OPDRAGELSE & SVIGT // PSYKOLOGI – Michelle Charltons mor var alkoholiker, og hun blev smidt ud hjemmefra som 15-årig. I romanen Lykkebønner har hun skrevet om at vokse op med morens misbrug og senfølgerne i voksenlivet. “Jeg har været vildt bange for selv at blive en dårlig mor. Jeg har villet give mine børn alt det, jeg ikke selv fik og har haft svært ved at sætte grænser af angst for at blive valgt fra,” siger Michelle, der til dagligt er sekretariatsleder og som har brugt de sidste seks år på at skrive sin barndom frem.
Flere gange i sit voksenliv har Michelle tænkt, at det havde været nemmere, hvis hendes mor var død. Så havde hun bedre kunnet forstå, hvorfor hun havde mistet sin mor. Da Michelle selv blev mor, gik det op for hende, at hun ikke kun havde mistet relationen til sin mor, men også en rollemodel i forhold til selv at være mor.
”Min mor lærte mig, hvordan man ikke skal være mor, men ikke hvordan man er en kærlig og omsorgsfuld mor.” Det måtte hun selv lære, da hun blev mor til to børn, som i dag er voksne. ”Jeg har jo været smertelig bevidst om, at man ikke kan tage relationer for givet – heller ikke til ens børn.”
Fri for mor, men ikke fri af mor
Som så mange andre børn i familier med alkoholmisbrug, så talte de ikke om, at moren var alkoholiker. Hvis Michelle reagerede på noget dysfunktionelt i hjemmet, fik hun at vide, at hun gjorde et stort nummer ud af ingenting. Det fik hende til at tvivle på sin egen dømmekraft. Nogle år før Michelles mor døde, skulle moren opereres, men kunne ikke lægges i narkose, før hun var blevet alkoholafgiftet.
Selv da var Michelle i tvivl om, hvorvidt moren egentlig var alkoholiker. Morens fornægtelse om alkoholmisbrug havde svækket Michelles dømmekraft så meget, at hendes sunde fornuft blev skubbet til side. For selvfølgelig var moren alkoholiker.
Det var nok vreden, der redede mig
Michelle Charlton
Men da Michelle blev 23 år, sagde hun fra over for løgnene. Hendes mor og morens mand havde fået aktindsigt i en sag, der blev oprettet hos kommunen, dengang Michelle som helt ung blev smidt ud hjemmefra. Papirerne beskrev det misbrug og den vold, der havde udspillet sig i hjemmet. Moren og hendes mand bad hende sige, at det der stod i sagen var løgn. Hvis ikke hun sagde det til dem, ville de bryde kontakten.
Men denne gang sagde hun fra. ”Det var nok vreden, der redede mig,” siger Michelle, der i mange år følte dårlig samvittighed over sit valg og først nu forstår, at hun måtte bryde for at redde sig selv.
”Jeg gik min vej, men alligevel fyldte min mor i sit fravær. Jeg blev historieløs og rodløs, og jeg har savnet at have en moderrolle at læne mig op af, fremfor en jeg skulle frygte.” Selvom Michelle ikke savnede sin mor, så savnede hun at have en mor, og at hendes børn havde en mormor.
Kan man kvæle sine børn i kærlighed?
Michelle havde tidligt i livet et ønske om at blive mor og blev overvældet af varme følelser, da hun fik sine børn. ”Men jeg var også usikker på rollen. Jeg kunne virkelig mærke, at jeg manglede en positiv
rollemodel.”
Michelle fortæller, at hun valgte at gå ”all in” i forhold til sine to børn. ”Jeg har ind i mellem frygtet, at jeg har kvalt dem i kærlighed, fordi jeg var bange for ikke at være en god mor,” siger hun og fortæller, at hun ville give dem alt det, hun ikke selv fik i barndommen. Hun ved godt, at det ind i mellem har haft for stort fokus, og hun håber, at hendes to børn kan få et mere naturligt forhold i deres forældreroller.
