NEDTUR//POLITISK ANALYSE – Meningsmålinger viser igen og igen, at vælgerne svigter de gamle borgerlige partier, og hverken Pape eller Ellemann-Jensen er lykkedes med at skabe fremgang, og nu håber partikolleger, at deres formænd selv vil kaste håndklædet i ringen.
Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og Konservatives formand Søren Pape Poulsen blev til grin under valgkampen, da de blev blændet af solen under et pressemøde ved Kastellet. De stod begge med en hånd over øjnene og skyggede for solens blændende modlys.
Billedet minder om to dådyr, fanget i forlygterne fra en bil. Det sender også tankerne i retning af to partiledere, der desperat spejder efter vælgere. Pressemødet var en katastrofe, og det har partiernes vælgertilslutning i meningsmålingerne også været lige siden. Venstre står til beskedne 6,9 pct. af stemmerne i en ny måling, YouGov har foretaget for B.T.
Epinion målte i slutningen af september Venstre til 8,7 pct. Ved det seneste valg fik partiet 13,3 procent, og det blev betegnet som et katastrofevalg for Venstre. “Det er en rædselsmåling for Venstre. Det hører ikke engang længere til de mellemstore partier. Venstre hører nu til de små partier,” lyder kommentaren fra B.T.’s politiske kommentator, tidligere folketingsmedlem for LA, Joachim B. Olsen.
Ellemann er kørt af sporet
Venstre er nu mindre end både Moderaterne og Danmarksdemokraterne, som begge udspringer af Venstre. I alle aktuelle meningsmålinger ligger partiet under ti pct. Det tal, man i Fogh-årene mobbede den konservative leder Bendt Bendtsen med. “Mr. 10 procent”, blev han hånligt kaldt, fordi han ikke kunne få partiet op på mere. Det er de dårlige nyheder for Venstre. De ekstremt dårlige nyheder: Der er ingen udsigt til forbedring – tvært imod.
Forude venter forhandlingerne om CO2-afgifter til landbruget. En klar nedtur for Venstres kernevælgere i landbruget og de virksomheder, der lever af landbruget. Det vil sandsynligvis få endnu flere vælgere til at forlade Venstre til fordel for Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance.
Det er en rædselsmåling for Venstre. Det hører ikke engang længere til de mellemstore partier. Venstre hører nu til de små partier
I den positive ende kommer der skattelettelser, men det er næppe nok til at opveje den negative effekt af CO2-afgifterne. Ekstra Bladet har til baggrund talt med flere i Venstres bagland og folketingsgruppen. Og de når frem til, at mange mener, at Ellemann-Jensens formandskab er kørt af sporet, og de håber, han selv vil kaste håndklædet i ringen.
Ny kurs møder modstand
Ellemann-Jensen gav for nylig et interview til Politiken, her angreb han den politiske kurs under Fogh og Løkke, og snakkede om at komme tilbage til Venstre Classic, hvilket han definerer som tiden under hans far, Uffe Ellemann-Jensen. Det skabte uro under mødet i forretningsudvalget i sidste uge, erfarer Ekstra Bladet. Partiets nestor Claus Hjort Frederiksen tog ordet og angreb i skarpe vendinger Ellemann-Jensens planer for Venstres kurs. “Der er en stemning af modløshed i Venstre. De færreste mener, at Ellemann-Jensen kan vende skuden. Tilliden til ham er væk,” siger en kilde til avisen.
Jacob Ellemann-Jensen har været sygemeldt med stress i et halvt år, han vendte tilbage 1. august, men det har ikke haft nogen positiv effekt på målingerne. Han har omlagt sit liv for at forhindre nye sygemeldinger. F.eks. vil han ikke gå til politiske møder, der begynder efter kl. 18. Det er sikkert klogt for en tidligere stress-syg, men ikke særlig praktisk for en mand, der er vicestatsminister, partileder og økonomiminister.
