TRO & EKSISTENS // INTERVIEW & POVCAST – Helt ny forskning viser, at danskerne siger nej til, at pandemien gjorde dem mere religiøse, men ifølge forskningsleder Henrik Reintoft Christensen bliver vi rent faktisk mere og mere spirituelle i de her år. Vi forbinder bare ikke vores egen tro med kirker og institutioner og de gammelkendte religioner.
Måske var det feltpræsten William Thomas Cummings, der sagde det først i en prædiken ved slaget på halvøen Bataan nær Manila i 1942. Måske var det skrevet inden da i reportager fra første verdenskrig. Måske kan det findes hos Platon. Sikkert er det, at sætningen er så udbredt, at den regnes for en sandhed.
”I skyttegravene er der ingen ateister,” gengiver Henrik Reintoft Christensen, religionssociolog og leder af Center for Samtidsreligion på Aarhus Universitet.
Men hans og kollegers forskning viser, at det ikke er så enkelt endda.
I det netop afsluttede og endnu ikke offentliggjorte forskningsprojekt Does a Pandemic Increase Religiosity in a Secular Nation? A Longitudinal Examination af Henrik Reintoft Christensen og kolleger er resultaterne parallelle med dem, som han og kolleger for kort tid siden beskrev i Religionsvidenskabeligt Tidsskrift: Danskerne anser ikke sig selv som værende blevet mere religiøse under pandemien.
”Nej, det gør vi ikke,” fastslår Henrik Reintoft Christensen og fortsætter:
”Vi har haft en krise så stor, at den har lukket næsten hele verden ned. Vi havde forestillet os, at det også ville betyde, at mennesker ville blive mere religiøse som en måde at håndtere den her krise på,” fortæller han. Men det er ikke det, forskningsresultatet viser.
Ikke Guds straf
Historisk er hungersnød og naturkatastrofer blevet betragtet som en fælles straf for menneskets syndighed. Når der er en umiddelbar forståelig sammenhæng mellem en krise og en religiøsitet, håndterede man kriserne ved hjælp af religionen, for eksempel ved at ofre til guderne. Denne direkte sammenhæng mellem kriser og tro er for længst ophævet.
”Det, vi ser i dag, er, at vi erkender, at kriserne i stigende grad er nogle, vi selv har været med til at skabe. Man kan selvfølgelig altid diskutere pandemiens årsag, men det omfang, hvormed den pludseligt bredte sig over hele jorden, skyldtes i hvert fald et verdenssamfund, som er bygget så meget op på flyrejser og udveksling lande imellem.”
Når folk spørges om tro, tænker de på den del af religionen, der tales mest om. Den med at gå i kirke. Lære Fadervor. Men det er ikke sådan, al tro udfolder sig
Med invasionen i Ukraine mindes vi endnu en gang om, at det er mennesket selv, der forårsager kriserne. Det gælder også klimakrisen. Gud er ude af ligningen.
Det kan også være en af årsagerne til, at den mængde af mennesker, for hvem den traditionelle måde at være religiøs på ikke er øget under pandemien. Men det betyder ikke, at den enkeltes tro er mindsket, eller at færre tror. Tværtimod. De tror blot på en anden måde end før.
Spiritualitet i vækst
”Ideen om, at vores samfund skulle være et samfund, hvor religionen fik en stadig mindre rolle på alle niveauer, ser ud til at være en forkert idé. Religionen er på ingen måde forsvundet,” sammenfatter Henrik Reintoft Christensen.
”Også på det politiske niveau bliver man nødt til hele tiden at træffe beslutninger ud fra, at religion betyder noget for mennesker. Men man bliver nødt til i højere grad end nu at indse, at almindelige mennesker sammensætter deres verdenssyn inklusiv den spirituelle dimension af det ved hjælp af viden og oplysninger, de indhenter fra rigtig mange steder, og som giver mening for dem hver især.”
Fremover, skønner Henrik Reintoft Christensen, vil flere endda blive mere spirituelle.
”Vi vil se en fortsat udvikling hen imod, at tro får større betydning for mennesker, samtidig med at det for de etablerede religioner vil blive sværere at holde fast i, at der kun er én måde, at ting skal forstås og opfattes på,” fastslår centerlederen.
Hans eget forskningsområde er religion i det offentlige rum, som han blandt andet har skrevet om i forskningsartikler som Religion i Danmark på tværs af 40 års værdiundersøgelser, og Denmark: The Still Prominent Role of the National Church and Religious Traditions.
Hvis man kun ser religion som organiseret samvær om tro i blandt andet kirker, tager både forskere og kirkesamfund fejl af mennesket i dag.
Den øgede spiritualitet udenfor de kirkelige rammer har været i gang i nogle år. Flere fjerner sig fra de velkendte trossamfund og/eller blander også selv deres tro
Som Henrik Reintoft Christensen udtrykker det, så har både forskere og samfundet ofte ”givet forrang til elitens og institutionens syn på religiøsitet og spiritualitet, men vi må erkende, at den enkeltes måde at forstå tro og spiritualitet også er vigtig.”
Det er derfor slet ikke så enkelt at svare på, forske i eller definere, om Gud gør en forskel under krig og Corona.