Jeg kommer jo fra noget usundt med manglende kærlighed, og jeg ved ikke, om det kan blive usundt at give for meget kærlighed
Michelle Charlton
Michelle har også frygtet, at hun har givet noget usundt videre. ”Jeg kommer jo fra noget usundt med manglende kærlighed, og jeg ved ikke, om det kan blive usundt at give for meget kærlighed,” siger hun og reflekterer over, om hun måske reagerer mere på stemningen mellem hende og børnene, end andre ville gøre.
”Jeg har svært ved at håndtere, når der er en kurre på tråden, og det er der jo ind i mellem i relationen mellem forældre og børn, så kan jeg godt blive lidt for insisterende på at få løst tingene med det samme.”
Sidste minde inden moren forsvandt i alkoholens tåger
At blive forælder giver ofte mange minder om egen barndom og familiens traditioner. Men det har været svært for Michelle, der indtil hun skrev bogen, kun husker barndommen i små brudstykker og stemninger i kroppen.
Efter Michelle blev smidt ud hjemmefra, så hun sin mor omkring fem gange, inden kontakten blev helt brudt. Og hendes far døde, da hun var ni år. En episode husker hun dog tydeligt. Hun har været omkring syv år, og hendes mor har skrevet et læserbrev, om noget hun fandt uretfærdigt. Michelle husker det mest, fordi de gik sammen til postkassen for at sende læserbrevet, og moren tog hendes hånd.
Det har været forbundet med meget stor skam at være et menneske, hvis egen mor ikke vil vide af
Michelle Charlton
”Det var sjældent, hun gjorde det og som regel kunne jeg ikke lide det, men lige den dag var det rart,” husker Michelle og bider også mærke i mindet af en anden grund. ”Når jeg ser tilbage, var det nok den sidste gang, jeg husker, hvor min mor stod op for noget, hun selv troede på. Det var før, hun forsvandt i alkoholens tåger og før hendes selvværd blevet slået helt i stykker af den voldelige mand, hun giftede sig.”
I arbejdet med at skrive bogen er flere minder kommet frem, men bemærkelsesværdigt nok ingen om jul eller fødselsdage.
En barndom uden traditioner
Jul uden julepynt og fødselsdag uden gæster. Manglende traditioner i Michelles barndom har gjort, at hun til overflod har ladet sine børn vokse op med særdeles faste traditioner. ”Julepynten og påskepynt placeres på samme måde hvert år, og jeg gør meget ud af, at børnene får de gaver, de ønsker sig. Mine egne traumer udspiller sig i alle traditioner. Jeg kan ikke forestille mig noget værre, end at mine børn skulle være skuffet over jul eller deres fødselsdag. Jeg øver mig i at give slip og er helt bevidst om at den store opmærksomhed på gaverne er mit og ikke børnenes behov.”
Michelle følte, at det var hendes skyld, at de ikke havde en bedre relation. ”Det har været forbundet med meget stor skam at være et menneske, hvis egen mor ikke vil vide af,” siger Michelle.
Michelle kunne godt have brugt den rette hjælp tidligere. ”Jeg tror, det kunne have haft en afgørende betydning for mig, hvis jeg havde fået rådgivning eller terapi som helt ung hos professionelle med ekspertise indenfor misbrug. Så havde jeg måske tidligt i livet forstået, at min mor ikke valgte mig fra, men at hun valgte alkoholen til og blev hos sin voldelige mand, fordi han muliggjorde misbruget.”
Hvis der skal være en mening med alt det, vi har gået igennem – både sammen og hver for sig – skal jeg udgive den bog. Så skal jeg holde op med at fortrænge og fortie og i stedet fortælle historien. Måske kan den hjælpe andre
Michelle Charlton
Michelle er ikke i tvivl om, at hun selv er disponeret for misbrug. Da hun var yngre, kunne hun godt drikke sig meget fuld til festlige lejligheder, men hun har samtidig været utrolig bevidst om ikke at drikke for at dulme noget.
”Jeg har aldrig drukket, når jeg var ked af noget eller lige taget et glas vin at falde ned på,” siger Michelle som med årene næsten er stoppet helt med at drikke alkohol. Hun får nok aldrig et afslappet forhold til alkohol og kan for eksempel slet ikke holde ud at se sine børn drikke: ”Jeg har pænt hentet dem, når de som teenagere har drukket sig fulde, men jeg bryder mig absolut ikke om at være sammen med dem, når de drikker alkohol.”
