KUPFORSØG I JORDAN // NYHEDSANALYSE – Forsidehistorien i The Jordan Times var onsdag (7. april), at forskellen mellem kønnene i det forløbne år er blevet en smule mindre. I den netop offentliggjorte rapport fra World Economic Forum står Jordan nu som nummer 131 ud af 156 lande, hvilket er 7 pladser bedre end året før. Avisen var derimod tavs omkring det mulige kupforsøg mod kong Abdallah 2., som blot fire dage forinden var den dominerende nyhed, og som derfor fortsat må fylde meget i den interne jordanske situation. Men dette forhold ligner den klassiske reaktion fra de jordanske myndigheders side – at søge tilbage til normaltilstanden så hurtigt som muligt.
TEL AVIV – Hele affæren var lige fra starten omgærdet med stor uvished. Der kom forlydender om, at der var blevet gjort et forsøg på at afsætte den jordanske konge, som normalt fremstår som yderst populær i sin egen befolkning, men som også har en lang tradition for at være stærkt tilknappet med hensyn til, hvad der foregår omkring ham.
Der kom meldinger om, at prins Hamzah, kongens halvbror, skulle være involveret, men dette blev hurtigt benægtet, selv om prinsen fik frataget sine royale privilegier og blev sat under husarrest. En række centrale personer i den jordanske ledelse blev anholdt, men det var uklart, hvor mange det drejede sig om, og hvad der i givet fald vil komme til at stå i anklageskriftet.
Og så blev det hele pakket ind og forsvandt mere eller mindre fra offentligheden. Alt blev neddroslet og forklaret som mindre uoverensstemmelser, og det er netop det interessante ved affæren. Der er sket noget, og uanset hvor mange bortforklaringer der har set dagens lys, er der ingen tvivl om, at der også er tale om et faresignal.
Rod i arvefølgen
Det har længe ulmet i kongefamilien. Da kong Hussein døde i 1999, kom hans søn, den nuværende kong Abdallah 2., på tronen. Men det var også den afdøde konges vilje, at den næste i rækkefølgen skulle være Abdallahs halvbror, prins Hamzah.
Kong Hussein var gift fire gange. Abdallah er således søn af nummer to i rækken, den britiskfødte Toni Gardiner, som blev til dronning Muna. Hamzah er derimod søn af nummer fire, den amerikanskfødte Lisa Halaby. Hun kom til at hedde dronning Noor, da hun blev en del af kongefamilien, og i en alder af 69 trækker hun som enkedronning i mange tråde bag kulisserne i Amman.
Far og søn har vist sig som overlevere i en del af verden, hvor mindre kapable ledere falder igennem på stribe
Men allerede dengang, i 1999, siges det at være hende, der insisterede på, at Hamza, som ældste søn af den fungerende dronning, skulle overtage kongeværdigheden, og ikke Abdallah, som er den ældste søn i kong Husseins samlede børneflok. Men fordi Hamzah dengang kun var 19 år gammel og vurderedes at være lige lovligt ung til det tunge ansvar, blev det altså den atten år ældre Abdallah, der fik hvervet.
Med denne ordning blev der altså skabt en slags flad arvefølge som den, vi finder i Saudi-Arabien. Da landets første konge, Abdulaziz, døde i 1953, var det ordningen, at hans sønner på skift skulle tjene som regent, og det er nu den yngste af sønnerne, Salman, som sidder på tronen. Dette har i mange år skabt en indre stabilitet i et rige med en stor og vidt forgrenet kongefamilie. Det er muligt, at Jordans kong Hussein i sin tid har forestillet sig noget lignende, om end i en lidt anden version, idet han stod med den kapable Abdallah over for den unge Hamzah, der havde den ambitiøse dronning Noor i ryggen.
Denne form for flad arvefølge kan skabe en vis stabilitet, men det er samtidig en stabilitet på lånt tid, for før eller siden skal arvefølgen jo overgå til næste generation. Dette er problemet i Saudi-Arabien i disse år, hvor kong Salman har gjort sin egen søn, Muhammed, til kronprins, og det er ikke sket uden sure miner rundt omkring i de mange kongelige gemakker.
Det er muligt, at den jordanske kong Abdallah 2. søgte at komme udenom det problem allerede i 2004, da han med stor pludselighed fratog Hamzah kronprinseværdigheden og lod den overgå til sin egen søn, Hussein, selv om denne på det tidspunkt kun var 10 år gammel.
