JAPAN // KULTURHISTORIE – I år 1603 blev Japan næsten hermetisk lukket for omverdenen: Landet ville ikke handle med andre nationer. Fremmede måtte ikke komme ind, handle eller bosætte sig i øriget. I midten af 1800-tallet besluttede USA sig for, at denne lukkethed måtte ophøre. USA ønskede sikkerhed for egne borgere, der ved uheld havnede i Japan. Endnu vigtigere var at sikre havenes frihed, og at frihandel blev udbredt til også at omfatte Japan. Derfor blev Perry-ekspedition i 1853 sendt afsted.
Den 8. juli 1853 oplevede borgerne i Uraga nær byen Edo (Tokyo) et sælsomt og uvant syn. I horisonten kunne de skimte fire prikker, der langsomt blev større og større. Efter et stykke tid, blev det klart for alle, at det var fremmede skibe, der uden tilladelse agtede at stævne ind i Uraga havn. Over tre af skibene hang der sort røg, hvilket klart viste, at de var dampskibe. Det fjerde skib viste sig at være et sejlskib. De tre dampskibe – USS Mississippi, USS Susquehanna og USS Plymouth – var svært bevæbnede. Det samme gjorde sig gældende for det fjerde skib – USS Saratoga. I alt var der over 80 kanoner på de fire skibe.
Den kulsorte røg bidrog sammen med skibenes farve til japanernes betegnelse for fremmede skibe – ’(de) Sorte skibe’. Skibene udgjorde tilsammen en amerikansk flådeekspedition, der i starten af året var sejlet fra USA med det klare mål at åbne Japan for amerikansk handel. Flådeekspeditionen var under ledelse af kommandør Matthew Perry (1794-1858). Målet med Perrys ekspedition var fra starten ikke nogen hemmelighed: Igennem nationale og internationale medier havde man fra amerikansk side udbasuneret, at Perry med ekspeditionen skulle bryde den japanske isolation.
Japanerne indså hurtigt, at armeringen af skibene udgjorde en magtdemonstration, som de selv ikke kunne stille meget op imod. Også amerikanerne var spændte på, hvad de næste timer og dage ville bringe
I Edinburgh Review, her citeret fra Aalborg Stiftstidende den 11. januar 1853, kunne man således bl.a. læse:
Det er ikke vor Mening, nøiagtigt at forudsige Udfaldet af den Expedition, der efter sigende er i Begreb med at sejle fra de forenede Staters havne til Japan. Al menneskelig Beregning synes at maatte sige, at hvis denne Expedition ledes med den samme Klogskab, som har udmaerket de forenede Staters tidligere Krigsforetagener, saa er den japanesiske Isolations sidste Time slaaet.
Avisen var dog klar over, at ekspeditionens succes ikke nødvendigvis ville være given. Således skrev avisen også:
”Japaneserne ere en stolt og krigerisk Race. De bryde sig ikke om Farer, offre gjerne Livet; falder en Stridsmand, træder en anden i hans sted, og atter en, og atter en, som om deres eneste Middel var at udtømme Fjendens Kræfter … Den japanesiske Armee bestaar efter seneste Oplysninger af 300.000 Infanterister og 50.000 Cavallerister. Deres Artilleri er naturligviis elendigt og deres Krudt af en meget slet Beskaffenhed. Imidlertid er til Raadighed en talrig Befolkning, stolt af sine Overleveringer og sit Fædreland, og bestemt paa at forsvare det »til sidste Blodsdraabe« ”.
For Perry selv var ekspeditionen af afgørende betydning. Han kom nemlig fra en familie af søofficerer. Såvel hans far som hans broder havde tidligere vundet hæder ved at spille vigtige roller i henholdsvis den amerikanske uafhængighedskrig (1775-1783) og den britisk-amerikanske krig (1812). Med denne ekspedition agtede Matthew Perry at gå i faderens og broderens fodspor og dermed også at skrive sig ind i amerikansk historie.
