Billedkunstneriske højdepunkter: Årtiets ti bedste kunstudstillinger

i Kultur/Kunst af

KUNST // TILBAGEBLIK – 10’erne bød på en perlerække af fabelagtige og velkuraterede udstillinger af billedkunst internationalt såvel som nationalt, der viste, at billedkunsten som kunstart trives og har det godt. Rigtig godt endda set ud fra en kunstfaglig optik. Dorte Jelstrup kaster et blik på ti af de allerbedste og mest mindeværdige udstillinger af billedkunst i årene fra 2010 til og med 2019.

1. Henri Matisse: The Cut-Outs, 2014, Tate Modern, London, Storbritannien

Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at præsentationen på Tate Modern i London i 2014 af et stort udvalg af de papirklip, som Henri Matisse skabte i de sidste år af sit liv, hører til en af årtiets absolut bedste udstillinger af billedkunst.

Vi har i forvejen at gøre med en af det tyvende århundredes mest fornemme kunstnere; Henri Matisse er og bliver en sand modernismens mester. Men udstillingen Henri Matisse: The Cut-Outs udmærkede sig ydermere ved at lægge et helt bestemt blik ind på den sidste del af Henri Matisses imponerende oeuvre, nemlig et skabelsesorienteret blik.

Forestillingen om kunstværket som et skakspil, hvor kunstneren kan flytte rundt på brikkerne, her mere præcist papirklippets komponenter, i en uendelighed og selv undervejs forlene disse komponenter med deres egen udformning, mening og indbyrdes relationer, er en grundforestilling om kunstnerisk skabelse, som Henri Matisse: The Cut-Outs videregav til en som betragter

Som publikum fik man et kendskab til de forskellige skabelsesprocesser, der gik forud for de færdige papirklip, man kunne opleve på udstillingen.

Forestillingen om kunstværket som et skakspil, hvor kunstneren kan flytte rundt på brikkerne, her mere præcist papirklippets komponenter, i en uendelighed og selv undervejs forlene disse komponenter med deres egen udformning, mening og indbyrdes relationer, er en grundforestilling om kunstnerisk skabelse, som Henri Matisse: The Cut-Outs videregav til en som betragter.

Læg dertil, at udstillingen rummede det ene store fantastiske hovedværk fra Matisses sidste år efter det andet, og resultatet var en udstilling, der overbeviste både ved dens kapacitet til at kaste gode, gammeldags og meget stærke æstetiske oplevelser af sig samtidigt med, at den begavet betonede, at også excellente kunstværker netop er skabte og produkter af kunstnerens mangefacetterede processuelle virke og agens.

2. Hilma af Klint. Abstrakt Pioner, 2014, Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk, Danmark

Hvis ikke før, så fik et dansk kunstpublikum med udstillingen Hilma af Klint. Abstrakt Pioner, der vistes på Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk i 2014, et rystende wake-up call i forhold til hvem og hvilke billedkunstværker, der står tilbage som de allermest centrale modernistiske kunstnere og værker i det tyvende århundrede.

Er Matisse en sand modernismens mester, er Hilma af Klint en lige så sand modernismens mesterinde. Sidstnævnte gjorde udstillingen på Louisiana Museum of Modern Art helt klart for enhver med interesse for billedkunst.

Hilma af Klints særlige på en gang spiritualistiske og feminint erotiske prægning af den tidlige modernistiske billedkunst, koblet med hendes dristige, modige og banebrydende originalitet i henseende til at forfølge billedmæssige gestaltninger af abstraktioner af energier, kræfter, relationer og ansamlinger af ideer, etablerer Hilma af Klint som en af det tyvende århundredes mest skelsættende billedkunstnere.

Helt fra starten i det modernistiske billedkunstneriske projekt er der med Hilma af Klints oeuvre indskrevet et feminint bevidsthedsliv, der knytter det spirituelle og det erotiske sammen i både abstrakte og repræsentationelle billedmæssige formationer; noget, som udstillingen på Louisiana Museum of Modern Art slog helt fast

Mødet med udstillingen Hilma af Klint. Abstrakt Pioner var et af de meget få møder, der slet og ret ændrer ens syn på billedkunsten, dens potentiale og dens egenskaber, men også hele dens historie. Udstillingen blev simpelthen en game changer i forhold til skrivningen af det tyvende århundredes kunsthistorie. Med Hilma af Klint. Abstrakt Pioner blev det for alvor klart, at et kvindeligt geni i form af dén kvindelige kunstner, som Hilma af Klint var, ligger helt i front i forhold til udviklingen af den billedkunstneriske modernisme i det tyvende århundrede.

