Jonathan Ries: Den grønne omstilling handler om ansvar og retfærdighed

i Politik & Samfund/KLIMAKRISE af
KLIMAKRISE // KOMMENTAR – COVID-19 har med god grund ændret dagsordenen verden rundt. Allerede nu begynder debatten om et Danmark, et Europa og en verden efter corona. I den debat skal vi ikke glemme vores hidtidige uansvarlige ressourceforbrug og stadig stigende CO2-udslip, skriver Jonathan Ries. Allerede før COVID-19 stod vi overfor en krise, som kræver helt afgørende samfundsændringer, hvis ikke livet for millioner af mennesker skal blive ændret for altid.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Vi er langt fra Parisaftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader.

En ny FN-rapport fra 2019 skildrer en ”alvorlig trussel for vores fødevarer og miljøs fremtid”, da klodens biodiversitet lider ”invaliderende” tab. Rent ressourcemæssigt viser den årlige rapport fra Global Footprint Network, at vi ville have brug for 4,2 jordkloder, hvis hele jordens befolkning havde samme forbrug som vi har i Danmark.

Yngre generationer har mere i klemme end ældre generationer – en stor gruppe med sikrede pensioner, friværdier i deres boliger og et liv med begrænsede konsekvenser af deres overforbrug

Abstrakte rapporter om klodens tilstand blev mere håndgribelige for os i Danmark med tørken i 2018. Det paradokse er, at kloden nok skal overleve. Det ser straks værre ud for vores børn og børnebørn. Er det fair, at de skal betale prisen?

Som den sidste generation har vi mulighed for at handle på klimakrisen, før vi når ud over det punkt, hvor det er for sent. De næste 10 års adfærd og handlinger fra borgere, virksomheder og politikere er helt afgørende.

Det er måske nærliggende at kalde den nuværende klimaaktivisme en generationskamp. Yngre generationer har mere i klemme end ældre generationer – en stor gruppe med sikrede pensioner, friværdier i deres boliger og et liv med begrænsede konsekvenser af deres overforbrug.

Hvem skal rydde op i Nordsøen?

Et konkret eksempel er olie- og gaseventyret i Nordsøen. Det er ikke kun Mærsk og lignende virksomheder, som har tjent godt på det. Store statslige initiativer på finanslove gennem tiderne er dækket af indtjening fra olieboringer.

Men der skal i fremtiden ryddes op i Nordsøen. Boreplatforme skal tages ned, borehuller skal forsegles, og naturen skal igen have medbestemmelse. Den anerkendte konsulentvirksomhed BCG har beregnet, at omkostningerne for oprydningen ligger på mere end 30 milliarder kroner.

Oliekoncerner skal betale en del af den oprydning, men hvad hvis oliekoncernerne ingen penge har på det tidspunkt? Flere kulkoncerners konkurs på verdensplan er et varsel for en ny verdensorden for de største energivirksomheder.

Bør brugerne ikke betale? Nogen flyver meget, andre flyver lidt, men hvis passagerne ikke betaler miljø- og klimaafgifter forbundet med deres flyveture, ender regningen i stedet hos alle borgere

Hvis oliekoncernerne ikke kan betale for oprydningen, og regningen kommer til at ligge hos skatteborgerne, er der reelt tale om en generationskonflikt. Ældre generationer har nemlig nydt godt af oliepengene, mens yngre generationer skal betale for oprydningen.

Er det retfærdigt, at flybranchen ikke tvinges til at betale for deres forurening? Samfundet som helhed betaler for klimasikringer og oprydning indirekte forbundet med flys drivhusgasudledninger.

Bør brugerne ikke betale? Nogen flyver meget, andre flyver lidt, men hvis passagerne ikke betaler miljø- og klimaafgifter forbundet med deres flyveture, ender regningen i stedet hos alle borgere.

I Danmark har vi færre biler per indbygger end mange andre europæiske lande. Det skyldes blandt andet de høje afgifter på biler. De sidste års ændringer i bilafgifter har dog betydet, at mange har råd til at købe større biler, som forurener mere. Det er en af grundene til, at Danmarks CO2-udledning på transportområdet fylder mere og mere.

Bil- og flyeksemplerne viser, at afgifter i høj grad kan påvirke vores til- og fravalg. Ligesom de viser, at resultatet af manglende afgifter er en højere CO2-udledning på bekostning af hele samfundet.

Det er ikke retfærdigt, at nogle må forurene gratis, mens resten af samfundet skal betale og mærke konsekvenserne af forureningen.

Den nye internationale superstjerne inden for samfundsøkonomi, økonomiprofessor Thomas Piketty, går endnu et skridt videre og foreslår i sin nye bog Kapital og Ideologi en progressiv skat på ens personlige CO2-udledninger.

Kernen i klimadebatten

Klimaforandringerne rammer alle samfundslag, men ressourcesvage rammes hårdest. Midler til klimasikring af boliger eller fleksibilitet ift. transportvaner er forbeholdt de ressourcestærke lag i samfundet.

