DAGENS POV // MEDIER – Det vil være en grotesk glidebane, hvis vi journalister skal begynde at fjerndiagnosticere vores kilder. Derfor var det helt rigtigt at blive ved med at stille kritiske spørgsmål til Henrik Sass Larsen, så længe han ikke var sygemeldt, skriver journalist Rasmus Mark Pedersen, som også understreger, at så længe den socialdemokratiske toppolitiker stiller op til det kommende Folketingsvalg og stiler mod en ministerpost, så er det mediernes pligt at stille spørgsmål til ham som til alle andre, der ønsker at udøve politisk magt.
En depression er en barsk sygdom. Jeg har i min omgangskreds set, hvordan den kan få gode folk ned med nakken og rive år ud af kalenderen. Derfor er en depression selvfølgelig en sygdom, man skal tage meget alvorligt.
Det er endvidere en sygdom, hvor omgivelserne skal udvise betydelig hensyn til den deprimerede.
Det er selvsagt også tilfældet med Henrik Sass Larsen. Den socialdemokratiske gruppeformand har modigt fortalt om den depression, han blev ramt af i oktober 2018. Det er ikke et krav, at man som offentlig person fortæller om private hændelser. Alle – også statsministeren – har ret til et privatliv. Det er først, når privatlivet begynder at gå ud over arbejdslivet, at det kan være interessant for medierne at skrive om.
Som journalister passer vi bare vores arbejde. Vi stiller spørgsmål til dem med tillidshverv. Det fortjener borgerne
Og selv da står der i de presseetiske retningslinjer, at medierne også bør tage hensyn til “den enkelte borgers krav på respekt for den personlige integritet og privatlivets fred”. Derfor ville det være usandsynligt, at Henrik Sass Larsens depression var blevet afsløret af noget medie, hvis ikke han selv havde valgt at stille sig frem og fortælle om det. Det ville heller ikke have været en historie, hvis han havde meldt sig syg, og det var grunden til, at han ikke passede sit arbejde.
Men Henrik Sass Larsen var ikke sygemeldt. Set udefra deltog han simpelthen ikke i møder med de andre statsrevisorer. Til gengæld deltog han i sit eget tv-program på TV 2 News.
Det er en reel historie om, hvordan en folkevalgt vælger at benytte sit mandat, og derfor forstår jeg godt, at Ekstra Bladet valgte at skrive om sagen og bringe historien.
Blev Sass Larsen forfulgt?
Der er dele af Ekstra Bladets stil, som af og til spænder ben for tabloidavisen. Man får ikke flere venner ved at kalde folk for tudeprins, skrigeskinke eller Messer-shit.
Og det kan desværre skygge for de gode og redelige historier, som avisen graver frem. Derfor bliver det også så meget nemmere for Henrik Sass Larsen at trække offerkortet i denne sag. Han beskriver, hvordan han har følt sig forfulgt af Ekstra Bladet:
“De har stået foran vores kontorer, jeg er kommet fra toilettet, jeg har stået nede i kantinen, hvor de også kommer hen. Det er generende”, forklarer han i weekendens Politiken.
Jeg har ikke været til stede, så derfor kan der selvfølgelig være dele af journalisternes opførsel, der i sig selv har været provokerende. Men set udefra så virker det faktisk til, at Ekstra Bladet har leveret en udstrakt service til Henrik Sass Larsen. Avisen har haft en historie om Sass Larsens fravær, hvor det er deres pligt at indhente en kommentar fra den anklagede.
Men i stedet for bare at ringe en enkelt gang og lægge en besked, og så køre historien bag efter, så har de adskillige gange opsøgt manden for at overtale ham til at forklare sig.
Fakta er, at der er en lang historik for, at medierne generelt er gode til at tage hensyn til personer, der er syge
Og her er det, jeg simpelthen ikke kan forstå, hvorfor Henrik Sass Larsen ikke bare har taget en dyb indånding og så inviteret Ekstra Bladets journalister ind på kontoret og sagt: “Hør her. Jeg vil ikke udtale mig, men jeg har en depression. Derfor har jeg nu valgt at sygemelde mig, og derfor har jeg været mere fraværende end normalt den senere tid. Er I ikke søde at lade mig være, til jeg er rask igen?”
Så tror jeg ikke, at der havde været nogle historier om Sass Larsens fravær. Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen siger da også: “Der er jo ingen journalister i det her land – allermindst på Ekstra Bladet – som gider at jagte en mand, som er sygemeldt.”
Problemet er, at Henrik Sass Larsen ikke stoler på journalister og slet ikke på Ekstra Bladet: “Så havde de fundet på noget andet. Jeg stoler ikke på dem”, sagde han til Politiken.
