Jubilæumsår i Kina – noget at fejre og meget at skjule

af i Asien/Internationalt/Politik & Samfund

DAGENS POV // ANALYSE – Kina er på vagt over en stribe runde jubilæer i år. Det vigtigste vil blive fejret med overdådig pragt til efteråret, mens de fleste med vold og magt søges slettet af historien. Journalist og forfatter Mette Holm gennemgår Kinas spidsrod af en jubilæumskalender 2019.

Året er sprængfyldt med runde jubilæer, nogle fejres, flere fejes ind under gulvtæppet. Det stiller store krav til de kinesiske magthaveres selektive hukommelse og især til befolkningens, hvis de vil slippe for vrøvl.

Deng Xiaopings 改革开放, “reform og åbning” var startskuddet til socialisme med kinesiske kendetegn – og bragte ham på forsiden af Time Magazine som Årets Mand i januar 1979

Kinas største, mest vidtrækkende revolution, 改革开, gǎigé kāifàng, “reform og åbning”, blev formuleret af Deng Xiaoping i en stor tale til Kommunistpartiet i december 1978.

Dengs frontale opgør med klassekampen, hans visioner om socialisme med særlige kinesiske kendetegn og socialistisk markedsøkonomi, økonomiske reformer og åbning til omverdenen blev iværksat i 1979.

I de efterfølgende 40 år har kineserne oplevet en 30-dobling af økonomien, og i dag er Kinas økonomi verdens næststørste efter USA’s, som vil blive overhalet inden for en overskuelig fremtid.

De vældige bondekollektiver blev opløst. Bønderne skulle stadig opfylde en kvote til staten, men fik lov ved siden af at dyrke et beskedent mål af jord, som de ville, og måtte selv beholde udkommet eller sælge det, det være sig kød, æg, afgrøder eller andet. Den mulighed slap kinesernes – skulle det vise sig – nærmest eksplosive foretagsomhed løs.

Magthaverne er stolte af reformernes 40-års jubilæum, som bl.a. er blevet fejret ved en festtale af Kinas partichef og præsident, Xi Jinping, hvor han nævnte “reform og åbning” 52 gange og “socialisme med kinesiske kendetegn” 40 gange.

Xi Jinping er ellers ikke kendt som blødsøden tilhænger af markedsreformer, og da slet ikke politiske reformer. Af kommunistiske koryfæer nævnte han Karl Marx flest gange, dernæst Deng Xiaoping.

Graf over hvor mange gange, Xi Jinping nævnte Karl Marx, Deng Xiaoping, Mao Zedong, Jiang Zemin, Hu Jintao og Lenin (i nævnte rækkefølge) i sin tale i anledningen af 40-året for “reform og åbning” © China Media Project

Xi roste Mao Zedong for at have stået i spidsen for Kinas Kommunistpartis grundlæggelse af Folkerepublikken for 70 år siden i år, og dermed gennemførelsen af den største og mest dybtgående sociale forandring i Kinas historie.

Xi nævnte også, at Mao førte Kina ud i tragedier, som han dog roste for at give Partiet “nye teoretiske frugter og betydelige bedrifter i opbyggelsen af den socialistiske revolution, dyrebare erfaringer, teoretisk forberedelse og materielt grundlag for skabelsen af socialisme med kinesiske kendetegn [der var den igen!] i en ny epoke.” Altså, Mao Zedongs tragiske og meget omkostningsrige sociale eksperimenter og magtopgør endte med at skabe grundlaget for Kinas udvikling og velstand.

Xi hyldede sit Kommunistparti behørigt:

“Reform og åbning har lært os, at Kinas Kommunistpartis ledelse er det mest grundlæggende træk ved socialisme med kinesiske kendetegn, og socialisme med særlige kinesiske kendetegns største fordel. Partiet, regeringen, militæret, folket, skolerne, øst, vest, syd og nord. Partiet står i spidsen for det hele!”

Så var der sat flueben ved årets første runde jubilæum i Kina.