Ikke overraskende viste en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd allerede i 2009, at de rigeste familier i Danmark i gennemsnit har et dobbelt så stort energiforbrug som de fattigste familier.

For de fleste er det indlysende, at deres bilkørsel ikke ligefrem bidrager til en hurtigere grøn omstilling. Men for mange er der ingen lige så hurtige alternativer, når de skal på arbejde

Det relaterede CO2-udslip er henholdsvis 6,3 tons og 3,3 tons målt i husstandsækvivalerede enheder. En af forklaringer er, at den fattigere del af befolkningen i højere grad bruger kollektiv transport i stedet for bil.

Hermed kommer vi til et andet værdispørgsmål: Når de mest ressourcestærke lag i Danmark i gennemsnit har den største CO2-udledning, har de dermed ikke også det største ansvar for at reducere deres CO2-udledning?

Kernen af klimadebatten er om de mest ressourcestærke lande på globalt plan, virksomheder og enkeltpersoner på lokalt plan, tager ansvar for deres CO2-udledning og ressourceforbrug. Lige nu bliver privilegier såsom et højt forbrug beskyttet i form af alt for lave klima- og miljøafgifter eller subsidier.

Det er samtidig et paradoks, at de mest udsatte grupper ikke får tilstrækkelig støtte til en hurtigere grøn omstilling, men er nødsaget til direkte eller indirekte at medfinansiere forureningen, oprydningen og omstillingen. En hurtig omstilling lykkes kun, hvis vi taler om privilegier og det relaterede ansvar der følger med.

At give afkald på privilegier

Et konkret eksempel er de milliarder af kroner i subsidier, der stadig støtter udvindingen og brugen af fossile brændsler.

Den Internationale Valutafond IMF opgjorde i 2019, at 30.000 mia kr. årligt gives i subsidier til fossile brændsler, mens der gives mindre end 8.200 mia kr til vedvarende energi. I disse COVID-19 tider giver det stof til eftertanke, at klodens samlede subsidier til fossile brændsler er større end alle landes budgetter til sundhedssektoren tilsammen.

Selvfølgelig kan der politisk debatteres marginaler i den ene eller den anden afgift.

Vi kan fortsætte med at diskutere om luftforurening, som ifølge den seneste status på Danmarks luftkvalitet fra Det Nationale Center for Miljø og Energi, har en samfundsøkonomisk omkostning på 79 milliarder om året, er slem eller meget slem.

For de fleste er det indlysende, at deres bilkørsel ikke ligefrem bidrager til en hurtigere grøn omstilling. Men for mange er der ingen lige så hurtige alternativer, når de skal på arbejde.

Vi skal ikke stoppe den teknologiske udvikling. Men vi skal handle hurtigt og ikke sætte vores lid til et quick fix. Det er der ikke tid til

Den udvikling skal laves om. Vi skal ikke stoppe med at transportere os rundt, men vi skal fx dele vores biler. Selvom der er udsigt til flere elbiler og selvkørende biler, så løser teknologisk udvikling alene ikke vores klima- og ressourcekrise.

Vi skal ikke stoppe den teknologiske udvikling. Men vi skal handle hurtigt og ikke sætte vores lid til et quick fix. Det er der ikke tid til.

Derfor skal vi ikke kun skifte til elbiler – vi skal også reducere antallet af biler. Det skal de mest ressourcestærke personer i vores samfund understøtte og tage ansvar for ved at give afkald på privilegier. Fra politisk side skal der sikres en bedre kollektiv transport og afgifter/forbud, der understøtter ovenstående udvikling.

Hvad er alternativet?

Lige nu tisser vi i bukserne for at holde varmen, igen og igen. Men en giver-det-egentlig-mening-det-vi-gør-i-dag-debat, er nødvendig på mange områder: Vi skal både ændre vores daglige vaner, indføre strukturelle ændringer og omlægge investeringer.

Dem der kan, skal reparere mere og smide mindre væk, også hvis det er mere besværligt. Det gælder alt fra tøj til hårde hvidevarer. Dem der kan, skal købe mere genbrug og mindre nyt.

Det gælder alt fra mobiltelefoner til møbler. Dem der kan, skal renovere deres boliger. Det gælder både huse og boligblokke, som skal gennemgås for at reducere vores energiforbrug.

Dem der kan, skal ikke udelukkende investere deres opsparing i aktier og spekulere på kursstigninger. Der er i højere grad brug for ”impact investments”. Pensionsselskaber og kommuner skal sælge deres aktier i projekter med fossile brændsler.

Alle ovenstående punkter kan koste afkast på den korte og lange bane. Reparationer og genbrug kan være dyrere end at købe nyt. Boligrenoveringer og fokus på vores energiforbrug kan være besværlige, dyre og langvarige.

Men hvad er alternativet?

