IDENTITETSPOLITIK // MEDIEKRITIK – Der er sket en eksplosiv stigning i artikler om identitetspolitik. Desværre er der for ofte tale om bidrag, der puster til forargelsens vinde frem for at bidrage sagligt til den demokratiske debat. Medierne glemmer research, og fejl gentages så ofte, at det fremstår som sandhed, skriver ph.d.-studerende i Medievidenskab Morten Stinus Kristensen. Blandt eksemplerne nævnes, hvorledes Weekendavisen fejlagtigt påstod, at Marianne Stidsens ytringsfrihed var i fare, og at juristen Jacob Mchangama benytter sig af forkerte og misvisende påstande i sine gentagne advarsler om, at en identitetspolitisk krænkelseskultur truer den akademiske frihed.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mediernes dækning af identitetspolitik er steget voldsomt på blot fem år. I 2015 blev der bragt 37 artikler, hvor ordet identitetspolitik indgik, og i 2020 blev det til 600 artikler – altså en stigning på 1.400 procent. Det er et vigtigt emne, men den venstreorienterede identitetspolitik, der opstod så tidligt som i 1970’erne i USA, dækkes ikke herhjemme på tilstræbt objektiv vis.
Dækningen i de landsdækkende medier er for ofte præget af udeladelser og manipulation — næsten altid i anti-identitetspolitisk retning. Årsagen til den partiske dækning ligger især i tre elementer: 1. upræcise gentagelser af de samme hændelser – anekdoter, 2. farvede vinklinger og 3. ukritisk brug af partskilder.
Hvis først en sag er dækket, og der er gået ekko i den, sættes den i ”banken” og trækkes senere frem gang på gang i anden kontekst
I denne tekst opsummerer jeg en længere analyse af denne mediedækning. Hele analysen er tilgængelig både som lyd og tekst på min hjemmeside.
Den anti-identitetspolitiske anekdotebank
Det første af de tre elementer er det, jeg kalder den anti-identitetspolitiske anekdotebank – gentagelserne.
Kort sagt betyder det, at hvis først en sag er dækket, og der er gået ekko i den, sættes den i ”banken” og trækkes senere frem gang på gang i anden kontekst. Beskrivelsen af nye sager, der udlægges som endnu et eksempel på amokløben identitetspolitik, tilføjes oftest en eller flere af disse gamle men upræcise anekdoter fra ”banken”, så læseren kan se, hvilken tendens den nye sag skriver sig ind i.
Kontekstualiseringen består altså generelt af upræcis anekdotefortælling, der næsten altid fremstiller identitetspolitikken i mere negativt lys, end kendsgerningerne kan bære.
Blæst om mail fra institut
Et illustrativt eksempel er at finde i en Berlingske-artikel, hvor De Konservatives Katarina Ammitzbøll kritiserer en beslutning om at afskaffe en intro-uge tradition på Statskundskab på Københavns Universitet (KU), hvor studerende inddeles i ”lande”.
Det, der har fået Ammitzbøll og Berlingske til at reagere, er, at denne sag angiveligt indskriver sig i en tendens, hvor det er ”krænkelseskulturens mindretal, der kommer til at dominere.”
Adskillige eksempler på denne tendens fremdrages, f.eks. hvorledes et institut på KU sendte en e-mail til sine ansatte om, hvordan man kan tiltale personer, der hverken identificerer sig som mand eller kvinde. Den ender i avisen med ”ledelsen på Københavns Universitet har opfordret undervisere til at undgå at anvende kønnede ord som »mænd« og »kvinder«”.
En ting er, at Weekendavisen dækker identitetspolitisk så farvet, at det ofte fremstår mere som vildledning end oplysning. Men det bliver endnu mere problematisk, når resten af de danske medier ukritisk bærer Weekendavisens dækning videre og fremlægger avisens pseudokendsgerninger, som var de retvisende
Anekdoten består af to misvisende overdrivelser: Først antydningen om, at der skulle være tale om hele Københavns Universitet. Men dette fandt sted på et enkelt af KU’s 36 institutter. Dernæst påstanden om, at der var tale om en opfordring til ikke at ”anvende kønnede ord som »mænd« og »kvinder«.” Men der var ikke tale om en henvisning til generelt sprogbrug. Det drejede sig specifikt om, hvordan undervisere kunne forholde sig til undervisningssituationer med non-binære studerende. Og mailen indeholder ingen opfordring til, at undervisere i alle situationer bør undgå ord som ”mænd” og ”kvinder”, som Berlingskes referat antyder.