Skyggejubilæerne

Årets andet runde jubilæum er allerede forbigået i historiefornægtende tavshed. 17. februar 1979 marcherede fortroppen for 300.000 soldater fra Folkets Befrielseshær ind over grænsen fra Kina til Vietnam.

Deng Xiaoping ville give de “utaknemmelige” vietnamesere “en lærestreg” for at invadere Cambodja og styrte Kinas allierede, folkemorderen Pol Pot og hans bondehær af Røde Khmerer fra magten. Invasionen var tænkt som en rutineekspedition, i stedet blev Folkets Befrielseshær slået tilbage.

Det pæneste man kan sige er vel, at Kommunistpartiet er blevet forbløffende rummeligt i bestræbelserne på at gabe over en femtedel af menneskeheden.

Krigen varede mindre end en måned med store tab på begge sider, som ingen af landene har frigivet. Kilder anslår, at Kina mistede 7000-10.000 soldater, Vietnam formentlig flere og dertil 10.000 civile. Krigen kostede begge lande dyrt i materielle skader. Ingen af parterne kom ud som egentlig sejrherre.

Men Deng Xiaopings forehavende mislykkedes. Vietnam blev i Cambodja og bekæmpede De Røde Khmerer. Først da Sovjetunionen begyndte at gå op i limningen, og De Røde Khmerer – trods massiv kinesisk støtte og fortsat international anerkendelse i FN – var reduceret, trak Vietnam sig ud af Cambodja i 1989.

Kina forviser den Vietnamkrig til officiel glemsel, så slægtninge til dræbte og veteranerne må hverken mindes tabet af familie, kammerater eller førlighed. De må heller ikke demonstrere for anerkendelse og anstændige vilkår. De skal i det hele taget forblive usynlige i offentligheden og forsvinde sammen med mindet om den ulyksalige krig.

Hurra for Kina!

Helt anderledes forholder det sig med 70-året for Den Kinesiske Folkerepubliks grundlæggelse 1. oktober 1949 oven på årtiers kaos, borgerkrig, besættelse og verdenskrig.

Det jubilæum bliver fejret med piber og trommer, fordi det markerer selve Kommunistpartiets eksistensberettigelse. Pyt med, at Partiet undervejs har udviklet sig fra at repræsentere et ganske vist uhyggeligt strikt, men også dedikeret engagement for de undertrykte kinesiske masser til nu at omfatte en masse andre: kapitalister, spekulanter, stratenrøvere og skatteål. Det pæneste man kan sige er vel, at partiet er blevet forbløffende rummeligt i bestræbelserne på at gabe over en femtedel af menneskeheden.

“Two sessions”: To the world, From China Af gode grunde kan vi endnu ikke vise hyldestvideoer til Det nye Kinas 70-års jubilæum til efteråret, så her er i stedet en opbyggelig propagandavideo, en gave “Til Verden fra Kina” om landing på månens bagside, supercomputere og klonede aber, det 21. århundredes svar på Den store Mur og Den lange March – alt sammen takket være årets “To Samlinger” af Den nationale Folkekongres (parlamentet) og senatsforsamlingen i CPPCC, Det kinesiske folks politiske rådgivende Forsamling, der åbnede i begyndelsen af denne uge. Parlamentets knap 3000 medlemmer godkender rutinemæssigt beslutninger, som på forhånd er truffet af Kinas Kommunistparti

Befrielse eller besættelse?

Men inden de når 1. oktober, skal kineserne gennem et regulært forhindringsløb af runde dage, som myndighederne med vold og magt prøver at slette fra den kollektive hukommelse.

Her 17. marts er det 60 år siden, tibetanernes åndelige og dengang også politiske overhoved, den 23-årige Dalai Lama, flygtede fra den kinesiske besættelse af Tibet. Kina betragter indmarchen i Tibet som en befrielse.

Til gengæld er magthaverne stærkt på vagt over for 4. maj-bevægelsens nok så vigtige tanker om demokrati og frihed, så balancen mellem, hvad man må fejre, og hvad man under ingen omstændigheder må fejre, er hårfin

Tibetanerne opfatter indmarchen som en besættelse og frygtede dengang, at kineserne ville bortføre og slå Dalai Lama ihjel. Derfor flygtede han til Indien forklædt som soldat – en flugt der tog to uger og som Dalai Lama malende fortalte mig om, da jeg i 1996 besøgte ham i hans hjem i McLeod Ganj i Indien ved foden af Himalaya.

