FILM – I den konstante flod af film på CPH PIX finder Frederik Bojer Bové endnu en faktor at sortere efter: Fire film af nordiske debutanter. Som i øvrigt alle er kvinder.
CPH PIX er blevet til et fantastisk udstillingsvindue for debutanter.
Jeg ved ikke, hvor meget debutanterne selv får ud af det, hvor meget debutant-priserne hjælper med at skaffe mere funding, hvor mange producenter der bevæger sig rundt backstage, men for den danske film-offentlighed er det en kæmpe hjælpe til at holde fingeren på pulsen og finde ud af, hvad der egentlig sker rundt omkring.
Så her er fire debutfilm fra de nordiske lande. De siger noget om nordisk filmkultur anno 2018.
Og nå ja, så er de alle fire lavet af kvinder. Men det er ikke hver gang så vigtigt.
And Breathe Normally (Ísold Uggadóttir)
Det er dog ret relevant at tale lidt om kvinder i islandsk film. Der har nærmest ikke været nogen! I 2015 spurgte jeg instruktøren Rúnar Rúnarsson om, hvor de var henne, og han svarede, at alle godt vidste, der havde været noget galt, og at de glædede sig meget til at se de par nye instruktører, der var på vej frem.
Island er et lille samfund, der har været gennem enorme forandringer på en ret kort periode. Det har givet plads til at være verdens første land med en valgt kvindelig præsident (Vigdís Finnbogadóttir) og den berømte kvindestrejke i 1975, men det er også et land, hvor strukturer kan blive meget stærke og indelukkede (som man så, da nærmest alle banker blev fældet af finanskrisen).
De seneste par år har budt på en bemærkelsesværdig række af islandske film, Om Heste og Mænd, Blandt Mænd og Får, Virgin Mountain, Sparrows, Heartstone, der hver for sig er virkelig stærke, men også har rigtig meget til fælles. En fælles vision, et fælles billedsprog, som det har været spændende at følge. Men også det, at de alle har været lavet af mænd og om mænd.
Byder Ísold Uggadóttirs And Breathe Normally så på noget nyt og anderledes? Ja! På alle måder. Det er en film, der handler om kvinder, hvilket i sig selv er vildt og vitalt. Men på så mange andre måder er den anderledes end andre islandske film. Den foregår i en by, snarere end i den vilde islandske natur, der har givet den nye islandske bølge så meget, men det smukke filmsprog tager sig god tid til at skildre veje, fabrikker og busser med præcis lige så meget styrke, som vi før har fået fra bjerge, fosser og fjorde.
Og så er manuskriptet fremragende på et plan, der er sjældent ikke bare i islandsk, men også i nordisk film. Der er en vilje til at tænke nye veje, men samtidig holde det komponeret, som er fantastisk.
Til at starte med følger vi Lára (Kristín Þóra Haraldsdóttir), en enlig mor der kæmper for at holde snuden over vande. Hun mangler penge, og en lille pose med pulver viser, at hun er kommet ud af et misbrug, men ikke helt tør smide det væk endnu. Det er en stor ting, da hun får job som grænsevagt i den lille lufthavn, hvor hun viser sig at have et stort talent for at opdage, når folk forsøger at snyde med deres pas. Det går dog ud over Adja (Babetida Sadjo), der bliver tilbageholdt, mens en anden kvinde tager hendes datter på et fly til Canada.
Der er intet i vejen med den manuskripttunge tilgang, når man på denne måde kommer ud over alle dramaturgiske klichéer og skildrer sine karakterer med en psykologi, der føles både empatisk og ægte
Det overraskende skift kommer, da filmen bliver ved med at følge Adjas historie, mens hun ryger igennem asylsystemet. Vi ser bureaukratiet, den ugidelige forsvarer, de trøstesløse forhold og umuligheden af at bevise, man er forfulgt. Især fordi Adjas historie er, at hun bliver forfulgt i Guinea Bissau på grund af hendes seksualitet, men naturligvis og fuldstændig logisk ikke har beviser på, at hun har sex med kvinder (And Breathe Normally er også en lesbisk film, men om samfund hvor lesbiske kvinder har mænd og børn og kærester i smug. Island er ret lukket, som Heartstone også viste).
