Jeg elsker Carmen…

i Kultur/Scenekunst af

OPERA // ANMELDELSE – Carmen på Operaen – er Carmen 2019, skriver Ole Blegvad i sin anmeldelse af co-produktionen med Frankfurter-operaen og Royal Opera House. Barrie Koskys feministiske iscenesættelse er den strammeste, mest minimalistiske og samtidig mest dynamiske, han har set.

Jeg elsker Carmen,
Carmen elsker mig,
Vi er forelsket, Carmen og jeg

Jeg er ret sikker på, at det var den første operalinje jeg kunne, da jeg var barn. I perioder sang jeg det igen og igen med tilført tenorstemme. Ikke fordi jeg vidste, om det var tenor, bas eller baryton, der sang linjerne. Dengang vidste jeg heller ikke, at Jeg elsker Carmen faktisk er præsentationssangen for tyrefægteren Escamillo, Toreadorsang (på fransk: Votre toast, je peux vous le rendre.)

Nu er vi i Operaen i København, september 2019. Til premieren på en af de mest opførte og kendte operaer i verden: Carmen af den franske komponist Georges Bizet fra 1875. Denne udødelige kærlighedstragedie mellem sigøjneren Carmen og soldaten Don José. Med intrigen lige om hjørnet i form af tyrefægteren, Escamillo, der bejler til Carmen, og den unge Micaëla, der er forelsket i Don José.

Opsætningen på Operaen i København er klar den mest stramme og minimalistiske af de tre. Det er samtidig den udgave, som er mest præcis i mål og midler

Forspillet til Carmen går i gang med verdens ældste orkester, Det Kongelige Kapel; velspillende får vi nærmest et lille potpourri af operaens melodier. Tæppet går, og i første scenebillede slås fokus og tema an: En stor trappe fylder scenen, øverst oppe står Carmen, i lyserødt tyrefægter-outfit. Klar til at tage Carmens kamp mod Don José. Klar til at tage kvindernes kamp mod manden.

Fri er hun født
Fri vil hun dø

Carmen i forgrunden med Operakoret, Drengekoret og de seks dansere på trappen.

Dansende glæde og nytænkning

Mens musikken spiller, og Carmen står på trappen begynder en fortællestemme: Når man taler om kvinder, er der tre sorte ting man skal huske. Tre hvide, tre røde, tre lange, tre korte, tre vrede, tre smalle og tre store ting.

Skuespilleren Maria Rich er den kælende stemme, som guider os gennem forestillingen, hvor der normalt er dialog. Brugen af Maria Rich understreger den feministiske tone i forestillingen.

Herfra synges og spilles den kendte fortælling: Handlingen foregår i Sevilla ved tobaksfabrikken, og skildrer, hvordan sigøjnerkvinden Carmen med sin skønhed og udfordrende væremåde forfører mænd. Korporalen Don José og tyrefægteren Escamillo falder begge for hende og jalousien gnistrer; det får katastrofale konsekvenser.

Hvis vi i Danmark skal have kunst i verdensklasse, så er samarbejde på tværs af grænser nok nødvendigt. Fordelene er indlysende: Vi får som publikum mulighed for at se det bedste af det bedste

Georges Bizets opera er en lang hitparade. Den ene fortræffelige og kendt melodi afløser den anden i en perlerække, der samtidig driver historien frem i teksten. På premiereaftenen fremstår Michèle Losier sangsikker som Carmen, Migran Agadzhanyan synger og agerer stærkt som Don José, Gisela Stille synger rollen som Micaëla til UG (hun har også nogle af mine yndlingssange). Til gengæld har Anatoli Sivko, som Escamillo, ikke den bedste aften, faktisk falder hans stemme helt ud i nogle af passagerne. Men det skæmmer heldigvis ikke nok til, at det er en musikalsk fest. Det Kongelige Operakor og Det Danske Drengekor er sammen med Kapellet med til at sætte fut i forestillingen.

