
POWER-TO-X // POVCAST – Forestil dig en platform ude på havet, hvor kæmpestore supertankere kan lægge til og blive tanket op med bæredygtigt flydende brændstof, der er lavet af vind, sol, vand og restprodukter fra landbruget. I denne episode af “Lyden af videnskab” beskriver videnskabsformidler Sofie Hjort en teknologi, hvor man ved hjælp af elektrolyse med elektricitet fra bæredygtige kilder kan spalte vand til hydrogen og ilt. Som så igen bliver til bæredygtigt brændstof.
Forestil dig at flyve med god samvittighed, fordi flyene flyver på brændstof, der er lavet af samme ingredienser. Hvis politik, økonomi og forskning går op i en højere enhed til fordel for den grønne omstilling, så vil det kunne blive fremtiden.
Netop brændstoffer til fly og skibe er noget af det, der er rigtig svært at gøre grønt og bæredygtigt, men det kan man med Power-to-X. Teknologien er derfor blevet udråbt som et af de vigtigste indsatsområder i realiseringen af målet om 70 pct. reduktion.
Teknologien kræver grundlæggende tre forskellige ressourcer: strøm, kulstof og vand. Alle tre ressourcer skal være bæredygtigt produceret, før man vil kunne kalde det brændstof, der kommer ud af processen, for bæredygtigt, og før det kan lade sig gøre, er der en del brikker, der skal falde på plads.
Podcasten kan høres her:
I podcasten “Power-to-X er muligheden for bæredygtig luftfart og søfart” skal vi ud på DTU for at finde svar på, hvad Power-to-X er for et system, og hvad der skal til for at få alle brikkerne på plads, og én af de forskere, der undersøger netop dét, er Rasmus Bramstoft, Assistant Professor på Institut for teknologi, ledelse og økonomi.
“Vi står over for en kæmpe udfordring med at omstille hele vores energisektor. Vi er allerede fint på vej med el- og varmesektoren, og nu kommer vi så til de helt store problemer, som blandt andet er den tunge transport, lastbiler, skibe og fly. Hvordan skal vi lave en omstilling, så vi kan transportere os selv og vores varer på en grøn og bæredygtig måde i fremtiden? Power-to-X er én af de vigtigste løsninger i den sammenhæng,” forklarer Rasmus Bramstoft i podcasten.
Hvad er Power-to-X?
Power-to-X er en teknologi, hvor man ved hjælp af elektrolyse med elektricitet fra bæredygtige kilder spalter vand til hydrogen og ilt. Ved at tilsætte kulstof til hydrogenen kan man fremstille forskellige typer brændstoffer til enten lastbiler, skibe eller fly. Det kan fx være termisk forgasning, ethanol, ammoniak eller ren hydrogen. I dag forskes der i fremstilling af alle de forskellige typer brændstof i en række forskellige samarbejder mellem forskning og industri.
I podcasten forklarer Rasmus Bramstof, hvordan teknologien fungerer. Hvad der skal til for, at det brændstof, man producerer, kan kaldes bæredygtigt, og hvilke udfordringer og problematikker der er forbundet med det.
Her finder du flere aktuelle POVcasts.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her