Hvad japanerne tænkte ved synet af de fire skibe, vides der ikke meget om. Et er dog klart. De indså hurtigt, at armeringen af skibene udgjorde en magtdemonstration, som de selv ikke kunne stille meget op imod. Også amerikanerne var spændte på, hvad de næste timer og dage ville bringe.
Perry noterede i sin personlige journal: ”Vi må bede til gud om, at vores nuværende forsøg på at bringe mærkelige (og) halvt barbariske folk ind i de civiliserede folks familie må blive en succes og ske uden blodsudgydelser.
Hermed gav han udtryk for en frygt for det, der nu skulle ske. Ville japanerne simpelthen slå dem ihjel, når de satte foden på japansk jord? En frygt som han ganske givet delte med det meste af mandskabet på de fire skibe.
Bagtæppet for ekspeditionen
Frem til 1853 havde Japan været et næsten hermetisk lukket land. Det skete efter etableringen af Tokugawa-shogunatet i år 1600. Med shogunatets etablering mistede den japanske kejser den reelle magt i landet – den lå hos den øverstbefalende i den japanske hær, shogun Tokugawa Ieyasus. Shogun-titlen betyder ’den store feltherre, der tugter barbarer’.
Tre år efter sin magtovertagelse lukkede Tokugawa-shogunatet Japan for omverdenen. Samtidig beordredes alle fremmede – barbarer – ud af landet. På dette tidspunkt var det især Portugal og Spanien, der drev en omfattende handel og missionsvirksomhed i Japan. Landene eksporterede bl.a. the, silke, porcelæn, sølv og guld. Disse mange værdifulde varer blev byttet væk for billige europæiske varer eller varer, som europæerne hentede fra kolonier andre steder i verden. Set med japanske øjne var det en meget ulige handel, der blev påtvunget dem af militært overlegne europæiske lande.
Hertil kom, at Portugal drev en omfattende handel med japanske slaver. Slaverne, der blev købt i Japan, endte i portugisiske besiddelser i Asien eller i Portugal. Mange af slaverne var unge kvinder, der trods løfter om god behandling i det fremmede, endte som slavearbejdere i Portugal – ofte som prostituerede.
Faktisk var der op igennem 1500-tallet så mange unge japanske kvinder i Portugal, at den katolske kirke gav udtryk for bekymring for, at de fordrejede hovederne på de portugisiske mænd og bidrog til sædernes forfald. For Japan var handelen med de europæiske magter derfor såvel ulige som ydmygende.
Dette forhold ville Tokugawa Ieyasus gøre op med ved at beordre alle fremmede ud af Japan. I de følgende 250 år blev Japan reelt næsten hermetisk lukket. Som den eneste vestlige nation fik Holland lov til en begrænset handel via den kunstige ø Deshima. Også Kina havde en meget begrænset handel med Japan via Ryukyu-øerne.
Dampskibene ændrede historien
De europæiske lande, samt Rusland og USA, var alle utilfredse med tingenes tilstand. De ønskede at komme ind på det japanske marked, der med en befolkning på omkring 25-30 mio. indbyggere kunne være attraktivt. Såvel Rusland som Storbritannien var kort før Perrys ankomst til Japan blevet afvist i deres forsøg på at skabe handelsrelationer med Japan.
USA’s fremstød mod Japan var udtryk for en meget aggressiv udenrigspolitik, hvilket var et nybrud: Således var det Monroe-doktrinen fra 1823, der op til dette tidspunkt, havde defineret USA’s udenrigspolitik: USA ville ikke blande sig i andre landes interne forhold, ligesom USA forventede, at andre lande ikke blandede sig i amerikanske forhold.
