SATIRE & PODCAST // JULEFØLJETON 15. DECEMBER – Christina Fridild står på bagtrappen ved Pension Fridild. Det er få uger siden, hun åbnede sine diskrete ophold for krænkelsesafvænning i andelslandsbyen Hipsted, og succesen har overvældet hende. En busfuld med hasteklienter i lyseblå skjorter har fuldstændig lagt pensionen ned, og alt disponibelt mandskab er kaldt ind. Det handler om et pludseligt behov for en dyb renselsesproces i medieuniverset. Nu står hun både med en cigaret og en sandwich og hugger den i sig. Redaktørerne for de lyseblå skjorter render stadig rundt på gangene for at finde hende og holde en nysgerrig presse stangen. Om få minutter kommer det hold, hun har haft kontrakt på siden sensommeren: politikerne.
Hun var forberedt på de første 24 timers intensive chok-reaktion, som alle klienter kommer med.
”Her er ikke noget at se! Det var en anden tid!”
Det her var også en proces for Christina Fridild. Hun var jo en moden kvinde, som ikke er helt ukendt med de svingende standarder i den maskuline forførerkunst. Både når de puster sig mere og mere op som heliumballoner, der ikke har kontrol over deres eget eksplosionspunkt, og når det så er gået galt, og det hele kollapser. Når hele deres livs indsats er ved at forvitre fra anerkendt succes til rollerne som slimede mandslinger – så er det svært for selv den hårdføre afkrænker.
Hun kunne næsten ikke kan bære, at krænkerne smyger sig uden om spørgsmålene, og de står som små drengebørn med en lege-pind i hånden og forsvarer sig med argumenter som ”Det passer ikke! Hun er psykisk syg!”
Det store hold af komikere udvandrede én for én, da opmærksomheden var på de lyseblå skjorter. Christina tørrede sig om munden med et lille fnis. De kan jo ikke anmelde hende dårligt, da de ikke ville indrømme, de var her.
Hun kiggede rundt i spisesalen, hvor politikerne sad med blussende kinder og slikkede fingre med en ildhu som en mellemsvær labrador med en bakke leverpostej
En knasen i gruset afslørede, at nu kommer bussen.
Det lignede en overdrevet 3D-kopimaskine, da mænd i de samme jakkesæt og hvide skjorter kommer ud ad fordøren med hovedet nedbøjet i den vinkel, der betyder ”Ingen kommentarer”.
Og det var stort set sådan, de næste timer foregår – som forventet og ingen kommentarer.
Efter en udmarvende dag stod Christina som en hængt kat ved aftenbuffeten. Først troede hun, det var en vinterflue, der pillede ved hendes øre. Hun vendte sig om, og en lille mand med nudelhår stod og smilede bredt.
”Hvad fanden slikker du mig i øret?”
Lyt til podcasten her:
Christinas øjne lynede, og slikkemanden smøg sig væk i rækkerne.
De havde brugt hele formiddagen på erkendelses-terapi i politikergruppen, men deres aversionsbamser var blevet nassede, fordi politikerne havde suttet dem på ørerne og stukket hånden op i den uldne bamsenumse.
Christina havde prøvet at kogevaske bamserne, men de små elektroniske aversions-lyde var nu gået i overgang, så hvor de før havde sagt ”Slip mig, slip mig!”, brægede de meget højt:
”Slik mig. Slik mig”.
Christina kiggede ned på buffeten. Fortrydeligt. For hun havde overset noget. Kokken havde overgået sig selv i fuldkommen forkerte retter. Her var de jyske Go’e Ben, kyllingevinger med barbecue-sovs, grøntsagsspyd og ispinde til dessert.
For helvede, os’.
Hun kiggede rundt i spisesalen, hvor politikerne sad med blussende kinder og slikkede fingre med en ildhu som en mellemsvær labrador med en bakke leverpostej.
På bordet med borgmestre sad de med øjnene stift rettet mod Christina og kørte en rund mælkedreng hurtigt ind og ud i munden.
Hun smed tallerkenen fra sig i opvaskestablen med afsky. Der skulle andre metoder til!
Christina krabbede sig hen til kufferten og flåede en beskyttelseskrave op af den. Hun havde gemt den som et relikvie fra sin elskede kamphund, Bassemands sidste dage
Christina satte stolene op på rækker som i en bus. Hun stod klar til klienterne. Nu måtte det ikke fejle! Hendes renommé som den førende krænker-terapeut skulle forsvares.
Hun havde taget en kuffert med sig. Der var remedier til de sværeste sager. Bare det ikke blev nødvendigt!
Politiker-klienterne kom ind og kæmpede om de forreste pladser. Christina sendte dem diabolske blikke.
