jul brok covid

Haifaa Awad: Før julebrokken sænker sig over de nye corona-restriktioner, vil jeg gerne stille et spørgsmål …

i Klumme/Sundhed af
CORONA// KLUMME – Hvor trætte er vi? Mere trætte end dem, som har mistet deres kære, eller mere trætte end mine patienter i respiratorer eller de af mine kollegaer, som er smittet med covid-19 og hjemsendt? Er vi så trætte, at det berettiger os til nedladenhed? Kan vi ikke undvære en juleøl ude i en tid, hvor solidaritet burde være nøgleordet? Læge Haifaa Awad understreger behovet for, at vi alle tænker os om en ekstra gang, før vi begynder på corona-julebrokkeriet.

Jeg er så træt af restriktioner, ja, selvom jeg er læge på intensiv. Mit københavner-hjerte tåler det ikke mere.

Jeg har mundbind på nærmest alle steder og hele tiden.

Når jeg pendler i toget over Øresundsbroen til arbejde, så har jeg mundbind på. I Irma. I vuggestuen. På intensiv. Jeg har aflyste aftaler og veninder, jeg ikke har set i månedsvis. Jeg har en massiv testhistorik bag mig, fordi mine kollegaer bliver syge.

Alle de små glimt af mennesker og skæbner, som vi ser dagligt, og som bliver reduceret til antal intensivpladser og grafer og bølger, som andre kommenterer hjerteløst på for at trække egne politiske og personlige pointer hjem på

Jeg kan ikke se min sårbare omgangskreds, fordi jeg er helt i fronten. Jeg kan kun se et skema, som ændrer sig alt for ofte og en meget lang arbejdsuge.

Men en ting er jeg uendelig mere træt af. Tro mig:

Covid-19.

Den psykologiske krig på intensiv

Igennem de seneste uger har flere episoder indprentet sig i min psyke.

Og selvom jeg personligt har oplevet krigen i Syrien som læge, er den psykologiske krig, vi nu oplever på intensiv, skrækkelig på andre måder. Krigen om pladser og pladsmangel. Og ja – min arbejdsplads i Malmø er ikke Danmark, men det er derfor, at der nu igen skal restriktioner til!

Jeg informerede en meget svært syg arabisktalende dame om, at hun skulle i respirator. Selvom hun lå på maven (det gør man for at optimere ilttilførslen til kroppen) og blev bange, så var det de sidste ord, hun hørte nogle sige til sig, før hun endte i kunstig koma og blev intuberet og koblet til respiratoren.

Vi er mange sundhedsarbejdere, som ikke behøver tak, men meget hellere vil have brudte smittekæder. Så tak os ved at opfordre til god pandemi-høflighed og ditto hygiejne

Hun spurgte på sit leje, hvor jeg kom fra og smilede med de sidste kræfter. Da vi gav hende sovemedicin, og jeg sagde godnat på arabisk, så vinkede hun til os. Jeg bed mig i læben under masken.

Da jeg talte med hendes datter senere, forsøgte jeg virkelig at holde mine tårer fra telefonen. Det, som datteren trøstede sig med, var, at moderen havde fået information på arabisk, så hun i det mindste forstod, hvad der skulle ske med hende. Jeg er bange for, at det er de sidste ord, hun hørte, mens hun var ved bevidsthed, men det sagde jeg ikke til datteren.

Og desværre mistede vi hende.

Nej, hvor er jeg træt indeni af alle disse historier. Alle de små glimt af mennesker og skæbner, som vi ser dagligt, og som bliver reduceret til antal intensivpladser og grafer og bølger, som andre kommenterer hjerteløst på for at trække egne politiske og personlige pointer hjem på.

Vi orker ikke at slukke for flere respiratorer

Jeg har flere af sådanne historier. Mine kollegaer har endnu flere. Alle på sygehusene rundt om i verden har mange flere.

Vi orker ikke at slukke for flere respiratorer. Og selvom I hører beretninger fra mange læger, og at vi gør det bedste, vi har lært, så husk på, at vi, der konstant er i front, er trætte.

Men vi finder styrke i vores fællesskab til alligevel at bide det i os og tage på arbejde. Vi finder styrke i, at vi gør noget for andre, selvom vi giver naturligt afkald. Vi finder styrke i, at mange tager det her alvorligt, og at vi sammen vil overleve pandemien.

Så før julearrigheden sænker sig over os med de nye restriktioner (uanset hvad man måtte mene om taktikken og politikken), så lad os lige spørge os selv, om vi er mere trætte end dem, som har mistet deres kære, eller mere trætte end mine patienter i respiratorer eller de af mine kollegaer, som er smittet og hjemsendt med covid-19.

Er vi så trætte, at det berettiger os til nedladenhed, eller til at vi ikke kan undvære en juleøl ude i en juletid, hvor solidaritet burde være nøgleordet?

Lad os skrive de sidste kapitler sammen i god ånd. Det er det, julen handler om: At stå sammen – hver for sig dog

Vi skriver pandemiens historie sammen – alle sammen.

Vi skriver den som samfund, som enkeltindivider, familier og lokalsamfund og byer og som land.

Lad os skrive de sidste kapitler sammen i god ånd. Det er det, julen handler om: At stå sammen – hver for sig dog.

Og kære mennesker, som får lyst til at kommentere denne artikel enten her på sitet eller på POV’s Facebook-side: Vi er mange sundhedsarbejdere, som ikke behøver tak, men meget hellere vil have brudte smittekæder.

Så tak os ved at opfordre til god pandemi-høflighed og ditto hygiejne.


LÆS MERE OM CORONAKRISEN I POV HER


Topillustration: Snart er det jul og mange brokker sig over de nye covid-19 relaterede begrænsninger. Foto:  Haifaa Awad, privat billede.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Haifaa Awad er 29 årig dansk-syrisk læge født i Damaskus, men vokset op i Danmark. Hun er uddannet som læge fra Københavns Universitet fra 2013, og arbejder som anæstesilæge i Danmark, når hun ikke er frivillig læge i Syrien eller dets nærområder.

Har deltaget aktivt i danske dialogprojekter i Mellemøsten, herunder emner som kvinderettigheder, interreligiøs og interkulturel dialog igennem mange år.

Rejser som frivillig læge til Syrien, hvor hun arbejder på et felthospital i oprørskontrollerede områder og rapporterer om Syrien indefra. Senest har hun to dagbøger publiceret, der beretter om den civile lidelse under den syriske bombehimmel og om det regime orkestrerede systematiske drab på sundhedspersonale.

Haifaa er debattør, skribent, foredragsholder og flittig bruger af de sociale medier, hvor der med lige dele ironi og indignation kommenteres på Syrien, dansk indenrigspolitik, nødhjælp og flygtningerettigheder. Hun har boet i Syrien, New York, Færøerne og Danmark, og hendes tanker er ligeså et virvar af input og refleksioner over kulturer, identitet og god madkunst.

Seneste artikler om Klumme