Berlingskes artikel er relativt typisk for fortællingen, danske medier fremhæver, når de skal beskrive den tendens, identitetspolitik angiveligt er udtryk for. Her er det værd at bemærke, at den anti-identitetspolitiske anekdotebank også spiller en central rolle i ikke-borgerlige aviser som Information og Politikens dækning af identitetspolitik. I den fulde analyse påpeger jeg mange flere eksempler på danske mediers brug af anekdotebanken, inkl. i Berlingskes interview med Ammitzbøll, hvor adskillige andre upræcist refererede anekdoter præsenteres.
Når vinkling bliver til kendsgerninger: Weekendavisens dækning af identitetspolitik
Det andet element, jeg gennemgår i min analyse, er selve den journalistiske dækning af identitetspolitiske enkeltsager. Det kan illustreres ved et nærmere kig på Weekendavisens dækning af to store identitetspolitiske sager, hvor avisen var med til at sætte dagsordenen i den efterfølgende debat, fordi de var de første til at dække sagerne.
Den ene er krisen i Det Danske Akademi. Den anden gælder aktionen, hvor en gipsbuste blev smidt i havnen.
Vrøvl om Stidsens ytringsfrihed
I Weekendavisens indledende dækning af sagen om Det Danske Akademi, vinklede avisen de fire medlemmers exit som et angreb på Marianne Stidsens ytringsfrihed. En bærende påstand for de udtrådte medlemmer var imidlertid, at Stidsen pyntede sig med akademiets fjer, når hun optrådte i den offentlige debat. De problematiserede ikke, at Stidsen ytrede sig — blot at hun benyttede sit akademimedlemsskab som en slags kvalifikation i sine debatoptrædener. Forfatteren Ida Jessen forklarede blandt andet, at hun udtrådte fordi ”Akademiet bliver kompromitteret ved, at Marianne misbruger Akademiets navn til at føre sine meninger til torvs.”
Hvad nu, hvis Weekendavisen fra starten havde undersøgt, om der virkelig var tale om en original buste eller blot en gipskopi? Så havde det første Ritzau-telegram om sagen, baseret på Weekendavisens dækning, ikke kunnet bære overskriften ”Uvurderlig dansk statue smidt i havnen”
I stedet for at undersøge, om denne forklaring flugter med virkeligheden, antyder Weekendavisen, at Jessens påstand er forkert. Avisen peger således på ét debatindlæg, hvor Stidsen tog forbehold for, at hun udtalte sig på egne vegne og ikke på akademiets, og antyder kraftigt at denne slags forbehold konsekvent optræder i Stidsens debatindlæg.
Men det gør det ikke. I min analyse peger jeg på adskillige eksempler, hvor Stidsen uden at tage nogle former for forbehold, præsenteres som medlem af Akademiet i sine debatindlæg om krisen på Det Svenske Akademi. Weekendavisens påstand om, ”at fire medlemmer er skredet i protest mod Stidsens ytringer”, som chefredaktør Martin Krasnik senere skrev i en støtteerklæring til Stidsen, er således særdeles misvisende. Alligevel fremstår denne pseudokendsgerning som bærende for Krasniks afstandstagen fra ”den tankemæssige ensretning, som kunstneriske og litterære miljøer lider under”, han mener, sagen på Det Danske Akademi illustrerer.
Vildledning ramte medierne, da gipskopi ramte vandet
Den anden Weekendavisen-dækning, jeg gennemgår i min analyse, gælder ”busteaktionen”, hvor en gipskopi af en buste af Frederik V blev smidt i Københavns Havn. Den originale buste var skabt af den franskfødte billedhugger Jacques-François-Joseph Saly, der blev sat i spidsen for Kunstakademiet I 1754, og det var en bærende kendsgerning i Weekendavisens dækning, at Saly selv stod bag den rematerialiserede gipsbuste. Men det viste sig relativt hurtigt, at det ikke var tilfældet. Gipskopien var højst 70 år gammel.
