Italien begraver ofre og raser mod myndigheder

af i Europa/Featured/POV Business

KOMMENTAR – I weekenden blev der holdt statsbegravelser for en del af de indtil videre 43 ofre, der mistede livet i forbindelse med sammenstyrtningen af Morandi-broen i den italienske havneby Genova. Men sagen er dog langtfra afsluttet, fortæller POV’s italienskendere, Charlotte Sylvestersen og Cecilie Marie Meyer.

Ulykkens konsekvenser hvirvler. Italienerne raser. Hvordan kunne tragedien overhovedet ske? Mange har vendt deres vrede både mod staten og storaktionæren, den mægtige Benetton-familie, som dagen efter tragedien totalt uanfægtet af ulykken beværtede familie og feriegæster med en overdådig fiskefrokost.

Mens mennesker et døgn efter katastrofen stadig kæmpede for livet eller allerede lå livløse under murbrokkerne fra den sammenstyrtede motorvejsbro ved Genova-forstaden Sampierdarena, fejrede Benetton-klanen som sædvanligt Maria himmelfartsdag den 15. august sammen med 70 gæster på det eksklusive feriested Cortina d’Ampezzo i Dolomitterne.

Først fire dage efter ulykken kom en officiel pressemeddelelse fra familien, der via selskabet Atlantis kontrollerer Autostrade per l’Italia, der bestyrer 2854 kilometer af det 6668 kilometer lange italienske motorvejsnet.

I mellemtiden var der ikke blot tid til Benetton’ernes eksklusive Ferragosto-frokost, men også til at sammensætte et skarpt hold af advokater, der skal føre virksomheden uskadt gennem det gigantiske juridiske slagsmål om ansvaret for ulykken. Et slagsmål, der allerede var i fuld gang, mens de første af de 43 omkomne blev begravet, lørdag 18. august.

Statsbegravelse med buh-råb og selfies

19 ofre blev samlet begravet af Genovas biskop i byens messecenter. Andre ofre, og blandt dem flere fra Napoli, valgte den officielle begravelse fra. Af personlige årsager, men også i protest.

I Genova deltog tusindvis af byens borgere også. Blandt de fremmødte var den italienske præsident, Sergio Mattarella, og premierminister Giuseppe Conte.

I forhold til den officielle begravelse var det nærmest poetisk smukt, da jeg lørdag klokken 11.32 sammen med andre kunder holdt ét minuts stilhed i Ikea i Milano, for det gør man også i en butik, når der er national sørgedag i Italien

Sammen med regeringens to frontfigurer og vicepremierminister Luigi di Maio fra Femstjernebevægelsen og Matteo Salvini fra Lega modtog statens repræsentanter næsten lige så store klapsalver som redningsfolkene, der også var mødt talstærkt op.

Repræsentanter fra den tidligere italienske regering fra Partito Democratico blev derimod modtaget med ”buh-råb”. Onde tunger påstår at buh-råbene i bedste operastil var bestilt og betalt af den nuværende regering.

I den ubehagelige afdeling

Og fortsætter vi i den ubehagelige afdeling, så havde indenrigsminister Salvini under begravelsen også tid til at lade sig forevige på selfies med nogle af sine fans.

I forhold til den officielle begravelse var det nærmest poetisk smukt, da jeg lørdag klokken 11.32 sammen med andre kunder holdt ét minuts stilhed i Ikea i Milano, for det gør man også i en butik, når der er national sørgedag i Italien.

Grydeklar plan for en ny og dyr stålbro

Autostrade per l’Italia ventede som Benetton-familien også fire dage, inden de indkaldte til en pressekonference, der nok udtrykte medfølelse med ofrene og de efterladte, men derudover også flere gange understregede, at ”der er ingen årsager, der peger mod, at vi skal påtage os et ansvar” for ulykken, som avisen Il Fatto Quotidiano skriver.