Langsomt flettes de to historier sammen på en måde, hvor alle detaljer og alle handlinger huskes. I debatten om dansk film har vi i noget tid kritiseret den meget manuskripttunge tilgang til filmskabelse, som har hersket herhjemme, men And Breathe Normally minder om, hvor herligt det er at se film med fortælleglæde og en nærmest novelleagtig struktur, der bygger op til en afrunding, der både er finurlig og tilfredsstillende.
Der er intet i vejen med den manuskripttunge tilgang, når man på denne måde kommer ud over alle dramaturgiske klichéer og skildrer sine karakterer med en psykologi, der føles både empatisk og ægte. Og når det så kan kombineres med en cinematografi, der fanger et fantastisk islandsk lys og kombinerer det med afdæmpede og smukt komponerede bybilleder, så har man en rigtig god film. Og så ganske anderledes.
Holiday (Isabella Eklöf)
Den her artikel skulle gerne udfordre idéen om, hvad en ‘kvindefilm’ kunne tænkes at være, til dem der har lyst til at bruge en sådan kategori, men det kommer også til at prikke lidt til, hvad en dansk, svensk eller norsk film egentlig er.
Isabella Eklöfs Holiday er for eksempel teknisk set en dansk film, godt nok af en svensk instruktør, men hun er uddannet på den danske filmskole, og filmen er dansk produceret og handler om danskere. Men da Eklöf blev spurgt om ikke hendes uhyre æstetiske film var ret så udansk, så påpegede hun straks, at det egentlig mindede meget om Roy Andersson og Ruben Östlund. Det er egentlig rigtigt, og jeg smider folk som Lisa Aschan i samme bunke og er en ganske lille smule skuffet.
Holiday er så ganske unik i dansk sammenhæng. Men ikke i nordisk.
Victoria Carmen Sonne spiller Sascha, en ung kvinde der ankommer til Tyrkiet for at være sammen med sin smugler-involverede kæreste. Hun falder fint til i den glamourøse livsstil med dyre smykker, god mad, flot tøj, strandture, men har det lidt skidt med volden og føler måske også lidt, at hendes nye venner er lidt trashy – hun påpeger på et tidspunkt, at hun er lidt anderledes end dem, fordi de alle sammen er fra Amager, hvilket gav god latter i salen. Hun bruger tid med hollandske Thomas, hvilket hendes gangster-kæreste ikke bryder sig om, og det er jo ikke en stabil situation.
Der er to ting, som med det samme falder i øjnene, fra filmens første klip: Et billede af en lufthavn, fuldstændig symmetrisk, og ind vandrer Sascha, indtil hun er præcis i midten, så drejer hun af, går mod kameraet, og da hun fylder cirka halvdelen, drejer hun til højre igen og kameraet følger efter hende, så hun stadig er i midten.
Det er en æstetisk kontrol, over både rummet og mennesket i det, som dansk film bare generelt ikke arbejder med. Det er en strenghed, som vi yderst sjældent gør os i, heller ikke i æstetiske film som Vinterbrødre og Team Hurricane. ‘Dogme’ var også i høj grad baseret på at sætte karaktererne fri, snarere end at spærre dem inde.
Men det er jo kun én æstetisk strategi, og en film som Holiday skal føles klaustrofobisk. Og det gør den så virkelig også, det kontrollerede kamera er skånselsløst i fotograf Nadim Carlsens hænder, i den måde det bliver hængende, kun bevæger sig ultralangsomt, når det endelig sker, og til gengæld klipper lynhurtigt mellem positioner langt væk fra hinanden, som om menneskerne aldrig slipper fri.
Når historien om dansk films æstetiske genopblomstring bliver skrevet, vil det nok være en central del af fortællingen, at vi fik ret meget hjælp fra vore nabolande.
Og så er Victoria Carmen Sonne en skuespiller, der spiller eminent under pres. Det kræver en særlig form for skuespil at passe ind i et sådant kamera, men Carmen Sonne, med hendes store øjne og lille, men eksplosive krop, gør det fremragende. Det er et match mellem skuespiller og rolle, som vi sjældent ser, og som burde gøre Carmen Sonne til allemandseje.
Desværre matcher de resterende skuespillere ikke helt så godt til æstetikken. Ligeledes kæmper Nadim Carlsen lidt med at tilføje billederne det sidste unikke pift, hvilket er lidt overraskende – han har blandt andet filmet Ali Abbasis to film Shelley og Grænse, så vi har før set ham skabe de helt store billeder. Holiday er virkelig smuk og anderledes efter dansk standard, men netop fordi den er så udansk, er det nærliggende at bruge svensk/international standard, og her er det lidt set før.
