Det digitale er ved at blive mere og mere meningsløst, og jeg kan umuligt være den eneste, der er ved at gå til i desperation over tidsspilde på diverse netsider, hvor vi skal agere sekretær, salgsmedarbejder og administration for banker, flyselskaber, kortudstedere og hvad man kan komme i tanke om, skriver Klaus Riskær Pedersen, der advarer om, at vi er ved at nå til grænsen for, om digitaliseringen overhovedet giver mening. Måske er ord som fordummende og infantilt mere passende for ingen synes at leve med hinanden længere – vi er alle blevet forvandlet til digitale sagsbehandlinger og alle, unge som ældre, er online non stop.
Jeg er næppe den eneste, som har opdaget det: Det tager efterhånden timer at komme igennem alt det skidt og møg, man belemres med online. Har nogen regnet ud, hvad det koster samfundsøkonomien, at vi, for at fortage os det mest elementære, skal igennem et forhindringsløb af meningsløse afkrydsninger og mystiske rubrikker som infantile marketingfolk og utilpassede programmører i Indien eller Kroatien udtænker, og lidt efter lidt får lavet om til digital dagligdag for alle os andre.
I det hele taget nærmer vi os grænseværdien for, at det digitale fortsat giver mening. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at det digitale bliver mere og mere meningsløst. Fordummende. Idiotisk. Tosset. Infantilt.
Jeg var selv blandt dem, der var med til at udbrede alt dette halløj, og særligt arkivarisk interesserede vil hos Post Danmark formentlig kunne finde de breve, jeg skrev til etaten om de udfordringer, der ventede, men som aldrig udløste nogen reaktion. Men alt er selvfølgelig arkiveret og gemt. Ligesom Nixon optog sine svindelnumre på bånd. Og nazisterne noterede, hvor mange de slog ihjel.
For sådan er systemer: De gemmer og registrerer alt, også det de ikke laver og det, de burde have lavet.
Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at det digitale bliver mere og mere meningsløst. Fordummende. Idiotisk. Tosset. Infantilt.
Men måske ville det have været en fordel for os alle, hvis vores etater, styrelser og politiske repræsentanter ikke var snublet netop her.
I relation til det digitale, netværksopkobling og måden vort samfund i de sidste tiår har udviklet digitale systemer, platforme, tjenester og applikationer på, sidder jeg nu med en krybende fornemmelse af, at vi burde have tænkt os bedre om. At vi skulle have truffet flere valg, accepteret flere begrænsninger samt stillet sociale- og etiske krav i takt med, at digitaliseringen blev sluppet løs.
Succes har det med at ødelægge sig selv, fordi succes sjældent kender evnen til egen begrænsning. Og den digitale udvikling – med alt dens velfortjente succes – ødelægger sig selv, hvis ikke den finder sin egen begrænsning. Ellers må vi andre gøre det for den.
Ingen er til stede længere – alle lever virtuelt
Vi er alle blevet digitale somnambulister. Vi kender ikke til mørke eller ensomhed, fordi vi i minuttet, når vi efterlades alene eller uden anden beskæftigelse, rækker ud efter vores digitale agenter. Vore følgesvende, som følger os overalt. Registrerer vor mindste bevægelse, vor mest overfladiske interesse og kortlægger vort sociale liv og kontakt med omverdenen.
Og det samme sker for vores kærester og børn. Vi snakker ikke længere sammen, fordi ingen er tilstede. Alle lever i deres eget virtuelle univers, som de trykker sig frem til. Den drømmeverden, de tilvælger, og hvor alt der er grimt, generende, udfordrende eller anderledes, fjernes. Endda af robotter og andet skidt og møg, som kender til vores holdning og indstilling, før vi selv gør det. Ja ligefrem fjerner vor adgang til information, oplevelser og omgivelser, som vi muligvis slet ikke ønskede skulle fjernes.
Vi er alle blevet sagsbehandlere og administratorer for vor bank. Vort forsikringsselskab. Vor kreditkortudsteder. Vor brugsuddeler. Vor stat. Men uden vederlag eller kompensation. Ja endda uden tak.
