LGBT+ // MEDIEDEBAT – Der hersker en atmosfære af frygt på avisen The Guardian, når emnet er transideologi, siger en tidligere ansat. Journalister angribes både indefra og udefra. Og det er ikke en enlig svale. Journalist Dorte Toft giver et indblik i hændelser på The Guardian, SVT, The New York Times og Financial Times samt på BBC, hvor en garvet journalist, der har dækket blodige konflikter i Nordirland, også råber gevalt.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der gik et gys igennem britiske medier, da det stod klart, hvorfor den flere gange prisbelønnede journalist, Hadley Freeman, forlod The Guardian efter 22 år. I et afskedsbrev til chefredaktøren, Katharine Viner, beskrev hun censur på avisen og betegnede arbejdsmiljøet som præget af frygt.
Ifølge Freeman efterkom avisen censurkrav fra transaktivister både indefra og udefra. Avisen var blevet dysfunktionel.
Hvis man er bange for at sige, hvad der bogstaveligt set sker lige foran en, hvis man er bange for at ytre tvivl på grund af, hvad andre på avisen vil sige eller hvad fremmede på nettet vil sige, så skal man næppe være journalist
”Det er overraskende, at den progressive presse har forsynet højrefløjen med et sådant selvmål,” lød det fra Freeman.
Brevet var blevet lækket til mediet Private Eye og delvist gengivet på det sociale medie Ovarit.
Hadley Freemans historie er imidlertid et af flere vidnebyrd om, at transdebatten udgør et farligt terræn for journalister. Det er ikke kun berømtheder som forfatteren J.K. Rowling, der dæmoniseres. Journalister udsættes også for massiv heksejagt, men hvad usædvanligt er, er at også kolleger angriber hårdt.
Journalister på SVT (DR’s svenske pendant) er hængt ud. Ligeså på The New York Times, BBC, Financial Times og flere andre steder. Nogle af disse medier har tilmed ry for at foretrække kilder, der repræsenterer den ene side af sagen. Kilder, der ikke blot skildrer transkønnede som volds- og selvmordstruede, hvilket de er, men som også har det med at bagatellisere betydningen af biologi og med at afvise forskning, der går transideologien imod.
Skulle berømthederne endelig interviewes om angrebene, skulle det være af en mand, lød beskeden fra redaktøren. Det begrundede han med, at det giver for megen ballade, når kvinder skriver om emnet
Den journalist, der også skriver om den anden side af sagen, stemples som anti-trans eller transfob. Kritiske ekspertkilder, bekymrede forældre og unge, der fortæller om fortrudt skifte, ligeså. Journalister kræves fyret, deres medier anmeldes til pressenævn, og kritiske freelancere mister kunder.
Udeladt fra journalistisk dagsorden
Ejendommeligt nok er bestræbelserne på at knægte ytringsfriheden og styre medierne ikke på journalistorganisationers dagsorden i modsætning til, når det gælder pres på journalister, der dækker et andet betændt område, indvandring.
Heller ikke presset fra fordømmende kolleger er på dagsordenen, selv om det kan være langt mere intimiderende end noget angreb fra eksterne transaktivister.
Men der er dem, der ikke lader sig kue.
”Hvis man er bange for at sige, hvad der bogstaveligt set sker lige foran en, hvis man er bange for at ytre tvivl på grund af, hvad andre på avisen vil sige, eller hvad fremmede på nettet vil sige, så skal man næppe være journalist,” lød det fra journalisten Hadley Freeman i et interview hos BBC, der fik mange reaktioner.
Ifølge Freeman var der de seneste syv år opstået frygt – en atmosphere of real fear – på The Guardian. Hun og andre kvindelige journalister blev nægtet tilladelse til at interviewe kendte kvinder, der stod midt i transaktivistiske angreb såsom J.K. Rowling, Martina Navratilova og Chimamanda Ngozi Adichie.
Skulle berømthederne endelig interviewes om angrebene, skulle det være af en mand, lød beskeden fra redaktøren. Det begrundede han med, at det giver for megen ballade, når kvinder skriver om emnet.
Dråben, der resulterede i hendes exit, var dog flere afvisninger af at lade hende se nærmere på den magtfulde translobbyist, Mermaids, der har fokus på hurtig ”kønsskifte” for børn og unge. Det sidste nej fik hun efter, en anden seriøs avis løftede sløret for problemer med Mermaids, og så var det slut med tålmodigheden over for avisen, hun ellers havde elsket ubetinget de første 17 år, slut. Freeman gik til Sunday Times og har også netop udgivet en velanmeldt bog om anoreksi.
