SATIRE // JULEFØLJETON 16. DECEMBER – Han er en magtperson, men hans renommé som et almindeligt, anstændigt menneske er rimeligt godt. Den ro kunne eneejeren af den kommende guldgrube Cannabiz A/S gå i seng med – hver aften. Hos ham ville der ikke banke en kvinde på døren en dag med en anklage for seksuel chikane, sådan som tidsånden udviklede sig i disse måneder. Det feministiske masseoprør mod den dyriske liderlighed. ”Jeg er ren”, hviskede han tit i sit indre, når han betragtede den seksuelle slagmark. ”Gudskelov, jeg er ren”. Ok, der var måske et par thaimassager på rejser i et par storbyer med ”happy ending”, men det var langt borte og lang tid siden, så her i Folkerup var han ”ren”. Men så var der hans fantasis nye stjerne – Petrine Vermouth.
”Du ser sgu godt ud i dag, Birger. Nyt tøj – og nyt hår. Det klæder dig med den tætte klipning helt op i tindingerne. Og en smule mørk farvning af lokkerne, kan jeg se. Du ligner sgu en kamphane med det høje hår og det nye jakkesæt. Er det ikke fra Mads Nørgaard? Sikken en fjerdragt”, smilede Pernille Vermouth, drillende, da han trådte ind på hendes kontor.
Birger Bentzen var ved at rødme af stolthed.
Petrine kiggede op og ned ad ham, mens hun drejede sin klassiske vintage-kontorstol fra den ene side til den anden. Smilende og anerkendende. Selv sad hun dér i sin lyse dragt som kontrasten til det mørkebrune læder – og lignede en erotisk gudinde, der netop var sendt ned på jorden for at tænde hans slumrende libido.
Hun var … vidunderlig, som hun sad foran ham.
Han var et hoved højere end hende. Det gjorde ham tryg igen. Fastslog deres erotiske magtbalance
Endnu mere skræmmende når hun rejste sig, vendte ryggen til ham for at hente papirer fra hylderne bag hende. En levende, klassisk kvindekrop med runde, rubenske former. Ville han en dag mon kunne se, dufte og røre den hud, som lige nu skjulte sig bag designerdragtens tætte men fremhævende camouflage?
Det satte gang i nye stærke, ekspressionistiske flammer i hans tilbageholdte fantasier. Det strammede i hans underliv, så han et øjeblik frygtede et farligt, afslørende aftryk af den strunke, levende mand i hans nye, løse bukser.
Nu måtte det stoppe, tænkte han og lod blikket falde og forsøgte at erindre dagens emne, der handlede om strategi for Folkerup Familiehøjskole – skolen for ægte danskere.
Lyt til podcasten her:
Når blot han lod tankerne falde på Højskolen, fortrak spændingen i underlivet sig øjeblikkeligt.
”Birger, vi skal have fat i nogle af de virkelig hårde drenge. Antivaxerne. Dem, der vil have statsministeren op at hænge som hunulven Ilze. De ophidsede minkavlere. De, der dyrker den personlige frihed som en Gud. De Asa-troende og konspirationsteoretikerne. Tidens ultraborgerlige vækstlag for mit parti – og for Højskolen, selvfølgelig”, sagde hun lidt undskyldende. Højskolebevægelsen optog hende ikke voldsomt, men det var nu engang hendes livline til Bentzen og den klassiske, gamle borgerlighed.
Birger Bentzen kæmpede for at opfatte, hvad hun sagde, og han forstod – ikke en skid!
”Lytter du med, min skat”, sagde hun og rullede kontorstolen så tæt på den gæstestol, hvor hun havde bedt ham sætte sig. Så tæt på kom hun, at hendes samlede knæ i spadseredragten klemte sig et stykke ind mellem hans ben.
Han kunne næsten ikke bære det.
Hun var inkarnationen af drømmen om den danske kvinde. Indbydende og stærk. Og med de der både imødekommende og krævende, blå øjne. Blå som … blå som … blå som vandet i hans nye swimmingpool.
Stærk. Ja, stærk var kodeordet, og det var hans største udfordring. Hendes styrke. Hvordan skulle han dog komme tættere ind på livet af en kvinde, som havde fuld kontrol over sit psykologiske beredskab på hele skalaen fra politisk forhandlingsteknik til forførerkunst?
Petrine Vermouth gentog sin hvisken blot millimeter fra hans læber. Sagte, forførende
Egentlig var Birger Bentzen mødt op for at mane til forsigtighed.
Han samarbejdede med Petrine Vermouth, fordi hun havde et solidt tag i den politiske dagsorden på den borgerligste fløj. Og så styrede hun pressen som en elskværdighedens dukkefører.
Tidligere havde Folkepartiets navnkundige, kvindelige stifter haft den rolle, men hendes tid var ovre. Erhvervslivet og højrefløjen havde brug for en stærk kvinde – ikke en bedstemor. Og statsministeren, der ellers gjorde alt for at beholde magten hen over midten, var blevet fuldstændigt overtaget af spin og politologiske fysikforsøg. Designet i en sådan grad, at hun ufrivilligt var transformeret fra en kvinde af det brede folk til dansk politiks Cruella de Vil.
