BØGER // ANMELDELSE – Tilapia slubrer Hur al-Azims blod i sig er en lille bog fra Iran om en rejse ind i ukendt verden, hvor kvinder bliver fængslet, tortureret og henrettet. Den kvindelige klima- og kvinderettighedsaktivist Sepideh Gholian har begået et lille – men umådeligt vigtigt værk om forholdene for kvinder i Irans kvindefængsler.
Tilapia slubrer Hur al-Azims blod i sig er barsk, men nødvendig læsning med et vigtigt indblik i kvinders livsvilkår – ikke kun i det iranske fængsler, men lige så meget udenfor fængslets klaustrofobiske vægge. For kvinders liv i Iran er for manges vedkommende vingeskudt fra det øjeblik, de bliver født.
Gamle, indgroede patriarkalske mønstre, der fastholder kvinder i arkaiske roller både indenfor familiens vægge og ude i samfundet.
Forfatteren til bogen, Sepideh Gholian, er oprindeligt klimaaktivist og deltog i en række protester mod regeringens håndtering af klimaproblemer, herunder forringelsen af vandforsyningen i hendes hjemprovins, Khuzestan. Her er over halvdelen af indbyggerne etniske arabere og altså dermed ikke etniske persere, som udgør størstedelen af Irans befolkning.
Provinsen har i mange år lidt under en gedigen mangel på vandforsyning. Det var i forbindelse med disse protester, at hun i 2018 blev arresteret. I modsætning til en lang række af de andre aktivister blev hun idømt en længere fængselsstraf på fire år og tre måneder.
Etniske mindretal mistænkeliggøres
Sepideh Gholian selv er etnisk lurer, som er en gammel etnisk befolkningsgruppe, som har boet i det vestlige Iran i flere årtusinder. Sprogligt er de tæt beslægtet med farsi, men dog stadig med en unik sproglig variant, der gør dem let genkendelige for myndighederne. Om end lurerne som etnisk befolkningsgruppe er mindre mistænkeliggjort end det arabiske mindretal, er deres blotte lokale dialekt nok til at kunne vække mistanke om en mulig modvilje mod styret.
Da Sepideh Gholian deltog i klimaprotesterne i 2018 mod myndighedernes vanrøgt af Khuzestan, blev hun anholdt dels for at være kvinde, for at være af lurisk afstamning og fra Khuzestan.
Gholians evne til at frembringe billeder, der brænder sig ind på nethinden, gør indtryk. Man er således som læser ikke i tvivl om lyden af den hånd, der udøver tortur mod de fængslede kvinder
Efter en kortvarig og midlertidig løsladelse skrev Sepideh Gholian sine oplevelser ned fra både detentionscentret og siden kvindefængslet i Teheran. Oplevelser, som siden blev udgivet af det regeringskritiske onlinemagasin IranWire.
Lyden af en hånd
Det er disse beretninger, der er bogens omdrejningspunkt. Gholians beskrivelser af fængselsceller, skrigene fra andre fangers tortur. Lyden af fødder, der i flip flops slæber sig hen ad fængselsgangene, på vej mod nye afhøringer og ydmygelser.
Der er yderligere en vigtig pointe, som hun på fornemste vis formår at formidle til læseren; at den klaustrofobi kvinderne lever under i fængselet kan være lige så udtalt på den anden side af fængselsmurene
Gholian beskriver hvordan hun genkender lyden af en hånd. Lyden af en hånd, der banker på en fængselsdør. Er det lyden af en mandehånd eller en kvindehånd? Er det er en stærk kvindehånd, for den bankende lyd af hånden er højere end den, Gholian selv kan frembringe, når hun banker på sin celledør. Og lyden af en hånd, der giver en ørelussing så hårdt at trommehinden sprænger. En hånd kan frembringe mange forskellige lyde i fængslet, og Gholian leverer let og elegant billederne til dette lydspor af håndens mange funktioner i fængslet.
Gholians evne til at frembringe billeder, der brænder sig ind på nethinden, gør unægteligt et dybt indtryk. Man er således som læser ikke i tvivl om lyden af den hånd, der udøver tortur mod de fængslede kvinder.
Gholians fængselsberetninger lægger sig i sporet af den allerede eksisterende fængselslitteratur, som er en del af den moderne iranske litteratur, der går tilbage til 1940’erne. Hun følger således efter en lang række andre iranske forfattere, ikke mindst Bozorg Alavis fængselserindringer (Papirlapper) fra 1941 og Shahrnush Parsipurs Kvinder uden mænd, og fra samme forfatter fra 1998 Fængselserindringer.
Fælles for den gruppe af forfattere, der har beskæftiget sig med denne genre er, at de hver især formår at give læseren et indtryk af den uvished, frygt og klaustrofobi, der hviler over fangens liv i fængslet.
