Vesten og Rusland – sådan ser de på sig selv og på os fra Moskva

i Politik & Samfund/Forsvars- og sikkerhedspolitik/Rusland af

KRONIK // DET RUSSISKE BLIK – Trusler, giftmord, nedskydning af passagerfly og indblanding af valgkampe i Vesten. Vi hører om Rusland konstant, men hvordan opfattes Vesten set fra Moskva? Historiker og brigadegeneral Michael Clemmesen giver et bud efter at have studeret russiske reaktioner og handlinger gennem de seneste 25 år.

Vi har i Danmark ikke svært ved at forklare, hvorfor Vesten ikke truer Rusland – og specielt ikke de europæiske små og mellemstore lande. Man kan bl.a. henvise til det utænkelige i, at en gruppe åbne, liberale demokratier skulle blive enige om at starte en ulovlig aggressionskrig.

Men som bl.a. Taylor Downing har klarlagt i sin analyse af 1983-krisen i bogen, 1983: Reagan, Andropov, and a World on the Brink, ser situationen faretruende anderledes ud fra Moskva, bl.a. fordi man ikke tror på, at vores politiske systemer er åbne og fundamentalt anderledes motiveret end deres

Demokratiet og dets idé om folkets indflydelser er en fiktion, der kynisk og falsk skjuler de reelle magtforhold. Alle mennesker er korrumperede og overvejende drevet af selvinteresse

Det efterfølgende forsøger bedst muligt at beskrive det russiske perspektiv uden at forholde sig analyserende kritisk til, om dettte perspektiv er rimeligt.

Russerens verdenssyn – det pessimistiske paradigme

At ledende russeres afvisende opfattelse af Vestens værdier og perspektiv ikke er nogen ny foreteelse, kan bekræftes af selv et overfladisk studie af russisk og sovjetisk historie. Artiklen bygger på russiske reaktioner, udtalelser og handlinger igennem de sidste 25 år.

Briten Keir Giles studie fra begyndelsen af 2019 med titlen, Moscow Rules – What Drives Russia to Confront the West (Chatham House), beskriver og forklarer russernes opfattelse af samfundet og verden.

Hans beskrivelse uddyber og understøtter det indtryk, jeg fik under mit ophold i Baltikum fra 1994 til 2004 af både russeres og andre sovjetborgeres kyniske grundsyn,

Forløbet fra midten af 1980’erne og de næste femten år var ydmygende, unaturligt og katastrofalt set fra Moskva.

For det første ser russeren ikke sit land som det sidste ikke-afviklede europæiske kolonirige med den tvivl om grænsers legitimitet, der ville følge af en sådan opfattelse.

Moderlandet skal tværtimod ses og bevares som en enhedsstat, hvis rolle som en af verdens førende magter er naturlig, retfærdig og nødvendig – alene i kraft af landets størrelse.

For det andet er russerens erfaring gennem hele historien, at alle menneskelige og interstatslige relationer bygger på magt og på den svages indordning under og afhængighed af den stærke.

Det kan man se som et feudalt eller klientbaseret forhold. Og bortset måske fra familien kan intet forhold bygges på tillid. Også retsvæsenet må forventes bygget på magtrelationer snarere end de formelle lovrammer.

For det tredje er demokratiet og dets idé om folkets indflydelser en fiktion, der kynisk og falsk skjuler de reelle magtforhold. Alle mennesker er korrumperede og overvejende drevet af selvinteresse.

Alt, hvad der hænder i verden, sker som følge af bevidste handlinger i en kamp for at udvide og forsvare den magtposition, der er givet af geografien og naturresurser. Dette gælder også ”bevægelser”, som selv deltagerne tror, er folkelige og spontane.

Der eksisterer ikke reelle varige fællesinteresser mellem stater. Fordele opnås på andres bekostning.Internationale love og regler skal udnyttes for at begrænse modstanderens handlemuligheder, ikke egne handlinger.

De katastrofale 1980’ere

Forløbet fra midten af 1980’erne og de næste femten år var ydmygende, unaturligt og katastrofalt set fra Moskva.

Det var også et resultat af kombinationen af ydre, dvs. amerikansk, manipulation på den ene side og forræderisk, eller som minimum unational optræden, fra landets ledere og utaknemmelig illoyalitet og sen-fascisme hos småfolk som balterne.