Som skrevet er scenografien en kæmpetrappe, som fylder hele scenerummet. Det er set før, men Katrin Lea Tags minimalistiske, enkle og visuelt velfungerende trappe-scenografi fremhæver historien om Carmen. Sammen med kostumerne, der er ganske nutidige, løftes universet fra Sevilla, fra Lillas Pastias Kro, fra bjergene og fra gaderne udenfor tyrefægterarenaen i 1820’erne til et København, til Paris, til Frankfurt, Aalborg, London eller hvilket som helst andet sted i verden, hvor der findes moderne kvinder.

Men det helt unikke greb på forestillingen er, at melodierne og persongalleriet føres frem af seks moderne dansere.

I koreografen Otto Pichlers trin giver danserne trappen en lethed. Samtidig fungerer danserne, som en slags over-jeg til historien. Danserne er ofte tæt på den sanger, som har en scenes hoverparti, på den måde bliver deres udtryk medfortællende og medfortolkende. Dertil kommer, at de giver god energi til hele udtrykket.

Den enkle scenografi synliggøres her, hvor Don José med et tov holder Carmen fanget. Snart byttes rollerne om.

Europæisk operasamarbejde i verdensklasse

Forestillingen er et samarbejde mellem Det Kongelige Teater, Frankfurter-operaen og Royal Opera House i London. København er sidste stop.

Forestillingens instruktør er Barrie Kosky; der er stort set ikke det operahus, hvor han ikke har iscenesat. I 2017 var han den første jødiske instruktør på Bayreuth Festivalen. Han har blandt andet også været intendant og chefinstruktør på den progressive Komische Oper i Berlin, så det er operaverdensklasse Det Kongelige Teater leger med i denne Carmen-opsætning. (I øvrigt er det – uden jeg ved det – formentligt et samarbejde, der er blevet sat i stand, da Kasper Holten endnu var chef på Royal Opera House, som han nu kan høste frugterne af som chef på Det Kongelige Teater.)

Hvis vi i Danmark skal have kunst i verdensklasse, så er samarbejde på tværs af grænser nok nødvendigt. Fordelene er indlysende: Vi får som publikum mulighed for at se det bedste af det bedste. Ulemperne lige så tydelige, de danske sangere og den specifikke danske fortælling kommer i baggrunden.

En af de sidste scener i Carmen. Don José og Carmen.

Evigt aktuelle Carmen

Det er tredje gang i 10’erne, at jeg ser Carmen. De to andre var begge i Berlin. På Deutsche Oper havde de valgt den helt traditionelle udgave med spanske undertoner i 1800-tallet. På Komische Oper gik de nærmest modsat. Der var temaet rykket frem til finanskrisen 2008 med storbankerne som skurk.

Opsætningen på Operaen i København er klar den mest stramme og minimalistiske af de tre. Det er samtidig den udgave, som er mest præcis i mål og midler. Carmen som Femme Fatale, mandeforfører, feministen Carmen som den flirtende, sensuelle, seksuelle, feministen, den frisindede, den mystiske, vilde og udfordrende, lidenskabelige, uforudsigelige. Den evigt modstridende og undvigende. Carmen som moderne, frigjort og selvstændig kvinde. Carmen – det ene øjeblik i tyrefægterdragt, så i gorillakostume, så i kjole. Carmen, der går en nutidig balancegang mellem det feminine og det maskuline, mellem det stereotype og det fremsynede.

Jeg elsker Carmen. Carmen er menneske. Carmen vil være fri. Carmen vil gøre, hvad hun har lyst til. Carmen kæmper for kærligheden og selvstændigheden, om det så må koste hende livet. Carmen på Operaen – er Carmen 2019.


Fotos: Camilla Winter.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet.
Ole kom til DR i 1989, og var der i 25 år. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m.
Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000.
Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur.
Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk
Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste artikler om Kultur