FEMINISME // KOMMENTAR – Kan man være troende muslim og samtidig feminist? Ja, mener Mohammad Akbari, der insisterer på retten til både at holde fast i sin tro og kæmpe for, at andre selv må vælge, hvordan de vil leve.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg læste forleden Isam B’s udtalelser om niqab og feminisme. Og det fik mig til at tænke over et spørgsmål om mig selv:
Er jeg som troende muslim feminist?
Jeg har jo skrevet flere opslag om kvinders ret til at være dem, de er. Så kan jeg med Koranen i hånden godt være feminist?
Mit ærlige svar er: ja og nej.
Ja. Fordi min religion er en sag mellem mig og min Gud, og ingen andre. Inderst inde kæmper jeg for, at kvinder kan gøre, tænke og klæde sig, som de vil. De har et frit valg. Jeg er ikke sat på denne jord for at kontrollere kvinder. Hvad bilder jeg mig overhovedet ind? Hvem er jeg til at bestemme over et andet menneskes liv?
Det er for mig hele forskellen. Jeg holder fast i min tro, fordi jeg selv har valgt den. Og netop derfor kæmper jeg for, at alle andre har den samme frihed til selv at vælge. Muslim eller ej. Mand eller kvinde
Og faktisk kan man sagtens finde stærke kvinder og ligeværd i selve islams historie, hvis man kigger efter. Profetens første hustru, Khadijaؑ, var en velhavende forretningskvinde og karavanehandler. Det var hende, der ansatte ham, og hende, der tog initiativ til ægteskabet.
Profetens datter, Fatimaؑ, står i den muslimske tradition som en kvinde præget af viden, styrke og en helt særlig religiøs autoritet. Og i Koranen står der, at Gud har skabt menneskeheden af mand og kvinde og gjort os til folk og stammer, for at vi skal lære hinanden at kende, og at den mest ærede hos Gud er den mest gudsbevidste. Ikke manden frem for kvinden. Ikke den ene frem for den anden.
Man kan godt være feminist og muslim
Men lad mig være ærlig om den anden side også. For der findes også passager, som en feminist i dag aldrig vil godtage. Det render jeg ikke fra. Jeg synes, det er mere ærligt at sige det ligeud end at lade som om, de forskelle ikke findes.
Så kan de to ting harmonere, at være troende og samtidig kæmpe for kvinders frihed?
Ja. Det mener jeg oprigtigt, de kan.
Hvorfor? Fordi tro er et personligt valg og et personligt ansvar. Den kan jeg leve efter i mit eget liv. Men jeg kan aldrig tvinge den ned over andre. Og jeg vil aldrig prøve.
Min tro må stille krav til mig. Den må aldrig give mig magt over dig. Jeg ønsker ikke religiøse regler gjort til dansk lov. I Danmark gælder de love, vi vedtager demokratisk, for os alle.
For det, jeg tror på for mit eget vedkommende, giver mig ingen ret til at bestemme over dig.
Det er for mig hele forskellen. Jeg holder fast i min tro, fordi jeg selv har valgt den. Og netop derfor kæmper jeg for, at alle andre har den samme frihed til selv at vælge. Muslim eller ej. Mand eller kvinde.
En tro, der bæres frivilligt, er stærk. En tro, der tvinges frem, er ingenting værd.
Så ja. Jeg er troende muslim. Og jeg er feminist.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.