Men Petrine …
Altså bort set fra det med hadet til de fremmede folkeslag og en ultraliberalisme, som reelt ville afskaffe velfærdssamfundet. Hun var tidsåndens svar, og de havde fælles værdier. Bentzen var med på den der med, at pengene har det bedst i borgernes lommer. Dér mødes de.
Men det var hendes radikale og uforsonlige side, han måtte drøfte med hende.
”Petrine …”
Han trak vejret dybt ned i lungerne.
Han fik sagt noget om hendes fremragende ideer – men også noget om mådehold. Om at forstå, at borgerne på gulvet i realiteten ikke ønskede revolutioner. Folket ønsker tryghed. Og erhvervslivet ønsker frihed. Det er der, hvor han og hun – og folket – kan mødes.
”Det er smukt sagt”, Birger. ”Det er her, vi kan forenes. Professionelt – men også personligt”.
Hun rejste sig i sin fulde skikkelse mellem hans ben. Han rejste sig refleksmæssigt og var nu tættere på hendes krop, end han nogensinde havde været. Han kunne konstatere, hvad han hele tiden havde vidst – at han var et hoved højere end hende. Det gjorde ham tryg igen. Fastslog deres erotiske magtbalance.
Instinktivt duftede han til hendes blonde, parfumerede lokker. Et elskovsmiddel i sig selv.
Men grundlæggende går vi vore egne veje. Det her er helt ufarligt. Jeg er for meget for dig – og du er ikke rig nok til mig
Hun vendte sit ansigt opad, så gav hun ham uden tøven det, langsomme, snavende kys, hun ellers kun havde brugt på TV. Dengang hun skulle markedsføre sit personlige og politiske frisind overfor en forbavset standupkomiker i Medieshowet ved den store, årlige politiske festival. Dér hvor mediestjernerne pudsede deres profiler, og de politiske handelsrejsende fik lejlighed til at vise, at de også bare er mennesker.
Nu slap hun sit vakuumagtige kys på Birgers åbne læber, løftede sig på de høje hæle med den røde sål og hviskede noget, som ingen måtte høre, og som ved en lejlighed for ikke så mange år siden havde været tæt på at vælte en amerikansk præsident.
Birger Bentzen var invaderet, lammet – og slået.
Petrine Vermouth gentog sin hvisken blot millimeter fra hans læber. Sagte, forførende – og med en enkelt omskrivning af den berygtede frase fra præsidenten.
“Grab him by the balls!”
Og det gjorde hun så – og kunne konstatere, at hans hårde køn faldt sammen som en slap klump dej af forduftet libido. Ikke en kamphane, var han – men en kapun. Den kastrerede hane, den neutraliserede slagtekylling med henblik på bedre smag og mere saftigt kød.
”Petrine for helvede, hvad sker der”, spurgte han småklynkende.
”Roligt nu, min skat”, sagde Vermouth med en høj men hviskende autoritet. ”Vi har et fælles projekt. Men grundlæggende går vi vore egne veje. Det her er helt ufarligt. Jeg er for meget for dig – og du er ikke rig nok til mig”.
Fortsættes i morgen …
Juleføljetonen Lummer vinter
Læs eller lyt tidligere afsnit af julekalenderen 2021 her.
Her finder du interviewet med forfatteren bag den satiriske juleføljeton, Sandra Klaus Juul Nissen.
Musik og sang er lavet af Sebastian Brønnum.
Resume af juleføljetonen 2020
Læserne mødte første gang borgerne i Sandra Klaus Juul Nissens Isvinteren – sidste års satiriske julegave til POV’s læsere. Der var daglige låger i julekalenderen med historier fra andelslandsbyen Hipsted, der i sin tid blev etableret af flippere, selvudnævnte intellektuelle og røde økologer fra 68-generationen.
Og beretninger fra nabobyen, den noget slidte stationsby, Folkerup, på den anden side af broen over Langesø. Det var Christina Fridild, der fik naboskabet mellem byerne til at eksplodere. Med et læserbrev med overskriften “Luk lortet” satte hun gang i en bevægelse, der endte med en aktion og en lukning af andefabrikken Roast Duck.
Rigmanden Birger Bentzen mistede sin forretning og dramaer udspillede sig i swinger-klubben og på den islagte Langesø. Men den lokale Romeo, Robert Fridild, søn af Christina, og Juliane Bentzen, Birgers forgudede datter, slog pjalterne sammen, forlod det kvælende provinsmiljø – og flyttede sammen i København.
I 2021 har klimaet gjort julen sjaskvåd, Christina har lukket sin Donut-butik og åbnet et center for #metoo-krænkerne, der ikke kan komme ud af deres offerrolle. Rigmanden har derimod lagt op til hurtig profit med sit nye væksthus for medicinsk cannabis. Og så har han startet Folkerup Familiehøjskole – højskolen for ægte danskere i samarbejde med den politiske komet og højrefløjsstjerne, Petrine Vermouth.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