Flugten er også beskrevet i Dalai Lamas selvbiografi Freedom in Exile fra 1998. Tibetanerne har ofte markeret dagen med fredelig protest, som altid er blevet slået hårdt ned med fængslinger af munke og nonner og også dræbte.

En ung Dalai Lama på forsiden af Time Magazine i april 1959

Trods Kinas påstand om at have “befriet” tibetanerne fra feudalismen, kan det kinesiske overherredømme i Tibet dårligt beskrives som andet end undertrykkende tvangskinesificering, kolonialisme og apartheid, omend Kinas forfatning lover udstrakt selvstyre med kun forsvar og udenrigspolitik fælles med centralmagten i Beijing.

Civil ulydighed, som at eje et foto af Dalai Lama eller forsøg på fx at klage over, at ens barn ikke kan blive undervist på sit modersmål, straffes hårdt og helt ude af proportioner som forsøg på løsrivelse.

Så lige netop omkring 17. marts vil der være forhøjet beredskab i Tibet, hvis det overhovedet er muligt at øge overvågningen, bevæbningen og kontrollen, der holder tibetanerne nede – i Tibet og hele Kina.

Kinas første studenterbevægelse

Næste runde dag er 4. maj, 100-året for stiftelsen af Kina første studenterbevægelse, der i 1919 samlede mindst 3000 studerende fra Beijings højere læreanstalter på Den Himmelske Freds Plads i byens hjerte; dels i protest mod, at Tyskland i Versailles-traktaten skulle afstå tyske områder i Kina til Japan og ikke Kina, dels som led i en ny kulturel bevægelse blandt kinesiske intellektuelle med hang til vestlige idéer om demokrati, lighed og frihed såvel som videnskab og teknologi.

Kinas magthavere hylder selv 4. maj-bevægelsen som antiimperialistisk og nationalistisk, og temaerne videnskab og teknologi var med som den ene af De Fire Moderniseringer, ministerpræsident Zhou Enlai lancerede i 1963, og som røg ud af historien sammen med gamle idéer, gammel kultur, gamle skikke og gamle vaner, da Mao Zedong blæste til destruktiv (disruptiv!) Kulturrevolution i 1966. Deng Xiaoping genoplivede De Fire Moderniseringer i 1970’erne.

Bevægelsen blev kvast i slutningen af 1920’erne, da magthaverne konfiskerede de studerendes trykpresse på universitetsområdet og halshuggede dem på stedet.

Til gengæld er de stærkt på vagt over for 4. maj-bevægelsens nok så vigtige tanker om demokrati og frihed, så balancen mellem, hvad man må fejre, og hvad man under ingen omstændigheder må fejre, er hårfin.

Dertil kommer, at en udløber af 4. maj-bevægelsen blev til en demokratisindet studenterbevægelse på Peking Universitet, som bekæmpede korruption og undertrykkelse.

Bevægelsen blev kvast i slutningen af 1920’erne, da magthaverne konfiskerede de studerendes trykpresse på universitetsområdet og halshuggede dem på stedet. Hoveder og kroppe blev brændt til aske i et kæmpe røgelseskar.

Den begivenhed står ikke i de kinesiske historiebøger, men blev fortalt af de få, der undslap – og udødeliggjort i Han Suyins fremragende roman om 1920’erne og 30’ernes Kina, Destination Chungking.

Studenterbevægelsen 2.0

4. juni er 30-årsdagen for magthavernes brutale nedkæmpelse af opstanden for medbestemmelse og mod korruption i Beijing og andre store byer i Kina. Opstanden havde paralleller til 1920’ernes 4. maj-bevægelse.