Som en vanvids forventning til hvad man kan kræve, at vi bruger vores tid, kræfter og kærlighed på. For det er jo, hvad vi ofrer for at servicere os selv. Når vi sidder med blanke øjne og stirrer i vor eBoks, på SKAT eller kæmper med en registrering i et nyt system, hvor vi er så tossede at dukke op første gang. Og som skal vide alt om vort liv og legeme. Vor alder og helbred. Vor familie og venner. Vores sexvaner. Vores spisevaner. Alt samles op, når vi først har lettet på skørtet. Der er ingen vej tilbage, når først disse digitale monstre har fået øje på en.
Succes har det med at ødelægge sig selv, fordi succes sjældent kender evnen til egen begrænsning. Og den digitale udvikling – med alt dens velfortjente succes – ødelægger sig selv hvis ikke den finder sin egen begrænsning. Ellers må vi andre gøre det for den.
Vi er alle blevet til avartars. Vi har ikke nogen personlighed, men kun en digital kode. Som kan bruges til at gemme, hvad vi snakker om, hvad vi ser, hvad vi lytter til. Alt hvad vi gør samles op, og din idiotiske bank kan give dig små symboler for, hvad du har brugt dine penge på, for det ved de jo. Hver en øre. Hvad fanden bilder de sig egentlig ind.
Når du griner eller græder. Gemmer en erindring. Tager et nøgenbillede af din kæreste. Så gemmes det alt sammen i forskellige skyer. Men de skyer har intet at gøre med den fri himmel. Det er sorte kasser, der står lukket inde i bjerge og i katakomber under ørkener. Gemt væk.
Selv en atombombe vil ikke ødelægge muligheden for at kunne sige med sikkerhed, at Erik-Oluf Andersen den 24. februar 2017 kl 23.47 købte en gin&tonic på en stripklub, og tog en taxa hjem til konen samt slettede sine meddelelser på telefonen. Men som man alligevel så har liggende i de der sorte kasser og katakomber. Nede i undergrunden som intet har med skyer og himmel og frihed at gøre.
Vi er alle blevet digitale somnambulister. Vi kender ikke til mørke eller ensomhed, fordi vi i minuttet, når vi efterlades alene eller uden anden beskæftigelse, rækker ud efter vores digitale agenter. Vore følgesvende, som følger os overalt
De digitale tosser taler nu med fråde om munden om robotter. Vi skal forberede os på, at endnu mere digitalt vanvid sænkes ned over hovedet på os. Nu kommer det afgørende opgør med det ‘rutineprægede arbejde’, så de stakler, der laver det, i stedet kan blive arbejdsløse. Og frygter de fremtiden, så står statsstøttet rum 101 klar til fri afbenyttelse.
Det ender med en modstandsbveægelse
Taxavognmænd har vendt op og ned på landet for at bremse delekørsel i stedet for at forberede sig på, at der om få år slet ikke skal bruges taxavognmænd eller chauffører til selvkørende biler. Fagforeninger lægger arm om tilskudsmidler til undervisning og højere satser ved natarbejde, mens robotter diskret køres i stilling ved kasseterminalerne. Og på Christiansborg har omstillingen åbenbart allerede fundet sted i en rutinepræget konkurrence mod bunden af almindelig anstændighed og samvittighedsfuldt fællesskab.
Det ender jo med en modstandsbevægelse. Kan ikke rigtigt se andet udfald.
Men uden chips og simkort, IP nummer og Nem-ID, vil kampen blive hård. Den der ønsker at være sig selv og blive en nærværende deltager i sine omgivelser, at blive tilstedeværende igen, privat og at kunne leve sit liv i fred og uden indblanding, vil hurtigt få digital status som terrormistænkt og suspekt person. Regninger vil ikke kunne modtages og ikke kunne betales. Man vil ikke kunne forsikre sig. Man vil ikke kunne betale sine skatter og afgifter. Man vil ikke kunne køre bil. Eller købe en flybillet. Man kan ikke komme på sygehuset. Man vil ende i benlås som mistænkt illegal indvandrer. Man kan ikke blive gift og heller ikke skilt. Vi kan ikke en skid:
Vi er blevet digitaliseret.
Topillustration: Michaël Dorbec (tak til hedengangne Cybercity)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