338 medarbejdere imod sig
The Guardian har beklaget Freemans opsigelse, men afvist kritikken. Der var tale om normale redaktionelle processer, lød det.
To år før Freeman skred, valgte en anden prisbelønnet opinionsskribent, Suzanne Moore, også at forlade The Guardian. Efter et opinionsindlæg, hvor hun forsvarede kvinders – biologiske kvinders – ret til at organisere sig uden andres inklusion og kvinders ret til at have en stemme også på transrelaterede områder, skrev 338 personer på avisen under på en klage til redaktionsledelsen. Ifølge dem var avisen blevet transfobisk.
Afsløringerne førte til radikal ændring af behandlingsmønstret i Sverige og til større åbenhed fra bekymrede lægers og psykologers side, også internationalt. Ånden var sluppet ud af flasken
Moore blev ikke nævnt ved navn, men det ses antaget, at hendes indlæg udløste underskriftsindsamlingen. En transaktivistisk, magtfuld journalist på avisen, Owen Jones, som på Twitter (nu X) åbent har kritiseret kolleger, har afvist, at han tog initiativet til at få presset Moore ud. Jones har over én million følgere på X.
Byge af klager mod SVT
I Sverige blev der indsendt hundredevis af klager udefra efter en dokumentarserie, og en del var helt enslydende. Klagerne gik til det svenske pressenævn og SVT’s ledelse og vedrørte graverprogrammet Uppdrag Granskning.
Reporteren Carolina Jemsby og redaktør Karin Mattison havde i tre udsendelser fra 2019 til 2021, startende med udsendelsen “Tranståget”, dokumenteret, hvad LGBT+-organisationer, dele af behandlersystemet og politikere var uvidende om eller ikke ønskede frem.
Hvorvidt der også har været klager fra kolleger, er ikke fremgået.
De svenske dokumentarer afslørede alvorlige problemer med behandlingen af børn og teenagere, der ønskede at ”skifte køn”. Nogle burde aldrig være sat i medicinering, og nogle fik knogleskørhed og andre bivirkninger af for mange år på de såkaldte pubertetsstoppere.
Ånden slap ud af flasken
Afsløringerne førte til radikal ændring af behandlingsmønstret i Sverige og til større åbenhed fra bekymrede lægers og psykologers side, også internationalt. Ånden var sluppet ud af flasken.
I opfølgningprogrammet ”Tranståget – efteråt”, der blev sendt for nylig, fortæller Jemsby og Mattison blandt andet om modstanden, hvad der kom frem, konsekvenserne af programmet og håbet om, at de såkaldte detransitioners, dem, der fortrød, omsider vil blive tilbudt kvalificeret hjælp af sundhedssystemet til afhjælpning af følgerne af medicinering og kirurgi.
The New York Times, endte i stormvejr i november 2022, udløst af en længere artikel om brugen af pubertetsstopper på børn og unge
De kritiske journalister på SVT har i modsætning til deres Guardian-kolleger ledelsens opbakning. De fik også hele branchens opbakning i form af den fornemste svenske graverpris, Guldspaden.
Og mens tavsheden om problemstillingen stadig hersker hos DR, har SVT har endnu en gang vovet at taget fat i problemstillingen. Det skete under titlen ”Transkriget – tänk om ni har fel”. DR har vist ikke engang fortalt, at der i 2022 – et år efter Sverige – blev indført et stop for at give pubertetsstandsende medicin, undtaget koblet tæt til forskning. Fraværet af opfølgning på, hvordan det er gået med de flere hundrede behandlede børn og unge er heller ikke omtalt hos DR.
Angreb på prisbelønnede journalister
Protesterne mod SVT overgås dog langt af, hvad der skete på den anden side af Atlanten – i USA, hvor det demokratiske parti går all in for transideologien, og hvor venstre-/midterfløjsmedier i flere år har drevet bemærkelsesværdig partisk journalistik på området. LGBT+-organisationer udformer blandt andet skrivevejledninger til medier og afholder kurser for redaktioner.