Det udenrigspolitiske skifte kom også som en konsekvens af, at dampskibenes fremkomst rent faktisk gjorde det muligt og økonomisk favorabelt at transportere varer over meget lange afstande
Perrys ekspedition i 1853 var netop et udtryk for, at USA stillede krav til en suveræn stat om at åbne sig for amerikansk handel. Ved at gøre dette blandede USA sig på afgørende vis i indre japanske forhold. Når dette dramatiske skifte i amerikansk udenrigspolitik kom, skyldes det primært, at USA havde været vidne til, hvordan de europæiske lande havde sat sig på handelen andre steder i Asien, fx i Kina. Noget sådan ønskede USA ikke skulle ske i Japan.
Det udenrigspolitiske skifte kom også som en konsekvens af, at dampskibenes fremkomst rent faktisk gjorde det muligt og økonomisk favorabelt at transportere varer over meget lange afstande. I denne forbindelse spillede det ganske givet også en rolle, at Perry personligt havde arbejdet intenst på at få dampskibe ind i den amerikanske flåde. Et arbejde der gav ham tilnavnet ’Father of Steam Navy’.
Perrys landgang
Da Perry og hans mandskab gik i land, stillede kommandøren krav til de japanske myndigheder om, at han ønskede at møde den japanske kejser. Hermed viste han, at han ikke forstod, at den reelle magthaver på dette tidspunkt i Japans historie ikke var kejseren, men shogunen.
Perry viste også en manglende forståelse for kejserens status i det japanske samfund. Ifølge traditionen havde kejseren en nærmest guddommelig status i samfundet, og ’almindelige mennesker’ kunne kun få foretræde for kejseren, hvis kejseren stillede krav om, at han ville møde dem.
Budskabet var fred og venskab. Metoderne signalerede derimod, at USA ville bruge militær magt for at opnå de ønskede krav
Perry fik derfor naturligvis ikke foretræde for kejseren, men han fik et møde med myndighedspersoner, der refererede til såvel shogunen som kejseren. Ved dette møde præsenterede Perry et brev fra den amerikanske præsident Millad Fillmore (1800-1874). Heri gjorde præsidenten USA’s stilling klar: Præsidenten sagde indledningsvis, at han var klar over, at der i Japan var love, der forbød handel med fremmede magter. Ifølge præsidenten hørte disse love fortiden til. De skulle ændres. Præsidenten tilbød Japan en femårig tidsbegrænset traktat, der skulle sikre gensidig handel mellem de to lande.
Herudover krævede præsident Fillmore, at traktaten skulle sikre de amerikanerne, der ufrivilligt drev i land på japanske kyster, ordentlige forhold. Det drejede sig primært om amerikanske forretningsfolk og hvalfangere, der befandt sig i Det Østkinesiske Hav for at handle eller drive hvalfangst. Ikke sjældent skete det, at fremmede søfolk, der strandede, døde i japansk varetægt.
I brevet blev kravet til behandlingen af ufrivilligt strandede amerikanere formuleret på følgende måde:
”Ind imellem er det sket, at et af vore skibe på grund af storme strander på deres kejserlige højheds kyster. I sådanne tilfælde beder vi om og forventer, at vore uheldige borgere behandles med venlighed, at deres ejendom beskyttes, og at vi kan sende et fartøj (til Japan) og bringe dem hjem … De eneste grunde til, at jeg har sendt kommandør Perry og en svært bevæbnet squadron for at aflægge deres majestæts by … Edo et besøg er: venskab, handel, forsyninger af kul og proviant samt beskyttelse for vore strandede søfolk.
Vi har pålagt kommandør Perry at bede deres kejserlige majestæt om at modtage nogle få gaver. De har ikke i sig selv nogen stor værdi; men gaverne viser, hvilke varer der produceres i USA, og de er ment som et bevis på vores dybtfølte og respektfulde venskab …
Deres gode ven
Millard Filmore.
USA ønskede endvidere tilsagn om, at landet skulle have rettigheder til at oprette bunkerstationer (dvs. forsyningsstationer) til blandt andet kul, proviant og vand i Japan. Præsidenten understregede i brevet, at den japanske kejser selv kunne udpege, hvilke steder bunkerstationerne kunne etableres.
