På rejse efter solen i Sydspanien 2: Tyrene spøger i baghovedet

i Rejse/Kultur af

SPANIEN // REJSEBREV – Fotograf Jens Ulrich rejser rundt i Sydspanien, 3-4 uger, for at få lys og varme. Altid på jagt efter et godt motiv og møder med nye mennesker.

Den første morgen i Sevilla lægger ud med en anelse panik. Hvor er den omhyggeligt pakkede medicin? Hjemme i Danmark? Kuffert og taske splittes ad, ikke en tablet i syne. Jeg ser mig selv falde om på gaden med kæmpehøjt blodtryk, tilkalkede årer og et kolesteroltal lige til en eller anden rekordbog, men selvfølgelig dukker de op, dispenserboksene med tabletter, blandt de medbragte t-shirts. Panik og umiddelbar død aflyses.

Dagens opgave er at opleve Sevilla, sådan lidt på må og få. Ingen plan, ingen seværdigheder, men bare åbne sanser. Man kunne sige at få byen under huden. Måske?

Solen begynder at tage fat i nakken på mig. Det tungsind, der var med i bagagen og årsagen til denne udflugt, bliver fjernet en lille bitte smule af gangen af solens stråler

Der er en fin lille gårdhave med springvand, der hvor jeg bor på Calle Paraiso. Jeg må simpelthen sidde et øjeblik på en lille bænk i solen. Jeg er ankommet til solen og Sevilla. Rundt om hjørnet ligger Guadalquivir og skinner i solen. Denne flods navn har en magisk virkning på mig. Jeg forestiller mig Hemmingway i Den Spanske Borgerkrig, jeg ser Gary Cooper og Ingrid Bergman for mig i Hvem ringer klokkerne for? Samtidig må jeg konstatere, at jeg ikke ved ret meget om Borgerkrigen, og jeg beslutter mig for, at det skal der rådes bod på.

Den ulige kamp

Det er lunt, mens jeg spadserer langs floden, solen varmer allerede selv om klokken kun er 10, ingen seværdigheder i dag, så jeg passerer Torre del Oro (Det gyldne Tårn) næsten uden at værdige det et blik. En anden dag, lover jeg mig selv.

Og så er der Arenaen. Plaza De Toros. Arenaen ligger med udsigt til floden. Det er en smuk bygning, synes jeg, og jeg går langs de hvide mure. Det er en mærkelig dragning, jeg har til tyrefægtning. Jeg har aldrig set det i virkeligheden, kun på TV en gang imellem i Spanien, og så jeg har læst Rifbjergs bog og Hemingways historier.

Han taler om kampen mod den rå kraft, menneskets sejr over naturens vældige kræfter, opgøret mod autoriteter og faderfigurer

Ja, jeg ved, det er grænsende til dyremishandling, men jeg kan også se skønheden, æstetikken, i det, der foregår i arenaen, de indstuderede bevægelser og bevægelsesmønstrene. De agerende som har hver deres rolle og som ved, hvad der kræves af dem. På en måske uforståelig måde minder det mig om dans, om ballet.

Og ja, jeg er klar over, at det er en ulige kamp, og jeg har set filmen om tyren Ferdinand, der hellere vil snuse til blomster end dø i arenaen. Forresten, jeg er sikker på, at jeg ikke har lyst til at se en tyrefægtning i virkeligheden, sådan er det. Det er ligesom en boksekamp, det kan gå på TV, film eller i bøger, men real time? Nej tak.

Jeg indtager formiddagskaffen på en lille bar tæt ved arenaen. Der er masser af billeder på væggene af tyrefægtning, tyre og toreadorer, signerede portrætter af udvalgte tyrefægtere og sågar to udstoppede tyrehoveder hænger på væggen. Det er tyre, som har opført sig specielt tappert, siger manden bag bardisken.

En ældre herre er vældig interesseret i mit kamera og vi falder i snak. Han ville desværre ikke fotograferes, men han er en ægte tyrefægtningsaficionado. Han fortæller, at han er på plads, hver gang der er tyrefægtning i arenaen. Han taler om kampen mod den rå kraft, menneskets sejr over naturens vældige kræfter, opgøret mod autoriteter og faderfigurer.

Jeg prøver at sige, at udfaldet altid er givet. Tyren dør, men han var urokkelig. Det er meget bedre og mere spændende end fodbold, sagde han til slut. Han gav mig hånd, da han gik, og sagde, at han var glad for vores lille snak.

Jeg stod lidt forvirret ved bardisken og kiggede op på et udstoppet tyrehoved, mens jeg tænkte på hans ord. Jeg tror, hvis jeg var tyr, ville jeg foretrække at være en Ferdinand frem for en dødsdømt tyrefægningstyr.

Jeg har fundet et citat af den engelske forfatter A.L. Kennedy: ‘…det er lige meget, hvad din personlige holdning er til tyrefægtning, for der er et grundlæggende faktum i corridaen (tyrefægtningen): i tyrefægtning møder både mennesket og tyren frygt og smerte, og begge risikerer at dø…

Måske var det det, manden i baren forsøgte at fortælle mig på sin egen måde. Jeg måtte ud i luften og solskinnet igen.

Det kvarter, jeg bor i, hedder Barrio Triana. Jeg har ikke noget at have det i, men det virker som et gammeldags arbejderkvarter, i hvert fald lige her omkring. Det er en fornøjelse at slentre rundt her. Som at være i Buenos Aires. Afslappet og afdæmpet.

Ved frokosttid sætter jeg mig på en fortovscafé og bestiller en bocadillo con salchichón, eller en sandwich med spegedreng. Det er 4. februar, og alligevel sidder jeg i en t-shirt og nyder min mad.

Solen begynder at tage fat i nakken på mig. Det tungsind, der var med i bagagen og årsagen til denne udflugt, bliver fjernet en lille bitte smule af gangen af solens stråler. De mest kuldskære af de lokale knapper vinterfrakkerne op og i min danske bevidsthed, er det forår for fuld udblæsning.

Jeg har på fornemmelsen, at foråret er kommet tidligt til Sevilla i år, og jeg kan mærke, at min ansigtshud allerede er mærket af solen

Som alle steder er der gang i mobilerne, mails og beskeder skal tjekkes, der skal snakkes, mens man går, og der er en livlig trafik med løbehjul, såvel elektriske som manuelle, så man ind imellem må springe for livet. Der er tusinde dufte fra fødevarebutikker og barer og restauranter, og både mænd og kvinder bærer kraftig parfume.

Jeg har på fornemmelsen, at foråret er kommet tidligt til Sevilla i år, og jeg kan mærke, at min ansigtshud allerede er mærket af solen. Solbrændt i begyndelsen af februar. Det lover godt for resten af opholdet.


Fotos: Jens Ulrich, dizzyBild.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg hedder Jens Ulrich, f. 1949 på Vesterbro, København, har siden 2007 primært været portrætfotograf og healer, men der skal også være tid til nogle børnebørn og ture på elcyklen. Fortiden brugte jeg bl. a. som ansat i medicinalbranchen og på det Kgl Teater. Jeg er meget optaget af musik og kunst, både The Beatles og Bob Dylan har en stor plads i mit hjerte, ligesom pigegrupperne i 1960’erne. Jeg bor i Charlottenlund med min frue.
Har du lyst til støtte min skribentvirksomhed modtager jeg gerne små og store beløb på mobile pay 20155012. Du kan komme i kontakt med mig på jens@dizzybild.dk og se mine fotografier på dizzybild.dk

Seneste artikler om Rejse