Den opstod blandt studerende på Beijing Universitet med ønske om demokrati, frihed og lighed, som de unge demonstrerende studenter i 1989 bekendte sig til, ligesom de hyldede deres samfundskritiske forgængere, der døde for deres overbevisning i 4. maj-bevægelsen.

Andre bliver smidt ud af byen, sat i husarrest og passet op på andre måder, så de ikke på upassende vis minder deres landsmænd om den hidtil største udfordring af Kinas Kommunistparti

Netop 4. maj 1989 demonstrerede over en million mennesker i Beijings gader, første gang jeg oplevede så stor en demonstration – og blev slået af harmonien, glæden og også den orden, der rådede.

De unge fik vand, is, mad og cigaretter af sympatiserende borgere. Civilt ulydige renovationsfolk satte mobile toiletter op rundt om Den himmelske Freds Plads til de hundredetusindvis af demonstranter og sympatisører.

Jeg har skrevet langt og meget om begivenhederne dengang. 30-årsdagen 4. juni for angrebene på og massakrerne mod demonstranter i Beijing og andre kinesiske byer er den dag, magthaverne frygter allermest i år. Xi Jinping strejfede det i sin store tale kort før nytår som at “dæmpe stormen”.

“Round up the usual suspects” lyder ordren til de forskellige politi- og sikkerhedsstyrker i Beijing hvert år op til 4. juni. Alle, der kan tænkes at ville markere dagen, det være sig Tiananmen-Mødrene, hvis børn blev dræbt, demonstranter fra dengang, kendte systemkritikere og andre “samfundsfjender”, bliver indskærpet at holde sig hjemme i dagene omkring 4. juni.

Andre bliver smidt ud af byen, sat i husarrest og passet op på andre måder, så de ikke på upassende vis minder deres landsmænd om den hidtil største udfordring af Kinas Kommunistparti, såvel som den afmægtige overmagts totale nedkæmpelse af patriotiske kinesere, der blot ønskede medindflydelse.

Elsk Kina eller …!

En god måned senere, 5. juli, er det begivenheder i Xinjiang for 10 år siden, man ikke må huske: de dramatiske sammenstød i regionshovedstaden, Urumqi, i 2009.

Undertrykkelsen var allerede dengang massiv i Xinjiang og lignede på mange måder den i Tibet. Apartheid i hverdagen, en tilflyttet han-kinesisk overklasse, der fik jobs, boliger, uddannelse og muligheder på bekostning af uighurer, kasakher og andre oprindelige beboere.

Låget røg af som på en trykkoger, da 1000 uighurer demonstrerede fredeligt i Urumqi mod uretfærdigheder og overgreb. Det udviklede sig, og i løbet af få dage var mindst 200 dræbt i sammenstød med myndighederne, og Xinjiang blev stort set lukket i over et år. Uighurerne fik afbrudt deres telefoner og adgangen til internettet, hvilket afskar dem fra den øvrige verden og deres udkomme.

Uighurer og andre i søgelyset, der ikke allerede er spærret inde, gør klogt i – om overhovedet muligt – at holde sig uden for sikkerhedsstyrkernes rækkevidde i begyndelsen af juli

Siden har magthaverne gang på gang strammet skruetvingen. I dag er omkring en million uighurer og kasahker spærret inde mod deres viljer i trange og utilstrækkelige interneringslejre for brutalt og primitivt at blive “omskolet”til ægte kinesere.

Er man ikke spærret inde, risikerer man, at en tvangskineser flytter ind for at sikre, at folk fra mindretallene lærer at begå sig som mønsterkinesere, synge hyldestsange til Xi Jinping og Mao Zedong.

Uighurer og andre i søgelyset, der ikke allerede er spærret inde, gør klogt i – om overhovedet muligt – at holde sig uden for sikkerhedsstyrkernes rækkevidde i begyndelsen af juli.

Falun Gong

Det sidste runde jubilæum i Kommunistpartiets hadekalender for i år er 20. juli, 20-årsdagen for Kommunistpartiets krigserklæring mod Falun Gong, en ny moralfilosofisk bevægelse, der med udgangspunkt i meditation, åndedrætsgymnastik og nyere skrifter skal tjene til kultivering af selvet.

