USA's økonomi - en god forretningsmodel? • POV International

Søren Farup Ingeniør og murer 16.04.2018

KRONIK – ”I USA stod den finansielle sektor, altså banker og den slags, i 2006 og 2007 for 40 procent af de børsnoterede selskabers overskud, hvilket svarer til, at en landmand tror, at den vigtigste del af hans arbejde er at pudse og smøre mejetærskeren og derfor sælger jorden fra for at købe mere pudsemiddel”. Søren Farup overhørte et teologisk foredrag den sommer, hvor finanskrisen brød ud samme efterår. Teksten kan fortsat læses med udbytte og som en advarsel om, at det næste finansielle sammenbrud er på vej, skriver han.

En varm sommerdag tilbage i 2008 gjorde jeg mig sammen med omkring 100 andre rede til at lytte til et foredrag i Rønshoved Højskoles fine store foredragssal, der var annonceret under overskriften: “Begrebet inflation”, men som sidenhen var blevet suppleret med en præcisering lydende således:

”Økonomisk vækst, finansmarkeder, nationaløkonomi, inflation, papirpenge og andre okkulte sager.”

For en flok af i hovedsagen teologisk interesserede, var det et uvant emne at forholde sig til, men da teologien som bekendt også er en overvejelse af menneskets veje og vildveje, gjorde vi os rede til, med vort kendskab til foredragsholderen, at lægge øren til et langt foredrag med meningsfulde oplysninger – foredraget skulle senere vise sig at vare tre en halv time.

Der er pumpet milliarder af nytrykte pengesedler ind i økonomien efter keynesiansk princip, men disse penge har ikke fundet vej til at forbedre det amerikanske produktionsapparat og er ikke kommet det menige Amerika til gode (hvilket igen forklarer en stor del af baggrunden for Trumps valg). Til gengæld har pengene fundet vej til Wall Street, hvor en enorm aktieboble er bygget op igen

Og jeg skal lige love for, at vi kom igennem en autoriseret tour de force om pengevæsenet og dets okkulte sider, og jeg, der aldrig havde skænket ”den højere økonomi” en tanke, var efter foredraget ikke i tvivl om, at jeg nu vidste mere om det væsentlige i disse sager, end hvad en økonomistuderende får med sig fra universitetet – det mener jeg stadig.

Jeg tør også roligt sige, at det gav et lille gib i forsamlingen og forsigtige træk på smilebåndet, da sognepræst Claus Thomas Nielsen indledte foredraget med disse ord:

”Det er formentlig ikke sket så ofte, at Lenin er blevet citeret med tilslutning her på Tidehvervs sommermøde, men det vil ske i dag. Lenin siger: ”Den sikreste metode til at omstyrte en eksisterende social orden er at udvande valutaen (dvs. inflation)””.

Foredraget sluttede med disse ord:

”Og så er vi tilbage ved den totalrelativistiske, hedonistiske, dekonstruktive og postmoderne udsigt fra Wall Street. Et relativistisk menneskesyn koblet med en stadig mere totalitær og altovervågende statsmagt. Det minder ret meget om The Matrix. Ligesom i Romerriget i det andet århundrede, i renæssancens Brügge, Solkongens Paris og tyvernes Berlin, er der en præcis parallelitet mellem møntfod, økonomi og tidsånd, for som Von Mises siger:

”Inflationismen er imidlertid ikke et isoleret fænomen. Det er kun en del af billedet af vor tids politisk-økonomiske og socio-filosofiske ideer. Ligesom den sunde pengepolitik baseret på guld gik hånd i hånd liberalisme, frihandel, kapitalisme og fred, således er inflationisme uadskillelig fra imperialisme, protektionisme, statsdyrkelse og socialisme””.

Hvad er det da, der gør Claus Thomas Nielsens foredrag væsentligt i forhold til, hvorledes økonomien ellers bliver behandlet i politiske og økonomiske kredse? Det er, at det, udover at forholde sig til hvad man kunne kalde den ”matematiske” logik i pengenes væsen, tillige forholder sig til menneskers omgang med dem, dvs. til det åndelige fundament under penege, eller til betydningen af den til enhver tid herskende ”tidsånd”.

Netop manglen på ånd er medvirkende til, at såvel USA som Aftenlandet befinder sig i den situation, at de udelukkende lever på frugterne af det træ, der for længst er fældet

Det er jo i alle livets forhold i det store, som det er i det små.

Derfor begynder Nielsen med en højst jordbunden beretning om udnyttelsen af sin egen præstegårdshave til fåreavl, for ikke at lade de grønne planters energi gå unyttig til spilde. Hertil er det nødvendigt at rydde og indkranse en del af den vildtvoksende have – og den energiske præst tilspidser nogle trykimprægnerede pæle, som allerede findes i haven, og banker dem med 5-6 meters afstand ned med en mukkert, så han kan indhegne et par får, som senere kan slagtes til eget brug.

