Taxamandens klumme: Min ungdoms udbrændte bodega

i Liv & Mennesker/Klumme af

KLUMME – Der er et liv før – og forhåbentlig et liv efter vogn 86. Undervejs er der ikke plads til meget mere end en forbandet masse timer i taxien. Og så er jeg selvfølgelig en lykkelig ejer af et familieliv. En sjælden gang lidt tosomhed med fruen.

”Lad os flygte til Bornholm og holde nytår bare dig og mig”, sagde min kone, velvidende at varmen ville brede sig i granitperkeren, mit øgenavn, som jeg bærer med samme stolthed som rapperen fra det sorte New York bruger n-ordet.

Jeg ved det jo.

Jeg er og bliver en bonderøv fra det østligste Danmark, klippeøen, hvor du aldrig er længere inde på landet end en kort køretur til vandet. (Ja, det kalder man det, derovre. Landet! Øen er noget andet.  Det er klippeskærene, Ertholmene – i daglig tale Christiansø godt og vel en halv snes sømil ude i Østersøen nordøst for – landet.)

Turen går altid til Svaneke, min nærmeste hjemby, der inden diverse kommunalreformer var Danmarks mindste købstad med borgmester, domhus og egen brandstation. De fleste butikker var lukket, Ingen bolsjer, ingen lakrids, ingen isvafler – men dog lys bag de små, kvadratiske vinduer i købmandsgården fra 1761, hvor Svaneke Bodega holder til. Jeg burde have taget en bajer på det sted, hvor jeg lærte at drikke øl og lege voksen. Men når fruen taler om tiltrængt ensomhed mener hun det ret konkret. Ud at trække luft – og så hjem i ferielejligheden og dase videre. Der er skruet helt ned for det sociale blus.

Vietnamkrigen lod vi ligge på hjemmefronten. Min far var rådighedsofficer – major i den danske hær med en ungdoms-fortid i USA i 1950’erne. Han tvivlede ikke på krigen mod det røde overherredømme – og jeg var en blød ung mand med hang til digte, sange og kærlighed

To dage efter – nytårsmorgen – da jeg lytter til de regionale nyheder, får jeg et chok.

Svaneke Bodega er brændt – om ikke nedbrændt, så udbrændt i en grad, at det kommer til at koste kassen og tage måneder, før købmandsgård og bodega er bragt tilbage til dagliglivet.

Bodegaen er byens puls – med varierende hjerterytme.

Den indeholder alt det, jeg elsker ved min opvækst i et samfund af fiskere og bonderøve. Det sidste er dybest set en kliché og en halv løgn. For, I guder, hvor er klientellet forskelligt. Hvis noget ligner det diverse liv i min taxi, er det Bodegaen på torvet i Svaneke. Bonderøvene og fiskerne kom der dengang – i dag er de faggrupper minimeret af fangstkvoter og affolkningen i landbruget.

Kunsthåndværkerne.

Om sommeren – turisterne. De smukke, unge københavnerpiger med provokerende kroppe – og et letsind, som jeg havde ventet på hele vinteren

Og skolelærerne, som dengang var landhårede, gik i andefødder og gav borgerligheden fingeren, inden f-ordet var opfundet.  Over øllerne og smøgerne svinede vi – gymnasieleverne og vores tidligere lærere – amerikanerne og deres forbandende bombninger af Hanoi. VI var sikre på, at det en dag ville blive tid til kærlighed mellem folkeslagene.

Hmm!

Når jeg slingrede hjem fredag nat på min turkisfarvede Monarch-knallert, ventede der mig en helt anden slags svineri, tidligt lørdag morgen. Sådan helt konkret.  I hundredvis af slagtesvin på min fædrene gård, hvor jeg fra morgenstunden startede mini-traktoren og kørte ned gennem de skidne gange for at skubbe våd halm og lort ned i de dertil indrettede huller til udmugningsanlægget, som skrabede indholdet ud til toppen af møddingen, der voksede sig større og større gennem vinter, forår, sommer og efterår.

Jeg lærte – på godt og ondt at elske livet. Og jeg har i hovedtræk gjort det siden

Vietnamkrigen lod vi ligge på hjemmefronten. Min far var rådighedsofficer – major i den danske hær med en ungdoms-fortid i USA i 1950’erne. Han tvivlede ikke på krigen mod det røde overherredømme – og jeg var en blød ung mand med hang til digte, sange og kærlighed.

Om det var hårdt med de uforenelige kræfter i mit liv?

Ja!

Og fantastisk.

Og menneskenært – både i min kærligt, modsætningsfulde privatsfære, som også handlede om en stilfærdig tro på den gode, gode skæbne og mulighederne i den hårdtarbejdende verden, som mennesker har skabt med egne hænder med grundlæggende støtte fra Vorherre himself.

Det er så store ord, at jeg knap tør bruge dem.

Jeg lærte – på godt og ondt at elske livet.

Og jeg har i hovedtræk gjort det siden.

I taxien, den dag i dag, hvor jeg møder større diversitet i livsform, klasse og etnicitet, end de foregående 3-4 årtier i journalistikkens og statsradiofoniens tjeneste.

På bodegaen – dengang i min gymnasieungdom – mellem borgerskabstyperne, proletarer, akademikere, kunstnere, købmænd og krejlere, unge og gamle, selvbevidste, letberusede og mere professionelle alkoholforbrugere. Også selvom jeg tidligt vidste, at udlængslen var så ustyrlig, at mine bornholmerdage var talte, og at jeg snart ville blive en slags emigrant på min egen hjemegn.

En udvandrer, – en fremmed fugl på mit eget værtshus, når jeg en sjælden gang genbesøgte det.

Emigranten

Det er netop titlen på det eneste digt, jeg nogensinde fik udgivet. Jeg var bare 24 år, nyuddannet og ansat i DR, da journalist og forfatter Hans Aage Bøggild redigerede en antologi af digte af 56 bornholmere og andre danskere – som det hedder i undertitlen til bogen EN GLOBAL AFKROG. Flot illustreret med tegninger af maleren Oluf Høst.

Mit digt tager netop sit udgangspunkt i Bodega Emigranten, som jeg kalder stedet i min tekst. Meget ungt er digtet – og næppe noget kunstværk. Men Bøggild kendte til mine skriverier og gav mig to sider blandt digtere, langt, langt større end mig. Fra Drachmann til Rifbjerg.

Jeg vover et lille klip af mit eget digt Emigranten:

… Her sidder de så,

Emigranterne.

De søger med spørgende blikke.

Her sidder også jeg

Og søger i tågen,

Den londonske tåge på skæret,

En dis af tobak og udviskede minder, 

af nogen som kom, og som aldrig faldt til,

af nogen, som var, og som stadig er,

af nogen, som gik, og som aldrig kom hjem.

Her levede jeg selv engang,

Lo ad disse folk,

Slugte denne luft,

Svømmede i disse vande,

Svedte i denne salte luft.

Emigrant.

Nu er også jeg

Emigrant.

Jeg blev aldrig den store digter. Men hva’ fa’en – Dan Turèll blev heller aldrig taxichauffør!


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Topfoto: Jesper Grunwald

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker

Så tynd, så tynd

VESTERBRO // VIGNET – Stemningsbillede fra en herlig, skøn og gennemgentrificeret bydel