Meget af tankegodset og øvelserne stammer fra traditionel kinesisk skik og filosofi. Når de kinesiske magthavere blev så aldeles rasende over bevægelsens eksistens, var det fordi, der pludselig en dag sad 10.000 mennesker foran hovedindgangen til Kommunistpartiets allerhelligste, 中南海, Zhōngnánhǎi, hvor ledelsen holder til i den virkelig forbudte del af det gamle kejserpalads, Den forbudte By. Falun Gong ville anerkendes som legitim bevægelse – et dødsdømt projekt.

Kinas ledere blev overrumplet af eksistensen af en bevægelse, der uden videre – og uden at de anede det – kunne mobilisere en sådan manifestation af sammenhold og organisation.

Jubilæumsåret er i sig selv en spidsrod af uvelkomne påmindelser om alle de dramatiske begivenheder, kineserne har måttet døje under skiftende politiske strømninger i Kinas altdominerende Kommunistparti

Myndighederne erklærede, at Falun Gong havde 70 millioner udøvere – flere end Kommunistpartiet havde medlemmer på det tidspunkt – og fordømte bevægelsen som “kættersk organisation”, “kult” og en trussel mod den sociale stabilitet. Magthaverne blæste til heksejagt, og tilhængere blev spærret inde uden dommerkendelse, mange af dem på psykiatriske anstalter. Der var beretninger om tortur – og også dødsfald.

Det er en gåde, hvordan Kinas magtfulde ledelse kan blive bange for en gruppe mediterende, indadvendte tilhængere af selvkultivering, som ikke interesserer sig et kvidder for det omgivende samfund.

Ikke desto mindre ses Falun Gong som en frygtelig trussel mod Kommunistpartiets magt, og de udøvere, der stadig måtte eksistere i Kina, praktiserer i det skjulte. Ind imellem folder én et banner ud og vupti, så sidder den pågældende bagbundet med strips i et salatfad på vej til en krank skæbne.

Frem til efteråret skal et løbende og meget højt beredskab forhindre skår i harmonien og ridser i pragten, når Kommunistpartiet skal fejre sin største bedrift, oprettelsen af Folkerepublikken Kina, som Mao Zedong udråbte fra 天安门, Tiān’ānmén, Den Himmelske Freds Port i Beijing 1. oktober 1949. Også ved den lejlighed bliver potentielle “urostiftere” og andet godtfolk visket bort.

Kommunistpartiets hyldest til sig selv kommer ikke til at spænde stille af. Og jubilæumsåret er i sig selv en spidsrod af uvelkomne påmindelser om alle de dramatiske begivenheder, kineserne har måttet døje under skiftende politiske strømninger i Kinas altdominerende Kommunistparti.


Topillustration: Collage af Kristian V. Jensen

Mette Holm er Asien-journalist og forfatter med baggrund i antropologien, født i 1953. Hun har beskæftiget sig med Kina siden slutningen af 1970erne, var udvekslingsstuderende og læste kinesisk i Beijing 1981-82 og har studeret, boet, rejst og arbejdet i det vældige land gennem alle årene, så det sammenlagt er blevet til mere end 10 år i Kina. Siden hun blev journalist i 1987, har hun dækket Kina og nabolandene på udlandsredaktionerne hos bl.a. Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. Hun har skrevet 15 bøger og bidraget til flere om bl.a. Kina, Mongoliet, Myanmar og Vietnam, er flittig kommentator i medierne og foredragsholder i det ganske land, dels om Kina og sit øvrige revir, dels om menneskerettigheder, dels om FN’s verdensmål – eller en blanding. Privat nyder hun at udforske verden, ro på fladt vand på Øresund i sin kajak og vandreture i barndommens revir, Dyrehaven. Skribenter på POV får ikke betaling. Du er mere end velkommen til at støtte Mette Holms artikler på POV via mobile pay: 28 12 53 00. På forhånd tak. Mere om Mette og hendes aktiviteter her: www.metteholm.com, www.metteholm.info.

Foto: Torsten Graae

Seneste artikler om Asien