Mediernes dækning af jordskælv giver kvalme

En god nyhed får heldigvis forsidens største overskrift i dagens avis: 215 personer var indtil deadline i aftes reddet ud af ruinerne i live. Den dårlige nyhed er, at antallet af omkomne stadig stiger, og fredag morgen var over 250.

Det er dag tre efter jordskælvet. Tv-journalisterne står og padler endeløst for at fylde sendefladen ud. Visse kolleger ser nærmest lykkelige ud, når de tvinger en ældre dame, der har mistet alt, til at græde sin smerte ud i direkte tv. Andre viser live deres skænderier med de brandmænd, der er tvunget til at spilde dyrebar tid på at forklare, at rød zone er afspærret for alle andre end redningsmandskab og førstehjælpspersonale. Radiokanaler har sendt optagelser af desperate menneskers opkald til alarmcentralen i minutterne efter jordskælvet kl. 03.36 natten til onsdag, og den største zoom på kameraet tages i anvendelse for at fange ansigtsudtrykket hos de traumatiserede stakler, der reddes ud af murbrokkerne i live – og allerbedst, hvis det er et barn. Jeg får mavepine af interviewet i helikopteren. Hvad nu, hvis de under interviewet er så optaget af mediedækningen, at de overser en person, der vinker efter hjælp?

Det er dag tre efter jordskælvet. Tv-journalisterne står og padler endeløst for at fylde sendefladen ud. Visse kolleger ser nærmest lykkelige ud, når de tvinger en ældre dame, der har mistet alt, til at græde sin smerte ud i direkte tv.

Man taler om “sjakaler”, der tager til området for at stjæle værdier i de sammenstyrtede og beskadigede boliger. Én er anholdt i går, og fem unge mænd, der i bil ville op for at “se på”, blev sendt den anden vej af politiet.
Men de journalistiske sjakaler, der stjæler folks ubærlige sorg, er faktisk endnu værre.

Husker, og forstår til fulde i dag chefredaktør Bistrups ord, da jeg som praktikant på Berlingske Tidende blev sendt til Palermo efter mordet på Paolo Borsellino i 1992.
– Bliv nu ikke alt for begejstret, sagde Bistrup.
Jeg blev det. For begejstret. Det lyder bedre at kalde det engageret. Men jeg indrømmer, at det også er begejstring over at være dér, hvor det sker. Uden den – engagementet eller begejstringen – bør man dybest set ikke være journalist. Sådan er det bare, også.

Èn tv-nyhedschef, Enrico Mentana, stoppede i aftes en reporter i at overskride endnu en grænse.
Én!
Reporteren i jordskælvsområdet ville vise et foto af en familie, hvor alle medlemmer var omkommet. Dér gik Mentanas grænse. Andre chefredaktørers grænse er tydeligvis stadig ikke nået i jagten på klik og publikum.

Jeg vil ikke spille hellig. Jeg har stået der selv. Jeg var alt for vildt begejstret, da jeg som den første danske journalist kunne telefaxe passagerlisten hjem til Ekstra Bladet, den dag SAS-flyet forulykkede i Milano-lufthavnen Linate i 2001. Inden da havde en af slægtningene frustreret kaldt os ventende pressefolk for “usle gribbe” udenfor den hal, hvor de ventede på at få at vide, at alle i flyet var døde.

Tv-mediet er nådeløsløst. Jeg ved det. Med radio får du lidt mere tid til at tænke dig om, men ikke meget. Når du skriver kommer du heldigvis ud af begejstringens rus. Du får tid til at slukke for adrenalinen, og når at reflektere inden ordene kommer ud. Men det fratager ikke journalisterne foran kameraerne i Amatrice, Accumoli og Arquata fra forpligtelsen til at udvise almindelig menneskelig anstændighed.

Man taler om “sjakaler”, der tager til området for at stjæle værdier i de sammenstyrtede og beskadigede boliger. Én er anholdt i går, og fem unge mænd, der i bil ville op for at “se på”, blev sendt den anden vej af politiet. Men de journalistiske sjakaler, der stjæler folks ubærlige sorg, er faktisk endnu værre.

Jeg sagde onsdag nej til at rejse til området for en dansk radio. Allerede tidligt onsdag formiddag virkede det som om, der var flere pressefolk end indbyggere i området. For hver katastrofe bliver nyhedsmaskinen en større og endnu mere altædende bulldozer. Og efterkritikken når man så slet ikke, fordi mediekaravanen allerede er på vej til næste brændpunkt.

Jeg prøvede at tænde for nyhedskanalerne igen her efter frokost. Kvalmen kom tilbage efter få minutter, og der kom italiensk musik på i stedet. Der er tilsyneladende ingen ende på trangen til at svælge i tragedien. Og der er åbenbart meget få redaktionssekretærer og chefredaktører, der tager sig tid til at coache for at stoppe ‘begejstringens rus’, og i stedet kræve bare en lille smule almindelig omtanke, lidt medmenneskelighed og et gram eller to anstændighed af deres medarbejdere i marken.

I må derfor ‘nøjes’ med en artikel i løbet af weekenden, hvor jeg vil samle op uden at svælge i døde børn, grædende slægtninge og nonner, der mener, at engle har reddet dem. Jeg vil i stedet prøve at forklare, hvad der sker, når nødsituationen er overstået og genopbygningen skal i gang.

Tror, jeg i mellemtiden går ud og kaster op af nyhedsforstoppelse…

Topfoto: Skærmbillede af italienske avisforsider hentet fra BBC.