Helt fra starten i det modernistiske billedkunstneriske projekt er der med Hilma af Klints oeuvre indskrevet et feminint bevidsthedsliv, der knytter det spirituelle og det erotiske sammen i både abstrakte og repræsentationelle billedmæssige formationer; noget, som udstillingen på Louisiana Museum of Modern Art slog helt fast.

Måske er Hilma af Klint. Abstrakt Pioner årtiets absolutte udstillingsmæssige højdepunkt.

Fra udstillingen Gravity and Grace: Monumental Works by El Anatsui, 2013, Brooklyn Museum, Brooklyn, New York, USA. Foto: Dorte Jelstrup.

3. Gravity and Grace: Monumental Works by El Anatsui, 2013, Brooklyn Museum, Brooklyn, New York, USA

At den kontemporære billedkunst er en hyperglobal størrelse har været tydeligt i al fald siden starten af det enogtyvende århundrede. Andre dele af verden end Europa og USA byder i dag ind med væsentlige kunstnere, værker og udstillinger inden for det billedkunstneriske felt.

Et vægtigt eksempel på en rent ud sagt fremragende billedkunstner, der bryder totalt med enhver forestilling om samtidskunsten som udelukkende en vestlig størrelse, er den ghanesiske og i Nigeria virkende kunstner El Anatsui, som jeg ikke vil tøve med at betegne som en af vor egen tids allerbedste og mest interessante billedkunstnere.

Sidstnævnte blev jeg helt overbevist om ved oplevelsen af udstillingen Gravity and Grace: Monumental Works by El Anatsui i 2013 på Brooklyn Museum, Brooklyn, New York, i USA.

Med udstillingen Gravity and Grace: Monumental Works by El Anatsui formåede El Anatsui også at konfrontere en afrikansk håndværksmæssig tradition for vævninger og tekstil med en vestligt orienteret modernistisk tilgang til billedet

Denne udstilling fremlagde et righoldigt udvalg af store værker af El Anatsui, hvoraf størsteparten var skabt ved sammenføjninger af enorme mængder af helt små metalkapsler til store enheder, der, som om der var tale om større tekstiler, var draperet ud over de store vægge på Brooklyn Museum.

Som betragter kunne man opleve disse monumentale værker som både meget smukke, men også som fortællende recirkuleringer af hverdagsligt materiel fra en verdensdel, Afrika, hvor langt de fleste er afskåret fra at få del i den rigdom og overflod, som findes i privilegerede, vestlige samfund.

Med udstillingen Gravity and Grace: Monumental Works by El Anatsui formåede El Anatsui også at konfrontere en afrikansk håndværksmæssig tradition for vævninger og tekstil med en vestligt orienteret modernistisk tilgang til billedet.

Samlet set var der tale om en helt igennem enestående udstilling.

4. Louise Bourgeois. Structures of Existence: The Cells, 2016/2017, Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk, Danmark

Louise Bourgeois er i dag og med rette en endog meget fejret billedkunster, der står som et lysende fyrtårn i rækken af store kvindelige kunstnere fra det tyvende århundrede.

Som mange vil vide, har Bourgeois et uhyre sofistikeret, komplekst og flerfacetteret oeuvre bag sig, der – varieteten til trods – alligevel samler sig om få hovedtematikker, hvoraf Destruktionen af Faderen, forstået både biografisk og metaforisk, er en af dem.

Resultatet var en stramt opbygget og kuratorisk klart tænkt præsentation af en serie meget interessante værker, der for betragteren foldede sig ud som fortættede, skulpturelle og billedmæssige narrativer om f.eks. barndom, familie, krop, død, kønnet og friheden

Udstillingen Louise Bourgeois. Structures of Existence: The Cells, der kunne opleves på Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk i 2016/2017, havde den meget store styrke, at den fokuserede ind på et helt bestemt værkudsnit hos Bourgeois, nemlig de såkaldte celler.

