DANMARK OG ISRAEL // BAGGRUND – Sammen med den østrigske forbundskansler, Sebastian Kurz, tager Mette Frederiksen torsdag til Israel for at møde Benyamin Netanyahu. Formålet med besøget er at se nærmere på Israels succesfulde vaccinationskampagne mod Covid19 samt at udbygge det teknologiske samarbejde, men kritikere beskylder statsministeren for at gå Netanyahus ærinde. I den forbindelse bliver Israel beskyldt for at praktisere vaccine-apartheid overfor palæstinenserne på Vestbredden og Gazastriben.
TEL AVIV – Med udgangen af februar havde godt halvdelen af den israelske befolkning fået i det mindste første stik i den massive kampagne for at få samtlige 9 millioner borgere vaccineret mod Covid19 på rekordtid.
Omkring 72 pct. af israelere, som er over 16 år gamle, er blevet vaccineret, og for gruppen af borgere, som er over 50, er det tilsvarende tal 90 pct. Samtidig med at myndighederne i disse dage tager de første skridt til at genåbne landets økonomi, lyder meldingen, at med en daglig kapacitet på 140.000 vaccinationer vil kampagnen efter alt at dømme være gennemført i begyndelsen af april.
Da vi planlagde det hele, virkede det næsten som en militær operation
”Israel er det land i verden, som er absolut længst fremme i kampen mod COVID19, når det handler om at udrulle vacciner,” lyder det således fra Mette Frederiksen i den pressemeddelelse, som Statsministeriet udsendte 27. februar som en officiel melding om, at statsministeren havde besluttet at rejse til Israel for at tage den israelske succeshistorie i øjesyn.
Sammen med den østrigske forbundskansler, Sebastian Kurz, kommer hun torsdag til Jerusalem, hvor besøget blandt andet omfatter et møde med premierminister Benyamin Netanyahu.
Som en ø-nation
Det er en historie med mange sider, og den ene af dem er naturligvis Israels fremgangsmåde med vaccinerne. At landet på den måde er i stand til at give resten af verden baghjul, hænger i første række sammen med, at Netanyahu var tidligt ude og indgik en helt særlig aftale med Pfizer. Men ikke mindst har den amerikanske medicinalgigant set en helt klar fordel i samarbejdet, som blandt andet har sikret Israel en løbende leverance gennem hele forløbet.
”Israel er et lille land, og det er i denne sammenhæng blevet til et kæmpe klinisk forsøg,” siger Louise Vibjerg Thomsen. Hun følger udviklingen tæt som ansvarlig for sundhedsområdet ved Innovation Center Denmark, der har til huse på den danske ambassade i Tel Aviv.
I dag fungerer disse som moderne organisationer, der konkurrerer indbyrdes på det bedste produkt til den billigste pris. De har med andre ord et stærkt økonomisk incitament til at holde medlemmerne sunde og raske
Hun oplyser, at Pfizer gennem flere år har været til stede i Israel med forskning og udvikling, og at landet herudover har en række helt klare fordele i denne situation. Israel svarer på mange måder til en ø-nation, idet man ikke bare kan krydse landegrænserne, som man kan i Europa.
Reelt har landet kun en enkelt grænseovergang af større betydning, nemlig den internationale lufthavn ved Tel Aviv, og dér har trafikken gennem hele krisen været stærkt reduceret. I forbindelse med de nye mutationer af Covid19 besluttede myndighederne at lukke lufthavnen helt i et par uger af februar, så kun humanitære flyvninger var tilladt.
Dette skaber de ideelle betingelser for at måle virkningen af et nyt produkt, som vaccinen jo er. Herudover har de israelske myndigheder koncentrerede og præcise sundhedsdata på alle borgere, hvilket gør, at man kan følge hver enkelt patient nøje.
Som en del af aftalen har virksomheden fået lov til at kigge med i de israelske registre, og det er en del af historien om den hurtige FDA-godkendelse for vaccinen, hvilket normalt tager flere år. FDA står for Food and Drug Administration, altså den amerikanske myndighed, der skal godkende alle nye præparater.
”Aftalen med Israel er ikke grunden til, at Pfizer har fået hurtig FDA-godkendelse, men den hurtige godkendelse betyder, at man ikke har kunne identificere bivirkninger på samme måde, som ved den mere langvarige udvikling og kliniske forsøg. Aftalen gør det muligt at identificere mulige bivirkninger hurtigere, både de negative og de positive,” tilføjer Louise Vibjerg Thomsen.
