Julefrokostens fem arketyper set i taxamandens bakspejl

af i Danmark/Debat/Liv & Mennesker

TAXAMAND – Hvordan er det egentligt at være taxichauffør, når Danmark går amok under decembers mange julefrokoster? Skidesjovt skriver Jesper Grunwald, der her åbner et blik ind i den natlige virkelighed i vogn 1-0024 og præsenterer dig for julefrokostens fem arketyper: Julebukken, Gentleman, Bitter-diller, Anstandsdamen og Færdig (helt færdig).     

Det kræver sin mand. Taxamand!

Ethvert indtryk af at jeg indtager offerrollen disse nætter i december er utilsigtet. For at være taxichauffør, når tsunamien af julefrokoster rammer dagligdagen og især – natten – er ikke for klynkende amatører. Indtrykket er ikke mindst skabt af medfølelse med en anelse frygt fra mine nærmeste. Og nysgerrighed fra mine kunder.

Hvordan er det egentlig at være mennesketransportør, når Danmark går amok i december. Når vi bortkaster titler og klasseforskelle og hengiver os til alkoholisk fortabelse og drømmen om et stjålent kys på udebane.

Det startede århundreder tilbage i middelalderens julestuer, der hvor end ikke kristendommen kunne rense folkelivet for hedenskab, druk og synd

Det korte svar er: ”Skidesjovt, Egon!”

Jeg kan bedst forklare det ved at løfte en flig af fortæppet for den natlige virkelighed i vogn 1-0024 og præsentere jer for julefrokosternes fem arketyper: Julebukken, Gentleman, Bitter-diller, Anstandsdamen og Færdig.

Julebukken

Ham og hende er der flest af.

Det startede århundreder tilbage i middelalderens julestuer, der hvor end ikke kristendommen kunne rense folkelivet for hedenskab, druk og synd. De lystigste klædte sig ud som en julegedebuk med referencer til djævlen selv – og vandrede fra hus til hus for at tiltuske sig mad og drikke. Festen fortsatte i de såkaldte Julestuer, hvor karle og piger slap festen og – fortæller overleveringen – sexlivet løs i den kolde og mørke tid op til jul.

I dag kalder vi det julefrokost, og bukken er forklædt som nydeligt menneske i jakkesæt eller rober i en velduft af parfumer.

Den moderne julebuk har samme strategi som julestuen. Det hele tager udgangspunkt i gemytlighed. Men det er en del af oplevelsen, at vi ikke er helt sikker på, hvor festen ender.

Gentleman

Civilisationen er ikke uddød, og der er overraskende mange af dem.

Gentlemanden eksisterer lykkeligvis i begge køn. Men jeg lægger mest mærke til hankønnet, fordi vi må bære så megen kollektiv skyld i disse tider.

Herefter har han kun et skud tilbage i frokostbøssen. Han tager hjem til konen

Det moderne handyr har styr på drifterne. Han lægger måske armen om kollegaen på bagsædet – men i et udtryk for omsorg og varme, ikke vulgær forførelse. Måske et kys – men oftest på kinden, når der skal siges farvel.

Sjældne gange på munden – men så holdes tungen indenbords, og hænderne når ikke længere end til skuldrene. Ingen erotiske frontalangreb her, allerhøjst en investering i en fremtidig flirt.

Taxamanden elsker den universelle gentleman, der gerne kører lange omveje for at følge kollegaen sikkert hjem.

Bitter-diller

Her møder du julefrokosternes reptilhjerne.

Det er kraftstjeleme uretfærdigt, at hun forsvinder hjem – borddamen. Når han nu har investeret så megen opmærksomhed i hende. Men sådan er det med damer i dag. Narrefisser hele bundtet i en tid, hvor man ikke kan gi’ hende et klap i røven uden at man skal stilles for en folkedomstol. Bitter-diller bruger ikke mange ord. Han kigger bare på mig et sekund – men med skuffelsens vemodige øjne. Herefter har han kun et skud tilbage i frokostbøssen.

Han tager hjem til konen.

Anstandsdamen

Hun er forførelsens dygtigste tryllekunstner. Hun – og der findes kun ganske få mandlige anstandsdamer – kan omsætte rå drift til intelligent flirt. Det handler kun sjældent om moralske pegefingre og mest om sund fornuft og menneskekundskab.

”Flot arrangement og dejlig mad i år”. ”Hvor var det en hyggelig aften”. ”Du er sgu en hyggelig fyr”. ”Hils derhjemme”.

Han er lidt skuffet, men respekten er intakt.

Færdig (helt færdig)

– Kømmetæhælløw!

Jeg forstår ikke et ord af, hvad manden siger. Er han en fuld svensker, der er bekymret for at komme i helvede?

Jeg spørger en gang til og får bare sammen svar, som følges af en bøvs, mens hans hoved falder slapt over mod vinduet.

– Kømmetæhælløw!

Jeg stopper taxien. Tænder lyset, lægger hånden på hans skulder, Han vender ansigtet mod mig, og jeg forsøger med mundaflæsning, mens han messer den uforståelige køreordre.

Men jeg kan det her pis og har undervist i interviewteknik – også den slags, der mere har karakter af et forhør.

Jeg leder efter navne og geografiske kendetegn midt i de alkoholiske koder, mens han udsender dunster af tobak og alkohol. Så henter jeg plastikposer fra bagagerummet, hvis det nu skulle gå galt.

Han bruger den sidste rest af forbindelse mellem hjerne og mund. Og pludselig forstår jeg det.

– Kør mig til Herlev!

God jul!


Topfoto: Skribenten 

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Danmark