Ein Mensch - fastetanker

Fastetanker: Ein Mensch – at være et menneske

i Tro og eksistens/Debat af
HUMANISME // ESSAY – På yiddish – som er de centraleuropæiske jøders gamle sprog – har man udtrykket at være ein Mensch. Direkte oversat – at være et menneske. Det er i sig selv ikke noget særligt at være et menneske, det er vi jo alle rent biologisk set. Men når de gamle jøder omtalte et bestemt menneske som ein Mensch, så betyder det at være et menneske, andre kan se op til og have lyst til at efterligne. Et menneske der er menneske, sådan som man bør være menneske. Et forbillede. Fastetid – tiden lige nu indtil påske – er besindelsestid, indadvendthedens tid. Man kan spørge sig selv: Hvad er et menneske?

Jeg tænker mig, at de fleste af os kender til det med at have et forbillede. Et forbillede er som ordet siger et billede, der står foran os, og som vi spejler os selv i. Forbilledet er et særligt spejl, fordi det jo netop ikke gengiver os selv, men os selv i en meget bedre udgave end den, vi kender os selv i. Et forbillede er hende og ham, vi gerne vil ligne. Indeni eller udenpå eller begge dele.

Et forbillede har to sider; når vi spejler os i det, kan vi både blive kede af det og modløse, fordi vi ved, at vi ikke kan leve op til billedet. På den anden side kan forbilledet også fungere som en pejling for os. En levende vejledning i, hvordan vi gerne vil være som menneske. Et forbillede kan vise vej.

Forældre-forbilleder

Alle, der har børn, er allerede et forbillede, enten I vil det eller ej. Børnene spejler sig i jer. De vil være og gøre som jer. I hvert til fælde indtil de bliver teenagere, hvor de bestemt ikke vil være som jer. Til den tid finder de andre forbilleder, som de selv vælger, og det er, som det skal være. Forældre er altid forbilleder og må gøre deres bedste for at leve op til det ansvar og den ære, det er at være det for andre; for jeres små mennesker, der skal vokse op og finde ud af, hvad det er at være et menneske.

Idolisering i denne form fører ikke til noget godt. Det gør bare den, der forguder den anden, mindre og den, der bliver forgudet, får benzin til sit ego og fremmer arrogancen

Men vi bør i virkeligheden alle være forbilleder for hinanden i den forstand, at den måde, vi er mennesker på, altid bør være en måde, der kalder på lyst til efterlignelse. Der kaldes på, at vi alle bestræber os på at være ein Mensch – at være det sande menneske.

Stop!

Hvis jeg nu havde et lille rødt stoplys, så ville jeg sætte det til at blinke nu. For det kan ikke understreges nok, at når der kaldes på et forbillede, så handler det ikke bare om det moralske. Lad mig med det samme skrotte den forestilling, at man kan måle forbilledlighed moralsk.

Ikke bedre end andre

Det handler ikke om, at nogen skal være et bedre menneske end alle andre. Det kommer der med sikkerhed ikke noget godt ud af. Det handler om, at verden har brug for levende billeder af, hvordan man overhovedet skal forstå sig selv som menneske. Hvad er det sandt menneskelige?

Og her kommer det andet vigtige stoplys: Det menneskelige forbillede er ikke et forbillede, fordi det er mere end et menneske. Man kan sommetider møde en idolisering, hvor nogen beundrer, tilbeder, ja, forguder et andet menneske. Og som ordet siger: gør mennesket til gud, forguder.

Idolisering i denne form fører ikke til noget godt. Det gør bare den, der forguder den anden, mindre og den, der bliver forgudet, får benzin til sit ego og fremmer arrogancen.

Ein Mensch

Så hvordan er man et sandt menneske? Hvordan gør man sig fortjent til at blive beskrevet som ein Mensch? Hvordan kan vi være sande forbilleder for hinanden?

Der er hjælp at hente i de fortællinger, der hører til i kirkens fastetid. En af dem er syndefaldsberetningen om Adam, der ville være som Gud og derfor spiste af æblet fra Kundskabens Træ. Den anden er fortællingen om Jesus, som Fanden selv prøver at friste til at bruge sine guddommelige kræfter, men som afstår og vil være menneske, det sårbare og udsatte menneske.

For det er ved at sige nej til selv at efterstræbe det guddommelige, at det guddommelige kan få plads i os

Adam betyder menneske, så fortællingen om Adams fristelse er fortællingen om menneskets fristelse til at ville være mere end menneske. Dit og mit ønske om at tilrane os de egenskaber, der hører Gud til – magt, usårlighed, selvstyre, alvidenhed.

Menneske-lig

Jesus betyder den salvede, Messias, Guds søn, der af al magt skyder den guddommelige magt fra sig. Han vil være menneske-lig.

