TRO & EKSISTENS // KRONIK – “Det er skadeligt for demokratiet i Danmark, at mange kvinder og mænd med kulturel magt ikke har mod på at tage troen seriøst. Ved at opdrage sig selv og hinanden til, at det er ok ikke at tale om noget, der betyder så meget for så mange, holder de liv i fordomme på præcis samme måde, som fordomme om kvinder er blevet fastholdt i århundreder. Det er ved at blive bedre, men det går for langsomt”, skriver journalist Charlotte Rørth.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det forskrækker mig, at mennesker føler så lidt ansvar for andre, at de i så høj grad tøver med at tale.
Det er trist at erfare, at så mange af mine journalistkolleger og venner og bekendte med ordet i deres magt ikke ønsker at bruge deres evner og positioner til at give stemme til alle dem, der er generte, kuede, sky eller ganske enkelt har andre talenter end formuleringsevnen.
Det mindsker min respekt for min stand og andre brancher med dagsordensættende fylde, at så få vil bruge tid og nysgerrighed på at sætte sig ind i, hvorfor tro betyder så meget for så mange. Ja, ganske enkelt være lidt nysgerrige på, hvad det dog er?
Jeg er journalist. Jeg er ikke interesseret i at få ret, men i at formidle viden og indsigt, så andre kan tænke videre i deres liv. Jeg er ikke særlig modig, men jeg kunne ikke tie om det, der skete. Det ville stride imod alt, hvad jeg havde lært. Og tror på. Så jo, det er mig, der for syv år siden på Informations Forlag udgav Jeg mødte Jesus, fordi det var det, der skete.
Tre ud af fire har mødt det guddommelige
”Bekendelser fra en modvillig troende” er bogens undertitel og inde på siderne er en journalistisk undersøgelse af, hvad der dog mon skete med mig, da jeg, der aldrig har været søgende eller er af troende familie, blandt andet havde to syn, hvor Jesus stod foran mig og talte i 20 minutter.
Jeg interviewede eksperter i bogstaveligt talt alt mellem himmel og jord og fortsatte samme slags arbejde to år efter i Vi mødte Jesus, Gyldendal. Det viste sig nemlig fra store anonyme spørgeskemaundersøgelser fra blandt andet PEW i USA og University of Wales, at mellem 50 og 75 procent af os selv siger noget i retning af, at vi har haft en spirituel eller åndelig oplevelse eller har erfaret et guddommeligt nærvær.
Da den første bog blev ved at ligge på bestsellerlisten, begyndte kollegerne og vennerne at blive interesseret. Ikke i indholdet, men i overraskelsen over, at den solgte
Hvordan reagerede danskerne på den viden?
Meget forskelligt. Mens mennesker ude i landet fra første færd inviterede mig til at holde foredrag, skrev mails hver eneste dag (det gør de stadig) og gladeligt stod ved, at også de havde haft oplevelser som mine, så holdt min egen klan sig tilbage.
Tavst var der blandt journalister og andre, jeg omgås og er i målgruppe med. Dem, der ellers skulle kommunikere om det, der betyder noget for andre.
Tavst var der i mange år i mit eget bagland af højere middelklasse med bøger og større eller mindre akademiske grader.
Kultureliten? Tavs. Kun enkelte talte.
Ville ikke stå frem
Da den første bog blev ved at ligge på bestsellerlisten, begyndte kollegerne og vennerne at blive interesseret. Ikke i indholdet, men i overraskelsen over, at den solgte.
Jeg var også selv forbløffet over salget, men valg af vinkel afslørede, at hverken medierne eller bekendtskabskredsen vovede at leve i virkeligheden. Ikke engang i deres egen.
For samtidig med overraskelsen over udbredelsen af en bog om trosoplevelser skrev mange fra min egen verden ovenikøbet absurd nok private mails til mig om deres egne oplevelser. Men det var private mails, understregede de. Ikke noget, de ville skrive om eller tale højt om.
De ville ikke stå ved dem selv.
Jeg citerer dem ikke. Jeg holder mig til journalistisk citatskik og bruger ikke anonyme kilder, heller ikke til rosende mails i markedsføringen. Og de ville og vil ikke stå frem.
Mange af dem og mange, mange andre skriver, at de er lettede over at få stemme. Hver dag i syv år har jeg fået mails. Nogle dage flere end andre, men hver eneste dag skriver folk, jeg ikke kender. De har oplevet og tænkt noget i stil med det, jeg skriver om, men tiet om det.
Mediebranchen er blind og bagud
Efter syv år er det ved at ændre sig. Endelig. Hvor dejligt, vildt, herligt.
I dag er kendte gået i gang med at fortælle, at de er begyndt at tro på Gud. Nu taler nogle fra eliten. Flere og flere.
