POLITIK // ANALYSE – Det dramatiske forløb omkring boligforliget vil sætte dybe spor i dansk politik: Dansk Folkeparti er blevet stuerene helt ind i kernen af Enhedslisten, Radikale Venstre har oplevet den største ydmygelse i mange år, blå blok er endnu mere splittet end før og regeringen står stærkere end på noget tidspunkt, siden den blev dannet.
Det er næsten umuligt at overvurdere betydningen af det dramatiske forløb i denne uge omkring den aftale, der skal stoppe udenlandske kapitalfonde i at opkøbe ejendomme, fuprenovere dem og hæve lejen voldsomt. Spillereglerne i dansk politik er blevet ændret på flere forskellige punkter, som der er god grund til at se på hver for sig.
Dansk Folkeparti som det nye midterparti
Den største sejrherre er Dansk Folkeparti. For dem har sagen været en magtdemonstration i forhold til resten af blå blok, i forhold til de radikale og i forhold til regeringen. Ved at bytte sine egne 16 mandater ud med De Radikales 16 og dermed sikre flertallet bag aftalen har partiet mod en beskeden indrømmelse taget et afgørende skridt i retning af at komme tilbage til indflydelse efter det katastrofale valg Grundlovsdag. Drømmen om at blive det nye midterparti, der kan afgøre, hvem der skal danne regering og hvor der skal findes et flertal bag en aftale, har fået nyt liv.
Alle de røde partier bag forliget har accepteret at have Dansk Folkeparti med om bord i stedet for De Radikale. End ikke i Enhedslistens bagland har der været protester på de sociale medier
Det vil kunne ske på en række områder, hvor DF i virkeligheden i udgangspunktet er tættere på S end de radikale er. Især efter at Socialdemokratiet har anlagt en stram kurs i udlændingespørgsmålet og Dansk Folkeparti har rykket sig på klimaspørgsmålet er det ikke kun udtryk for drømmefantasier og politisk propaganda at sige, at Dansk Folkeparti er det reelle midterparti på mindst lige så mange områder som De Radikale. Måske endda flere.
Det er også vigtigt at lægge mærke til, at Dansk Folkeparti er blevet stuerent helt ind i kernen af Enhedslisten. Alle de røde partier bag forliget har accepteret at have Dansk Folkeparti med om bord i stedet for De Radikale. End ikke i Enhedslistens bagland har der været protester på de sociale medier.
Den radikale ydmygelse
Det er en kendt sag, at De Radikale er vrede over ikke at være med i regeringen, og alle har ventet på, at partiet ville hævne sig ved at kræve store indrømmelser på en række områder for at indgå i et forlig. Det var f.eks. tilfældet omkring aftalen om at begrænse renterne på kviklån, og det var tydeligt, at det også var en del af spillet her. Det lagde det erfarne radikale hovedbestyrelsesmedlem og folketingskandidat Rune Christiansen ikke skjul på i en Facebook-opdatering, hvor han bl.a. skrev, at det også handlede om at levere en “tiltrængt begmand for et arrogant Socialdemokrati”.
Selvfølgelig vil sagen gøre forholdet mellem S og R endnu værre, end det er i forvejen, men på den anden side har regeringen demonstreret, at man kan – og vil – skifte De Radikale ud med DF, hvis det bliver nødvendigt
Partiet – eller rettere Jens Rohde – spillede højt spil. Og tabte. Det var angiveligt Rohdes lidt for selvfede måde at føre sig frem på onsdag, der var medvirkende til at få DF til at vende tilbage til forhandlingsbordet. Den hidtidige forhandler, den mere ideologiske boligordfører Mette Dencker, blev skiftet ud med realpolitikeren og kynikeren i form af finansordfører René Christensen, og så blev der lynhurtigt indgået et forlig, da DF-toppen først havde besluttet sig.
Tilbage står De Radikale og må føle sig totalt ydmygede. Det er en afklapsning af partiet, der ikke er set så brutal i mange år. Selvfølgelig vil sagen gøre forholdet mellem S og R endnu værre, end det er i forvejen, men på den anden side har regeringen demonstreret, at man kan – og vil – skifte De Radikale ud med DF, hvis det bliver nødvendigt.
Problemet Jens Rohde
Internt må De Radikale både ryste på hovedet over den amatøragtige måde, Jens Rohde forhandlede på (samtidig med at han bad boligminister Kaare Dybvad Bek ”lære det politiske håndværk”), og samtidig må man ryste i bukserne over, hvad han finder på næste gang.