Når Paulus fortæller om Adam og Jesus, så lader han dem være prototyper for os. Han fortæller, at mennesket Adam, fordi han ville være som Gud, kom til at forårsage død, smerte, fordrivelse, arbejde, jord, sved, sådan som syndefaldsmyten fortæller det i mytens form. Mens Kristus, fordi han ville være menneske, kom med det modsatte; med liv, befrielse, frihed, glæde, fred, himmel.

Jesus afviser djævlens fristelser og vælger at være menneske-lig, ein Mensch. Juan de Flandes, National Gallery of Art, Wikimedia Commons

I den forstand giver det mening at ville være som Kristus, at have Kristus som forbillede. Også selvom det for nogen er et tabu at ville se Jesus som et forbillede – for hvordan kan vi dog bilde os ind, at vi kan blive som ham? – så giver det god mening at stræbe efter at gøre som Jesus på Fristelsens Bjerg; at sige nej til at være Gud.

Det guddommelige og det dæmoniske

For det er ved at sige nej til selv at efterstræbe det guddommelige, at det guddommelige kan få plads i os. Det er i afkaldet på almagten, at den guddommelige magt kan træde ind i os, som den trådte ind i Jesus, da englene kom og hjalp ham på Fristelsens Bjerg.

Det er paradoksalt men sandt: Vi giver plads for det guddommelige i os, når vi insisterer på at være menneskelige. Og hvis vi som Adam insisterer på at ville være guddommelige, så bliver vi ikke menneskelige, men dæmoniske. Så tager Fanden bolig i os.

Så bliver vi ikke ein Mensch, men ein Unmensch, et u-menneske. Når menneske ikke vil være menneske, men Gud, så bliver det en hustyran, en bøddel, en vagthund, en mobber, en bureaukrat, en despot.

Ein Mensch er ikke et overmenneske, men et menneske, der vil være menneske på menneskelige vilkår

Den engelske film, I, Daniel Blake handler om en ganske almindelig mand, der kommer i klemme i det sociale system. Og her er det selve det system, der skulle se sig selv som det enkeltes menneskes hjælper, der i sin bureaukratisering og systematisering bliver u-menneskeligt.

Daniel Blake er mennesket, med et navn, en værdighed midt i al sin skrøbelighed. Systemet bliver tyrannisk i al sin blanke korrekthed, sin snorlige regeloverholdelse, systemet er ein Unmensch.

Fristelser

Tiden kalder på mennesker, der vil være forbilledlige, ikke ved at være særligt gode, men ved at være mennesker, der viser, at det sandt menneskelige handler om at give afkald på at ville være guder. Journalisten Esben Kjær har engang sagt, at fordi samfundsudviklingen har medført færre storme og bedre vejrudsigter, er vi begyndt at bilde os ind, at vi kan kontrollere havet. I sig selv en fin lille lignelse om fristelse.

Biblens fortælling om Jesus på bjerget, sulten, ensom og fristet, viser os, at det sandt menneskelige handler om at ville stå ved sin sårbarhed. Ein Mensch er ikke et overmenneske, men et menneske, der vil være menneske på menneskelige vilkår.

Fristelsen – som ikke bare var hans, men også vores – er at ville gøre sig usårbar. U-sårbarhed er lig u-menneskelighed. Synd er at ville sikre sig imod den sårbarhed, der hører menneskelivet til.

Ingen skudsikker vest

Der er en, der har sagt, at kristendom ikke er et plaster på såret, men det er selve såret. Det betyder, at et menneske i kristen forstand er det menneske, der ikke tager fragmenteringsvesten på og tror sig frelst og urørlig.

Dåbskjolen er ikke en skudsikker vest, der lukker alle angreb ude. Det er en engle-dragt, der formår at åbne og ikke lukke sindet. Dåben beskytter ikke imod ulykker, sorg, smerte, men mod at blive et u-menneske. I dåben gøres mennesket til menneske.


LÆS FLERE INDLÆG AF KIRSTEN JØRGENSEN HER


Topfoto: Gerd Altmann, Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Kirsten Jørgensen er cand.teol. fra Århus Universitet og har arbejdet som præst siden 1993, de fleste år på Fyn. I 2014 flyttede hun til hovedstaden til et job som provst for kirkerne på Frederiksberg og præst i Godthaabskirken. I 2010 resulterede en mangeårig passion for det mellemøstlige i en kandidatuddannelse fra Center for Mellemøststudier ved SDU. Hendes interesse for teologi, filosofi, historie og politik har altid gået hånd i hånd og hun er sikker på, at det er bedst at lade være med at trække skellene mellem videnskaberne alt for hårdt op. Verden er relationer; mellem mennesker, ting og tanker.

Kirsten Jørgensen har udgivet bøgerne ”Mellemværende” og ”Længsel efter engel” og er redaktør og medforfatter på en række andre bøger. Hun er vild med sprog og det, ord gør. Hun skriver om Gud og enhver, om sjæl og samfund, om ånd og fod, og hun er sikker på, at der altid er mere at sige om det, vi troede, vi var færdige med.