KONCERT // ANMELDELSE – Under kapellets musikalske rejse fra Paris til London, med sit centrale stopover i Wagners intimsfære, kom vi i Det Kongelige Kapels første koncert i 2026 vidt omkring. Mozart, Wagner og Haydn blev formidlet af en uforlignelig mezzosopran med en sand musikant ved sin side, og publikum kvitterede med stående applaus.
Under sin uhøjtidelige introduktion fra scenen gjorde den franske dirigent Marc Minkowski ydmygt opmærksom på, at kapelkoncerten i aftes på Operaen var hans første optræden i København. Man fristes til at følge op med et “tak, bedre sent end aldrig”.
For endelig fik vi ham hertil, en dirigent, der længe har stået højt på undertegnedes personlige ønskeliste, efter at jeg for nu mere end 25 år siden stiftede bekendtskab med hans livfulde musikerskab og siden også lærte ham personligt at kende.
Som dirigent er han i udpræget grad orkestermusikernes repræsentant på podiet. Med sin djærve fysik parret med knivskarp direktion får han, som få, både smilet og dybden frem hos sine musikere, ofte på én og samme tid.
I et program, der rakte fra Mozart over Wagner til Haydn, fik vi præsenteret et i nogle henseender uvant præcist orkesterspil samt en grad af renfærdig klangdifferentiering, som Det Kongelige Kapel ikke altid yder på samme høje niveau på sine aftener som teaterorkester. Parret med en ægte spillelyst, og animeret af Minkowskis udtalte glæde ved musikkens forførende egenskaber, kom orkesterets mange fine kvaliteter til fuld udfoldelse.
Programmet spændte fra fyrigheden i Mozarts Pariser-symfoni nr. 31 (1778) og Haydns London-symfoni nr. 104 (1795) til Wagners seks lyrisk indadvendte Wesendonck-Lieder (1857-58), opført i Felix Mottls berømmede orkesterinstrumentering (1893) og fortolket af den formidabelt syngende norske mezzosopran Astrid Nordstad.
Mozarts symfoni, og i øvrigt hele programmet, blev spillet i den gamle orkesteropsætning med 1. violinerne, celli og kontrabasser placeret over for bratscherne og 2. violinerne.
Det bidrog til en høj grad af gennemsigtighed i det samlede lydbillede, og hvorved Mozarts prægnante, men rytmisk ofte lidt vel skarptskårne melodi- og tonerækker fik et næsten militærorkesteragtigt præg. Det har utvivlsomt behaget pariserne i 1778, noget Mozart må have haft et sikkert øje for. Og Minkowski lod musikken udfolde sig uden unødvendige raffinementer: han lod den tale sit eget friske sprog, som var noderne blevet nedfældet samme aften, og blækket endnu var vådt.
Astrid Nordstad forløste disse sanges vokale linjer med en stemme, der ikke blot var stærk og kraftfuld i sin renhed, men også søgte ind til de allertysteste steder med en inderlighed, der var rent ud betagende
Anderledes indfølt og dybdefortolkende var hans direktion af de raffinerede orkestereffekter i Mottls fine orkestrering af Wagners oprindelige sange for stemme og klaver. Her bliver orkesterdelen til seks små, afrundede symfoniske digte, som hver for sig smyger sig tæt om Mathilde Wesendoncks naturlyrik, og handler om kærlighedens væsen, der skjult lever og ånder i såvel naturens som drømmenes hemmelige liv.
Astrid Nordstad forløste disse sanges vokale linjer med en stemme, der ikke blot var stærk og kraftfuld i sin renhed, men også søgte ind til de allertysteste steder med en inderlighed, der var rent ud betagende. Med dirigentens udtalte begejstring over hendes præstation fik han tilsyneladende også, ude bag scenen, let overtalt hende til at give os slutlieden “Träume” da capo, nu med et om muligt endnu mere fintfølende foredrag fra både solist og orkester.
Man gik til pausen med et mere end opløftet sind, og blev ikke sat tilbage i sin begejstring efter koncertens sidste afdeling med London-symfonien, hvori Haydn mere end bare slår gækken løs med sine gentagne, men stadig afvekslende musikalske indfald. Det er næsten, som om han vil tage gas på sit London-publikum: enhver engelsk formalitet og “stiff upper lip” sættes til side, og alle i orkesteret danser med på noderne i sand livsglæde.
Marc Minkowski er, som dirigent og personlighed, en ægte livsglædens danser på podiet, og hans Kongelige Kapel dansede for en aften tæt med ham. Og publikum, reverent talt, sprang op af stolene, som var salen udløst af en fælles fjeder, da symfoniens fyrige afslutning fremkaldte en både ægte og varm standing ovation på denne ellers kolde og blæsende koncertvinteraften på Holmen.
Under kapellets musikalske rejse fra Paris til London, med sit centrale stopover i Wagners intimsfære, kom vi vidt omkring i løbet af denne lidt over halvanden time lange kapelkoncert. Den blev formidlet af en uforlignelig mezzosopran med en sand musikant ved sin side. Med sit faste greb om dirigentstokken, som var den en magisk tryllestav, der kan få musikken til at folde sig ud og få et symfoniorkester til at ånde dybt og frit, kan man kun ønske sig, at denne Minkowskis første franske visit i kongens København bliver til flere og hyppige gensyn.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og