Udviklingen skal understøttes politisk, men i sidste ende skal vi alle, borgere som virksomheder, komme i gang. Det gælder især dem med de store pengepunge og en høj personlig CO2-udledning. Det handler om at tage ansvar. Og det handler om at give ansvar.

En hurtig grøn omstilling er et spørgsmål om at koble retfærdighed og ansvar på klimakrisen. Alle samfundslag bør have en interesse i en hurtigere grøn omstilling.

De mest ressourcesvage skal understøttes. Det er dem, der er hårdest ramt af klimaforandringer og har begrænsede midler til at ændre på deres bolig eller transportbehov

De gule vestes protester i Frankrig er et godt eksempel på manglede kobling mellem ansvar og retfærdighed. Mens en højere afgift på benzin giver mening for at flytte transport over til kollektive løsninger og for at afspejle klima- og miljøomkostninger, rammer det især dem hårdt, der ikke har et alternativt til biler.

Det var især borgere i de franske forstæder og landområder, som kæmper med lokal arbejdsløshed og fraflytning, som så benzinprisstigningerne som uretfærdige.

Ligesom i Danmark er kollektive transportløsninger ofte sparet væk uden for de store byer, og mange er nødt til at pendle langt til deres arbejde. Borgere, der bor i de områder, har ikke fået gavn af storbyens boligprisstigninger, tværtimod. De har dermed ikke råd til at flytte tættere på deres arbejdspladser.

Eksisterende sociale relationer som påvirker ens boligvalg skal vi heller ikke negligere. Så politiske tiltag og strukturelle ændringer er nødvendige. De skal indrettes på en retfærdig måde.

De mest ressourcesvage skal understøttes. Det er dem, der er hårdest ramt af klimaforandringer og har begrænsede midler til at ændre på deres bolig eller transportbehov.

En afgørende forudsætning for en retfærdig og ansvarlig grøn omstilling er at demokratisere den, så flere får medbestemmelse over og gavn af fremtidens beslutninger. Som samfund skal vi ikke kun tage ansvar, men også være villige til at give ansvar til flere, uanset pengepung.

For eksempel skal investeringer i grøn infrastruktur som vindmølleparker ikke kun drives og ejes af de store koncerner. Det vil kun yderligere understøtte, at fremtidens værdiskabelse fordeles på få hænder.

Naboer til projekterne skal være medejere og med til at bestemme over fordelingen af overskuddet. Det betyder, at man fra politisk side i højere grad end i dag skal sikre, at den lokale værdiskabelse bliver geninvesteret lokalt. På den måde bliver den grønne omstilling ikke blot til gavn for de få.

I forbindelse med COVID-19 har vi den seneste måned set politisk vilje, handlekraft og evne til at finde midler til at understøtte de udfordringer, vi står overfor lige nu. Lad os tage alt det med ind i klimakampen og sikre en retfærdig grøn omstilling

Og hvorfor ikke tænke stort og automatisk gøre medarbejdere til medejere af deres arbejdspladser, som førnævnte Thomas Piketty også foreslår?

Det handler igen om at give ansvar. Men det vil også betyde, at det store flertal af befolkningen, som faktisk gerne vil en hurtigere grøn omstilling, selv kan være med til at forme den lokalt på deres arbejdspladser. Desuden vil det betyde, at alle medarbejdere og dermed samfundslag får gavn af virksomhedernes succes.

Mange borgere, virksomheder og lokalsamfund tager allerede i dag ansvar. Opbakningen til en hurtigere grøn omstilling har aldrig været større i befolkningen.

Til det seneste folketingsvalg var det altoverskyggende tema klima. Senest har vi set en klimalov blive behandlet i Folketinget, og mange toneangivende aktører fra den private sektor har bidraget med væsentlige input og løsninger i klimapartnerskaberne.

Nu står vi så overfor, at det hele skal materialiseres i de kommende klimahandlingsplaner, hvor det er afgørende, at alle Folketingets partier tager ansvar for nogle ambitiøse langsigtede løsninger og for at alle får gavn af den grønne omstilling til gavn for vores fælles fremtid.

I forbindelse med COVID-19 har vi den seneste måned set politisk vilje, handlekraft og evne til at finde midler til at understøtte de udfordringer, vi står overfor lige nu. Lad os tage alt det med ind i klimakampen og sikre en retfærdig grøn omstilling.


Foto: Oliefelt i Nordsøen, Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jonathan Ries (f. 1987) er bestyrelsesformand for VedvarendeEnergi, en dansk miljøorganisation, der arbejder for at fremme den grønne omstilling og bremse klimaforandringerne igennem lokale, nationale og internationale projekter.

Jonathan Ries har en kandidat i Supply Chain Management (cand.merc. i erhvervsøkonomi) fra Copenhagen Business School (CBS), og han har siden sin uddannelse arbejdet i forskellige stillinger i den private sektor.

Seneste artikler om Politik & Samfund