I denne sag er Jens Rohde således gang på gang kommet med udtalelser om, hvad et forlig ville have af negative konsekvenser for andelsboligejerne, der er blevet lodret modsagt af andelsforeningerne. Et par eksempler:
Jens Rohde har f.eks. sagt at: “aftalen vil samtidig presse priserne ned, og den vil komme til at koste andelsboligejerne dyrt, fordi deres belåningsværdi vil falde ret drastisk.” Og: ”Mit gæt er, at rigtig mange andelsboliger nu bliver teknisk insolvente og i realiteten står foran en konvertering til lejebolig. Og det er det, der er Enhedslistens mål.”
Samtidig viser forløbet endnu en gang, at blå blok ligger i ruiner. Reaktionerne fra de borgerlige politikere og kommentatorer har været enten forudsigelige og uden rigtigt bid eller på kanten af det patetiske
Herover for står Jan Hansen, direktør i Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation: “Vi kan se, at man fra politisk hold har lavet en aftale, som er et rigtig godt værn for, at der ikke skal komme negative konsekvenser for dem, der bor i andelsboliger.” Han suppleres af Curt Liliegren, boligøkonom i Boligøkonomisk Videnscenter, der kalder den nye boligaftale for ”en gavebutik uden sidestykke.”
Tidligere har Jens Rohde i forbindelse med Radio24syv-sagen erklæret, at han var ligeglad med, at han ”var inde at rode ved noget helligt”: armslængdeprincippet. Også på andre områder er han kommet med bombastiske udtalelser på kanten af det populistiske.
Sådan plejer De Radikale ikke at agere, og på et tidspunkt må det begynde at skade partiet generelt. Radikale medlemmer og radikale vælgere bryder sig ikke om den måde at lave politik på og den måde at føre sig frem på.
Regeringen styrket markant
Regeringen står stærkere end på noget tidspunkt i sin syv måneder lange levetid. Den kan og vil lave forlig hen over midten og udnytte de flertal, der til enhver tid måtte være. Det stiller De Radikale i en langt svagere position fremover.
Selvfølgelig vil der komme sager, hvor De Radikale ikke bare kan skiftes ud med Dansk Folkeparti, og til den tid skal De Radikale nok vide at tage sig dyrt betalt. Men mon ikke S-toppen i dag tænker “Den tid, den sorg!”, og nyder den offentlige ydmygelse af Rohde og hele partiet?
For Kaare Dybvad Bek var sagen ved at udvikle sig til et så alvorligt nederlag, at det kunne have kostet ham ministerposten ved første regeringsrokade. Nu fremstår han som den store sejrherre, men rygterne om en kantet forhandlingsstil er næppe alle forkerte, så der er noget at arbejde med inden næste gang.
Blå blok eksisterer kun på papiret
Samtidig viser forløbet endnu en gang, at blå blok ligger i ruiner. Reaktionerne fra de borgerlige politikere og kommentatorer har været enten forudsigelige og uden rigtigt bid eller på kanten af det patetiske med Søren Pind som vinder med et tweet om, at “DF valgte romantikken med lokum i gården og de usle baggårde til. På bekostning af det borgerlige samarbejde. Terningerne er kastet.”
For en der sad med ansvaret for den københavnske boligstandard: hvor er det sørgelig at DF valgte romantikken med lokum i gården og de usle baggårde til. På bekostning af det borgerlige samarbejde. Terningerne er kastet. Godnat.
— Søren Pind (@sorenpind) January 30, 2020
Berlingske har selvfølgelig skrevet en leder, hvor man skælder ud på Dansk Folkeparti, men den er svag i argumentationen og afspejler i sprogtonen den afmagt, der hersker i den borgerlige lejr.
Vigtigt at nærstudere processen i denne sag
Mange vælgere klager forståeligt nok tit over, at journalister og kommentatorer bruger for meget tid på proces og personfnidder frem for det politiske indhold i en sag. Men i denne sag har processen og personfnidderet været afgørende.
Forhåbentlig vil journalisterne i de kommende dage afdække hele forløbet i detaljer. Hvor meget skyldes højt spil og godt håndværk (og en stor portion held) hos boligminister Kaare Dybvad Bek og hvor meget skyldes den tydelige irritation over Jens Rohde hos Dansk Folkeparti? I hvor høj grad var det Mette Frederiksen, der reddede sin boligminister op af fedtefadet ved at bruge Thulesen Dahls åbne invitation: ”Mette – du ringer bare. Du har mit nummer”, som han sagde på et landsmøde, da de to åbenlyst flirtede? Eller var det monstro spindoktor Martin Rossen, der udnyttede sine gode kontakter til kollegaen i Dansk Folkeparti, Søren Søndergaard?
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: Collage af POV International, www.ft.dk, Steen Brogaard
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