I mange år var The New York Times populær blandt transaktivister og har selv en del medarbejdere under LGBT+-paraplyen. Men The New York Times Magazine kom for alvor i skudlinjen i sommeren 2022 på grund af artiklen “The Battle over Gender Therapy”. Skribenten, journalist og jurist Emily Bazelon, blev heglet igennem og modtog dødstrusler. Bazelon er en prisbelønnet forfatter, fast underviser på Yale Law School og har stort fagligt fokus på chikane og mobning samt på retssystemet.
Selve avisen, The New York Times, endte i stormvejr i november 2022, udløst af en længere artikel om brugen af pubertetsstopper på børn og unge. I artiklen “They paused puberty, but is there a cost?” var interviewet en person, der havde haft nytte af medicinen, en, hvis knogler var blevet skadet, og en, der holdt op med kønsskiftemedinering, fordi personen havde ændret holdning. Den var skrevet af den Pulitzerpris-belønnede Megan Twohey sammen med videnskabsjournalisten Christina Jewett.
Underskriftsindsamlinger mod avisen
USA’s største LGBTQ-organisation Glaad organiserede en underskriftsindsamling blandt ligesindede organisationer mod The New York Times.
“Article after article, page after page, day after day, we have tried to educate you and your colleagues,” lød det. Og nu var det nok. Avisen skulle ophøre med at skrive fordomsfulde artikler, lytte til transkønnede og ansætte flere transkønnede.
Glaad sendte også i to anledninger en kassebil med store videoskærme til The New York Times’ hovedindgang med kravene til avisen og dens medarbejdere.
Da avisen desuden bragte en opinionsartikel, der støttede forfatteren J.K. Rowling – nok den mest forhadte person blandt transaktivister – steg agressionerne til nye højder.
Men The New York Times blev også angrebet indefra. I en anden, bredere underskriftsindsamling blandt transkønnede og deres støtter deltog flere af avisens egne ansatte samt eksterne bidragsydere – over 200 havde en intern relation. De protesterende klandrede også avisen for at gå republikanernes ærinde.
Det at angribe kolleger og udstille dem ved navn er imod reglerne og ånden i avisens politik, ligeså at alliere sig med aktivistgrupper og deltage i deres protester
På et internt redaktionelt møde gav redaktionschefen, Carolyn Ryan, ifølge mediet Vanity Fair blandt andet denne besked: We don’t do our work in an effort to please organizations, governments, presidents, activist groups, ideological groups.
Der blev sendt en advarende intern mail til den snes ansatte, som avisen anså som nøglepersonerne i protesten, der skadede avisens omdømme og satte kolleger i fare. Den mail blev lækket blandt andet til netmediet Daily Beast, der gengiver dele af det:
“Your colleagues whose work was criticized in the letter, some by name, have carried out their work in a fair-minded, sensitive, and journalistically sound fashion”…. “They have endured attacks and threats as a result of the letter. By signing, you have not only amplified that campaign but endorsed it, too. That is harmful to them personally and to our reputation for providing quality, independent journalism.”
Fagforening imod chefredaktør
En anden mail, forfattet af chefredaktør Joe Kahn, blev sendt til alle. Han pointerede, at det at angribe kolleger og udstille dem ved navn, er imod reglerne og ånden i avisens politik, ligeså at alliere sig med aktivistgrupper og deltage i deres protester. Det ville ikke blive tolereret, lød det i den lækkede mail, der gengives hos The Hill.
Men da fagforeningenslederen for avisens organiserede medarbejdere, Susan DeCarava, protesterede og tilkendegav, at det var OK, hvad der var foregået, blev det for meget for nogle af avisens mest markante journalister. I deres svar, lækket til Vanity Fair og refereret i The Guardian, skrev de, at faktabaseret, akkurat journalistik, der er skrevet, redigeret og offentliggjort jævnfør avisens standard, ikke – som påstået – skaber et fjendtligt arbejdssted.
Kritikken af fagforeningsledelsen var hård. Ifølge dem underminerede den journalistikkens professionalitet.
“Regretfully, our own union leadership now seems determined to undermine the ethical and professional protections that we depend on to guard the independence and integrity of our journalism.
“Every day, partisan actors seek to influence, attack, or discredit our work. We accept that. But what we don’t accept is what the Guild appears to be endorsing: a workplace in which any opinion or disagreement about Times coverage can be recast as a matter of ‘workplace conditions’ … We are journalists, not activists. That line should be clear.”
Journalister, ikke aktivister.
Financial Times ville give efter
Selv hos den britiske erhvervsavis Financial Times har det vist sig, at intern modstand spiller en rolle.
