HISTORIE // LONGREAD – Den dag kalenderen viste den 1. januar år 1900 reflekterede mange japanere ganske givet over, hvad årene op til århundredeskiftet havde bragt, og hvad det nye århundrede ville bringe. Den ældre del af den japanske befolkning kunne stadig huske et totalt lukket nærmest stillestående Japan, de kunne huske Perrys sorte skibe, og ikke mindst kunne mange ganske givet stadig forundres over de markante ændringer, der var sket i landet. Den yngre del af befolkningen var vokset op i et samfund under konstant forandring. Det syntes som om vækst, modernisering, demokrati og åbenhed havde bidt sig fast, og en gang for alle havde skubbet det gamle statiske og isolerede samfund på museum. De første årtier af det 20. århundrede skulle da også vise sig at følge dette mønster. Forfatter og historiker Jens-Peter Fage Madsen fortæller om en periode i Japans historie, hvor demokratiet overlevede trods store udfordringer.
Den 30. juli 1912 døde Meiji-kejseren. Som hans efterfølger og Japans 123. kejser udnævntes hans søn Yoshihito (1879-1926). Med dette skifte gik Japan ind i taisho-perioden (taisho betyder stor retfærdighed). Taisho-kejseren Yoshihito var fra første færd svag. Det skyldtes, at han i barndommen havde pådraget sig en hjerneskade på grund af meningitis.
Kejserens svækkelse betød, at han ikke engagerede sig politisk, hvilket banede vejen for, at demokratiet slog rod i Japan. Magten flyttede nu for alvor fra kejseren og dennes embedsmænd til parlamentets to kamre. Efter århundredeskiftet opstod der en række politiske partier, der kæmpede om magten.
Målet med Meiji-reformerne var ikke blot at sikre den japanske nations overlevelse. Det var i lige så høj grad at sikre, at Japan udadtil skulle ses som en stormagt på linje med Rusland, de europæiske magter og USA
Partierne havde mange fællestræk: Nationalistiske holdninger samt ønsket om demokrati og modernisering af Japan. Der var således mere, der samlede de politiske partier, end der skilte dem fra hinanden. Netop dette faktum er nok hovedforklaringen på, at demokratiet i Japan trods gentagne udfordringer overlevede frem til slutningen af 1920’erne.
Udfordringer mod demokratiet
Den første store udfordring af demokratiet i Japan kom i 1918. I løbet af sommeren steg rispriserne på kort tid markant. Årsagen var en stigende eksport af ris. Eksporten var til gavn for en gruppe af driftige handelsmænd – der ofte blev omtalt som ’narikin’ (hvilket betyder nyrig).
Samtidig var eksporten af ris til skade for den del af underklassen, der bestod af arbejdere og jordløse bønder. Utilfredsheden med risprisernes himmelflugt førte til protestdemonstrationer, hvor de demonstrerende kritiserede regeringen for ikke at gøre noget for at forhindre de nyriges skadelige riseksport.
I 1921 blev Japan ramt af et politisk attentat, hvor den siddende statsminister blev dræbt. Attentatmanden tilhørte den ultranationalistiske højrefløj. To år senere blev Japan ramt af et meget omfattende jordskælv, Kanto-jordskælvet. Ved jordskælvet mistede ca. 140.000 mennesker livet, og over 700.000 mennesker blev såret. Dertil kom enorme materielle tab.
En dansker omkommetUdenrigsministeriet meddeler: “Ifølge telegrafisk Indberetning fra det danske Gesandskab i Tokio er Chr. BEEMANN reddet, mens kunstneren (artist) MADSEN anføres som dræbt.” Aalborg Stiftstidende den 8. september 1923: “Den anførte Madsen var kunstmaleren Christian Juel Madsen (1890-1923), der i 1919 måtte opgive at male pga. en øjensygdom. Han befandt sig i Japan i 1923 som korrespondent og tegner for en række aviser og dagblade. Christian Juel Madsen døde, idet han under jordskælvet fik en stor bjælke i hovedet. En amerikansk journalist Henry M. Kinney skrev i 1924 i bladet ’The Atlantic’, at danskeren på grund af jordskælvet havde søgt ly under en veranda. Det blev verandaens sammenstyrtning, der blev Christian Juel Madsens død. Hvem Beemann var, er mere uklart. Sandsynligvis var han identisk med direktør Zeemann fra hotellet ’The Bluff’. Netop dette hotel var dengang det foretrukne hotel for danskere i Tokyo. Af samme årsag gik hotellet i folkemunde under navnet ’danskerhotellet’.” |
Jordskælvet fik efterfølgende alvorlige konsekvenser for nogle af de mange koreanere, der på dette tidspunkt levede i Japan. Der begyndte nemlig at løbe rygter om, at koreanerne benyttede jordskælvet til at plyndre, sætte ild på huse, forgifte drikkevandsbrønde og voldtage japanske kvinder. Rygterne havde ikke bund i virkeligheden.