Økonomisk nedtur
Alt dette er på et noget spekulativt plan, for reelt ved vi ikke ret meget. Den jordanske kongefamilie er yderst diskret om sine indre anliggender og har altid været god til at fremstå udadtil som harmonisk. Hvilket utvivlsomt hænger sammen med, at kong Hussein gennem et halvt århundrede førte det lille og fattige land nogenlunde helskindet gennem en lang række dramatiske kriser, og at Abdallah 2. har en stor del af sin fars taktiske talent til at gøre det samme.
Far og søn har vist sig som overlevere i en del af verden, hvor mindre kapable ledere falder igennem på stribe, og i den jordanske befolkning er der en udbredt værdsættelse af kongens evne til at få den skrøbelige nation til at hænge sammen.
Dette er gået godt i mange år. Selv om hovedparten af Jordan består af ørken, og landet mangler ressourcer i undergrunden, er det lykkedes at skabe en stabil økonomi. I perioden 2000-2015 lå den årlige vækst på gennemsnitligt 5,1 pct., hvilket blandt andet hviler på en fremvoksende hightech-sektor. Men det hjælper naturligvis også, at USA hvert år spytter 1,4 mia. dollars i den jordanske statskasse i direkte støtte, ligesom store donormidler kommer fra de rige olieøkonomier i Den Persiske Golf.
I de senere år er der imidlertid opstået problemer. Som følge af borgerkrig og uro i regionen har Jordan taget imod 750.000 flygtninge, hvoraf det store flertal er kommet fra Syrien. Og selv om jordanerne før har tacklet store flygtningestrømme, har denne været af langt større omfang end tidligere. Vi kan da også se, at den økonomiske vækst i de tre år før pandemien faldt til mere beskedne 2 pct. om året, og da covid-19 ramte, gik det først for alvor galt.
Man skal huske, at næsten en femtedel af det jordanske bruttonationalprodukt hviler på udenlandsk turisme, som mere eller mindre gik i nul i 2020 og nu venter på at komme på fode igen. Hertil kommer de 12 pct. af økonomien, der stammer fra jordanske borgere med arbejde i udlandet, hvilket primært er olieøkonomierne i Golfen; dette tal er også blevet kraftigt reduceret.
Endnu ikke arabisk forår
Utilfredsheden har længe ligget og ulmet. Dette er der i og for sig heller ikke noget nyt i, for gennem hele landets historie har befolkningen med jævne mellemrum protesteret over tingenes tilstand. Lige så længe har der været tradition for, at kongen har lagt en dæmper på gemytterne ved forskellige tiltag, der som oftest har været rene skinreformer.
Da protesterne i forbindelse med det såkaldte Arabiske Forår således bølgede i Amman hen over sommeren 2011, meldte kong Abdallah ud med forskellige reforminitiativer. Der var tale om større pressefrihed, der blev luftet tanker om ny lovgivning for kvinders ligestilling, og der blev også talt om ændringer i valgloven. Ikke ret meget af dette blev til noget, for den politiske magtelite protesterede, men initiativet var alligevel nok til at lægge låg på den folkelige utilfredshed.
Mange jordanere så med forfærdelse på det kaos, protesterne havde ført til andre steder i den arabiske verden, og de besindede sig ved tanken om, at deres ø af relativ stabilitet skulle forsvinde.
Dette element har ændret sig drastisk gennem de senere år. Som følge af den økonomiske nedtur er følelsen af stabilitet blevet stærkt undermineret, og her ligger forbindelsen til den tågede paladsrevolution og prins Hamzah. Den jordanske presse er stærkt regeringskontrolleret, så her er der ikke meget at komme efter, og oppositionsgrupperne er små og svage. Men det er tydeligt, at den folkelige utilfredshed med korruption og voksende sociale forskelle er i stigning, og det hjælpes godt på vej ved, at den økonomiske krise har gjort en stor del af landets befolkning markant fattigere.
Aftalerne blev indgået med Donald Trump som fødselshjælper, og det kan ses som et helt bevidst træk for at flytte den internationale opmærksomhed et andet sted hen i regionen
”Jeg er ikke personen, som har ansvaret for sammenbruddet i regeringsledelsen og for korruption og inkompetence,” sagde prins Hamzah således i den båndede meddelelse, det lykkedes ham at sende over nettet til britiske BBC. Prinsens anden kommunikation med omverdenen er blevet lukket, han er i husarrest, og han har fået forbud mod at møde nogen. Men ved denne lejlighed fik han mellem linjerne sagt, at noget er helt galt.