Journalister passer på syge
Men fakta er, at der er en lang historik for, at medierne generelt er gode til at tage hensyn til personer, der er syge. Det er bare ikke noget, der normalt når offentligheden, netop fordi hensynet tit er, at vi ikke vælger at bringe noget.
Så når jeg som journalist får at vide, at en person er syg, bliver det heller ikke fortalt, at vedkommende altså ikke kunne være med på grund af sygdom. Derfor er det også svært for mig, at liste en række eksempler op her, da de fleste ikke er offentlige.
Selvfølgelig skal vi tage hensyn til syge mennesker, og selvfølgelig skal vi bruge vores sunde fornuft i situationen til at vurdere, om en person udtaler noget, de ikke kan stå inde for. Men det er ikke en journalists opgave at foretage en medicinsk vurdering
Men et af de eksempler, der nåede offentligheden var Prins Henrik.
Inden kongehuset i september 2017 meddelte, at han led af demens, var vi som presse naturligvis interesserede i hans holdning til tronfølgen. Flere medier bragte også en video i august 2017 med prinsen, der forklarede, hvorfor han ikke ville begraves ved siden af sin kone, dronningen.
Det var naturligt nok en kæmpe historie. Men da kongehuset en måned senere meddelte, at prinsen led af demens, blev der ikke lavet flere af den slags historier. Medierne lod ham være i fred frem til hans død. Blot et bevis på, at pressen naturligvis både kan og vil tage hensyn. Hvis de kender betingelserne og baggrunden.
Vi kan ikke lege læger
Til gengæld er der nu flere politikere og mediefolk, der mener, vi skulle have været bedre til at spotte Henrik Sass Larsens sygdom. Ligesom der var flere der dengang mente, vi skulle have spottet Prins Henriks sygdom.
Og der må jeg bare sige: Selvfølgelig skal vi tage hensyn til syge mennesker, og selvfølgelig skal vi bruge vores sunde fornuft i situationen til at vurdere, om en person udtaler noget, de ikke kan stå inde for. Men det er ikke en journalists opgave at foretage en medicinsk vurdering.
Henrik Sass Larsen er så erfaren, at han ved hvilke titler, der giver hvilke henvendelser fra pressen. Derfor er det hans eget valg, hvilket mediepres han bliver udsat for
I forhold til Prins Henrik mente den dygtige journalist Uffe Gardel, at videoen ikke burde være blevet bragt: “Journalister kan ikke afgøre, hvad der er galt med Prins Henrik. Men om der er noget galt med Prins Henrik, det er journalister faktisk forpligtede til at tage stilling til”, sagde han.
I denne omgang har den også kløgtige chefredaktør Lisbeth Knudsen sagt noget lignende i TV 2 News’ Presselogen: “Jeg synes, det var meget tydeligt i Presselogen i søndags, at han havde det dårligt, og han ikke var den Sass i kontrol, han plejer at være. Så det undrer mig, at Ekstra Bladet ikke tidligere har tænkt den tanke, at det kunne være, han var syg.”
Begge udsagn mener jeg er en fejlagtig vurdering af vores rolle som journalister. For ja, vi skal selvfølgelig tage hensyn til vores kilder. Specielt hvis vi har en mistanke om, at vedkommende er syg.
Men i begge tilfælde er det et spørgsmål, som rent faktisk er blevet stillet – enten direkte til personen eller til baglandet. Og så længe vi ikke har svaret: “Ja, jeg er syg” så er det altså vores pligt at stille kritiske spørgsmål.
Sass Larsen skal ikke have særbehandling
I dag er der også flere politikere – blandt andre socialdemokraternes Benny Engelbrecht – der argumenterer for, at vi nu skal lade Henrik Sass Larsen “være lidt i fred”.
Men også her må jeg simpelthen svare: Nej, det skal vi bestemt ikke.
Han siger til Politiken, at han er robust nok til at være finansminister, og at han ikke længere har en depression. Samtidig bliver han ved med at være gruppeformand, ligesom han bliver ved med at være statsrevisor og medlem af nationalbankens bestyrelse. Og snart er det valgkamp, hvor han stiller op på lige fod med alle andre.
Hvis han gerne vil have, at der bliver taget mere hensyn til ham, så kan han få en langsom tilbagevending til jobbet ved kun at påtage sig enkelte af sine tillidshverv. Han er så erfaren, at han ved hvilke titler, der giver hvilke henvendelser fra pressen.
Derfor er det hans eget valg, hvilket mediepres han bliver udsat for. Som journalister passer vi bare vores arbejde. Vi stiller spørgsmål til dem med tillidshverv. Det fortjener borgerne.
Topfoto: ft.dk
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