Resultatet var en stramt opbygget og kuratorisk klart tænkt præsentation af en serie meget interessante værker, der for betragteren foldede sig ud som fortættede, skulpturelle og billedmæssige narrativer om f.eks. barndom, familie, krop, død, kønnet og friheden.

En fornem og meget seværdig udstilling, der afgjort placerer sig blandt årtiets bedste udstillinger.

Læs min anmeldelse her i POV International af Louise Bourgeois. Structures of Existence: The Cells her.

Fra udstillingen Louise Bourgeois. Structures of Existence: The Cells, 2016/2017, Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk, Danmark. Foto: Dorte Jelstrup.

5. Faust, Anne Imhof, 2017, Den Tyske Pavillon, Venedig Biennalen, Venedig, Italien

Med Anne Imhofs Faust i Den Tyske Pavillon på Venedig Biennalen i 2017 triumferede samtidskunsten ved dens sitrende nærvær, narrative relevans, politiske og moralske engagement, dybe emotionalitet og stærke sansemæssige, æstetiske egenskaber.

Faust er et performanceværk udtænkt og skabt til Den Tyske Pavillon på Giardini i Venedig; en pavillon, der i udgangspunktet udgør et mareridt for enhver kunstner grundet dens historie og arkitektoniske fremtoning.

Den Tyske Pavillon opførtes i 1909 som bayersk pavillon, men blev i 1938 ombygget efter ordre fra Adolf Hitler til et nazistisk monumentalt design af Ernst Haiger. Den Tyske Pavillon er på denne vis en bygning, som er tæt besat med totalitære referencer af den allermest modbydelige slags. Og som en ramme for samtidskunst udgør den således en nærmest uoverstigelig udfordring for en hvilken som helst kunstner.

Ingen, der oplevede Anne Imhofs Faust i åbningsdagene i Venedig i maj 2017, gik uberørte fra Den Tyske Pavillon

Anne Imhof valgte at tilgå denne udfordring ved at indlemme pavillonen som et historisk stærkt tynget tegn i hendes værk Faust, vis primære tematik tog sigte på en kritisk dissektion af vor tids totalitarismer, magt, kapital og rå repression med et særligt fokus på den tragedie, som disse størrelser udgør for den ungdom, der står til at skulle overtage en verden præget af netop alt dette.

Ingen, der oplevede Anne Imhofs Faust i åbningsdagene i Venedig i maj 2017, som jeg gjorde det, gik uberørte fra Den Tyske Pavillon. Fuldt fortjent fik Anne Imhof også prisen Den Gyldne Løve for bedste nationale pavillon på Biennalen i 2017. Anne Imhofs Faust var ubestrideligt et af årtiets helt store billedkunstneriske toppunkter.

Læs min anmeldelse her i POV International af Anne Imhofs Faust her.

6. Monica Bonvicini, NeedleKnows, 2012, Galerie Max Hetzler, Berlin, Tyskland

En gang imellem sker det, at man går ind i et galleri i Berlin og bliver blæst bagover af det imponerende, gennemført høje og helt igennem kompromisløse kvalitetsniveau. Noget sådant oplevede jeg en grå, kølig dag i 2012 i Berlin oppe nordpå, mere præcist i Wedding, hvor Galerie Max Hetzler på det tidspunkt havde et meget stort og virkelig flot gallerirum.

Her præsenterede Hetzler en stor solo-udstilling med titlen NeedleKnows af billedkunstneren Monica Bonvicini. Hun er Berlin-based og en meget kendt og anerkendt billedkunstner i det internationale kunstliv.

NeedleKnows viste Bonvicini en serie værker, der kunne aflæses som kritiske nedbrydninger af en stereotyp, aggressiv og voldelig maskulinitet.

I nogle af de større værker på udstillingen kastede Bonvicini demonstrativt og ved en overdreven gestus denne aggressivitet tilbage i ansigtet på betragteren. I andre mindre værker undergravede Bonvicini den stereotype maskulinitet ved at gestalte den ved anvendelse af traditionelt feminine former, teknikker og materialer.