Hans tidligere Venstre-kollega Lars Løkke Rasmussen, som han nu sidder i regering med, er stik modsat. Han elsker at lave sene forlig, og det er i det hele taget en praksis på Christiansborg at mange forlig indgås sent om natten, det kan udgøre et problem for Ellemann-Jensen.
Der er en stemning af modløshed i Venstre. De færreste mener, at Ellemann-Jensen kan vende skuden. Tilliden til ham er væk
Han er ikke udfordret af kolleger. Mange kigger mod Troels Lund Poulsen, men han har angiveligt meddelt, at han ikke ønsker at være manden med leen.
Formanden for Konservative, Søren Pape Poulsen, er i en lignende situation.
Meningsmålingerne holdt ikke
Under valgkampen troede Pape, han kunne gå på vandet, og han meldte sig som statsministerkandidat. Partiet stod til 16 pct. af stemmerne i december 2021 og Pape var Borgens mest troværdige politiker i juni 2022. Men ved valget 1. november 2022 fik partiet kun 5,5 pct – kun godt det halve af, hvad man hånede Bendt Bendtsen for i nullerne. Og Pape har siden sagt, at han ikke længere er statsministerkandidat.
Flere fremtrædende partikoryfæer har for nylig forladt partiet og smækket med døren. Mest markant tidligere K-leder Lars Barfoed, der ovenikøbet har meldt sig ind i Moderaterne.
Andre, der har forladt Konservative er tidligere de to generalsekretærer Peter Sterup og John Wagner samt tidligere minister Jakob Axel Nielsen.
Det står intet sted skrevet, at Konservative vil bestå for altid
Det handler ikke kun om mennesker, men også om politik. Det er socialkonservative medlemmer, der forlader partiet, som de synes, er blevet for nationalkonservativt. “Det står intet sted skrevet, at Konservative vil bestå for altid,” skrev John Wagner, der er forfatter til “Schlūters politiske testamente”.
Det er rigtigt – og meningsmålingerne peger lige nu på, at det kan ende sådan. Det gælder også Venstre. Spørgsmålet er, om begge partier vil eksistere i fremtiden. Jeg mener, der er en risiko til stede for, at de to tidligere statsministerpartier vil havne tæt på eller under spærregrænsen inden længe.
Det Konservative Folkeparti blev stiftet i 1916 på ruinerne af Højre, og partiet havde sin storhedstid under Anden Verdenskrig og i 1980’erne under Poul Schlüter. I 1984 fik Konservative 23 pct. af stemmerne og 42 mandater. Efter Bendt Bendtsen – Mr. 10 pct. – blev Lene Espersen formand, men hun blev hurtigt upopulær, og gik af med en måling på 5,7 pct. Efterfølgeren Lars Barfoed kunne ikke få vælgertilslutningen i vejret, og han blev i 2014 afløst af Søren Pape Poulsen. Han er heller ikke lykkedes med at skabe fremgang for sit parti, og mit bud er, at Konservative ikke går til næste folketingsvalg med ham som formand.
Ingen vil udfordre partiformanden
Papes situation minder meget om Jakob Ellemann-Jensens. Ingen af deres partikolleger har lyst til at udfordre dem, de håber, deres formand selv vælger at give op. Indtil videre klamrer de sig dog begge til formandsposten.
Venstre blev stiftet i 1870 som liberalistisk parti med hovedfokus på landbrugets interesser. Fra 1901-68 var partiet det selvskrevne borgerlige statsministerparti. I 2001 under Anders Fogh Rasmussen blev Venstre Danmarks største parti med 31,2 pct. af stemmerne og 56 mandater.
Men nu har de borgerlige vælgere i stedet valgt at gå til især Liberal Alliance (som i nogle målinger er Danmarks næststørste parti), Danmarksdemokraterne og Moderaterne. Alle tre meget nye partier.
Mit bud er, at både Venstre og Konservative i den nærmeste fremtid vil være små partier, og at spærregrænsen bliver en reel trussel.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her