Rusland blev dolket i ryggen af svage ledere og den indre fjende, som var inspireret og hjulpet af den ydre.

Russerne ser alt andet end geostrategiske sikkerhedspolitiske argumenter som sentimentalt nonsens

Amerikanerne orkestrerede gennem manipulation af den politiske proces i landene, at sikkerhedsbufferen af naturlige klientstater i Østeuropa samt det gamle russiske land i Baltikum helt vendte sig mod Rusland.

Russerne ser alt andet end geostrategiske sikkerhedspolitiske argumenter som sentimentalt nonsens.

USA holdt derefter NATO sammen for at kunne anvende organisationen mod Rusland og landets interesser.

Ydmygelser i ex-Jugoslavien – angreb i Ukraine

Det skete første gang i sidste halvdel af 1990’erne, hvor NATO angreb og knækkede den traditionelle russiske allierede Serbien og ignorerede og dermed ydmygede Rusland i Bosnien og endnu mere groft i Kosovo.

Amerikanerne brugte militær magt mod Irak, en sovjetisk samarbejdspartner i Mellemøsten, for at gennemføre et regimeskift uden at tage hensyn til Rusland. Det skete efter, at russerne havde vist velvilje over for USA’s forståelige straffeoperation mod terroristerne i Afghanistan.

USA orkestrerede derefter fra 2004 de hybride ”farverevolutioner”, først og fremmest i Ukraine og Georgien, og med Ukraine startede amerikanerne en offensiv ind i det russiske historiske kerneland.

Kun den derefter iværksatte militære modoffensiv i Georgien og derefter en politisk modoffensiv i Ukraine stabiliserede situationen.

De voldsomme demonstrationer mod resultatet af Duma-valget og mod Putins valg til præsident for ny periode blev af den russiske ledelse opfattet som en amerikansk optrapning til en de facto-krig for at opnå et regimeskift

Fra sent i efteråret 2011 orkestrerede USA så de voldsomme demonstrationer mod resultatet af Duma-valget direkte mod Putins valg til præsident for ny periode. Dette blev af den russiske ledelse opfattet som en optrapning til en de facto-krig med formål af opnå regimeskift.

Obama og hans klienter i EU fortsatte i 2014 denne de facto krig mod Rusland ved at fortsætte og bane vejen for Ukraines kurs mod vest. Samme år begyndte USA at deployere det regionale NATO-missilforsvarssystem til Europa.

Rusland ser enhver forstærkning af Vestens teknisk overlegne missilforsvar som værende rettet mod den vitale mulighed for at gengælde et angreb med de russiske ballistiske missilstyrker.

Denne kan, ved at give konkrete forsvarsproblemer, ses i modsætning til den senere deployering af de politisk symbolske små NATO-fly- og landstyrker til Baltikum.

Deployeringen kan, på trods af, at styrkerne i sig selv er for små til at være militært relevante, af den almindelige russer ses som en uvelkommen og ydmygende markering af, at fjenden har fået lov at rykke frem til grænsen.

Vladimir Putin

Det er afgørende at forstå, at Vladimir Putin deler denne opfattelse af forløbet, men han har ikke skabt det.

At Putin føler ydmygelsen akut er en naturlig følge af hans baggrund som headhuntet til den sovjetiske eliteorganisation KGB netop i de år, hvor Sovjetunionens magt syntes at kulminere

Jeg mødte allerede elementer af opfattelse i 1990’erne i en samtale med Boris Jeltsins liberale udenrigsminister Andreij Kosyrev under hans besøg i Udenrigspolitisk Selskab.

At Putin føler ydmygelsen akut er en naturlig følge af hans baggrund som headhuntet til den sovjetiske eliteorganisation KGB netop i de år, hvor Sovjetunionens magt syntes at kulminere. Han oplevede som karriereofficer i tjenesten direkte det traumatiske forløb af det hurtige kollaps ti-femten år senere.

Han blev hentet ind som Jeltsins afløser i forlængelse af det ydmygende nederlag i den Første Tjetjenienkrig og ydmygelsen i Kosovo og han vendte udviklingen ved sejren i Anden Tjetjenienkrig og ved at stabilisere udbryderrepublikken under udnyttelse af den gamle russiske kolonistrategi: pacificering og adoption af den samvittighedsløst effektive lokale leder Ramzan Kadyrov som klient.