NeedleKnows viste Bonvicini en serie værker, der kunne aflæses som kritiske nedbrydninger af en stereotyp, aggressiv og voldelig maskulinitet

Samlet set fremstod udstillingen overbevisende stærk, æstetisk klar og konceptuelt endog meget præcis. Men også modig, afklaret om egne virkemidler og med en meningsmæssig distinkthed og tydelighed, som man sjældent ser. Helt bestemt en toppræstation fra Bonvicinis side og afgjort en af årtiets billedkunstneriske højdepunkter.

7. Agnieszka Polska: The Demon’s Brain, 2018/2019, Hamburger Bahnhof – Museum für Gegenwart, Berlin, Tyskland

Det er imidlertid ikke blot galleri-scenen i Berlin, der ind imellem byder på særlige kunstoplevelser; også byens museer ligger i Europas første division, når vi taler visninger af billedkunst.

Hamburger Bahnhof – Museum für Gegenwart er altid et besøg værd, hvis man kommer et smut forbi Berlin. Og nogle gange viser Hamburger Bahnhof udstillinger, der kvalitetsmæssigt set sågar er helt oppe at røre ved de himmelske stjerner.

En sådan så jeg sidste efterår, nemlig The Demon’s Brain af den polske, men i Berlin bosiddende billedkunstner Agnieszka Polska.

Udstillingen skabtes som et resultat af, at Polska havde vundet Preis der Nationalgalerie; præsentationen af The Demon’s Brain på Hamburger Bahnhof var en del af denne pris så at sige.

Polskas The Demon’s Brain bestod af fire, store videoprojektioner af animations-sekvenser og mere realistisk filmede sekvenser samt tekststykker. Centralt i værket var en tematisering af det enkelte individuelle menneskes møde med sociale, politiske og environmentale problemer og kriser – og den følelse af magtesløshed, alt dette afstedkommer. Men også det etiske påbud om at handle og finde løsninger og veje ud af magtesløsheden, problemerne og de politiske og miljømæssige kriser.

Med The Demon’s Brain gav Polska betragteren et værk, der italesatte den følelse af at stå overfor noget, der opleves som uoverstigeligt vanskeligt eller ligefrem måske endda næsten overvældende ondt og tragisk, men som samtidigt også kalder på det enkelte menneskes moralske engagement og handling.

Med en samtidskunst så smuk, emotionelt rørende og politisk og moralsk relevant og engageret som Polskas The Demon’s Brain er der stadig håb for mennesket i vor tid

Som betragter lå det lige for at associere til vor tids populistiske bevægelser mod det totalitære, klimakriser, mennesker, der tvinges på flugt af krige og væbnede konflikter samt en stadigt stigende og hjerteskærende global ulighed. Hvordan opretholde en tro og et håb og finde kræfterne til at handle moralsk i en sådan situation? Dette spørgsmål potenserede Polska generelt med The Demon’s Brain, men pegede samtidigt også på, at alt stadig ikke er tabt, og at fremtiden om noget er værd at kæmpe for ved at lade den animerede dæmon sige: “Det er ikke for sent, det er ikke for sent”.

Og til det kan man kun svare bekræftende. Med en samtidskunst så smuk, emotionelt rørende og politisk og moralsk relevant og engageret som Polskas The Demon’s Brain er der stadig håb for mennesket i vor tid. Med The Demon’s Brain materialiserede Polska den sensibilitet og refleksion, som potentielt kan give den tro, der kan flytte bjerge, den overbevisning, der skal til for, at det enkelte menneske undlader at falde hen i magtesløshed, men derimod går ud og forpligter sig på omverdenen i en reel moralsk agens.

The Demon’s Brain af Polska er at finde blandt den ypperste samtidskunst, som unge billedkunstnere skaber i Europa i disse år. Og The Demon’s Brain var uden tvivl blandt de ti bedste udstillinger i årtiet.