Og således er den højst menneskelige præst (som i ”Konen med æggene”), i gang med at drømme sig til en milliardforretning, men han får sine kvababbelser ved at tænke på, at han, der ellers har det som sin metier at skulle forkynde syndernes forladelse ved Jesu Kristi blod, pludselig fornemmer sig angrebet af ”virkelighedsdæmonen”, som vil overtyde ham om, at han dog for en gangs skyld burde beskæftige sig med den virkelige verden, hvor der virkelig kan udrettes noget nyttigt.

Som han siger i foredraget:

”Ja – måske er det virkelighedsdæmonen, som får mig til at svigte teologien, men det kunne jo også være videnskabernes dronning (teologien), som forsøger at få noget af sit tabte domæne tilbage”.

Og så går det virkelig over stok og sten med en hæsblæsende gennemgang af den aktuelle situation i amerikansk økonomi 2007-08, som den ser ud i forhold til historiens tidligere økonomiske kriser og tåbeligheder, og ikke en sten af pengenes indflydelse i den menneskelige tilværelse lades uberørt, om det er derivater, Kinas ”nukleare økonomiske option” overfor USA, deflation, inflation, stagflation, geniet John Law, guld og sølv, keynesianske eller østrigske pengemodeller, Bloomsbury ”ungdomsoprøret” etc. etc. Det hele sat i relation til begrebet ”ånd”, som jo er det, med hvilket alt står og falder.

Men netop begrebet ånd er ganske fraværende i de økonomiske studier, og det er da slet ikke noget, der indgår i politiske kalkuler. Og netop denne mangel på ånd er medvirkende til, at såvel USA som Aftenlandet befinder sig i den situation, at de udelukkende lever på frugterne af det træ, der for længst er fældet.

Alt andet lige er USA’s økonomiske stilling langt værre end den, lande stod overfor i 2007-08, hvilket intet har med Trump at gøre, skønt han så sandelig heller ikke har bidraget til den mindste bedring, tværtimod

Et par måneder efter dette foredrag manifestede den finansielle krise sig, som sognepræsten så historisk og økonomisk indsigtsfuldt havde ridset op for os; ja, den krise, der er blevet kaldt den værste siden 1929.

Og så blev jeg for alvor interesseret i USA’s økonomi, og makroøkonomi i det hele taget, hvorfor jeg siden har fulgt udviklingen ganske nøje, og hvorfor jeg kan fastslå, at når man taler om, at USA’s økonomi er sund, så er det som at tale om en jomfru med en stor børneflok.

Nu er det jo aldrig muligt at sige noget med sikkerhed om fremtiden, for tusinde uforudsete ting kan ske.

Det ved enhver, der forholder sig ædrueligt til den. Men alt andet lige er USA’s økonomiske stilling langt værre end den, lande stod overfor i 2007-08, hvilket intet har med Trump at gøre, skønt han så sandelig heller ikke har bidraget til den mindste bedring, tværtimod.

Havde man i 2008 ladet banker og finansieringsselskaber gå konkurs, ville smerten have været langt mindre, end det, der venter os – omend den ville have været slem nok.

Nu er den føderale gæld (statsgælden) imidlertid mere end fordoblet, og frem for at få splittet finansieringsmonopolerne op på flere hænder og forlange større egenkapital af dem, der blev tilbage, som man i det mindste indså ville være en nødvendighed, for ikke pludselig at stå i samme situation, er det nærmest gået modsat.

Der er endvidere pumpet milliarder af nytrykte pengesedler ind i økonomien efter keynesiansk princip, samtidig med at renten nu i mere end 8 år har været tæt på nul, hvis ikke negativ.

Disse penge har ikke fundet vej til at forbedre det amerikanske produktionsapparat og er således ikke kommet det menige Amerika til gode (hvilket igen forklarer en stor del af baggrunden for Trumps valg).

Til gengæld har pengene fundet vej til Wall Street, hvor en enorm aktieboble er bygget op igen, ikke mindst ved at selskaber har tilbagekøbt deres egne aktier med lånte penge i stedet for at investere i produktionsapparatet.

Nu er luften ved at gå ud af ballonen – hvad den under alle omstændigheder, alt andet lige, ville have gjort – og indenfor de seneste 3 måneder har Dow Jones mistet 10 procent i værdi, hvad der meget vel, sammen med en række andre faktorer, kunne vise sig at være begyndelsen på enden

Nu er luften ved at gå ud af ballonen – hvad den under alle omstændigheder, alt andet lige, ville have gjort – og indenfor de seneste 3 måneder har Dow Jones mistet 10 procent i værdi, hvad der meget vel, sammen med en række andre faktorer, kunne vise sig at være begyndelsen på enden.

USAs statsgæld er som bekendt 21.000 millarder dollars, men den totale gæld (offentlig og privat gæld) er i skrivende stund meget tæt på svimlende 70.000 millarder dollars.

Dette sidste er ca, 3,5 gange USA’s bruttonationalprodukt (BNP). Sammenlign det tal med 1970 (da der endnu var “guldstandard”), hvor forholdet mellem den totale gæld og BNPvar 1,5 gange, hvilket forhold stort set var tilfældet i de forgående 100 år med en vækst i realindkomsten med faktor 25 per indbygger.