Optrapning og hævn – fra Estland til Syrien

Men så fulgte ydmygelserne og en nødvendig optrapning af reaktionerne mellem 2004 og 2014:

Estland måtte i 2007 straffes med et massivt cyberangreb, da man demonstrerede en totalt manglende respekt for Ruslands stolthed over dennes indsats under Den Store Fædrelandskrig ved at fjerne befrielsesmonumentet fra Sejrspladsen i midten af Tallinn.

Georgien måtte i 2008 udsættes for militær afstraffelse, da landet begyndte en reel indsats for at indlemme de russiskstøttede udbryderområder Syd-Ossetien og Abkhasien.

Indsatsen her demonstrerede (ligesom krigene i Tjetjenien gjorde) på pinagtig vis reformbehovet i den russiske hær, og for første gang begyndte man på en seriøs indsats for at afkorrumpere og professionalisere det indtil da selvtjenende militær.

Rusland har ført krigen ind på modpartens og andres territorium med alle midler bortset fra egen åben anvendelse af militær ildkraft

Samtidig anvendte man som korruption som indflydelsesmiddel. Man udnytter den økonomiske selvinteresse, som oligarker som den lettiske Aivars Lembergs og den nye ukrainske præsident fra 2010, Viktor Janukovitj, havde i gode forbindelser med Rusland.

Og Moskva udnytter folk som den tidligere tyske kansler Gerhard Schröders grådighed.

Efter, hvad man opfattede som indledningen af Vestens de facto hybrid krig med formål at opnå regimeskift i selve Rusland mellem 2011 og 2013 samt den faktiske gennemførelse af regimeafløsning med fjernelse af Janukovitj i Ukraine i 2014, førte Rusland krigen ind på modpartens og andres territorium med alle midler bortset fra egen åben anvendelse af militær ildkraft.

Det skete i Ukraine (Krim og Østukraine), hvor overtagelsen af Krim blokerede for eventuelle ukrainske planer om at give NATO en base her, måske over i købet Sevastopol.

Det skete med brutal beslutsomhed i Syrien, i det centrale Afrika, nu i Libyen samt ved jævnlige magtdemonstrationer direkte mod USA og amerikanske allierede over hele verden.

Kontrol og hybrid desinformation

Ruslands strategiske mål er en genetablering af Ruslands magt og internationale status. Og det er ikke et mål, der er forbeholdt Putin.

De ”taktiske” midler af forskellig typer, der anvendes efter omstændighederne, skal splitte og undergrave modstanderne, dvs. mellem USA og Europa, inden for EU og i hvert af de vestlige lande.

Moskva anvender en buket af ikke-militære midler, herunder et forsøg på at kontrollere og korrumpere  nøglepersoner med økonomiske incitamenter både inden og uden for Ruslands grænser.

Moskva desinformerer på enhver måde, der kan skabe splittelse og forvirring. Det er et spejlbillede af den ”hybride” indsats, som man selv opfatter sig som udsat for

Man støtter samtidig antivestlige og radikale demokratielementer hos modstanderne. Man desinformerer på enhver måde, der kan skabe splittelse og forvirring.

Det er et spejlbillede af den ”hybride” indsats, som man selv opfatter sig som udsat for.

De russiske militære styrker gennemgik først demoraliseringen under 1980’ernes operationer i Afghanistan og samtidige korrumperende resurserigdom og derefter økonomiske kollaps fra 1991 til 2008 med faldende professionalisme og moral i et oppustet officerskorps.

Derfor har genopbygningen igennem det sidste årti også været krævende.

Men allerede i 2014 var styrkerne klar til den mindre indsats i Ukraine, der sammen med den begyndende militære aktivisme både mod naboer i Europa og globalt blev anvendt til at udvikle kadrernes dygtighed og teste nyt materiel og praktiske fremgangsmåder.

På den måde har operationerne i Syrien været anvendt på samme måde som Tyskland anvendte Den Spanske Borgerkrig i slutningen af 1930’erne.

Militære midler som luftbombardement er blevet anvendt med succes uden skelen til folkretten sammen med benægtelser, der har været tilstrækkeligt effektive til, at handlingerne ikke har fået politiske omkostninger i forhold til verdensopinionen.

