FILMFESTIVAL // ESSAY – Grand Teatret i København holder italiensk filmuge i de kommende dage, og i den anledning laver Astrid Grove her nogle personlige nedslag i den italienske filmhistorie. En filmhistorie der både er meget italiensk og international og som alle dage har skabt nogle af de mest mindeværdige film.
I byen Bologna ligger Piazza Maggiore omringet af den imponerende Basilica di San Petronio, det smukke rådhus fra 1300-tallet, de mægtige buegange og en stor biografskærm. I hvert fald om sommeren, hvor jeg sad for et år siden med en negroni i hånden og øjnene rettet op mod instruktøren Marco Bellocchio, der introducerede sin film L’ora di Religione (My Mother’s Smile) fra 2002.
Dér begyndte mit studie af italienske film, som derefter fortsatte på byens universitet. Jeg forelskede mig i Cinéma Lumière, biografen, der er kendt for sine filmfestivaler året rundt. Italiens små filmfestivaler henvender sig til det lokale publikum og adskiller sig fra de store, såsom Venedig Film Festival, der henvender sig til filmbranchen.
Grand Teatret i København holder en lignende filmfestival. Den hedder ”Made in Italy” og åbner den 11. juni med Francesca Archibugis Il Colibri (Kolibrien), en filmatisering af Sandro Veronesis roman af samme navn. Den og syv andre nyere film, som festivalen viser på fem dage, skriver sig ind i den italienske filmhistorie, der er fyldt med guld, diamanter, mode og divaer.
Filmlandet Italien
Filmen blev officielt opfundet i 1895, og Italien kom godt fra start. Udenlandske filmskabere filmede landets landskabspanoramaer og kunst, og fra 1908 til 1914 oplevede den italienske filmproduktion sin første guldalder. Man dyrkede antikkens Rom i historiske epos og populariserede historiens litteratur. Mange stumfilm blev baseret på den italienske forfatter Dante, såsom L’inferno (Dantes Helvede) fra 1911.
1920’ernes fiktionsfilm led ikke under samme censur. De skulle i stedet opbygge en stærk filmbranche, der tjente penge
Den blev instrueret af Francesco Bertolini, Giuseppe de Liguoro og Adolfo Padovan og produceret i Milano. Det var en central filmby sammen med Torino, der i dag huser det nationale filmmuseum.
Filmproduktionen i Napoli, derimod, var kendt for melodramaer og divaer. I 1950’erne fortsatte Sophia Loren diva-arven, og i 2022-dramaet L’immensità, der vises på tirsdag, sammenlignes den i øvrigt spanske Penélope Cruz med Loren i omtalen.
Filmens institutioner
I 1922 tog den fascistiske diktator Benito Mussolini magten fra den italienske konge med marchen mod Rom. La marcia su Roma (Marchen mod Rom) er også titlen på en dokumentarfilm af Mark Cousins fra 2022, der blev vist på dette års dokumentarfestival, CPH:DOX.
I Mussolinis Italien producerede Istituto Luce, grundlagt i 1924, propagandafyldte dokumentariske nyhedsklip, mens 1920’ernes fiktionsfilm ikke led under samme censur. De skulle i stedet opbygge en stærk filmbranche, der tjente penge. Regeringen grundlagde institutioner og infrastruktur, som italienerne stadig bruger i dag.
I Roms Cinecittà fra 1937, det store filmstudiekompleks, skød Federico Fellini f.eks. scener til La Dolce Vita (Det søde liv) fra 1960. Det er åbent for besøgende, der således kan løbe rundt i Roms gader som tabloidjournalisten Marcello og den svenske skuespiller Sylvia i de ikoniske scener, inden de ender i Trevi-fontænen.
Fellini er en nationalskat fra Rom til Rimini, hans fødeby ved Adriaterhavet. Byens hvide art-nouveau Grand Hotel gav inspiration til 1973-filmen Amarcord (Amarcord – mig og min familie), og Cinema Fulgor besøgte filmskaberen selv i sin ungdom. Overfor Fulgor ligger et Fellini-bageri, og på byens store Fellinimuseum troner filmskaberen.
Neorealismen
Neorealismen betegner en gruppe af film med realistiske portrætter af det italienske samfund i tiden efter 2. verdenskrig, men ikke en skole med et filmmanifest. De fik ikke stor national succes og udgør kun et lille antal af periodens italienske film. Men vi andre forbinder neorealismen med italiensk filmkultur, og dens indflydelse blev betragtelig uden for landet.
”Lever den italienske neorealisme?” spørger en italiensk journalist, Sylvia, i La Dolce Vita, hvorefter tolken siger til Sylvia: ”Sig, at det gør den”. Man behøver ikke forholde sig til den, blot lade som om. Sådan kommenterede Fellini på sin samtids dyrkelse af den bevægelse, Roberto Rossellini åbner med sin krigsfilm Roma, Citta Aperta (Rom, åben by) i 1945 og lukkes af Vittorio De Sicas Umberto D. (Umberto) i 1952.
Da Rossellinis Roma fik premiere, blev den anmelderrost i Frankrig for sit ’sande’ portræt af modstandsbevægelsen. Filmens rå skildring af krig var et alternativ til amerikanernes kontrollerede film med flygtige emner uden grafisk vold og seksualitet, og det gjorde den populær i USA.
I Vittorio De Sicas Ladri di biciclette (Cykeltyven) fra 1948, jagter en plakatophænger tyven, der har stjålet hans arbejdscykel. Som min filmprofessor sagde, så repræsenterer barnet i filmen den rationelle, moralske stemme, som var et typisk neorealistisk træk. En smuk fortælling med scener på location i Rom og omkringliggende forstæder, og som skildrer efterkrigstidens arbejdsløshed og økonomiske krise. Et af neorealismens hovedværker.