Saly døde i 1776, så Weekendavisen kan næppe have fået bekræftet, at busten, der er fra 1950’erne eller senere, var lavet af Saly. Alligevel skriver avisen i sin indledende artikel om bustens forsvinden, at ”Den forsvundne buste fra 1754 er skabt af den verdensberømte billedhugger Jacques Saly som et forstudie til rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads”.
En ting er, at Weekendavisen dækker identitetspolitisk så farvet, at det ofte fremstår mere som vildledning end oplysning. Men det bliver endnu mere problematisk, når resten af de danske medier ukritisk bærer Weekendavisens dækning videre og fremlægger avisens pseudokendsgerninger, som var de retvisende.
Hvad nu, hvis Weekendavisen fra starten havde undersøgt, om der virkelig var tale om en original buste eller blot en gipskopi? Så havde det første Ritzau-telegram om sagen, ukritisk baseret på Weekendavisens dækning, ikke kunnet bære overskriften ”Uvurderlig dansk statue smidt i havnen”.
Det misvisende Ritzau-telegram, der blev bragt i dusinvis af medier fra Herning Folkeblad til TV2, vidner om, hvor central bustens oprindelse var i forargelsen over aktionen, ligesom debatindlæg om aktionen tog udgangspunkt i bustens (misforståede) oprindelse.
Mchangamas påstande blev ikke faktatjekket af journalisterne. Hvis de havde undersøgt om hans argumenter flugtede med virkeligheden, ville de have opdaget, at Mchangama baserede sin advarsel på meget misvisende anekdotefortælling
Weekendavisens journalist på sagen, Poul Pilgaard Johnsen, bar den vildledende påstand videre i den meget populære DR-podcast Genstart. Her lod Genstarts vært, Knud Brix, Pilgaard slippe afsted med at fremføre misvisende påstande om ”Salys buste”, som Pilgaard kalder den i podcasten. Pilgaard fortæller også om andre eksempler på den ”krise”, han mener udspiller sig på Kunstakademiet, men også her er hans fortælling vildledende. I min analyse uddyber jeg, hvordan Pilgaard i Genstart fremfører adskillige misvisende påstande om, hvad der foregår på Kunstakademiet.
Desværre sker det ofte, at øvrige medier videreformidler Weekendavisens skæve dækning af disse sager, som var den retvisende. Også Weekendavisens fejlvinklede dækning af sagen om Det Danske Akademi blev båret videre, som var det en kendsgerning, og at den mangelfulde påstand om, at de fire medlemmers udtrædelse reelt var et angreb på Marianne Stidsens ytringsfrihed, har også fundet sin plads i den anti-identitetspolitiske anekdotebank.
Fri mikrofon til anti-identitetspolitisk debattør
Det tredje element i min belysning af mediernes dækning af identitetspolitik handler om, hvordan en af danske mediers foretrukne kilder, juristen Jacob Mchangama, baserer sine advarsler mod identitetspolitik osv. på et særdeles tyndt faktuelt grundlag.
Mchangama var særligt fremtrædende i debatten om København Universitets nye retningslinjer vedrørende krænkende adfærd, og han var part i næsten en fjerdedel af de landsdækkende mediers artikler om sagen. Her påstod han konsekvent, at retningslinjerne var udtryk for en identitetspolitisk krænkelseskultur, der truede den akademiske frihed, og han pegede især på lignende sager i udlandet som illustrationer på, hvor KU var på vej hen.
Mchangamas påstande om de udenlandske erfaringer blev ikke faktatjekket af journalisterne. Hvis de havde undersøgt, om hans argumenter flugtede med virkeligheden, ville de have opdaget, at Mchangama baserede sin advarsel på meget misvisende anekdotefortælling. Både i hans medieoptrædener og en rapport fra hans tænketank Justitia, henviste Mchangama blandt andet til syv hændelser fra udlandet – hændelser, der angiveligt skulle vise, hvad KU’s retningslinjer kunne medføre, hvis de blev fastholdt.
At præsentere anti- identitetspolitiske partsindlæg som nøgterne observationer giver danske medieforbrugere en skæv opfattelse af, hvordan disse ting egentlig ser ud i virkeligheden
Ingen af Mchangamas anekdoter er retvisende udlagt. Mchangamas anekdotefortælling rangerer derimod fra stærkt misvisende til decideret falsk. Mchangama påstår f.eks. at på grund af retningslinjer, som dem på KU, har Cardiff Metropolitan University forbudt 34 ord som ”fore-fathers”, ”right-hand man” og ”mankind” til fordel for kønsneutrale termer.”