Lyt til hele samtalen mellem Henrik Reintoft Christensen og Charlotte Rørth her:
Blander selv troen
Når folk spørges om tro, tænker de på den del af religionen, der tales mest om. Den med at gå i kirke. Lære Fadervor. Men det er ikke sådan, al tro udfolder sig og ikke nødvendigvis sådan, den vil udfolde sig fremover, mener Henrik Reintoft Christensen.
”Det er særligt den unge generation, der begynder at opdage – eller genopdage noget andet end det, deres forældre og bedsteforældre har vist dem. De finder en anden dimension i deres liv og er mere tilbøjelige end deres forældre til at sige ja til nogle forestillinger, som ikke kun handler om den klassiske kulturkristendom, men som er en blanding af alle mulige spirituelle forestillinger”.
Spiritualitet er et ord, mange forstår meget forskelligt. Forskeren Henrik Reintoft Christensens definition er ”det i troen, der ikke er institutionaliseret.”
”Der er selvfølgelig en høj grad af spiritualitet inden for de etablerede religioner, men i denne sammenhæng er det, hvad man også kan kalde alternativ religiøsitet eller new age, en blanding af en lang række forskellige forestillinger om energier og kræfter og andet.”
Den øgede spiritualitet udenfor de kirkelige rammer har været i gang i nogle år. Flere fjerner sig fra de velkendte trossamfund og/eller blander også selv deres tro. For eksempel ved både at kalde sig kristne og tro på reinkarnation.
Udviklingen er dokumenteret i Den Danske Værdiundersøgelse, som cirka hvert 10. år stiller de samme spørgsmål til forskellige danskere. Den udføres af Danmarks Statistik for Aalborg Universitet og er en del af The European Values Survey, som blev gennemført første gang i 1981, dernæst i 1990, 1999, 2008 og senest i 2017.
Trygheden dulmer
Tilbage til forskningsresultaterne om hvorvidt Covid-19 med egne ord gjorde danskerne mere religiøse.
Forskerne har ikke udspurgt dem, hvor ofte de har klikket ind til en gudstjeneste på Facebook, eller hvor mange gange de har læst i en hellig bog. I stedet har de været på jagt efter, hvor vigtig vi selv mener, troen er for os, fordi det måske giver et mere reelt billede af folks religiøsitet.
Og de adspurgte mener altså ikke, at de er blevet hverken mere eller mindre religiøse.
Sammenfattende udleves den spirituelle og eksistentielle dimension af religionen i dag som en ”en konstant åbenhed”
”En af forklaringerne kan være, at vi ikke i Danmark har været så pressede, at vi begyndte at have nogle eksistentielle refleksioner over vores egen tilværelse. Sundhedsmyndighederne har truffet nogle beslutninger, som gjorde, at toppen blev taget af den her krise,” analyserer Henrik Reintoft Christensen og mener, at det samme gælder krigen i Ukraine, ”i hvert fald for nuværende”.
Ifølge ham ligger den forklaring i forlængelse af andre studier af velfærdsstatens rolle. Jo mere trygt et samfund er, jo mindre brug af religionen som tryghedsskabende og socialiserende ramme og jo færre overvejelser om religion giver en befolkning udtryk for.
Har ikke lært at tro
”Velfærdsstaten har haft så stor gennemslagskraft, at vi som individer mere eller mindre har glemt den her religiøse vinkel. Vi er ikke blevet socialiseret ind i den,” fastslår han.
Andre studier dokumenterer, påpeger Henrik Reintoft Christensen, at ældre mennesker ser sig selv som mere religiøse end yngre. Det skyldes dog ikke, viser forskningen, at man bliver mere religiøs med alderen. Det er, fordi de er opdraget på et tidspunkt og i et samfund, hvor de har lært at være det.
”Det ser faktisk ikke ud, som om det har noget at gøre med personlige sorger eller en akkumulering af livsvisdom. Det er simpelthen et spørgsmål om, at hver generation bliver stadigt mindre socialiseret i det religiøse fællesskab end den forrige generation,” sammenfatter han om den sociologiske og fællesskabsorienterede udlevelse af troen.
Hver vores puslespil
At skelne mellem det, der er religionens samfundsregulerende praksis med normer og ritualer, og så den enkeltes tilknytning til Gud eller hvad, vedkommende kalder det, er afgørende for at forstå den forandring, der sker i de her år, mener Henrik Reintoft Christensen.
I følge ham vil trossamfundene stadig kunne have en stor rolle i folks liv som en ramme om de fællesskaber, mennesket altid vil søge hen i, men flere vil skifte mellem de steder, de kommer. De vil selv forme den måde, de udlever netop deres spiritualitet på.
Sammenfattende udleves den spirituelle og eksistentielle dimension af religionen i dag som en ”en konstant åbenhed”, observerer han.
”Individet har en opdateret forståelse af, hvordan verden ser ud, som giver mest mening for dem lige nu. Den kan så indbefatte krystaller på et tidspunkt, rosenkrans året efter, eller hvad det end bliver. Vi ser ind i en fremtid, hvor der vil være endnu mere puslespil over den måde, vi hver især tilrettelægger vores syn på verden på,” forudser Henrik Reintoft Christensen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
