MUSIK // KONCERTANMELDELSE – Jason Isbell og hans band skabte en aften fyldt med intense øjeblikke og følsomme sange under deres koncert i Scandic Falkoner. Med en stemme, der emmer af autenticitet, og et band, der leverede alt fra blid Americana til rock, viste Isbell, hvorfor han er en af nutidens store singer-songwriters.
Når man bevæger sig gennem Falkoners lobby og ind til koncerten, mødes man af et markant citat på baren: GOOD FRIENDS ARE LIKE DUCT TAPE, THEY FIX EVERYTHING.
At kickstarte min Saturday-Night-Fever-oplevelse på denne måde gav undervejs i koncerten lyst til at “rette” et par ting her og der, mens jeg lyttede.
Når jeg lytter til hans studiealbums, er den 45-årige singer-songwriter Jason Isbells udtale af teksterne tydelig og klar; jeg forstår hvert eneste ord, han synger. I stedet for at tale eller rappe over melodierne i musikken, som nogle har for vane, synger han faktisk sangene.
Da jeg begyndte at lytte til Isbells musik, blev jeg grebet af en nagende følelse af, at jeg havde hørt denne person synge et sted før. En genkendelighed, der føltes som en god ting. Men så gik det hurtigt op for mig, at dette ér en mand med sin egen stemme. Jason Isbell lyder som… sig selv!
Der er en indbygget ærlighed i Jason Isbells fremførelse. Det er som om, han virkelig tror på og står inde for det, han synger
Hvad der også gik op for mig, er, at klangen i Isbells stemme ligger tæt på singer-songwriter Jackson Brownes. I hans sommetider udpræget klagende måde at fremføre melodiens toner på, minder hans levering om Brownes.
Desuden kan der i nogle af Isbells sange være en blyantstynd sårbar kvalitet i hans stemme – som en smule mere maskulin Neil Young. Alligevel er der en slags råhed, der forstærker følelsen hos lytteren af, at dette er “The Real Deal”.
Der er en indbygget ærlighed i Jason Isbells fremførelse. Det er som om, han virkelig tror på og står inde for det, han synger. Melodierne i hans sange er smukke, og de vokale kor på studiealbummene løfter sangene op på et endnu mere ophøjet musikalsk niveau.
Countrymusikkens “visitkort” er dens nøgne intimitet. Der er stort set ingen ’mellemmand’ af trommemaskiner og teknologisk-computeriserede ’dåse’-lyde mellem singer/songwriter’en og lytteren. Derfor skabes der en tæt og særlig relation mellem lytteren og mennesket, der synger sangen. Dette er kernen i countrymusikkens karakteristiske ægthed, og den står i skærende kontrast til den teknologisk maskinproducerede lyd, der typisk bliver kastet mod lytteren i popmusik.
Sangstemmen i konkurrence
Udover Jason Isbell på guitar består hans 400 Unit-band af Sadler Vaden, også på guitar; Anna Butterrs på bas; Derry deBorja på keyboard og harmonika; Chad Gamble på trommer; og Will Johnson på percussion, guitar og gong.
Sammen lagde de ud med rocknummeret “Hope The High Road” fra deres album The Nashville Sound (2017). Når jeg lytter til gruppens CD, kan jeg tydeligt høre sangens ord, men desværre blev teksterne, som Isbell sang ved lørdagens koncert, fuldstændigt slørede bag den væg af lyd, som de elektriske instrumenter skabte.
Som rockmusik er det spændende, bevares. Men Jason Isbells sangstemme fungerer bedst, når den ikke skal overdøve forstærkede instrumenter. Budskaberne, han længes efter at formidle, er i bund og grund intime og fungerer bedst, når de leveres i en slags hvisken.
Men her kommer mit første forsøg på at “fikse” tingene: Jason Isbell og 400 Unit burde begrænse antallet af rocknumre til deres koncerter. De seks musikere er helt sikkert dygtige rockmusikere og i stand til at spille Americana-musik, der kan måle sig med en gruppe som The Eagles, men bagsiden er dog, at sangteksterne bliver meget svære at tyde for publikum og endda blive ”ulæselige” (og jeg er endda amerikaner).
Poetiske tekster
Fra samme album, The Nashville Sound, spillede de også “If We Were Vampires”. Her kunne jeg tydeligt forstå alle teksterne. Her spillede sekstetten med en blød kammermusik-kvalitet; Derry deBorja tog en harmonika og spillede en blid obbligato, hvilket fik mig til at tænke på en anden højt respekteret “Americana”-gruppe, The Band.