Det er stadig en god historie, at en kendt fortæller om at blive eller være troende. Det er stadig en overraskelse, selv om ni ud af 10 i Danmark er medlem af et trossamfund. Det er stadig at betragte som noget anderledes.
Men hvor er det godt, at flere har mod.
Jeg vil bare så gerne fortælle mine egne fagfæller og andre i den såkaldt kreative klasse, at de er bagefter. De kom ikke først.
Da tabuet om at tale om tro skulle brydes, skete det ikke ved hjælp af hverken kendte, dem med kulturel magt eller medierne.
Nedbrydningen af årtiers trostabu begyndte for flere år siden, da folk ude i landet begyndte at stå i kø ved sognehuset eller på biblioteket for at samles med andre og tale åbent om deres tro og oplevelser.
Det er ikke mig og andre, der i de her år har skrevet om tro, der bryder noget. Det er ikke os, der køber vores egne bøger eller hiver hinanden med til foredrag som mine og flere andres til samtaler om tro. Det er hos læserne langt væk fra kulturelitens navle, samtalen er begyndt. Hvor modet er.
Det virker ind i mellem, som om det grundlæggende journalistiske princip om relevans fuldstændig glipper hos mange professionelle i branchen, når det handler om tro. Det er oveni, som om tro helt generelt er en bevidst, blind vinkel hos mennesker i den befolkningsgruppe, jeg selv tilhører.
Hvorfor og hvad gør det ved os?
Jeg tror, det skyldes kontrol og magt. Eller rettere tab af samme.
Tro kræver kontroltab
Tager man først tro – og ikke kun læren om tro, teologi – alvorligt, da må man acceptere, at mennesket ikke er i kontrol. Det kan ikke være let for dem, der har meget magt – kulturelt eller monetært – at miste.
Det ved jeg. Jeg tav også længe, og jeg kan stadig indimellem ønske, at jeg ikke havde skrevet og talt så meget. Det havde været meget lettere, men også givet mit liv langt mindre glæde og mindre ærlighed. Og uden det kan jeg jo ikke leve.
Man kan sagtens erklære sig enig i de kristne værdier og være kulturkristent medlem af folkekirken, som mange ganske givet er, og jeg var før mine oplevelser. Men tro er noget andet.
Den fælles samtale mangler, fordi dem med magt og evne til at være værter for den, mangler modet til at tale – og til at være nysgerrige
Det er det, jeg mærker, folk genkender i min fortælling, når jeg møder dem. De har det også sådan, men har ikke turdet sige det af angst for at virke magtesløse.
Tro handler nemlig for mig at se om at erkende, at der findes noget, vi ikke har magt over.
Samme modvilje som mod at diskutere tro har jeg derfor i nogle kirkekredse oplevet mod at tale om oplevelser. Også her kan man se i øjnene, at man vil miste magt, hvis troen ikke afhænger af, om man kan dogmerne.
Det er der mange, der ikke kan, men de kan tro. Meget mere, end de fleste tror, de gør.
Demokratiet tager skade
Mine syv år midt i krydsfeltet mellem ikke blot tro og ikke-tro, men også almindelige menneskers indgang til troen via erfaringer kontra en tillært og studeret tro, har givet mig en unik viden.
Jeg har haft samtaler om tro ansigt til ansigt med langt over 100.000 forskellige mennesker, troende som ikke-troende.
Jeg ser, at det er skadeligt for demokratiet i Danmark, at medierne og mange kvinder og mænd med kulturel magt ikke har mod på at tage troen seriøst. Det er bedre end for syv år siden, men det er ikke godt nok.
Ved at opdrage sig selv og hinanden til, at det er ok ikke at tale om noget, der betyder så meget for så mange, holdes der liv i fordomme på præcis samme måde, som fordomme om kvinder er blevet fastholdt i århundreder.
Der er så meget tro derude i virkeligheden, at man næsten skulle tro, det var løgn. Efter syv års intensivt arbejde ved jeg, at det er det ikke
Sammenhængskraften mindskes, når der ikke er fælles samtaler om det, der betyder noget i vores liv. Som troen.
De samtaler foregår nu i mindre grupper, ved foredrag og i et voldsomt stigende antal flydende grupperinger af mennesker, der tager på for eksempel retræter eller går pilgrimsvandringer.
Den fælles samtale mangler, fordi dem med magt og evne til at være værter for den, mangler modet til at tale – og til at være nysgerrige. Måske fordi de ved for lidt og ikke vil blamere sig, måske fordi de ikke vil tro, fordi kontroltabet er skræmmende, jeg ved det ikke, måske ved de det ikke selv.
Men jeg ser det ske.
Der er så meget tro derude i virkeligheden, at man næsten skulle tro, det var løgn.
Efter syv års intensivt arbejde ved jeg, at det er det ikke.
Charlotte Rørth er forfatter til flere bøger om tro, senest den feministiske Med rank ryg – om tro og moderskab (2021), som POV har bragt et uddrag af her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her