Trods dette førte de til, at selvbestaltede ’selvforsvarsgrupper’ gik til angreb på sagesløse koreanere. Også en del kinesere blev angrebet, idet man fejlagtigt antog, at de var koreanere. Hændelsen omtales i dag som koreaner-massakren. Over 6000 koreanere og kinesere mistede livet under massakren.
Samme år blev japanerne vidne til endnu et politisk attentat. Denne gang var det den japanske kronprins, der var udset som offer. Han slap dog uden skader. Gerningsmanden tilhørte den yderste venstrefløj i Japan.
Økonomien
Op til 1. verdenskrig og i perioden efter verdenskrigens afslutning voksede japansk økonomi. Nogle år med beskedne vækstrater, andre år med ganske høje vækstrater. Op gennem 1920’erne blev økonomien dog ramt af depression med faldende priser, faldende aktiekurser, virksomhedslukninger og stigende arbejdsløshed. Kanto-jordskælvet og koreanermassakren i 1923 forstærkede blot den negative økonomiske udvikling.
Demokratiets overlevelse
Trods to politiske attentater, et altødelæggende jordskælv og omfattende demonstrationer overlevede taisho-demokratiet frem til slutningen af 1920’erne. Også den negative økonomiske udvikling fra starten af 1920’erne overlevede demokratiet.
For mange så det ud, som om demokratiet i Japan nu for alvor havde slået rod. Da verdenskrisen ramte Japan i starten af 1930’erne ændredes den politiske virkelighed i landet imidlertid brat. Den skulle nemlig vise sig at bane vejen for demokratiets afskaffelse og militaristernes magtovertagelse.
Japan og omverdenen
Målet med Meiji-reformerne var ikke blot at sikre den japanske nations overlevelse. Det var i lige så høj grad at sikre, at Japan udadtil skulle ses som en stormagt på linje med Rusland, de europæiske magter og USA.
”Der er to måder, man kan forsvare et land og sikre dets uafhængighed på. Den første måde er at hævde landets suverænitet. Den anden måde er at sikre landets (territoriale) interesser herunder områder, der er tæt relateret til landets suverænitet.”
Ordene stammer fra en tale i parlamentet i 1890.
Talen blev holdt af den japanske statsminister Aritomo Yamagata (1838-1922). Den japanske statsminister siger her reelt, at den japanske udenrigspolitik nu skal ændres totalt. Frem til Perrys ankomst i 1853 havde man i Japan en fast tro på, at landets uafhængighed og styrke skulle sikres gennem isolation.
Perrys Ankomst med fire ’sorte skibe’ og 80 kanoner viste med et, at isolationspolitikken havde spillet fallit. Aritomo Yamagata lagde herefter op til en ny udenrigspolitik, der skulle spille på to strenge. Dels skulle Japan ved udbygning af hær, flåde og forsvarsværker blive langt bedre til at forsvare sig selv imod udefrakommende fjender.
I 1876 blev Korea tvunget til at indgå en ulige traktat med Japan – den såkaldte Ganghwa-traktat. Ekspansionspolitikken blev fulgt op med to krige mod regionens stormagter Kina og Rusland
Dels skulle Japan sikre landets territoriale suverænitet gennem ekspansion. I de følgende år ekspanderede Japan trin for trin. I 1868 blev Hokkaido gjort Japansk. Efterfølgende blev en række små men strategisk vigtige øgrupper japanske. Det drejede sig om Ogasawara-øerne og Kurilerne (i 1875) samt Ryukyu-øerne (1879).