Teksterne her er særligt rørende.
It’s knowing that this can’t go on forever
Likely, one of us will have to spend some days alone
Maybe we’ll get 40 years together
But one day, I’ll be gone or one day, you’ll be gone
Så var der hyldestsangen til fabriksarbejderen, “King of Oklahoma”, som også blev spillet højt, som en rockmelodi. Som det ofte er tilfældet til livekoncerter i dag, var bassen skruet så højt op, at det var næsten igen umuligt at høre nogen af ordene i sangen. Det er en skam, for Jason Isbell er noget af en poet som tekstforfatter.
She used to wake me up with coffee every morning
And I’d hear her homemade house shoes, slide across the floor
She used to make me feel like the king of Oklahoma
But nothing makes me feel like much of nothing anymore
Intensiteten tiltager
Hen mod slutningen af sangen kastede Jason Isbell sig ud i en kraftfuld guitarsolo. I sit valg af toner og udtryk syntes han at hylde Jimi Hendrix’s berømte solo i “All Along the Watchtower”.
Fra gruppens seneste album, Weathervanes (2023), hørte vi “Strawberry Woman”, en tydeligt country-og-western-sang, spillet med akustiske instrumenter, inklusive harmonika, spillet af Derry deBorja. Og nu kunne jeg forstå alt, hvad der blev sunget: And you still look fine and you still look free.
Livet i overhalingsbanen og den medfølgende fortrydelse over det udforskes i “White Beretta”, også fra seneste album: I thank God you weren’t brought up like me, with all that shame and certainty. Også fra Weathervanes fik vi den episke “Miles”. På albummet er slægtskabet med Neil Youngs musik umiskendeligt. I begyndelsen synes sangen at have sine rødder plantet i Youngs, “Down by the River” og “Southern Man”, men ved sin afslutning bevæger fundamentet i “Miles” sig dog over i harmonier, vi genkender fra Abbey Roads, “Golden Slumbers”.
Aftenens sidste sang var “Cover Me Up” fra Southeastern (2013). But I made it through, ‘cause somebody knew, I was meant for someone.
Men alligevel spørger ‘fixeren’ i mig: Hvorfor stod Anna Butterrs ikke sammen med Sadler Vaden og Jason Isbell og deltog i det festlige jam?
Udførelsen af sangen var særligt kraftfuld og derudover var det eneste gang i løbet af aftenen, at bassisten Anna Butterrs sang sammen med Jason Isbell og Sadler Vaden som en vokaltrio. Endnu en gang, i min selvvalgte rolle som “fixer”, måtte jeg undre mig over, hvorfor 400 Unit ikke oftere udnytter det, der klart er et charmerende og succesrigt potentiale. Da sangen var forbi, klappede publikum da også vildt og længe.
Koncertens højdepunkt til slut
Som forventeligt vendte 400 Unit og Jason Isbell tilbage til scenen og spillede de tre ’obligatoriske’ ekstranumre. Der var “24 Frames” og derefter “Cast Iron Skillet”, som fremkaldte atmosfæren fra Harper Lees roman To Kill a Mockingbird, det dybe amerikanske syd, som afdækker sine mørke hemmeligheder.
This town won’t get no better, will it? She found love, and it was simple as a weather vane, but her own family tried to kill it.
På dette tidspunkt af aftenen spillede hele 400 Unit med en tekstur, der i mine ører måler sig med, hvad man kan høre i ensemblespillet på Nora Jones’ Come Away with Me-album, der er inspireret af The Band.
I min optik var aftenens højdepunkt “This Ain’t It” – den mest vellykkede rocksang. De to guitarister jammede faktisk sammen, udvekslede riffs og linjer med stor energi. Det var virkelig spændende og lød som noget af The Allman Brothers. Jeg har aldrig hørt Dickey Betts og Duane Allman jamme sammen på “Blue Sky”, men den samtale, som Isbell og Vaden engagerede sig i her, skabte en opløftende effekt. Sikke en afslutning!
Men alligevel spørger ‘fixeren’ i mig: Hvorfor stod Anna Butterrs ikke sammen med Sadler Vaden og Jason Isbell og deltog i det festlige jam?
Læs også Jeppe Madsbad Lauritzens anmeldelse: “Aqua i Royal Arena: Fuld festdamp og få vådeskud”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
