BØGER // ANMELDELSE – Samantha Harveys roman Seksten solopgange er en lyrisk opsang til os alle sammen: Vågn op og indse hvilken enestående klode, vi har fået foræret, inden det er for sent! Vi følger seks astronauter, der fra deres rumskib overværer seksten solopgange over planeten Jorden, mens de bevæges og rystes over dens intense skønhed og skrøbelighed. Der er lige dele hymne og advarsel over sproget, der rammer lige i maven. Det er smukt, råt og svimlende.
”Dette objekt med dets mirakuløse og bizarre skønhed. Dette objekt der, grundet det sølle udvalg af alternativer, unægtelig er deres hjem. Et grænseløst sted, en juvel midt i intetheden, så chokerende lys.”
Sådan beskrives vores allesammens fælles hjem, planeten Jorden, som den svæver rundt i et uendeligt mørke i den britiske forfatter Samantha Harveys lille kompakte sag af en roman, som jeg læste med både stor fornøjelse og voksende panik. For nok engang må jeg konstatere, at litteraturen formår det, som selv de allermest velunderbyggede videnskabelige rapporter sjældent evner: at tale direkte til de menneskelige urinstinkter og få os til virkelig at forstå, ikke bare med sindet men med kroppen, hvad vi har med at gøre.
For ja, vi har fået foræret en ubeskrivelig gave i form af den jord, vi bor på, og alligevel er vi i fuld gang med at destruere den med tåbelige krige, forurening og andet galskab.
Alt det ved vi alle sammen godt. Men i Seksten solopgange udpensles det for læseren, så det står soleklart, hvor dyrebar en klode vi har, og hvad vi risikerer at miste, hvis vi ikke ændrer kurs. For uden den er der ingen ”os”.
Romanens fokus er planetens overvældende og sårbare skønhed, og alt det, der binder os sammen. Og Samantha Harvey formår at beskrive det ubeskrivelige. Hør selv her:
”Før de kom herop, havde de altid haft en idé om at den anden side af jorden var langt væk, uden for rækkevidde. Nu ser de hvordan kontinenterne løber ud i hinanden som overgroede haver – at Asien og Australien slet ikke er adskilte men gjort sammenhængende af de øer der ligger mellem dem; ligeledes står Rusland og Alaska ansigt til ansigt, kun den mindste klat vand holder dem adskilt. Europa løber ud i Asien uden fanfare. Kontinenter og lande ankommer, det ene efter det andet, og jorden føles – ikke lille, men næsten uendeligt forbundet, et episk digt af flydende vers. Den rummer ikke muligheden for modsætning.”
Mere elegant kan det næsten ikke gøres, når det angår at ville beskrive, hvordan vi alle er forbundne (om vi vil det eller ej) og at landegrænser, modsætninger og konflikter alt sammen er menneskeskabte størrelser og på ingen måde naturskabte love.
Sproget er unapologetic malerisk, tonen er på samme tid højstemt og nøgtern, og, lidt ligesom i livet, vælter følelser af ømhed, nonchalance, fortvivlelse, ensomhed, fandenivoldskhed og lysegrønt håb efter hinanden som små kometer i en bølgende stream of consciousness.
Samantha Harvey viser, at vi alle er skrøbelige rumvæsner
Vi befinder os i et rumskib sammen med fire astronauter; en amerikaner, en japaner, en brite og en italiener, og to kosmonauter, altså russere. To kvinder og fire mænd, der er blevet sendt op ”gennem atmosfæren i en brændende rumkapsel” og nu befinder sig i kredsløb om jorden, hvor de skal være i ni måneder.
Vi følger deres hverdag, hvis man kan tale om sådan en, når man svæver vægtløst omkring, går på rumvandringer iført kølervæske og sikkerhedsline og sover hængende i en sovepose, mens kroppen prøver at finde ud af, hvad der er op og ned, selvom begreber som op og ned er meningsløse i rummet.
Med udsigt til den glinsende blå planet reflekterer astronauterne hver især over deres tilværelse på jorden, deres relationer og elskede, hvorfor deres livsbane blev som den blev. De løser praktiske opgaver på rumskibet, sover tungt mens en tyfon stilfærdigt går i land et sted under dem, spiser energibarer og træner deres kroppe for at undgå at musklerne svinder for meget ind. De fortæller hinanden indforståede jokes, én modtager beskeden om et dødsfald og en anden indser, at hans ægteskab ikke rummer kærlighed nok. Et sted i nærheden er fire af deres kollegaer på vej til månen.
Det skildres, hvordan den engelske astronaut Nell leger med tanken om en Gud i et så stort, brutalt og uendeligt mørke, som universet er. Hun overvejer at spørge amerikaneren Shaun, hvordan han både kan være astronaut og tro på Gud, men hun ved, at han vil besvare hendes spørgsmål med endnu et spørgsmål: hvordan hun dog kan være astronaut uden at tro på Gud?
Denne roman er først og fremmest til elskere af sprog. Tilhører man denne gruppe, er der til gengæld valør for pengene
Nell ser ud af rumskibet ”hvor mørket er uendeligt og glubsk” og tænker, at intet andet end en hensynsløs smuk kraft kan have skabt det, mens Shaun ville tænke, at intet andet end en hensynsfuld smuk kraft kan have skabt det. Big bang beskrives rammende som en slags første januar i den kosmiske kalender for livet og universet, og menneskehedens tid her på jorden sammenlignes med et fingerknips.
Parret med de meget maleriske beskrivelser af jorden set fra rumskibet – som Gobiørkenen der har en malers ”frygtløse penselstrøg” og Japan, der er som ”et spor af røg” – bliver bogen et lille filosofisk værk, en meditation over livet på jorden set fra rummet, en kærlighedserklæring båret på fyndigt sprog. Og en advarsel.
”Imagine all the people…”
Romanen, som på engelsk har titlen Orbital, vandt den prestigefyldte litteraturpris Bookerprisen i 2024. Tidligere vindere af prisen tæller navne som Margaret Atwood, Kazuo Ishiguro, Julian Barnes og Iris Murdoch. Og det er også en usædvanligt velkonstrueret roman, der i hvert fald for mig som læser fungerede glimrende som godnatlæsning – ikke fordi den er søvndyssende, men fordi dens sproglige form med de mange associationer, spring og hvirvlende idéer og tanker, minder om tidspunktet lige inden man falder i søvn, hvor dagens indtryk sorteres mere eller mindre kaotisk af (under)bevidstheden.
Denne roman er først og fremmest til elskere af sprog. Tilhører man denne gruppe, er der til gengæld valør for pengene. Oversætter Mathilde Moestrup har gjort et fantastisk stykke arbejde. Tempoet er roligt, meget roligt. Det er en fortælling om menneskehedens urgamle længsler og håb og trangen til at høre til.
Der er en lidt John Lennonsk ”Imagine there’s no countries…” og ”brotherhood of man” appel over nogle af passagerne i bogen. Hvorvidt man tænker, at det er en smuk omend lidt urealistisk tanke, eller om man anser det for muligt at menneskeheden forener sig for at redde planeten, er i sidste ende et temperamentsspørgsmål.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og