En gruppe har tilsyneladende erhvervet sig ret til at tjekke alt, der berører transområdet, inden det offentliggøres. Det erfarede freelancejournalisten og forfatteren Joan Smith, der havde afleveret en boganmeldelse om mænds vold mod kvinder – hendes fagspeciale. Hun blev ringet op af litteraturredaktøren sent på aftenen, hvor hun var i byen.
Pssst væk med ordet mor i relation til barselsforhold, og man kravler lidt op på Top-100 listen. Væk med kønsadskilte toiletter, ind med pronomenpolitik
”Jeg havde skrevet en sætning om, at mord på transkvinder er sjældne i UK, hvorimod mord på kvinder begås to til tre gange ugentligt, men redaktøren fortalte, at en gruppe på avisen ønskede en ændring.”
Gruppen havde ikke bestredet, at mord på transkvinder er sjældne i UK, men krævet tilføjet, at antallet var uforholdsmæssigt højt i forhold til antal transkvinder.
“Jeg svarede, at det jo var ikke sandt, og redaktøren svarede nej, men at folk her føler sig meget utilpasse, hvis det ikke nævnes,” fortalte Joan Smith, da hun var ordstyrer for en paneldebat med titlen: Silencing Women: Academic Freedom and Unthinkable Thoughts. Den krævede tilføjelse blev ikke bragt.
Smith berettede også, at hun havde mistet flere mangeårige kunder, herunder The Guardian, efter hun blev såkaldt gender critical – en af dem, der ikke mener, at en følelsen af køn trumfer biologi.
Jeg har lavet radioudsendelser i Nordirland i 25 år med alle kuglerne og bomberne, og alligevel er der garvede folk, der spurgte mig, om jeg ville stille mig frem i skudlinjen. Transområdet blev anset som untouchable – urørligt
BBC fik krabasken at mærke i efteråret 2021. Indtil da var der liden kritik. Den britiske public service-kanal foretrak længe at give markante transkvinder mikrofonen og har også et par gange måttet undskylde for ukritisk viderebragte beskyldninger mod J.K. Rowling. Kritiske kvinder kom knap til orde hos BBC, selv ikke dem, som andre medier fandt aktuelle at interviewe grundet fyringer, retssager og bogudgivelser.
Men freden blev for alvor brudt, da BBC’s gravergruppe i Belfast, som står bag radioprogrammet Nolan Investigates, så nærmere på Europas største LBGT+-organisation, Stonewall, og ikke mindst på BBC’s tætte kontakt med lobbyisten. Udsendelsen bestod af ti podcasts, offentliggjort samtidig.
BBC nægtede at deltage, ligeledes Stonewall. BBC opsagde imidlertid sit medlemskab hos Stonewall en måned senere, men afviste at have været påvirket af samarbejdet.
BBC-journalist i lobbyist-video
Stonewall er en ekstremt magtfuld NGO, der blandt andet har evnet at give sin årlige Top-100-liste over de mest LGBT+-venlige selskaber og myndigheder så megen status, at medlemsvirksomheder – fra sygehuse og myndigheder til erhvervskoncerner – ændrer HR- og kommunikationspolitik for at komme i top. Pssst væk med ordet mor i relation til barselsforhold, og man kravler lidt op på Top-100 listen. Væk med kønsadskilte toiletter, ind med pronomenpolitik etc.
Af udsendelsen fremgik, at BBC angiveligt havde ændret sin style guide, sine skriveregler, efter Stonewall-anvisninger, og at BBC’s tidligere LGBT+-korrespondent havde optrådt til Stonewalls fordel i en af lobbyistens TikTok-videoer.
Ifølge det transaktivistiske medie Vice har flere af BBC’s ansatte, heriblandt medlemmer af the BBC Pride Network, efterfølgende sagt op, og flere overvejer det, begrundet med transfobi hos BBC
Værten for radioprogrammet, Stephen Nolan, har efterfølgende fortalt, at bare planerne om at se nærmere på Stonewall var kontroversielle internt. Garvede kolleger på BBC havde advaret ham mod at lave udsendelsen. Det kunne koste ham anseelse og fare.
Til The Times sagde han blandt andet: ”Jeg har lavet radioudsendelser i Nordirland i 25 år med alle kuglerne og bomberne, og jeg har modtaget dødstrusler, og alligevel er der garvede folk, der spurgte mig, om jeg ville stille mig frem i skudlinjen.” Transområdet blev anset som værende untouchable – urørligt, fortalte han.