I 1876 blev Korea tvunget til at indgå en ulige traktat med Japan – den såkaldte Ganghwa-traktat. Ekspansionspolitikken blev fulgt op med to krige mod regionens stormagter Kina og Rusland. Krigen mod Kina trak Japan sig sejrrigt ud af i 1895. Efter nederlaget blev Kina tvunget til at underskrive en ydmygende traktat, Tianjin-traktaten. Den sikrede Japan nye landområder, bl.a. Taiwan. Ligesom Kina skulle betale en stor krigsskadeserstatning til Japan.
På tilsvarende vis besejrede Japan ti år senere Rusland. Ingen kunne nu være i tvivl om, at Japan på ca. 50 år havde forvandlet sig fra en ydmyget og besejret nation til dén regionale stormagt i Asien. Japan var ovenikøbet genfødt som en stormagt, der kunne måle sig med USA og de europæiske stormagter. Japan havde rejst sig som Fugl Fønix af asken.
Verdenskrigen og Japan
Alt imens Japan på denne måde sikrede sig rollen som stormagt i Asien skærpedes spændingerne og modsætningsforholdet mellem stormagterne i Europa. I sommeren 1914 brød konflikten ud i lys lue. Udgangspunktet var mordet på det Østrig-Ungarske tronfølgerpar i Sarajevo den 28. juni 1914.
Få uger efter mordet stod Europa i flammer – en altødelæggende krig var brudt ud med Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien (kaldet alliancen) på den ene side og Frankrig, Storbritannien og Rusland (kaldet Ententen) på den anden. Krigen skulle hurtig vise sig at blive den mest ødelæggende og grusomme krig, verden hidtil havde været vidne til.
Den skulle også vise sig at brede sig fra Europa til resten af verden. I løbet af godt et år udviklede krigen sig fra at være en lokal europæisk krig til at være en global krig. Japan skulle med andre ord også vælge side i konflikten. Valget blev let, idet Storbritannien tilbød Japan at overtage de tyske besiddelser på Shandong-halvøen (i Kina) samt øgruppen Mikronesien som modydelse for at støtte Ententen. Japan stillede sig derfor på Ententens side under krigen.
Ved fredsforhandlingerne efter krigen, der foregik på Versaillesslottet udenfor Paris, mødte Japan op med to hovedkrav. For det første ville Japan have de lovede landområder. For det andet stillede Japan et krav om racemæssig ligestilling mellem verdens folkeslag. Faktisk mente man fra japansk side, at det sidste skulle skrives ind i grundlaget for dannelsen af Folkeforbundet.
I Japan var man forundret over det kinesiske synspunkt. Det japanske synspunkt var, at taberne af krigen måtte betale til krigens vindere. Sådan havde krigens logik altid været
Det territoriale krav blev i store træk opfyldt. Kina, der havde håbet på at få Shandonghalvøen tilbage, protesterede højlydt. Den kinesiske forhandlingsdelegation satte faktisk den amerikanske præsident Woodrow Wilson (1856-1924) i en svær situation ved at henvise til hans eget fredsprogram ’Wilsons 14 punkter’.
Heri talte Wilson netop om ’en retfærdig fred’ og ’en fred uden sejrherrer’. Ligesom han i fredsprogrammet talte om, at de fremtidige grænser skulle trækkes efter ’nationalitetsprincippet’ og ’folkenes selvbestemmelse’.
Kinesernes påstand var, at en overdragelse af Shandonghalvøen til Japan ville være et brud på alle fire principper. Til trods for dette valgte forhandlerne med USA i spidsen ikke at lytte til Kina. Japan fik sine territoriale krav opfyldt. Wilson understregede i denne forbindelse, at spørgsmålet om Shandong set med amerikanske briller var perifært i forhold til en samlet fredsaftale. Hvorfor det gik sådan, har siden været diskuteret flittigt blandt historikere.
Nogle mener, at Wilson frygtede, at en afvisning af det japanske krav kunne føre til, at ’det genfødte’ Japan opbyggede en magtalliance vendt mod USA. Andre mener, at USA allerede på dette tidspunkt så en fremtidig krig mod kommunismen som et scenarie efter Den Russiske Revolution. I denne konflikt ønskede USA Japan som allieret. Prisen for at sikre dette var at overdrage Shandong til Japan. Kinas højlydte protester hjalp ikke. Da Versaillestraktaten blev fremlagt kunne kineserne læse at:
”Tyskland skal overdrage alle sine rettigheder og privilegier til Japan … især dem der har med Kiaochow (Jiaozhou-bugten), jernbaner, miner og undersøiske kabler (at gøre) … alle flytbare og ikke-flytbare former for ejendom, der er ejet af den tyske stat … skal forblive og overdrages til Japan”.