Isabella Eklöf og Nadim Carlsen kommer fra en helt særlig årgang af Filmskolen, der havde afgang i 2011. Den tæller også folk som Ali Abbasi, Milad Alami (Charmøren) og Samanou Acheche Sahlstrøm (I Dine Hænder) samt fotograf Sturla Brandth Grøvlen, der allerede har en international karriere (tyske Victoria, islandske Blandt Mænd og Får og Heartstone).
Det er en årgang, der allerede har været med til at lave imponerende mange prisvindere, men som også understregede et problem for dansk film, for der er ret mange af dem, der er født i andre nordiske lande. Når historien om dansk films æstetiske genopblomstring bliver skrevet, vil det nok være en central del af fortællingen, at vi fik ret meget hjælp fra vore nabolande.
Holiday tilfører dansk film lidt svensk æstetik og lidt af den svenske politiske ukorrekthed (hvilket nok provokerer mange læsere, men jeg fatter ikke, hvordan man kan se på film som Something Must Break, Play, The Square eller White People og tænke, at det er dansk film, som er fræk og modig).
Og resultatet er først og fremmest, at vi for alvor kan se, hvor ekstremt heldige vi er at have en skuespiller som Victoria Carmen Sonne. Det skal den have tak for. At mine ekstremt høje forventninger ikke helt blev mødt – fra de klip, jeg havde set på forhånd, havde jeg troet, det ville være årets bedste danske film, men den er nok ‘kun’ i top fem – det er i sammenhængen nok mindre vigtigt.
Lifeboat (Josefine Kirkeskov)
Symmetri: Hvor Holiday er en film af en svensk instruktør om danskere i Tyrkiet, så er Lifeboat en film af en dansk instruktør om en svensker og en nordmand i Grækenland. Iben og Thomas er taget på bådferie til havet omkring Grækenland, men deres ferie tager en drejning, da de samler en syrisk bådflygtning op af vandet.
Den syriske bådflygtning fortæller, at Grækenland er begyndt at sende syrere tilbage til Syrien, så Iben og Thomas beslutter sig for at sejle hende til Italien. Men undervejs begynder Iben at stille sig selv spørgsmål om, hvem den syriske kvinde i virkeligheden er, og langsomt begynder et psykologisk drama at tage form.
Lifeboat flyder på en bølge af danske film, der foregår på en enkelt location. Jens Dahls 3 Ting, Gustav Möllers Den Skyldige, Rasmus Kloster Bros Cutterhead. Det er film lavet på lavbudgetordningen, hvor de locations hjælper med til at lave filmene billigt. Det kan give strålende film, netop fordi begrænsningen tvinger andre dele af filmsproget til at tage over, fra manus og skuespil til fotografering og lyddesign.
Resultatet bliver en film, der føles fanget, der ikke rigtig kan koble ‘form’ og ‘indhold’ til en helhed uden at skulle gå på kompromis med én af delene
Og Lifeboat er teknisk i meget høj klasse. Catherine Pattinama Coleman fotograferede også, hvad der tydeligere og tydeligere står for mig som 2018’s bedste danske film, Malene Chois The Return. Lyddesigner og komponist Sophia May arbejdede også på sidste års bedste film Team Hurricane og laver musik under navnet Ellis May.
Ligeledes gør skuespillerne Sofia Helin (Saga fra Broen), Pål Sverre Hagen (nok engang på havet efter han spillede Thor Heyerdahl i den Oscar-nominerede Kon-Tiki) og Sebnem Hassanisoughi det aldeles glimrende. Men der er en brist i filmens helt centrale idé, som holder den tilbage.
Josefine Kirkeskov skildrede også i Heaven, hendes afgangsfilm fra Filmskolen, skandinavere der får vendt deres liv på hovedet på en ferie – denne gang Mallorca. Hun har blik for, hvordan skandinavisk tryghed avler en selvtilfredshed, der så let punkteres, så snart vi kommer væk fra vores hjemmebane.
Men Lifeboat vil for meget, da den både vil vise det uforståelige i mødet med bådflygtningen, men samtidig vil koble det til en hændelse i Ibens fortid. Forsøget med at skabe paralleller mellem Iben og flygtningen og mellem havet og tidligere traumatiske hændelser, der involverede vand, kommer aldrig rigtig til at fungere. Netop fordi Iben og Thomas er på ferie, de er rejst væk fra noget, af eget valg.
