KONCERT // ANMELDELSE – Jeppe Madsbad Lauritzen var begejstret, da han fandt ud, at GZA, en af Wu-Tang-Clans ypperligste ypperstepræster, havde valgt at tage solo til Europa med Københavnerstop i – af alle steder – Pumpehusets intime ramme. Og tilmed med eget funky liveband i ryggen. Men måske skulle han have valgt en anden lydmand – eller en anden gruppe lydteknikere.
Hvis RZA er Generalen og nerven i Wu-Tang-Clan, er GZA hjernen, og det tætteste, gruppen kommer på et lyrisk geni.
Da Wu-Tang Clan besøgte Danmark i sommer gav jeg i min anmeldelse udtryk for, at den store Royal Arena og det lidt tilbagelænede publikum, gav koncerten et præg af cruise-control fra det aldrende New York hip hop band.
Lidt tragikomisk kan man hævde, at megen god hip hop er skrevet og leveret på netop vrede, men denne her vrede skabte desværre kun dårlig stemning på scenen
Faktisk sad jeg den aften med tanken om, at de individuelle artister (som Wu-Tang-Clan altid har bestået af) efterhånden forsvandt lidt for meget i kollektiver – faktisk i en grad, at jeg vist nok kom til at sammenligne deres sceneopstilling med et håndboldforsvar.
Siden har Wu-Tang-Clan så lanceret et såkaldt Las Vegas ”residency” med mutiple koncerter på et udvalgt hotel i spillebyen – hvilket meget sjældent indikerer, at artistisk fornyelse og udvikling er lige rundt om hjørnet.
GZA er hjernen i Wu-Tang Clan
Kæmpestor var min begejstring derfor, da jeg hørte, at en af klanens ypperligste ypperstepræster havde valgt at tage solo til Europa med Københavnerstop i – af alle steder – Pumpehusets intime ramme og så tilmed med eget funky liveband i ryggen.
Publikum var aldeles hip hop connaisseur-agtigt, hvilket straks kunne aflæses på den høje frekvens af sorte, slidte (og ad åre måske lidt tættere siddende) t-shirts med forskellige versioner af det legendariske gule Wu-emblem
Hvis RZA er Generalen og nerven i Wu-Tang-Clan, er GZA hjernen, og det tætteste, gruppen kommer på et lyrisk geni.
Han supplerer for øvrigt rap-karrieren med undervisning på bl.a. Harvard og har sågar sin egen serie på Netflix ”Liquid Science”, hvor han besøger alverdens forskere for at føre spændende samtaler om videnskaben betydning for vores liv.
Programmets titel er selvfølgelig inspireret af titlen på hans første soloalbum fra 1995 ”Liquid Sword”, om hvilket der i hip hop kredse er bred enighed om, er det bedste af alle Wu-medlemmernes albums udenfor kollektivets rammer – og der er immerværk næsten 100 at vælge imellem.
Så jo, forventningerne var høje og publikummet aldeles hip hop connaisseur-agtigt, hvilket straks kunne aflæses på den høje frekvens af sorte, slidte (og ad åre måske lidt tættere siddende) t-shirts med forskellige versioner af det legendariske gule Wu-emblem.
Kort efter kom geniet selv på scenen, og så startede problemerne desværre
Og det startede da også forrygende, da vi efter DJ Typhoons kompetente opvarmnings DJ Set og 45 minutters forsinkelse (its hip hop, baby), fik bandet på scenen. Anført af Old Dirty Bastards (RIP) storebror, trommeslageren Ramsey Jones, blev vi omgående introduceret til besætningen, der udover Ramseys trommer bestod, af bas, ”keys” og sandelig også en elektrisk violin (!) – den havde jeg ikke set komme.
Kort efter kom geniet selv på scenen, og så startede problemerne desværre.
En helt elendig mikrofonlyd krævede først en genstart af åbningsnummeret, dog uden mere held end at der måtte holdes ”live lydprøver” mellem de første 3-4 numre, indtil en tydelig irriteret og vred GZA simpelthen tog en højlydt diskussion i mikrofonen fra scenekanten med den nu lettere febrilske om end hårdt arbejdende lydmand.
Lidt tragikomisk kan man hævde, at megen god hip hop er skrevet og leveret på netop vrede, men denne her vrede skabte desværre kun dårlig stemning på scenen, der forplantede sig i bandet og videre ud i publikum.
Da Wu-klassikeren ”Clan in Da Front” kom på et godt stykke inde i koncerten, var der endelig energi i salen og kontakt med publikum
Således blev de indledende numre, der primært var fra førnævnte mesterværk ”Liquid Sword”, desværre en ret energiforladt og nærmest pinagtig oplevelse.
Efter længere tids kamp med monitor- og mikrofonindstillinger landede man vist et lydmæssigt kompromis, og da Wu-klassikeren ”Clan in Da Front” kom på et godt stykke inde i koncerten, var der endelig energi i salen og kontakt med publikum.
Herfra ramte koncerten et rimeligt niveau med numre fra GZAs solide bagkatalog, men lyden drillede desværre stadig i en grad, så langt de fleste håndtegn, der blev kastet fra scenen, var rettet mod lydmanden og signalerede: Skru op …eller ned for det ene eller andet.
GZA slappede dog mere af og begyndte sågar at dele både high-fives og autografer ud til det – trods alt – loyale og medlevende publikum.
Bandet gjorde bestemt også, hvad de kunne og min indledende undren over den elektriske violinists tilstedeværelse, blev i dén grad gjort til skamme, når man hørte ham håndspille mange af de temaer, der originalt er tilført numrene som samples. Et decideret musikalsk højdepunkt var således en nærmest guitar-lydende violin solo der bl.a rundede temaet fra Outkasts ”So Fresh, So Clean”.
Hen mod slutningen blev de sikre kort spillet og O.D.B bangeren ”Shimmy, Shimmy” samt Wu-tang klassikeren C.R.E.A.M med endnu et ”live-violin-sample”, og en fuldfed funky organisk band-intro fra O’Jays nummeret ”For the love of money”, sad faktisk lige i skabet.
Så på en aften, hvor meget gik lydmæssigt galt, endte vi alligevel et godt sted og fik kastet næsten alle de karakteristiske Wu-håndtegn, vi havde håbet på – både mod scenen og retur.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