I sig selv har dette naturligvis stor værdi for en medicinalvirksomhed. Men herudover er strukturen i den israelske sundhedssektor velegnet til en operation af denne art, og dermed et vigtigt motiv for samarbejdet.
I stedet for offentlig sygesikring er hver borger ved lov medlem af en af i alt fire sundhedsorganisationer. Tilbage i tiden opstod disse som del af politiske partier, så den største – Kupat Holim Clalit – eksempelvis var knyttet til arbejderpartiet og fagbevægelsen.
I dag fungerer disse som moderne organisationer, der konkurrerer indbyrdes på det bedste produkt til den billigste pris. De har med andre ord et stærkt økonomisk incitament til at holde medlemmerne sunde og raske. De samarbejder med hospitalerne, som er statslige, men har selv et stort antal læger og sundhedspersonale.
Her bliver den enkelte borger vaccineret, mens han eller hun sidder i sin egen bil, for bagefter at køre et andet sted hen på parkeringspladsen, hvor borgeren holdes under observation i et kvarter
Organisationerne driver klinikker, som tilbyder alt fra kemoterapi til tandpleje, og herudover et stort antal mindre lægehuse rundt om i lokalsamfundene. For at begrænse omkostningerne ved de dyre hospitalsindlæggelser klarer sundhedsorganisationerne en stor del af opgaverne selv, og derfor har de også en lang tradition for præventiv behandling.
”Vi har for eksempel store erfaringer med vaccinationskampagner, og kan effektivisere arbejdet ved et tæt lokalkendskab til patientgruppen,” siger Ido Hadari, der er talsmand for Maccabi, Israels næststørste sundhedsorganisation.
Beredskabsplan
”Da vi planlagde det hele, virkede det næsten som en militær operation,” forklarer Ido Hadari.
Mange steder i verden har det været overvejet at inddrage forsvaret, og det var også på tale i Israel. Men selv om han flere gange under samtalen understreger, at det er en civil opgave, er der ingen tvivl om, at Israel kan trække på en række erfaringer fra et militært beredskab, som allerede er der.
Under pandemien kunne det store Hadassah hospital i Jerusalem således hurtigt oprette en særlig coronaafdeling i en parkeringskælder med tre etager, der i forvejen har alle installationer, så den kan konverteres til nødhospital og beskyttelsesrum. I forbindelse med vaccinationskampagnen har det israelske forsvar også sørget for reservister, som er med til at døgnbemande de mange vaccinationsstationer.
”Vi er altså i stand til den hurtige omstilling, der er nødvendig for at få arbejdet i gang,” siger Ido Hadari.
Han peger således på, at man har oprettet et stort antal vaccinationsstationer på eksempelvis en jernbanestation, hvor parkeringspladsen står mere eller mindre tom, fordi de daglige pendlere nu arbejder hjemmefra. Her bliver den enkelte borger vaccineret, mens han eller hun sidder i sin egen bil, for bagefter at køre et andet sted hen på parkeringspladsen, hvor borgeren holdes under observation i et kvarter.
”Det er vist nok en ret unik løsning, men den er hurtig og effektiv,” tilføjer han, og kan fortælle at myndighederne i den walisiske by Cardiff var blandt de første til at kopiere modellen.
Vaccine-diplomati stoppet
Det er altså helt tydeligt en kombination af disse faktorer, der har skabt grundlaget for samarbejdet mellem Israel og Pfizer.
Men sagen har tydeligvis også en række politiske aspekter. Israel går til valg den 23. marts, og Netanyahu er allerede godt i gang med at fremstille den massive vaccinationskampagne som en politisk sejr. Han står anklaget i en række korruptionssager og er under hård kritik for sin håndtering af pandemien, så vaccinationskampagnen kan ses som en politisk redningsplanke for en belejret politiker.
På den baggrund vakte det betydelig opsigt, da han i februar besluttede at sende vaccine til 20 forskellige lande som et stykke diplomatisk goodwill. Honduras nåede at modtage 5000 portioner vaccine, men så sørgede den israelske statsadvokat, Avichai Mendelblitt, for at få sat en stopper for denne type vaccine-diplomati.