Budskabet var fred og venskab. Metoderne signalerede derimod, at USA ville bruge militær magt for at opnå de ønskede krav. Præsident Fillmores brev blev overbragt til myndighedspersonerne ved en ceremoni, hvor Perry skulle lægge brevet i trækasse. Perry benyttede ceremonien til også at lægge et personligt brev til de japanske ledere i trækassen. Heri slog han fast, at han personligt ville vende tilbage indenfor et år med en større og stærkere flåde.
For at sætte yderligere trumf på sagde han: ”(at) mange af de store krigsskibe, der har som mål at besøge Japan, endnu ikke er ankommet til disse farvande, men de forventes, hvad øjeblik det kan være… ”.
Da de amerikanske skibe atter stævnede ud af havnen, stod japanerne tilbage med en klar forståelse af, at landet var den svage part. USA havde vundet en halv sejr uden at en eneste kanon var blevet affyret.
Kanagawa-traktaten
Efter cirka syv måneders ventetid kunne japanerne i februar 1854 igen skimte sorte skibe i horisonten. Denne gang ankom otte skibe samt et forsyningsskib. Antallet af kanoner var denne gang over 100, og alle kanoner var gjort skudklare, da de anløb Edo-bugten og Uraga havn. Kravet fra amerikansk side var denne gang reelle forhandlinger om de amerikanske betingelser fra året før.
På trods af at amerikanerne faktisk kom før forventet, stod japanerne klar til at indgå i direkte forhandlinger. Faktisk havde japanerne et fransksproget udkast til en traktat parat. Udkastet opfyldte de fleste af de amerikanske krav. Den 31. marts 1854 underskrev begge parter en fælles traktat, Kanagawa-traktaten. Denne skulle regulere det fremtidige forhold mellem de to lande.
Med underskrivelsen af traktaten var den japanske isolationspolitik for alvor brudt. Japan skulle herefter agere i en ny virkelighed, hvor andre lande ville stille krav om handelsaftaler
Kanagawa-traktaten slog for det første fast, at japanerne gik med til at åbne to havne, Shimoda og Hakodadi, som USA herefter kunne bruge som bunkerstationer. Her kunne amerikanske skibe fremover hente vand, træ, kul, proviant og andre fornødenheder, når de drev handel og hvalfangst i området omkring Japan.
Forsyningerne skulle ifølge traktaten købes af japanerne. USA skulle til gengæld udpege en officiel repræsentant, der skulle udstationeres i Shimoda. Den officielle repræsentant skulle være bindeled mellem de amerikanske og de japanske myndigheder. Dernæst gik Japan med til at sikre bedre forhold for amerikanske søfolk, der strandede på japanske kyster. Traktaten slog på dette område fast, at søfolkene skulle behandles ordentligt. Det indebar bl.a., at søfolkene skulle beholde deres ejendele, bevare deres frihed samt overføres til handelsstationen i Shimoda. Her skulle de ovenikøbet have begrænset bevægelsesfrihed. Endeligt gik japanerne med til, at amerikanske skibe, der anløb de to handelsstationer, rent faktisk skulle have mulighed for at handle med guld, sølv og andre varer.
En ny tid
USA var ganske klar over, at landet ikke ville få monopol på handelen med Japan. En række andre lande (fx Storbritannien, Rusland og Frankrig) stod nemlig også på spring til at forsøge at komme ind på det japanske marked. Derfor blev det indbygget i traktaten, at USA skulle have en såkaldt mestbegunstigelsesklausul. Det betød, at USA per automatik fik de privilegier, som andre lande i fremtiden kunne tænkes at forhandle sig til.