Autostrade per l’Italia meddelte på pressemødet, at de har stillet en halv milliard euro til rådighed, som Genova kommune kan bruge til hurtigt at lave alternative forbindelser, der sikrer trafikken i det vigtige knudepunkt mellem Nordeuropa og Frankrig, som er ramt af ulykken.

Interessant nok kunne præsidenten og den administrerende direktør for Autostrade d’Italia også meddele, at virksomheden tilfældigvis har et grydeklart projekt til ny stålbro i det ramte område.

Statsadvokaten skal i gang med at be- eller afkræfte de mange rygter om, at Autostrade per l’Italia vidste, at broen var en sikkerhedsrisiko

Dét projekt kan realiseres på kun otte måneder, og koster i alt 7,8 milliarder euro (cirka 58 mia. kr.). Penge, som virksomheden ikke umiddelbart selv vil hoste op med. Det er ellers en sund virksomhed, der de seneste 15 år har produceret et overskud på over 9,5 milliarder euro (ca. 71 mia. kr.), der både er endt på aktionærernes konto som dividende og derudover brugt til blandt andet at købe motorveje i Spanien og lufthavnen i Nice i Frankrig.

Regeringen vil ophæve kontrakten

Vicepremierminister Luigi Di Maio fra Femstjernebevægelsen virker fast besluttet på at ophæve kontrakten mellem Autostrade per l’Italia og staten, selv om virksomheden har papir på retten til at bestyre de knap 3000 kilometer motorvej indtil 2042.

Af kontrakten fremgår også, at brydes den, skal den italienske stat kompensere for tabet af motorvejsafgifter med et beløb på omkring 20 milliarder euro (ca. 150 mia. kr.).

Det juridiske slagsmål om hvorvidt kontrakten kan brydes kan komme til at tage år, men allerede torsdag reagerede aktiemarkederne med stor nervøsitet, og Benetton-selskabet Atlantias aktier faldt med over 20 procentpoint.

Video-talk med Charlotte Sylvestersen om Morandi-broen, der faldt ned, om liberaliseringer, der tilsyneladende ikke fungerer, og om den gode karma ved bilkøer:

Om Morandi-broen, der faldt ned, om liberaliseringer, der tilsyneladende ikke fungerer, og om den gode karma ved bilkøer…on the road in Europe 🚘

Posted by Charlotte Sylvestersen on Thursday, August 16, 2018

Man kan ikke privatisere trafiksikkerhed

Statsadvokaten i Genova, Giuseppe Cozzi, der skal placere ansvaret for ulykken, har været usædvanlig klar i mælet, når han har forklaret strategien for sin efterforskning.

”Jeg har en del vanskeligheder med at acceptere, at trafiksikkerheden er lagt i private hænder. Filosofien bag vores system i dag er en stat, der har fået frataget sin magt, en slags fraværende ejer, der har abdiceret fra rollen som garant for sikkerheden. Som om staten har sagt til det private erhvervsliv: Det må I om. Det virker umiddelbart som om det private selskab er ejeren af motorvejene, og ikke lejeren som skal bestyre dem,” siger han til avisen Corriere della Sera.

Alle italienske broer konstrueret med armeret cement i 1950’erne og 1960’erne er i risikogruppen: Deres livscyklus er slut, det varer ikke evigt

Statsadvokaten skal også i gang med at be- eller afkræfte de mange rygter om, at Autostrade per l’Italia vidste, at broen var en sikkerhedsrisiko. Flere eksperter har også udtalt sig i den retning, og vi ved, at Polyteknisk Universitet i Milano i en undersøgelse udført for selskabet havde påpeget problemer med stålkablerne fra brotårnene. Andre eksperter har konsekvent udelukket, at uvejret tirsdag skulle have forårsaget ulykken.

Dårlig vedligeholdt infrastruktur

Der er over en halv million broer i Italien, og hvert år sker ulykker, hvor broer kollapser, også med dødsfald til følge.

Settimo Martinello er direktør for firmaet ”4 Emme”, der lige nu kontrollerer og vedligeholder omkring 50.000 broer i Norditalien.