Hvis der var tale om et decideret kupforsøg, var det imidlertid temmelig halvhjertet. Kritikken af kongen og dennes ledelse af landet begrænser sig lige nu til en relativt snæver kreds. Det vil også være forkert at sige, at Det Arabiske Forår langt om længe er nået til Jordan, for så vidt er situationen ikke kommet. Men fordi kong Abdallah i den nuværende krisesituation til en vis grad mangler de sædvanlige midler til at få genetableret roen, kan situationen godt udvikle sig yderligere.
Regional glemsel
Derfor er det også vigtigt at kaste et blik på Jordan i en regional sammenhæng lige nu. I september indgik Israel normaliseringsaftaler med henholdsvis De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, og det har flyttet rundt på flere brikker i regionen. Aftalerne blev indgået med Donald Trump som fødselshjælper, og det kan ses som et helt bevidst træk for at flytte den internationale opmærksomhed et andet sted hen i regionen – nemlig til det sprængfarlige forhold mellem det shiamuslimske Iran og de sunnimuslimske oliestater omkring Den Persiske Golf.
Som resultat er den israelsk-palæstinensiske konflikt gledet noget i baggrunden, hvilket blandt andet ses ved, at Joe Biden som ny præsident ikke har specielt travlt med at melde klart ud på det felt. Og med dette er Jordan gledet tilsvarende ind i en slags regional glemsel. Jordan har pludselig ikke længere den samme strategiske betydning, og det har skabt usikkerhed om, hvordan støttemidlerne til den jordanske statskasse vil tage sig ud fremover.
Derfor rykker denne seneste konflikt ved mange jordanske borgeres syn på kongen og dennes traditionelle evne til at styre uden om de politiske minefelter
Hertil kommer, at forholdet mellem Jordan og Israel gennem længere tid har været anstrengt. En del af den historie bunder i, at den israelske leder, Benyamin Netanyahu, gennem fire år kørte tæt parløb med Donald Trump. Denne tog eksempelvis det kontroversielle skridt at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem, hvilket Netanyahu priste i høje toner, mens kong Abdallah kritiserede det som en tilsidesættelse af palæstinensernes krav på Jerusalem som hovedstad i en fremtidig stat.
Det jordansk-israelske misforhold antog nye højder den 10. marts, hvor kronprins Hussein havde planlagt at besøge Jerusalem. Den jordanske kongefamilie mener at have et særligt ansvar for de muslimske helligdomme i byen, som er verdens tredje helligste i islamisk tradition, så derfor har det stor symbolbetydning, når en jordansk tronarving besøger moskeerne i Jerusalem.
Men på grænsen til Israel afviste de israelske myndigheder kronprinsen og hans følge, der derfor måtte aflyse besøget. Israelernes officielle forklaring var, at kronprinsen medbragte flere bevæbnede vagter, end det er tilladt ifølge aftalerne, men det er nærliggende at tro, at den egentlige grund er, at besøget kunne opfattes som en politisk støtte til palæstinenserne og en jordansk magtopvisning.
Da Netanyahu kort efter, og med tydeligt blik på det israelske Knesset-valg den 23. marts, ønskede at tage på en officiel lynvisit i De Forenede Arabiske Emirater, måtte også han aflyse planen i sidste øjeblik. For kong Abdallah gav igen ved at forbyde Netanyahu at bevæge sig gennem jordansk luftrum.
Dette har uden tvivl også haft en afsmittende effekt på kongens omdømme i den jordanske befolkning. Selv om fredsaftalen med Israel, der går tilbage til 1994, stadig opfattes som kontroversiel blandt mange jordanere, er der også udbredt enighed om, at den er gavnlig på det økonomiske område. Derfor rykker denne seneste konflikt ved mange jordanske borgeres syn på kongen og dennes traditionelle evne til at styre uden om de politiske minefelter.
På den baggrund giver det mening at konkludere, at Jordan navnlig gennem det seneste år har undergået visse forandringer, der også kan skabe usikkerhed om kongehusets fremtidige rolle og måske endda om landets stabilitet.
LÆS ALLE HANS HENRIK FAFNERS ARTIKLER HER
Topbillede: Et stort flag vajer over den jordanske hovedstad, Amman, som symbol på det nationale sammenhold. Foto: Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