8. Annette Messager, Alina Szapocznikow, Nördlich der Zukunft/ North of the Future, 2013, Galerie Isabella Czarnowska, Berlin, Tyskland

At der ikke nødvendigvis skal et kæmpe stort rum til at skabe en udstilling i den absolutte topklasse, viste Galerie Isabella Czarnowska i Berlin i 2013 med duo-udstillingen Nördlich der Zukunft/ North of the Future med værker af Annette Messager og Alina Szapocznikow.

Annette Messagers installatoriske arbejder kredsede om kroppen, dens sårbarhed, dens erotiske ladethed og dens dødelighed

Her mødte man som betragter tegninger og skulpturelle og installatoriske værker af disse to meget kendte billedkunstnere, der hører til de allerbedste kvindelige billedkunstnere i Europa fra 1960´erne og fremefter. Hvilket ikke siger så lidt.

Annette Messagers installatoriske arbejder kredsede om kroppen, dens sårbarhed, dens erotiske ladethed og dens dødelighed.

Noget lignende kan siges om Alina Szapocznikows tegninger og skulpturer. Kroppen som kød, den kønnede krop, den erotiske krop og døden som en angiver af kroppens fundamentale eksistensvilkår var allestedsnærværende tematikker i Alina Szapocznikows værker.

En glimrende og fortættet udstilling af to billedkunstneriske sværvægtere, der ved dens overlegne konsekvens og narrative og formelle radikalitet var blandt de bedste udstillinger i årtiet.

Fra udstillingen Abdoulaye Konaté: Useful Dreams, 2015, Blain|Southern Berlin, Berlin, Tyskland. Foto: Dorte Jelstrup.

9. Abdoulaye Konaté: Useful Dreams, 2015, Blain|Southern Berlin, Berlin, Tyskland

Den afrikanske kontemporære billedkunst har mange andre fremtrædende bidragydere end ovenfor nævnte El Anatsui. En af dem er den maliske billedkunstner Abdoulaye Konaté, som viste en større solo-udstilling hos Blain Southern Berlin i 2015.

På denne udstilling med titlen Abdoulaye Konaté: Useful Dreams viste Konaté en større serie tekstilarbejder, som vekslede mellem abstraktion og figuration.

Konatés opfattelse af kunstværket som essentielt kommunikativt i samklang med dets sansemæssigt æstetiske og stoflige, taktile nærvær fremstod som en overbevisende og klar grundstreng gennem hele udstillingen

Centrale tematikker i værkerne centrerede sig eksempelvis om politiske og miljømæssige forhold, globalisering og væbnede konflikter – alt sammen præsenteret symbolsk for betragteren i tekstile arbejder, der var skabt ved inddragelse af maliske håndværksmæssige traditioner for vævning, broderi og indfarvning af tekstiler.

Konatés opfattelse af kunstværket som essentielt kommunikativt i samklang med dets sansemæssigt æstetiske og stoflige, taktile nærvær fremstod som en overbevisende og klar grundstreng gennem hele udstillingen.

Med Abdoulaye Konaté: Useful Dreams imponerede Konaté i det hele taget ved hans konsekvente afrikansk prægede og ikke-vestlige tekstile reformuleringer og genfortolkninger af billeddannelser, som vi kender fra den vestlige modernismes reservoir af abstrakt maleri.

Som sådan var udstillingen også at læse som et kritisk korrektiv til den eurocentrisme, der stadig gennemstrømmer store dele af billedkunsten, men også vores tænkning i forhold til kunst.

En både smuk, bevægende og tankevækkende udstilling, som bestemt var blandt de bedste i årtiet.

10. Bruce Nauman. Dream Passage, 2010, Hamburger Bahnhof – Museum für Gegenwart, Berlin, Tyskland

Som mange vil vide, er den amerikanske billedkunstner Bruce Nauman blandt de helt store stjerner på den internationale kunstscene. Er man en flittig udstillingsgæst i udlandet, har man set hans værker igen og igen gennem årene i både Europa og USA.

På denne vis kan man næsten komme til at opleve en slags træthed ved at støde på hans arbejder endnu en gang, hvilket i enhver henseende er uretfærdigt set ud fra en billedkunstnerisk optik. For Nauman er uomtvisteligt blandt de mest interessante mandlige billedkunstnere fra 1960´erne og fremefter.