Med underskrivelsen af traktaten var den japanske isolationspolitik for alvor brudt. Japan skulle herefter agere i en ny virkelighed, hvor andre lande ville stille krav om handelsaftaler. Det førte til, at bl.a. Storbritannien, Rusland, Frankrig, Holland og Danmark undertegnede handelstraktater med Japan. Handelstraktaterne slog alle fast, at ’fremmede’ nu skulle have lov til at bosætte sig i Japan.
Traktaterne signalerer dog også mistillid til det japanske retssystem, idet de vestlige magter forlangte, at deres borgere skulle nyde ekstraterritorialrettigheder, når de befandt sig i Japan. Det betød, at vestlige borgere, der brød japansk lov ikke skulle dømmes ved japanske domstole, men ved landenes egne domstole. Det betød i realiteten, at lovovertrædelser begået i Japan som oftest førte til frifindelse eller meget milde domme.
Med åbningen af Japan var Tokugawa-shogunatets dage reelt talte. Den sidste shogun i Tokugawa-shogunatet, Tokugawa Yoshinobu (1837-1913), valgte efter internt pres at abdicere. Det skete i 1867 – 267 år efter Tokugawa Ieyasus magtovertagelse. I sin afskedsbegæring gjorde shogunen det klart, at han personligt bar skylden for Japans situation.
Han udtrykte det ved at sige:
”Min forfader modtog mere tillid og begunstigelse fra hoffet end nogle af hans forgængere, og hans efterkommere har efterfulgt ham i mere end 200 år. Selvom jeg besidder den samme post, er næsten alle mine administrative handlinger langt fra perfekte, og jeg tilstår med skam, at den nuværende utilfredsstillende situation skyldes mine fejl og min inkompetence … hvis den gamle orden ændres og kejserhoffet igen får den administrative autoritet … så vil kejserriget være i stand til at bibeholde dets rang og ære blandt jordens nationer.
Tokugawa Yoshinobu valgte efter abdiceringen at engagere sig i udviklingen af det nye Japan. Således fungerede han som medlem af kronrådet i en årrække som rådgiver for kejseren.
Den japanske kejser Mutsuhito (1852-192) overtog magten og etablerede det dynasti, der gik over i historiebøgerne under navnet ’Meiji-dynastiet’. Fra første færd indså kejser Mutsuhito, at der var bydende nødvendigt at modernisere Japan, hvis landet på sigt igen skulle kunne klare sig på den internationale scene. Resultatet af disse overvejelser blev Meiji-reformerne, der blev igangsat i perioden efter 1867.
Perry døde den 4. marts 1858 som følge af gigt i maveregionen. Det er nok tvivlsomt, om han umiddelbart efter åbningen af Japan fik den anerkendelse, han ønskede, for bedriften. Eftertidens historiske værker tildeler dog Perry hovedæren for, at det vha. snuhed og styrke, lykkedes at tvinge Japan i knæ.
Litteratur:
Boxer, C.R: ‘The Christian century in Japan 1549-1650’, Cambridge University Press 1951
Gordon, Andrew: ‘A modern History of Japan’, Oxford 2014
Grubb, Ulrik m.fl.: ’Magt og mennesker’, Gyldendal 2014
Hansen, Annette Skovsted; ’Japan mellem øst og vest’, Systime 2011
Madsen, Jens-Peter Fage: ’Ansigt til ansigt med japanerne. Kultur-Historie-Samfund’, Pantheon 2017
Madsen, Jens-Peter Fage: ’Turen gik til Japan 1271-1853. Fra Marco Polo til Matthew Perry, Forlaget Lishi 2020
Mason, R.H.P. & J.G Caiger: ‘A history of Japan’, Tuttle 1997
Steenstrup, Carl: ’Japan 1850-1950’, Gyldendal 1982
Storry, Richard: ‘A History of Modern Japan’, Penguin Books 1960
Topillustration: Japansk træsnitsarbejder der viser Matthew Perry i midten flankeret to af sine nærmeste medarbejdere. Illustrationen antages at være lavet omkring 1854.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her