Og mishaget gælder ikke kun børnene. ”Jeg hader at gå til fest, hvor der drikkes. Jeg kan fint gøre det med min vennegruppe, som jeg har kendt helt tilbage fra min ungdom. Der bliver jeg ikke utryg, når de bliver fulde. Men det er stadig angstprovokerende for mig at være i selskab med fulde mennesker, jeg ikke kender.”
Hver gang nogen læser min bog, bliver skammen fortyndet
Såvel barndom som voksenliv er kommet i perspektiv gennem de seks års skrivning. Helt op til udgivelsesdatoen var Michelle i tvivl om, hvorvidt bogen skulle udgives. ”Det er en meget personlig historie, så der har været mange overvejelser om hvorvidt, jeg havde lyst til at dele det, eller om det ville være for skamfuldt,” siger forfatteren, som også gik ind i følelserne om at dele den historie, der gennem årene havde været forbudt og fortrængt.”
“At skrive Lykkebønner har givet mig min historie tilbage, og jeg er kommet af med vreden,” fortæller Michelle.
Om bogen Lykkebønner
Bag væggene i det pæne hjem er alkohol og vold en fast følgesvend gennem Pigens barndom. Som værn mod Morens misbrug og temperamentsfulde mand beder Pigen lykkebønner og udvikler tvangstanker.
Lykkebønner er fortællingen om en pige, fra hun er 7 år og søger tilflugt i klædeskabet, til hun som 55-årig opsøger en præst for at få hjælp til at hele sig selv.
Lykkebønner er en roman, der baserer sig på forfatterens eget liv.
Find bogen her.
Og da bogen var skrevet færdig, blev Michelle også klar til at sige farvel til moren ved de ukendtes grav. Det var også netop her, at hun endeligt besluttede, at romanen skulle udgives. Også selvom det var smertefuldt og skamfuldt. Ved de ukendtes grav lagde Michelle hånden på græsset og sagde til sin mor:
”Hvis der skal være en mening med alt det, vi har gået igennem – både sammen og hver for sig – skal jeg udgive den bog. Så skal jeg holde op med at fortrænge og fortie og i stedet fortælle historien. Måske kan den hjælpe andre. Måske kan den være med til at nedbryde det store tabu, det er at leve i en familie som vores. Det vil give mening.”
Det har været en lettelse for Michelle at udgive bogen og opdage, at hun ikke gik i stykker. ”Hver gang nogen hører min historie, bliver skammen fortyndet. Det er helende. Og selvom jeg har famlet mig frem i min egen moderrolle, så har jeg en god og kærlig relation til begge mine børn. Også selvom de til tider synes, jeg er lidt for meget, som de siger med et glimt i øjet og tilføjer, at de ikke føler sig kvalt i kærlighed. ”For det kan man vel ikke få for meget af.”
Hjælp til børn og unge i familier med alkoholproblemer
Sundhedsstyrelsen skønner, at 122.000 børn og unge under 18 år lever i familier med alkoholproblemer, det er ca. to børn per skoleklasse. Ca. 30% af dem er selv i risiko for at få et misbrug.
I 2020 var 3969 børn og unge i behandling i TUBA. TUBA er en landsdækkende organisation, der tilbyder gratis terapi til børn og unge i alderen 14-35 år, der er vokset op i familier med alkohol- og/eller stofproblemer. Børn, der vokser op i hjem med misbrug, oplever ofte fysisk og psykisk vold samt overgreb og selvmordstrusler fra far og mor. De plages af senfølger som PTSD, angst, depression og selvmordstanker og kommer typisk til TUBA, når det går op for dem, at livet ikke behøver at være så svært.
46% af de adspurgte børn og unge mellem 14-35 år, der har været i behandling i TUBA, oplyser, at de ikke tidligere har talt med nogen om deres forældres misbrug.
TUBA har også tilbud børn af alkoholikere, der er fyldt 36 år.
Læs mere på tuba.dk
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