Da den “familie” USA udgør som en samlet nation, pr. definition på forhånd har “vedgået sig arv og gæld”, betyder det, at den gæld familiens overhoved, d.v.s. den til enhver tid siddende regering har stiftet, hæfter hele familien for.

Men eftersom familiens medlemmer som oftest selv sidder i gæld til op over begge ører, er enkeltmedlemmerne naturligvis ikke i stand til at bidrage til gældens tilbagebetaling – modsat f.eks. et land som Japan, hvis indbyggere, efter den stadigt herskende kulturelle japanske ånd, har sparet kraftigt op, så “familien” ikke er prisgivet sine kreditorer på samme måde som USA.

Skærmbillede fra hjemmesiden over den amerikanske gæld m.m. http://usdebtclock.org

Hertil kommer, at USA har over 40 millioner mennesker på de såkaldte food stamps (navnet er afskaffet og erstattet af the Supplemental Nutrition Assistance Program (SNAP), red.), at der i den sidst opgjorte arbejdsløshedsstatistik blev oprettet 100.000 deltidsstillinger, men samtidig forsvandt 100.000 fuldtidsstillinger, og at de aktuelle lave arbejdsløshedstal er begrundet i, at man kun medregner dem, der søger arbejde, hvilket rigtig mange arbejdsduelige har opgivet.

Listen over de negative ting der præger USA på snart sagt alle områder er legio. Men hvis Kina og andre lande opgiver at investere i amerikanske obligationer, vil der kun være den amerikanske nationalbank til at finansiere købet af dem. Hvilket igen kun kan ske ved, at banken trykker endnu flere penge, og dermed forringer dollarens værdi yderligere, indtil den til sidst ikke er det papir værd, den er skrevet på, som det historisk set altid har været tilfældet med statsstyrede penge.

Udsigten til at den amerikanske nationalbank, The Federal Reserve, vil trykke endnu flere penge og sænke renten (selvom man ikke skulle tro det muligt), for igen at købe sig lidt tid for politikerne, er absolut den mest nærliggende, for således har ”systemet” altid båret sig ad

Indtil videre hviler salget af obligationer på en tiltro hos køberne udenfor USA’s ”familie” om at USA forhåbentlig engang kan betale pengene tilbage. Men selv mange af mainstream økonomerne er ikke bange for at sige privat, at selvfølgelig kan USA ikke betale tilbage – med den tilføjelse, at det ved kreditorerne (f.eks. Kina) også godt selv.

Så udsigten til at den amerikanske nationalbank, The Federal Reserve, vil trykke endnu flere penge og sænke renten (selvom man ikke skulle tro det muligt), for igen at købe sig lidt tid for politikerne, er absolut den mest nærliggende, for således har ”systemet” altid båret sig ad.

Det tyvende århundredes mest feterede og betydningsfulde økonom, hvis teorier råder den dag i dag, den moralske og økonomiske relativist J. Maynard Keynes, skrev i 1919 nedenstående vise ord, som kun alt for godt afspejler den situation, vi står i med den absurde tiltro til pengetrykkeriet.

Keynes skriver: “Der er ingen mere subtil, ingen sikrere metode til at underminere den eksisterende basis for samfundet end at udvande dets valuta. Processen inddrager alle den økonomiske lovs skjulte kræfter på destruktionens side, og gør det på en måde som kun én ud af en million kan gennemskue.”

Det er som at lytte til Lenin!

Bonusinformation: USA’s absolut førende kender af svindel og bedrag (han var endda i stand til at bedrage sig selv), Bernard Lawrence ”Bernie” Madoff, tidligere bestyrelsesformand for NASDAQ, som fik 150 år i fængsel for sin 50 milliarder dollar ”Ponzi” svindel – har betegnet USA’s økonomi som et kæmpe pyramidespil (Ponzi Scheme). Jeg holder på, at det er en mand, der ved, hvad han taler om i så henseende.

Jeg overlader enhver til sine egne tanker om disse ting, men vil opfordre alle, der ønsker et ædrueligt syn på penges ”værdi” og magt, at læse sognepræstens foredrag fra 2008, som jeg her har linket til.

God læselyst!

Topillustration: Flickr.

Søren Farup

Søren Farup er uddannet murer og teknikumingeniør og har i halvdelen af sit arbejdsliv haft den glæde at arbejde som murer. Er født 1945 i Esbjerg og gift med sin kone af første ægteskab, med hvem han har fået 3 børn, og disse har igen fået 8. Først og fremmest for disse unges skyld - men også fordi han selv finder det vigtigt - blander han sig i samfundsdebatten af et godt hjerte. Har skrevet til aviser og tidsskrifter på “amatørgrundlag” i årevis, blandt andet en lille artikel i Gyldendals tidskrift “KRITIK” i 2002 betitlet: “Om Tidehverv – og lidt til”.