Naumans oeuvre er vidtspændende og strækker sig blandt andet over skulpturer, film, fotografier, neonværker og installationer.

Eksempler på kendte værker er korridor-værkerne, hvor betragteren efterlades alene eller ligefrem lukkes inde i et rumligt aflukke og dér overlades til refleksioner over f.eks. selv-perception og det at være til stede i rum og tid.

Andre velkendte værker er de konceptuelle og tekstbaserede neonværker, der eksempelvis lader sig aflæse som refleksioner over forbindelseslinjerne mellem sex, vold og død.

At se så mange af Naumans forskellige værker foldet ud i samklang med hinanden gav en som betragter en meget direkte oplevelse af, at med Nauman har vi at gøre med en sjældent begavet og kreativ kunstner, der i høj grad ser kunstværket som en semantisk, immersiv og performativ størrelse, der inviterer betragteren til både tænkning og agens

I 2010 præsenterede Hamburger Bahnhof – Museum für Gegenwart i Berlin en større og meget gennemarbejdet retrospektiv udstilling med værker af Bruce Nauman. Udstillingen, der bar titlen Bruce Nauman. Dream Passage, gav et grundigt og nørdet overblik over Naumans oeuvre med præcise punktnedslag i hans forskellige værkgrupper.

At se så mange af Naumans forskellige værker foldet ud i samklang med hinanden gav en som betragter en meget direkte oplevelse af, at med Nauman har vi at gøre med en sjældent begavet og kreativ kunstner, der i høj grad ser kunstværket som en semantisk, immersiv og performativ størrelse, der inviterer betragteren til både tænkning og agens.

Bruce Nauman. Dream Passage på Hamburger Bahnhof gav en ganske særlig oplevelse af og forståelse for Naumans store og mangefacetterede kunstneriske produktion, men udgjorde også på et mere alment niveau en betoning af kunstens kapacitet i henseende til at være så meget mere end blot spidsborgerlig dekoration. Med Naumans retrospektive udstilling på Hamburger Bahnhof trådte den samtidige billedkunstner også frem som en egentlig tænker. Bruce Nauman. Dream Passage var på denne vis også at finde blandt årtiets bedste kunstudstillinger.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Topfoto: Fra udstillingen Abdoulaye Konaté: Useful Dreams, 2015, Blain|Southern Berlin, Berlin, Tyskland, Dorte Jelstrup

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Dorte Jelstrup er billedkunstner, filosof og ekstern lektor ved Roskilde Universitet, hvor hun er ansat på faget Filosofi og Videnskabsteori.

Jelstrup er cand.mag. i filosofi og kunsthistorie fra Københavns Universitet, hvor hun tillige har været ansat på faget Filosofi dels som ph.d.-stipendiat og dels som ekstern lektor.

Jelstrup har på Københavns Universitet undervist i teoretisk filosofi samt filosofisk æstetik. På Roskilde Universitet har hun undervist og vejledt primært i filosofisk æstetik, men også i anvendt etik.

Som billedkunstner har Dorte Jelstrup en omfattende udstillingsvirksomhed i ind - og udland. Hun har bl.a. vist værker på Västerås Konstmuseum, Västerås, Sverige, Sørlandets Kunstmuseum, Kristiansand, Norge, Kunsthallen Brandts, Odense, Danmark, og Loop Video Art Festival, Barcelona, Spanien.

Jelstrups værker er blevet præmieret af Statens Kunstfond, ligesom hun har modtaget hæderslegat fra Anne Marie Telmanyi født Carl-Nielsens Fond.

Dorte Jelstrup er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, København, og Museum Sønderjylland - Kunstmuseet i Tønder.

Derudover har Jelstrup tildelt statslig kunststøtte som medlem af Kunstrådets Billedkunstudvalg i perioden 2003-2007, ligesom hun har været medlem af Kunstrådets Jury for International Festival for Samtidskunst, 2005-2006. Hun har endvidere været gæsteunderviser og censor ved Billedkunstskolerne, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København.

På POV International skriver Dorte Jelstrup om filosofi og kunst. Hun bor i København K og besøger Berlin så ofte, hun kan.

Seneste artikler om Kultur