Men dette er helt forkert. Mchangama refererer til, at Cardiff Mets ledelse i 2013 lavede et dokument, hvor der ganske rigtigt indgik en liste over 34 ”gender-neutral” ord, man kunne bruge fremfor andre termer. Det er dog blot tale om nogle forslag til, at man kan bruge inkluderende ord, hvis man ønsker det — og universitetet har da også eksplicit været ude at sige, at der ikke er tale om forbud — inklusiv i den reference Mchangama henviser til. Men det fortier han.
(Mchangama havde på Twitter desuden denne reaktion på min analyse af hans bidrag til debatten, og erkendte også, at der ikke er tale om et ”reelt forbud” på Cardiff Met — han har dog ikke forholdt sig til de seks andre misvisende anekdoter, han benyttede som bevisførelse, og den falske påstand om et ”forbud” på Cardiff Met findes stadig i den Justitia-rapport, han publicerede om sagen.)
Det er ikke som sådan forstemmende, at Mchangama bygger sin advarsel mod KU’s retningslinjer på et noget nonchalant forhold til kendsgerningerne. Selvom det ville være ideelt, hvis det aldrig skete, er den slags jo en ganske udbredt metode blandt debattører på alle fløje. Men danske medier præsenterer Mchangama som en saglig og vederhæftig analytiker med styr på kendsgerningerne. Året efter debatten om KU’s retningslinjer modtog Mchangama f.eks. Politikens Hørup Debatpris bl.a. på baggrund af ”hans respektfulde saglighed.” Men i debatten om KU’s retningslinjer var han det modsatte af saglig — hans bevisførelse var misvisende og falsk.
Mchangama er en vigtig stemme i debatten. Men det er et problem, når danske medier fremlægger Mchangamas ideologisk betingede polemik som neutral analyse. At præsentere anti- identitetspolitiske partsindlæg som nøgterne observationer giver danske medieforbrugere en skæv opfattelse af, hvordan disse ting egentlig ser ud i virkeligheden.
Behov for journalistisk selvopgør
I min analyses konklusion påpeger jeg, at danske medier har svigtet sit demokratiske ansvar, fordi dets partiske og misvisende dækning af, hvad identitetspolitik er og gør, har gjort det utrolig svært at have en oplyst debat om dette emne.
Men jeg peger også på, at selvom det naturligvis er problematisk fra et journalistisk synspunkt at præsentere Weekendavisens ufuldstændige fortællinger eller Jacob Mchangamas vildledende analyser som retvisende og afbalancerede, er dele af dækningen – paradoksalt nok – journalistisk forsvarlig.
Problemet er bare, at konteksten, danske medier ofte henviser til, ikke er hentet i virkeligheden, men i sin egen forudgående, misvisende dækning
Med sit brug af anekdotebanken gør journalistikken nemlig, hvad den skal: Sætter nye sager i en kontekst, så dets publikum kan forstå, hvordan denne nye sag skriver sig ind i en større tendens og derfor er nyhedsværdig. Problemet er bare, at konteksten, danske medier ofte henviser til, ikke er hentet i virkeligheden, men i sin egen forudgående, misvisende dækning.
Der er behov for et selvopgør i journalistikken. Hvad holder i den identitetspolitiske anekdotebank, og hvad holder ikke? Hvad holder i nye sager, og hvad holder ikke? At fremture med fejl og manipulation har aldrig været et journalistisk adelsmærke, og danske medier bør se indad, og bevæge sig væk fra den skæve dækning af identitetspolitik, så den danske offentlighed kan have en oplyst debat om dette vigtige emne.
Definition: Identitetspolitik
Den hyppigst sete definition af identitetspolitik går på, at det er en venstreorienteret politik, der tager udgangspunkt i et fællestræk ved en bestemt gruppe, om farve, seksualitet, køn eller andet.
Disse gruppers særlige interesser forsøges varetaget. Fx er bevægelsen Black Lives Matter et udtryk for identitetspolitik, der som begreb opstod blandt sorte socialistiske miljøer i 1970’ernes USA.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