Frygtfaktoren
Nolan sagde, at han aldrig er blevet advaret af så mange mennesker. ”Der er en frygtfaktor selv også i relation til blot at tale om emnet. Det er ikke acceptabelt, ikke sundt. At debattere et emne bør ikke kunne påvirke ens karriere,” sagde Nolan til The Times.
Udsendelsen, der også foreligger i transskriberet tekst, udløste som forventet en byge af angreb og trusler mod de to, der stod bag udsendelsen, Stephen Nolan og David Thomson – sidstnævnte havde researchet på emnet gennem 18 måneder.
Ifølge det transaktivistiske medie Vice har flere af BBC’s ansatte, heriblandt medlemmer af the BBC Pride Network, efterfølgende sagt op, og flere overvejer det, begrundet med transfobi hos BBC, der gør dem utrygge. Programmet Nolan Investigates er blandt det fremhævede i artiklen. Den er skrevet af den tidligere BBC- journalist, Ben Hunte, der medvirkede i Stonewall-videoen, og som nu er ansat på Vice.
Borgere og politikere svigtet
Spørgsmålet er, hvad chikanen af journalister og medier har af følger for borgernes og politikernes oplysningsniveau. De har i flere år næsten udelukkende fået præsenteret de lykkelige udgange af kønsskifte, oftest ud fra skabelonen ”Så ulykkelig var han som barn og ung, og så lykkelig blev han, da han skiftede køn.” Berømtheders skifte – om til det modsatte køn eller såkaldt non-binary – fremstilles som cool.
De kvinder, der allerede for 10-15 år siden begyndte at ane risiko for erodering af kønsspecifikke rettigheder, lyttede journalister ikke til
De kvinder, der allerede for 10-15 år siden begyndte at ane risiko for erodering af kønsspecifikke rettigheder, lyttede journalister ikke til. Ej heller til de første læger og behandlere, der forsigtigt bekymrede sig om faren ved behandling af den nye gruppe, teenagegruppen. Det kneb også med at lytte til dem, der mener, at en del af eksplosionen i kønsdysfori skyldes nutidens “kultursygdom”, ligesom “fortrængte minder” var det i 90’erne, flittigt bakket op af medier.
Det tog flere år, inden redaktioner tog udviklingen så alvorligt, at det blev fundet værdigt til at sætte graverjournalister på, og det halter stadig på visse medier, også i Danmark.
Nogle redaktioner er idealistisk farvet, om ud fra en politisk inklination, journalisternes vennekreds eller måske fordi en kollega har børn, der har erklæret sig non-binære eller modsat køn. Selvcensur bør dog også nævnes som årsag til svigt. Den har det med at melde sig på områder, hvor angrebene er nådesløse.
Medicinsk skandale?
Kønsskiftebehandlingen af teenagere er imidlertid eksperimentel – den sker uden solid videnskabelig evidens for nytten – og der er set påstande om, at det kan blive den værste skandale siden lobotomien. Det afvises af mange som ren skrækpropaganda.
Skulle der være noget om sagen, vil der dog være medier, der har noget i klemme. Det bliver næppe heller journalister, der afslører skandalen – ikke, hvis det går som med lobotomien. Styr på det har historikeren Jesper Vaczy Kragh, gæsteforsker på Københavns Universitet, forfatter til bogen Lobotomi Nation – The History of Psychosurgery and Psychiatry in Denmark.
“I perioden fra 1945-1975 var medier ret positive overfor det hvide snit/psykokirugi, og især efter behandlingens opfinder Egas Moniz i 1949 fik Nobelprisen for opfindelsen. Efter filmen Gøgereden (1975) begynder stemningen så småt at vende, men man ser ikke store kritiske artikler umiddelbart efter,” oplyser historikeren pr. mail.
Før 1975 havde Ugeskrift for Læger positive artikler, men medierne lagde ikke mærke til, at det ophørte. Medierne var heller ikke bekendte med den debat, der foregik internt i psykiatrien. Danmark var blandt de allersidste nationer, der ophørte med operationerne. De sidste hvide snit blev i Danmark udført så sent som i 1983 og 1984, men først i starten af 90’erne skete der noget i medierne.
“Årsagen var, at DR i 1991 lavede en dokumentar om det hvide snit. Det førte til diskussioner i aviserne i tiden lige efter udsendelsen, men derefter ebbede det ud,” oplyser Jesper Vaczy Kragh.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
