SOCIALPOLITIK // ANALYSE – Hvordan ser det ud, når markedslogik, individuelle pligter og sociale skel ikke længere kun præger beskæftigelsesområdet – men breder sig til resten af velfærden? Del II undersøger, hvordan familiepolitikken, ældreområdet og det specialiserede socialområde bevæger sig væk fra rettigheder og tryghed og hen imod service, styring og stratificering.
Selvom den nye socialpolitiske orden har været mest fremtrædende på beskæftigelsesområdet, ses der også tilsvarende ændringer på familie- og børneområdet, det specialiserede socialområde, samt ældreområdet. Her kan der også ses tendenser til, at det offentlige leverer en basisydelse, som borgerne så selv kan supplere med individuelle eller kollektive sikringer. Her er der også tale om, at kontant- og naturalydelser bliver vanskelige at få tildelt og deres niveauer bliver begrænset. Det gælder især for ældreområdet, mens billedet på familieområdet er anderledes.
På begge disse områder ses endvidere en tendens mod ”det frie forbrugervalg”, dvs. at borgerne selv kan vælge leverandør af den tilkendte ydelse. Dette gælder dog ikke for ydelserne på det specialiserede socialområde. Også på disse områder – familie, ældre og handicap – spores et skift i velfærdens karakter: fra rettighed til service, fra kollektive løsninger til individuelle valg. Nedenfor gennemgås udviklingen på hvert område.
Udbygning og kontrol i familiepolitikken
På familie- og børneområdet er de sociale ydelser delt i to grupper: Dels generelt til familier, som kompenseres økonomisk og med pasningstilbud for at have børn, og dels indsatsen overfor børn, der lever under udsatte forhold.
Forligsresultatet, Barnets Lov, fastholdt dog familieorienteringen sammen med et tydeligere fokus på inddragelse af børnene
Hvad angår indsatsen på det generelle område har der mest været tale om en udbygning. Det mest bemærkelsesværdige er udbygningen af pasningssystemet for småbørn med en pasningsgaranti og udvidelsen af de offentligt finansierede barselsdagpenge og en højere grad af ligestilling mellem forældrene. Som tidligere nævnt er der også her etableret et privat supplement til barselsdagpengene, idet der i flere overenskomster er blevet sikret fuld løn i barselsdagpengeperioden.
Det er ikke nyt, at selvejende institutioner har overenskomst med det offentlige på daginstitutionsområdet, men fra 1989 blev det også muligt at etablere private daginstitutioner med tilskud fra det offentlige, forudsat at de har en kommunal godkendelse.
For børn, der har et udsat liv, har der været en række ændringer, hvor børnene er kommet mere i fokus ved den offentlige indsats. Siden 1950’erne har fokus i denne primært været på familierelationerne, især til moderen. Et væsentligt sigte har været at løse problemerne inden for familierne og hermed undgå anbringelser udenfor hjemmet. Det har dog ikke betydet et fald i anbringelserne.
Dette markedssystem er ikke uproblematisk, når det drejer som om meget komplicerede ydelser som fx botilbud til stærkt funktionsnedsatte borgere
I begyndelsen af det nye århundrede ændredes betingelserne for samarbejdet, idet økonomisk sanktionering også blev en del af samarbejdet med forældrene. Hvis et barns udvikling er i fare, kan kommunen kræve, at forældrene på et eller flere områder hjælper det til en bedre trivsel (familiepålæg). Dette pålæg er senere blevet skærpet. Hvis pålægget ikke bliver fulgt, skal kommunerne stoppe for udbetalingen af børne- og ungeydelsen og reducere boligstøtten. Imidlertid har kommunerne været tilbageholdende med at bruge pålægget.
Ved optakten til den sidste større ændring i 2023 så det ud som om, Socialdemokratiet havde til hensigt i høj grad at afskrive familierne til fordel for anbringelser. Forligsresultatet, Barnets Lov, fastholdt dog familieorienteringen sammen med et tydeligere fokus på inddragelse af børnene. Børnene fik flere rettigheder i forhold til deres forældrene, og den offentlige indsats skulle være mere indgribende fra starten.
Mens familieområdet har været præget af både udbygning og stram styring, står det specialiserede socialområde over for helt andre udfordringer – især i forhold til marked og kontrol.
Styringsproblemer og markedslogik på det specialiserede socialområde
Det specialiserede socialområde dækker primært handicaptilbud, socialpsykiatri og indsatser for udsatte voksne. Indsatserne omfatter både borgere, som bor selvstændigt og i botilbud. Efter strukturreformen i 2007 blev dette sidste område i høj grad styret af et markedssystem, tilbudsportalen. Her køber kommunerne ydelserne til borgerne af andre offentlige institutioner, selvejende institutioner og private kommercielle leverandører.
