, synes jeg, er den bedste julegave, vi kan give hinanden”.
Robert smed sit mest drengede smil og sagde kækt:
”Hvad så med de tre hamam-håndklæder, skal jeg så bare smide dem ud?”
Juliane smilede. Klaskede hans pande og kyssede ham inderligt.
”Robs … vi giver dem sgu’ til Held og Kilda!”
De unge opdagede, at de frivillige havde overværet det hele. Selv de største braldrehoveder klappede, og der kom glade tilråb.
Fortsættes i morgen …
Juleføljetonen Lummer vinter
Læs eller lyt tidligere afsnit af julekalenderen 2021 her.
Her finder du interviewet med forfatteren bag den satiriske juleføljeton, Sandra Klaus Juul Nissen.
Musik og sang er lavet af Sebastian Brønnum.
Resume af juleføljetonen 2020
Læserne mødte første gang borgerne i Sandra Klaus Juul Nissens Isvinteren – sidste års satiriske julegave til POV’s læsere. Der var daglige låger i julekalenderen med historier fra andelslandsbyen Hipsted, der i sin tid blev etableret af flippere, selvudnævnte intellektuelle og røde økologer fra 68-generationen.
Og beretninger fra nabobyen, den noget slidte stationsby, Folkerup, på den anden side af broen over Langesø. Det var Christina Fridild, der fik naboskabet mellem byerne til at eksplodere. Med et læserbrev med overskriften “Luk lortet” satte hun gang i en bevægelse, der endte med en aktion og en lukning af andefabrikken Roast Duck.
Rigmanden Birger Bentzen mistede sin forretning og dramaer udspillede sig i swinger-klubben og på den islagte Langesø. Men den lokale Romeo, Robert Fridild, søn af Christina, og Juliane Bentzen, Birgers forgudede datter, slog pjalterne sammen, forlod det kvælende provinsmiljø – og flyttede sammen i København.
I 2021 har klimaet gjort julen sjaskvåd, Christina har lukket sin Donut-butik og åbnet et center for #metoo-krænkerne, der ikke kan komme ud af deres offerrolle. Rigmanden har derimod lagt op til hurtig profit med sit nye væksthus for medicinsk cannabis. Og så har han startet Folkerup Familiehøjskole – højskolen for ægte danskere i samarbejde med den politiske komet og højrefløjsstjerne, Petrine Vermouth.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.