Den japanske forhandlingsdelegation burde være yderst tilfreds med resultatet. Den havde stort set fået opfyldt de krav, den havde stillet. Men sådan forholdt det sig imidlertid ikke, idet de så forhandlingerne som et bevis på, at der ikke var ligestilling mellem racerne. Hermed refererede japanerne til, at Wilson jo havde sagt, at spørgsmålet om Shandong var et mindre vigtigt spørgsmål i forhold til den samlede fredsaftale.
Blev Kina trådt under fode?
I Kina blev resultatet af fredsforhandlingerne modtaget med vrede og protester. Vreden var rettet mod de kinesiske forhandlere, som man mente, havde svigtet. Vreden var også rettet mod det internationale samfund, som man mente havde svigtet Kina ved at give efter for de japanske krav. Kritikken, der især blev formuleret af unge fra den intellektuelle elite, førte til en protestdemonstration på Den Himmelske Freds Plads den 4. maj 1919.
Ud af demonstrationen fødtes 4. maj bevægelsen, der på mange måder kunne minde om et politisk parti. Bevægelsen anvendte udtrykket ’jie guo’ (red landet), hvilket var udtryk for en ny form for kinesisk nationalisme.
De ønskede således, at fremmede magter ikke skulle blande sig i kinesiske forhold, samtidig med at de stillede krav om en ny regering, der lyttede til befolkningens ønsker og krav. Efterfølgende kom det imidlertid frem, at der allerede inden fredsforhandlingerne i Paris var lavet en række hemmelige aftaler mellem den kinesiske og den japanske regering om Shandong.
Ifølge disse havde Japan fået lovning på politisk og økonomisk indflydelse i området. Det var imidlertid aftaler, som den kinesiske forhandlingsdelegation i Paris ikke på forhånd var blevet gjort bekendt med. I Kinas Kommunistiske Partis historieskrivning ser man i dag en direkte linje fra 4. Maj Bevægelsen over dannelsen af Kinas Kommunistiske Parti i 1921 til kommunistpartiets magtovertagelse i 1949. Selv den dag i dag anvendes den historiske konflikt om Shandong som en del af begrundelsen for det verserende modsætningsforhold mellem Kina og Japan.
I Japan var man forundret over det kinesiske synspunkt. Det japanske synspunkt var, at taberne af krigen måtte betale til krigens vindere. Sådan havde krigens logik altid været. Derfor var det for Japan helt naturligt, at Tyskland måtte betale med penge og territorier til krigens vindere. Set med japanske øjne var landets overtagelse af Shandong et japansk-tysk anliggende sanktioneret af det internationale samfund.
Det var et forhold, som Kina ingen ret havde til at blande sig i. Blandt nationalistiske politikere i Japan begyndte man at bruge vendingen ’dobun dushu’, hvilket frit oversat betyder ’samme kultur samme race’. Heri lå en holdning om, at Japan havde en historisk ret og forpligtigelse til at opdrage og civilisere Kina. I 1930’erne var sådanne holdninger med til at gøde jorden for at påføre Kina krig. Det japanske angreb på Kina i 1937 medførte enorme kinesiske tab som følge af frygtelige krigsforbrydelser og massakrer begået af den japanske hær.
LÆS FLERE ARTIKLER OM JAPAN AF JENS-PETER FAGE MADSEN HER
Litteratur:
- Madsen, Jens-Peter Fage: ’Ansigt til ansigt med japanerne. Kultur-Historie-Samfund’, Pantheon 2017
- Mason, R.H.P. & J.G Caiger: ‘A history of Japan’, Tuttle 1997
- Nagashima, Yoichi: Dødens købmænd, Gyldendal 2006
- Sørensen, Niels Arne: Den store krig, Gad 2005
- Steenstrup, Carl: ’Japan 1850-1950’, Gyldendal 1982
- Storry, Richard: ‘A History of Modern Japan’, Penguin Books 1960
Topillustration: Bybilledet i en moderne japanske by i 1920erne. Bemærk den vestlige modes indtog, samt at den trivedes side om side med traditionelle klædedragter. Billedet befinder sig i dag på Massachusetts Institute of Technology.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