”Jeg har i årevis sagt, at der er titusinder af broer i Italien, der risikerer at kollapse. Hvert år sker det for omkring 20 broer, uden at det skaber nyheder, fordi de ikke er store som i Genova,” fortæller han nyhedsbureauet AGI.

Ifølge Martinello er alle italienske broer konstrueret med armeret cement i 1950’erne og 1960’erne i risikogruppen.

”Deres livscyklus er slut, det varer ikke evigt,” siger han.

Han forklarer helt lavpraktisk, at sorte striber i cementen er et tydeligt tegn på, at cementen ikke længere er tæt, og derfor tillader fugt og ilt at trænge ind til og destruere jernarmeringen, der holder broerne oppe.

De over 40 meter ned fra Morandi-broen skræmte mig hver eneste af de over 100 gange, jeg har kørt på den. Og man behøver desværre ikke være ekspert i cement for at konstatere, at vedligehold af alle typer veje og broer i Italien har lidt under den økonomiske krise, der nu har varet i ti år. Vi holder vejret…

Tragedien sender chokbølger til Napoli

Fire unge mænd fra Torre del Greco, en arbejdsmand fra Castelnuovo og en ung kvinde fra Somma Vesuviana var blandt ofrene under tragedien i Genova. Det har bragt hele Campania-regionen i dyb sorg. De tre byer i Napolis opland har stærke, regionale bånd, der rækker udover lokalområderne og knytter sig til hele den napolitanske identitet.

Ofrene var alle på vej mod nord. Dels for at holde ferie i Europa, dels for at komme frem og tilbage på arbejde, og grundet sammenfaldet af ofre fra Napolis opland har tragedien nu i den syditalienske bevidsthed fået navnet “den napolitanske massakre”.

Lørdag kunne det italienske nationale tv transmittere den statslige begravelse fra Genova, men i hvert fald fem af kisterne var tomme. De fire unge mænd fra Torre del Greco var nemlig på forhånd blevet bragt tilbage til deres hjemby ved Napoli-bugten for at blive bisat der, ligesom den unge kvinde fra Somma Vesuviana også fik sin egen, private begravelse derhjemme, i skyggen af Vesuv.

Ønsket blev effektureret dels i vrede mod staten, som mange ser som medskyldig i broens miserable tilstand, og hvis pauvre retssystem højst sandsynligt får de skyldige til at gå fri – dels fordi de pårørende af sorg og smerte ikke har været i stand til at gennemføre rejsen mod nord.

De fire drenge fra Torre del Greco var dedikerede fans af Napolis fodboldhold, som, da ofrenes navne blev gjort officielt kendte, kondolerede til de involverede familier.

Desuden besluttede hele det kirkelige samfund i Torre del Greco at gå i fællesbøn om aftenen den 15 august, og da selve begravelsesceremonien blev afholdt i fredags klokken 17.30 i Torre del Grecos Santa Croce-kirke, var tusindvis af napolitanere mødt op. Nedenfor ses et sammenklip af ceremonien, lavet af  den italienske avis La Repubblica:

Til begravelsen havde tilskuerne hængt store bannere op med skriften: “Non esiste perdono senza giustizia” – der findes ingen tilgivelse uden retfærdighed, hvilket udtrykte italienernes længsel efter at stille de skyldige ansvarlige i sagen.

Genova-tragedien er blot en af mange, der udstiller Italiens misligholdte infrastruktur, og mens bjærgningsarbejdet fortsætter ved broen, sker der ting og sager i kulissen.

Det webcam, som var opstillet ved autostrada’en og filmede kollapset, har for eksempel fået sine optagelser beslaglagt af retten i Genova.

Offentligheden har nu kun adgang til disse sidste minutter fra svinget inden broen, hvor man ser flere biler standse op og aktivere katastrofeblinket.

Hovedillustration: Morandi-broen lige efter kollapset. Martina Vesuvio, Wikipedia.

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte.

Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter.

Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet.

Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige.

Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige?

Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede.

Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside:
http://ceciliemariemeyer.dk

Seneste artikler om Europa