Mode på film
Mode og film går hånd i hånd i Michelangelo Antonionis Cronaca di un amore (Story of a Love Affair) fra 1950. Filmen skildrer et trekantsdrama blandt den øvre middelklasse i Milano, den moderne storby. Karakteren Paola, spillet af Lucia Bosé, tager til haute couture shows og shopper i modeforretninger. En drilsk kvinde, der skifter sin hat, når hun skifter sin personlighed. På grund af det lille budget brugte filmen kostumer fra Bosés egen garderobe.
Kameraet undersøger forholdet mellem virkeligheden og vores opfattelse af virkeligheden
Hun brugte filmen til at portrættere sig selv som en 50’er-sofistikeret storbykvinde. Bosés dyre tøj blev brandet som ”Made in Italy”, da det italienske modehåndværk blev internationalt udbredt.
Milano har fortsat stil, ikke mindst når den internationale modebranche valfarter til modeugerne og optager hotellerne og taxaerne.
En italiensk auteur
I 60’erne og 70’erne, den anden guldalder for italienske film, blev en gruppe instruktører kaldt auteurs, da deres innovative stil og temaer blev lovprist af anmeldere. Det gjaldt bl.a. førnævnte Antonioni, der dog lod sin film Blow Up (Blow-Up) fra 1966 foregå i ’swinging’ London. David Hemmings spiller modefotografen, Thomas, der bruger sit kamera til at forstå livet og opklare et mysterium.
Kameraet undersøger forholdet mellem virkeligheden og vores opfattelse af virkeligheden. Hvis du får muligheden, så bemærk lyden fra start og helt til slutningsscenen, hvor Thomas ser på et tennisspil blandt mimere. Antonionis sanselige ledetråde gør ham til en must-see auteur.
Nervepirrende og populære genrer
En anden auteur er Dario Argentos, og hans Profondo Rosso (Mordets melodi) kom ud i 1975. Filmen bringer 40’er-divaen Clara Calamai tilbage og trækker på Blow Up ved at bruge Hemmings til igen at spille en amatørdetektiv, der løser et mysterium ved hjælp af billeder.
Argento introducerede en ny slags scene, hvor publikum ser med morderens øjne. Filmen foregår i en by-collage, da vi hører om byer som Bologna og Torino, men også ser en efterligning af den blå bar i Edward Hoppers maleri Nighthawks (Natteravne) fra 1942.
Genren hedder giallo og ligger mellem krimi, horror og thriller. Genren fik succes og opnåede kultstatus, ligesom samtidens spaghetti-westerns gjorde. Quentin Tarantinos inspiration fra spaghetti-westerns gjorde genren mere kendt, og på hans yndlingsliste optræder Sergio Leones Il buono, il brutto, il cattivo (Den gode, den onde og den grusomme) fra 1966. Mine medstuderende hørte om Leones hurtige skift fra long-shot (supertotalbillede, red.) til close-up til min offentlige, italienske eksamen, der foregik næsten lige så hurtigt, da det gjaldt om at sige mest muligt på kortest tid.
Grands 2023-thriller, L’ultima Notte di Amore (Last Night of Amore) er instrueret af Andrea Di Stefano, som i øvrigt optrådte i en film af Argento, nemlig Fantasma dell’opera (Spøgelset på Operaen) fra 1998.
“Made in Italy”? – en ny internationalisme
Susanna Nicchiarelli blev født i Rom i 1975 og blev færdiguddannet som filminstruktør i 2004 på Centro Sperimentale di Cinematografia, filmskolen grundlagt under fascismen. Hun er kendt for sine biografiske skildringer af kvinder, der kæmper for at passe ind og ofte lider tragiske skæbner.
I filmen Nico, 1988 fra 2017 turnerer den tyske sanger og model, Christa Päffgen (Nico var hendes kunsternavn), rundt i Europa i de sidste år af hendes liv, hvor hun gør op med sin egen mytologi som det smukke, unge ikon. Filmen veksler rundt mellem nationaliteter, hvilket kendetegner Nicchiarellis film, og har en tysk hovedperson, spillet af en dansker, Trine Dyrholm, der taler engelsk.
I filmen Chiamami col tuo nome (Call Me by Your Name) fra 2017 er hovedrolleindehaverne Timothée Chalamet og Armie Hammer hhv. fransk-amerikansk og amerikansk. Instruktøren Luca Guadagnino er italiensk, og blandt produktionsselskaberne er der både et brasiliansk, fransk, amerikansk og italiensk et.
I Rom producerer de film, i Bologna studerer vi film
Filminteresseret Bologna-indbygger
Sproget i filmen er engelsk, med lidt italiensk og fransk. Manuskriptforfatteren James Ivory er britisk, og forfatteren af romanen, som filmen bygger på, André Aciman, er opvokset i Egypten og bor i USA. Filmproduktioner går på tværs af lande, men de italienske film er fortsat et brand, der leger med det stereotype, frodige liv.
Fra Bologna til København
Tilbage i Bologna, hvor jeg sad i udendørsbiografen med min negroni, tog en italiensk bekendt en slurk af sin campari spritz og fortalte, at ”i Rom producerer de film, i Bologna studerer vi film”. Og det sidste får vi mulighed for i de italienske filmdage i København. Se hele programmet på Grands hjemmeside, hvor man også kan læse om de enkelte film.
Det skal blive spændende at se, om filmene i “Made in Italy”-festivalen er mest italienske, internationale eller lidt af hvert.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