Belastningen af egen befolkning sker ved at begrænse tilstedeværelsen på jorden i kampområderne ved at lade lokale allierede tage tabene og i øvrigt at skabe ”private” kontrakthære af lejesoldater.

Strategisk oprustning og modernisering af kernevåben

Man har også været i stand til at genopbygge en fælles strategisk optræden med Kina, samtidig med, at man har fortsat materielsamarbejdet med Indien til begges fordel.

Man er også i gang med en modernisering af og supplement til de russiske kernevåbenstyrker

I løbet af de senere år har stadig mere krævende og større øvelser være kombineret med intensive inspektioner og udrensning at ineffektive og korrumperede chefer.

Nu er denne indsats blevet kombineret med genopbygningen af mobiliseringsevnen og de logistiske strukturer, som kun vil være relevante i en omfattede og længere varende generel krig med andre stater.

At russerne ser det som nødvendigt at opbygge militære midler til hele spektret af konfliktmuligheder ses også på den meget høje prioritering, man har givet til modernisering af og supplement til de russiske kernevåbenstyrker.

Man vægter ikke mindst evnen til at komme igennem eller uden om det amerikanske missilforsvar. Opbygningen sker samtidig med en diskussion af, hvordan disse våben kan anvendes til kombinationen af afskrækkelse og pres ved trusler.

Hvad vil Rusland med Europa?

Og så er der Europa. Her vil Rusland føre en politik, der, hvis den lykkes, skal sikre, at europæerne på sigt ikke har vilje og evne til at begrænse russisk handlefrihed.

Ydermere vil man derigennem opnå en stigende – ideelt set afgørende – indflydelse på de europæiske landes politik.

Man kan se det som en kopi af de traditionelle mål og midler for amerikansk politik i Latinamerika; en russisk Monroe-doktrin for Europa.

Sovjetunionen havde samme mål og brugte lignende midler  under Den Kolde Krig. Det nye er, at de atlantiske bånd er åbenlyst svækket, at europæerne har sværere ved at afbalancere de russiske midler og inddæmme offensiven

Dette søges opnået gennem de midler, man nu har til rådighed, ved at undergrave både den amerikansk indflydelse i Europa og det europæiske samarbejde – samt sammenhængen med og det liberale demokratiske system i hvert enkelt europæisk land.

Det sker ved at søge at retfærdiggøre Ruslands revisionistiske politik over for nabolandene ved historieforvanskning.

Det er sådan set ikke en nyhed.

Sovjetunionen havde samme mål og anvendte samme midler over for Europa under Den Kolde Krig. Det nye er, at de atlantiske bånd er åbenlyst svækket, at europæerne klart har sværere ved at afbalancere de russiske ikke-militære og militære midler og derefter enigt inddæmme den alsidige russiske offensiv.


Topillustration: Creative Commons, Wikipedia, Kremlin.ru


Vil du også gerne følge med i debatterne og journalistikken i POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Michael Hesselholt Clemmesen er pensioneret brigadegeneral og historiker. Han er født 12. december 1944 i Københav. Clemmesen gik ind i Forsvaret i 1964, var på Hærens Officersskole 1965-68 og har været linjeofficer i Hærens kamptropper siden 1968, fra 1979 som generalstabsofficer. Han gik på pension som brigadegeneral i 2004. Michael H. Clemmesen er tillige uddannet historiker fra Københavns Universitet i 1981.
I de sidste ti år af sin tjeneste arbejdede han som udsendt med dansk og international forsvarsstøtte til Baltikum og deltog i opbyggelsen og stod senere for ledelsen af det baltiske forsvarsakademi. I 2005 blev han ansat i Forsvarsakademiets Center for Militærhistorie, hvor han har forsket i og nyskrevet dansk militærhistorie. Han stoppede som seniorforsker i 2016. Michael H. Clemmesen var medlem af Forsvarskommissionen af 1988 og deltager ofte i den offentlige debat om udenrigs- og sikkerhedspolitik samt om forsvaret og i den bredere danske samfundsdebat. I marts 2010 udgav han bogen 'Den lange vej mod 9. april' om dansk forsvarspolitik i mellemkrigstiden. I 1999 blev han Kommandør af Dannebrog. Han bærer også Hæderstegnet for god tjeneste ved Hæren, Trestjerneordenen samt en lang række udenlandske medaljer og hædersbevisninger.

Seneste artikler om Politik & Samfund