Det er med andre ord ikke en ny genre Gholian bevæger sig rundt i. Hendes beskrivelse af klaustrofobien i fængslet binder fine røde tråde til de kvindeskæbner, hun møder i fængslet, og som hun beskriver så fint og følsomt i bogen. Der er yderligere en vigtig pointe, som hun på fornemste vis formår at formidle til læseren; at den klaustrofobi kvinderne lever under i fængselet kan være lige så udtalt på den anden side af fængselsmurene.
For selv ude i det såkaldt pulserende samfund, kan der være lige så klaustrofobiske rammer for mange af disse kvinder, der lever, ikke bare under patriarkalske familiemønstre indenfor hjemmets fire vægge, men tillige ligger under for klaustofobisk mistænkeliggørelse fra myndighedernes side på grund af deres tilhørsforhold til en etnisk gruppe ude i samfundet.
Og samtidig formår Gholian at portrættere disse kvinders livsvilje i fængslet, deres overlevelsesevne, om lysten til at bruge læbestift på en højtidsdag, om deres sammenhold og de tætte bånd de knytter. Om selvmordsforsøg i de mørkeste stunder; om ømhed og kærlighed mellem kvinder. Om at blive straffet for at holde en anden kvinde i hånden i baderummet. Gholians mange billedlige beskrivelser af kvindernes liv bag fængselsmurene efterlader ingen tvivl om, at dette kvindeliv ikke er for sarte sjæle.
En af beretningerne i bogen omhandler den kvindelige fange Ebtesam, der med sin fine keramikkop danser rundt i fængslet. Ebtesam, som synes de andre fanger er heldige, fordi de skal henrettes ved hængning, og ikke stening som hende. Og selvom Ebtesam forsøger at få omgjort sin dom, gør fængslets socialarbejder hende opmærksom på, at det er en tabt sag. For hvis hun skulle blive løsladt, vil hendes familie i stedet brænde hende levende. Så hvorfor ikke forskåne familien for den smerte, og i stedet blot slå sig til tåls med en død ved stening?
Tilapia slubrer Hur al-Azims blod i sig
Titlen på værket, ”Tilapia slubrer Hur al-Azims blod i sig”, kan måske nok for den danske læser virke lidt voldsom, hvis ikke afskrækkende. Men hvis man som læser slår sig lidt i tøjret over den noget voldsomme titel, og dermed ikke læser bogen, snyder man sig selv for et vigtigt indblik i iranske kvinders verden.
Titlen Tilapia slubrer Hur al-Azims blod i sig er en metafor for en invasiv tropisk ferkvandsfisk, som har overtaget et stort vådområde, Hur al-Azim, som spreder sig i både Khuzestan-provinsen og ind i Irak. Vådområdet og vandressourcerne er gennem mange år tørret ud, eller blevet invaderet af fremmede fiskearter, som ødelægger området. Gholian har valgt at bruge denne metafor for at beskrive den udtørring og dræning af de oprindelige komponenter i provinsen, som Khuzestan oplever, herunder ikke mindst den diskrimination befolkningen i området lever under.
Som et multietnisk befolkningsområde med forskellige minoriteter, herunder det arabiske og luriske mindretal, oplever disse befolkningsgrupper en intens diskrimination på grund af deres etnicitet, deres sprog, deres dialekter– og for kvindernes vedkommende – deres køn. For mange af disse kvinder er der tale om en såkaldt trippel-diskrimination, således at diskriminationen har rod i deres køn, deres sprog og etniske tilhørsforhold. Det er en tung møllesten at have hængende om halsen på disse kvinder.
Med en særdeles kyndig præsentation og grundig indførelse i iranske begreber af oversætteren Navid Molaaghaei er man som læser i meget trygge hænder, når man begiver sig ud på denne rejse ind i en verden meget fjernt fra den danske.
I en verden, hvor kvinder bliver fængslet, tortureret og dødsdømt – mange gange fordi de er kvinder, der lever under dybt diskriminatoriske forhold. Kvinder, der alene på grund af deres etniske baggrund bliver mistænkt for at være Islamisk Stat tilhængere. Kvinder, der lever i isolerede samfund uden adgang til ordentlige skoleforhold, og derfor ikke taler flydende farsi. Alene deres mangelfulde farsi kan være mistænkeliggørende i forhold til myndighedernes frygt for Islamisk Stat tilhængere i landet.
Det er barsk læsning, og til tider nærmest ubærligt.
Det er også en bog, der er rystende højaktuel. Iran henrettede i 2024 det højeste antal kvinder i 17 år. Og det højeste antal henrettede med mere end 900 mennesker i samme år.
Og Sepideh Gholian er igen tilbage i fængslet for at afsone endnu en fængselsdom.
De iranske kvinders slogan Kvinde, Frihed, Liv, som blev brugt under protesterne i landet i 2022 i kølvandet på den unge kvinde Mahsa Aminis død i hænderne på myndighederne fordi hendes tørklæde ikke sad korrekt, har aldrig været mere aktuelt.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