På den anden side er præsidenten også helt klar over, at israelerne vil kræve noget til gengæld, hvis man officielt beder om at modtage vaccine. Og når jeg siger ’israelerne’, mener jeg naturligvis Netanyahu
Denne drejning har ikke overraskende skabt yderligere opmærksomhed om, hvorfor Israel ikke har valgt at sørge for vaccination af palæstinenserne på Vestbredden og Gazastriben – når landet ser ud til at have et overskud at dele ud af. Det er denne del af sagen, der har ført til kritik fra mange sider, fordi Israel som besættelsesmagt er ansvarlig for sundhedstilstanden blandt palæstinenserne.
”Dette er endnu et kriminelt overgreb på vores rettigheder,” lyder det således fra Raji Sourani, der er direktør for Palestinian Center for Human Rights på Gazastriben. ”Gennem 14 år har vi her i Gaza været underlagt en stram blokade, som har ført til, at vores sundhedsvæsen er brudt totalt sammen.”
FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, har sørget for, at 20.000 doser vaccine har fået lov til at slippe ind på Gazastriben, men det rækker, som Sourani påpeger, ikke langt til en befolkning på 2 millioner mennesker.
Israel iværksatte blokaden af Gazastriben i 2007 i forbindelse med, at den islamiske Hamas-bevægelse tog magten på den fattige stribe land, der er på størrelse med Langeland. Lige siden har der været omfattende restriktioner for, hvad har kunnet indføres, og det gælder også medicin og hospitalsudstyr.
”Vores sundhedssektor er helt udsultet,” fortsætter Raji Sourani. ”Eksempelvis står cancerpatienter uden mulighed for at modtage kemoterapi, og overfor Covid19 er vi helt forsvarsløse.”
Vaccine-nationalisme
En af Israels markante fredsaktivister og kendere af palæstinensiske forhold er Gerson Baskin. Blandt mange aktiviteter er han fast skribent for det palæstinensiske dagblad Al Quds, og han stiller sig stærkt kritisk overfor den israelske håndtering af vaccinespørgsmålet. Men han vil også gerne se sagen i dens rette proportioner.
”Israel har et af verdens bedste sundhedssystemer, og jeg kan godt forstå, at den danske statsminister kommer herned for at hente nogle erfaringer,” siger han. ”Jeg tror dog ikke, det drejer sig om at købe vaccine, som kunne være gået til palæstinenserne. Med sit forbud mod Netanyahus vaccine-diplomati, har Mendelblitt allerede skabt præcedens. Besøget drejer sig givetvis om udviklingssamarbejde på længere sigt, og det er der i sig selv ikke noget galt i.”
Han håber dog på, at Mette Frederiksen vil benytte mødet med Netanyahu til at bringe de politiske implikationer på bane. Her ligger sagen nemlig og vipper mellem flere forskellige argumentationer. Ifølge de internationale konventioner har en besættelsesmagt pligt til at sørge for den besatte befolknings sundhed, og hvis man følger dette argument til dørs, skal Israel altså uden tøven sørge for, at den palæstinensiske befolkning bliver vaccineret. Men overfor dette står så Oslo-aftalerne fra 1993, hvor det står nedfældet, at det palæstinensiske selvstyre påtager sig det fulde ansvar for befolkningens sundhed.
Selv om situationen på Vestbredden er en helt anden end på Gazastriben, er der stadig tale om vejspærringer og administrative begrænsninger, der virker lammende på den palæstinensiske regerings mulighed for at træffe egne beslutninger, og det er dér, hele vaccinesagen efter hans opfattelse befinder sig
”Netanyahu henviser til Oslo-aftalerne, men det er et noget usikkert argument,” forklarer Baskin videre. ”Aftalerne sigtede på en overgangsperiode på fem år, hvorefter der skulle findes en permanent ordning. Den er aldrig blevet fundet, så derfor er det ikke sikkert, at man blot kan henvise til Oslo.”
Ikke desto mindre viger han tilbage fra at benytte termen vaccine-apartheid. I hans optik er apartheid en lovmæssig forskelsbehandling af egne borgere, og palæstinenserne er jo ikke israelske statsborgere. Desuden henviser han til, at de israelske vaccinationsprogrammer også omfatter palæstinenserne i Østjerusalem, som netop ikke er israelske statsborgere.
”Jeg vil derfor hellere kalde det en form for vaccine-nationalisme, og det kan jo være problematisk nok i sig selv,” siger han.