”D’herrer. Den mærkværdige idé om, at I skal slikke på andres ører og nakker, får I nu lov til at udleve i 2 minutter!”
Christina tog et æggeur frem fra kufferten.
”Tiden begynder NU”.
Der var dødsstilhed i forsamlingen. Mændene kiggede på hinanden. Tanken om at smække sin tunge op ad en ”five o’clock shadow” – tidsåndens civiliserede skæg-design – eller smage på mandeparfumer, var ikke umiddelbart tiltalende i den udpræget binære forsamling. Men bagerst kunne det lille nudelhår ikke modstå fristelsen fra et par store, lange ører på stolen foran ham.
”Ad, for helvede, Frede!” – hylede manden med de lange ører.
Christina foldede armene og kiggede stramt på forsamlingen.
”Forstår I nu, hvorfor man ikke skal slikke på hinanden uden samtykke?”
Men ved de ord var det, som om hun havde sluppet hundesnoren på en stor, savlende Sankt Bernhardshund. Frede kastede sig ned igennem rækkerne og stak tungen ind i ørerne og slaskede den op ad halsen på de andre politikere, der panisk prøvede at få ham væk og slå blazernes revers op for at dække sig til.
Christina lod de to endeløse minutter gå, indtil æggeuret ringede. Så tog hun et rapt førergreb på Frede og fikserede ham på gulvet. ”Gud ske tak og lov, at du havde lært selvforsvar på et af Hipsteds hedengangne kurser for frigørelse af kvinder”, tænkte hun. Mens Frede snoede sig vellystigt under hendes vægt, kiggede hun på politikerne og råbte med klar stemme til de øvrige kursister:
”Hvorfor sagde I ikke fra? Er I ikke lidt snerpede? I kunne jo bare have stukket ham en flad? Eller lært at forsvare jer med lidt karate?”
Det sidste havde Christina taget med fra komikernes hold, men det passede så godt i situationen.
Politikerne sad som små skoledrenge, der var taget i at tage billeder op under pigernes skørter.
”Er det, hvad I har at sige?” – fortsatte Christina skuffet.
”Nå, men nu VED I, hvordan det er! Så nu sætter I jer sammen to og to og gennemgår ”De ti påbud”. Og dig, Frede – du er jo helt umulig!”
Christina krabbede sig hen til kufferten og flåede en beskyttelseskrave op af den. Hun havde gemt den som et relikvie fra sin elskede kamphund, Bassemands sidste dage. Med en enkelt hånd gennemgik hun halsindstillingerne fra schnauzer til Grand Danois. Hun fandt en passende størrelse labrador, som hun satte på Frede.
”Så! Nu kan du stå dér som en standerlampe i hjørnet og holde tungen for dig selv!”
Fortsættes i morgen …
Juleføljetonen Lummer vinter
Læs eller lyt tidligere afsnit af julekalenderen 2021 her.
Her finder du interviewet med forfatteren bag den satiriske juleføljeton, Sandra Klaus Juul Nissen.
Musik og sang er lavet af Sebastian Brønnum.
Resume af juleføljetonen 2020
Læserne mødte første gang borgerne i Sandra Klaus Juul Nissens Isvinteren – sidste års satiriske julegave til POV’s læsere. Der var daglige låger i julekalenderen med historier fra andelslandsbyen Hipsted, der i sin tid blev etableret af flippere, selvudnævnte intellektuelle og røde økologer fra 68-generationen.
Og beretninger fra nabobyen, den noget slidte stationsby, Folkerup, på den anden side af broen over Langesø. Det var Christina Fridild, der fik naboskabet mellem byerne til at eksplodere. Med et læserbrev med overskriften “Luk lortet” satte hun gang i en bevægelse, der endte med en aktion og en lukning af andefabrikken Roast Duck.
Rigmanden Birger Bentzen mistede sin forretning og dramaer udspillede sig i swinger-klubben og på den islagte Langesø. Men den lokale Romeo, Robert Fridild, søn af Christina, og Juliane Bentzen, Birgers forgudede datter, slog pjalterne sammen, forlod det kvælende provinsmiljø – og flyttede sammen i København.
I 2021 har klimaet gjort julen sjaskvåd, Christina har lukket sin Donut-butik og åbnet et center for #metoo-krænkerne, der ikke kan komme ud af deres offerrolle. Rigmanden har derimod lagt op til hurtig profit med sit nye væksthus for medicinsk cannabis. Og så har han startet Folkerup Familiehøjskole – højskolen for ægte danskere i samarbejde med den politiske komet og højrefløjsstjerne, Petrine Vermouth.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