Dette markedssystem er ikke uproblematisk, når det drejer som om meget komplicerede ydelser som fx botilbud til stærkt funktionsnedsatte borgere. Problemerne skyldes, at kommunerne her er meget afhængige af den information, som de får fra leverandøren om den berørte borger. Der er tale om asymmetrisk information mellem leverandør og kommunen. Derfor har kommunerne meget svært ved at kontrollere om priser og kvalitet er i orden. Det har ført til en række styringsudfordringer for kommunerne, som forsøges imødegået politisk.
I 2024 har SVM-regeringen indgået en rammeaftale med tre andre partier i Folketinget. Markedsmodellen er fastholdt, men man søger at forbedre styringen med bl.a. en takstmodel, lempelse af reglerne for magtanvendelse overfor borgerne og at give Kommunernes Landsforening indflydelse på økonomien.
Det sociale ældreområde: færre ydelser og flere valgmuligheder
Udviklingen på det sociale ældreområde har været præget af to forhold, dels begrænsninger i ydelserne og dels indførelse af frit leverandørvalg for borgerne.
Selvom der er blevet mange flere ældre, så er der færre, som modtager hjemmehjælp (praktisk hjælp og personlig pleje) og flere får den i mindre omfang. Det er også blevet vanskeligere at blive visiteret til en plejehjemsplads, idet antallet af plejehjemspladser er faldet, trods et stort stigende antal ældre på over 80 år.
Hvis borgerne vil have en bedre tryghed, må de selv sikre sig gennem private kollektive eller individuelle sikringer
Samtidig er der udviklet et system, hvor borgeren selv kan vælge mellem kommunal eller en privat (af kommunen godkendt) leverandør. Når man vælger en privat leverandør, har man mulighed for at købe tillægsydelser til det, som man er visiteret til. Hvad angår plejeboliger er der etableret private friplejehjem, hvor borgerne kan købe tillægsydelser i forhold til ydelserne på de kommunale.
Ved ældreforligt i 2024 blev det vedtaget at oprette kommunale plejehjem, lokalplejehjem, hvor beboerne også kan tilkøbe tillægsydelser. Ved forliget blev det også bestemt, at hjemmeplejens arbejde i teams skal udbredes, så det bliver det normale. Det skal omfatte både for den privat og den kommunalt leverede hjemmehjælp.
Velfærdens nye vilkår: Rettigheder og skel
Som det fremgår af ovenstående, er udviklingen på de tre områder ikke entydig. Mens der har været en klar nedskæringstendens i ydelserne på ældreområdet, gælder det ikke tilsvarende for de to andre områder. På det specialiserede socialområde har der tværtimod været tale om øgede udgifter.
Derimod har udviklingen mod det frie forbrugervalg været mest entydigt på ældreområdet. Det har også været tydeligt på det generelle familieområde. På det specialiserede socialområde har der tværtimod været en tendens mod øget brug af tvang.
Der er udviklet et tydeligere skel mellem ”vi” (normaliteten) og ”dem” (afvigerne) i socialpolitikken
Hvis jeg til sidst skal sammenfatte karakteren af det nye sociale system i forhold til det tidligere, kan det skitsemæssigt beskrives således.
Tryghedsprincippet er blevet stærkt nedprioriteret. Tryghedsmålinger viser da også, at befolkningens oplevelse af en grundlæggende tryghed i hverdagen gennem de sidste tyve år er faldet betydeligt, fra 88 % til 66 %. I stedet skal de offentlige indsatser motivere borgerne til beskæftigelse.
Det betyder, at det offentlige kun leverer basisydelser – både hvad angår kontant- og naturalydelser – til borgerne, som sikrer, at man lige kan klare sig igennem. Hvis borgerne vil have en bedre tryghed, må de selv sikre sig gennem private kollektive eller individuelle sikringer.
Samtidig er ydelserne til normalbefolkningen blevet mere serviceprægede (sikring af valgmuligheder og mulighed for køb af tillægsydelser), mens indsatserne overfor de grupper, der ses som negativt afvigende, er blevet reduceret økonomisk og mere tvangs- og strafprægede. Det seneste eksempel på dette er, at bandemedlemmer kan få frataget tilkendte førtidspensioner i fem år. Der er udviklet et tydeligere skel mellem ”vi” (normaliteten) og ”dem” (afvigerne) i socialpolitikken.
Oplysningerne i analysens del 1 og 2 er nærmere begrundet og dokumenteret i 6. udgaven af Peter Bundesens bog Sociale problemer og Socialpolitik, som udkommer på Syddansk Universitetsforlag.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og