Det betyder, at parallellerne bliver psykologisk problematiske, for hvorfor rejser de væk fra noget ved at tage på en tur, som alligevel bringer minderne tilbage? Men det kan forklares – mennesker er ikke rationelle. Problemet er større, fordi det fungerer som en hæmsko for filmens æstetiske stil, der forsøger at arbejde med disse paralleller, men aldrig for alvor kan give los af frygt for at ødelægge den psykologiske troværdighed.
Resultatet bliver en film, der føles fanget, der ikke rigtig kan koble ‘form’ og ‘indhold’ til en helhed uden at skulle gå på kompromis med én af delene. Det er ærgerligt, men er samtidig også et problem, der forhåbentlig er specifikt til denne film.
Blind Spot (Tuva Novotny)
Selvom Tuva Novotny er født i Sverige, er hendes debut Blind Spot – der har vundet festivalens store pris New Talent Grand Pix – en film, der er lavet i Norge og som føles umanerlig norsk. Dens centrale æstetiske greb er nemlig det samme som i en anden ny norsk film, der også fik stor opmærksomhed i Danmark: Erik Poppes Utøya 22 Juli om terrorangrebet på Utøya.
Pointen er, at begge film fortæller deres historie i ét klip. Vi følger altså karaktererne i real-time, mens de for eksempel i Erik Poppes film forsøger at overleve et terrorangreb. Historien i Blind Spot er meget mindre og heller ikke nogen historisk kendt episode, så jeg skal afholde mig fra at afsløre, hvad der sker.
Selvom Blind Spot ikke har de historiske og politiske ambitioner som Poppes film havde, vil jeg alligevel påstå, at det er en bedre kunstnerisk præstation. Novotnys fokus på en mindre episode giver hende mere plads til at lade det æstetiske sprog ånde og undersøge, hvad det egentlig kan, og samtidig mere plads til at lade en personlig pointe stå frem.
Det føles som om, begge film i virkeligheden lidt vil sige det samme: At mens en tragedie udfolder sig, er den nærmest umulig at forstå, og at det væsentlige er, hvordan de ramte føler det, men hos Novotny kan også dialog og plot spille sammen med æstetikken, så pointen for alvor kommunikeres til publikum, ikke bare intellektuelt, men lige så meget emotionelt.
Det er en knugende stærk film, som bliver så meget desto mere stærk, fordi den insisterer på at fortælle en lille historie, som udspiller sig massevis af gange hvert år
På den nyligt overståede festival i San Sebastián vandt Pia Tjelte prisen for Bedste Skuespillerinde for hendes rolle i Blind Spot, og hendes præstation er overvældende. Uden ret mange ord kommunikerer hun det uforståelige, via krop, vejrtrækning og stemme, i så mange minutter af gangen. Det er rent fysisk en fuldstændig uforståelig præstation, at hun kan være så intenst meget på, på så sårbar en måde uden at skulle have ret mange pauser.
Jeg kan ganske enkelt ikke huske at have set noget lignende.
Nævnes skal også danske Peter Albrechtsen for lydsporet, der skaber en lydlig verden, der efterhånden, som tragedien udspiller sig, fremstår nærmest grusom i sin ligegyldighed. De to ting peger på, hvorfor Blind Spot er så stærk, fordi den bevidst bygger på minimale elementer – vejrtrækning, fuglefløjt, små tragedier – og stykker dem sammen til et hele. Alt er så afmålt, i modsætning til Utøya 22 Juli, der i mine øjne kæntrede under vægten af misforståede etiske-æstetiske valg.
Jeg har ikke set alle konkurrencefilmene endnu, men Blind Spot fremstår i sig selv som den bedste af dem, fuldt ud værdig til at vinde over Holiday og Girl for nu at nævne et par af forhåndsfavoritterne. Det er en knugende stærk film, som bliver så meget desto mere stærk, fordi den insisterer på at fortælle en lille historie, som udspiller sig massevis af gange hvert år.
Fokus på det små og nære ville ofte blive set som karakteristisk for en ‘kvindefilm’. Det er det måske til tider også. Men de fire film viser tilsammen, at det ikke nødvendigvis er tilfældet. Det kan dog ikke benægtes, at det er rart at se nye stemmer, nye tanker. Om det er nyt, fordi de er kvinder eller svenske. Eller bare ekstremt gode manuskriptforfattere.
Fotocredits: CPH PIX
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