Forhandlinger
Sagen har endnu en kompliceret side, idet der tilsyneladende gennem længere tid er pågået forhandlinger mellem det palæstinensiske selvstyre og de israelske myndigheder. Allerede den 14. januar oplyste talsmanden for det israelske sundhedsministerium, Asher Yeshayahu Salmon, overfor POV.International, at der var igangværende forhandlinger med det palæstinensiske selvstyre i Ramallah, men udover nogle mindre leverancer af symbolsk betydning, er der siden da ikke blevet fremlagt nogen konkret plan.
”Under personlige samtaler med vores præsident (Mahmoud Abbas, red.) har han fortalt mig, at der har været en løbende dialog om vaccinen med israelerne,” siger Ghassan Khatib, som tidligere har bestredet ministerposter i flere palæstinensiske regeringer og nu har trukket sig tilbage til sit professorat i statskundskab ved Bir Zeit Universitetet på Vestbredden.
Han forklarer sagen, som han ser den.
”Selvstyret har endnu ikke rettet nogen officiel henvendelse til israelerne, og det er der et par forklaringer på,” siger han.
Det er de dele af befolkningen, som står tøvende eller helt afvisende overfor vaccinen. Her ligger en forklaring på, at smittetallene fortsat er høje, trods den optimistiske tone
På den ene side vil den palæstinensiske regering i Ramallah gerne bevare følelsen at selvstændighed. Man ønsker at betragte sig selv som en form for statsstruktur, og det indebærer blandt andet at søge at skaffe vaccinen selv. På den måde imødegår man også kritik fra de dele af den palæstinensiske befolkning, der modsætter sig enhver kontakt med Israel.
”På den anden side er præsidenten også helt klar over, at israelerne vil kræve noget til gengæld, hvis man officielt beder om at modtage vaccine. Og når jeg siger ’israelerne’, mener jeg naturligvis Netanyahu,” siger Ghassan Khatib. ”Det er en meget vanskelig klemme.”
På den baggrund stiller han sig også skeptisk overfor sondringen mellem selvstyre og besættelse. For mens han formelt ser, at der er tale om et palæstinensisk selvstyre, har Israel jo hele tiden fat i den lange ende. Selv om situationen på Vestbredden er en helt anden end på Gazastriben, er der stadig tale om vejspærringer og administrative begrænsninger, der virker lammende på den palæstinensiske regerings mulighed for at træffe egne beslutninger, og det er dér, hele vaccinesagen efter hans opfattelse befinder sig.
Gershon Baskin foreslår en helt praktisk tilgang.
”Man kan diskutere apartheid og konventioner og formalia i en uendelighed, og det fører ikke til ret meget. I virkeligheden drejer det sig om sund fornuft,” siger han. ”Der er tale om to befolkninger, som lever tæt op ad hinanden, og Israel får aldrig bekæmpet Covid19 effektivt uden at lade alle vaccinere. På Vestbredden og Gazastriben bor der tilsammen 5 millioner palæstinensere. Det er en forholdsvis lille befolkning, og det kan kun være i Israels egen interesse at give dem adgang til vaccinen så hurtigt som muligt.”
Israelsk valgkamp
Over hele linjen er der således denne modsætning mellem Israel som det moderne og højteknologiske samfund, og de politiske omstændigheder. Og disse kommer tilmed til udtryk i form af interne vanskeligheder, som kan true Israels ambitiøse plan om at gennemvaccinere hele befolkningen. Det er de dele af befolkningen, som står tøvende eller helt afvisende overfor vaccinen. Her ligger en forklaring på, at smittetallene fortsat er høje, trods den optimistiske tone.
De ultraortodokse grupper, som udgør 10-12 pct. af landets samlede befolkning, har gennem hele forløbet været en særlig udfordring. Det er en fattig befolkning, hvor store familier lever tæt sammen, hvilket som udgangspunkt øger smittefaren. Men samtidig har en række toneangivende rabbinere givet ordre til, at de ultraortodokse yeshivaer, som er særlige religiøse akademier, skulle fortsætte studierne, mens resten af det israelske skolesystem lukkede ned. I den sektor har man også set en række bryllupper med flere tusinde deltagere, på trods af at myndighederne har begrænset antallet af bryllupsgæster til ti.
Der kan være en nærliggende politisk forklaring på, at dette har kunnet finde sted. Gennem mange år har de to ultraortodokse partier – Shas og Forenet Torajødedom – været faste støtter i Netanyahus skiftende koalitionsregeringer, og midt i en valgkamp ønsker premierministeren derfor ikke at gøre sig upopulær på den front.
I dag er det hele digitaliseret mindst 25 år tilbage, og man kan uden vanskeligheder samkøre alle registrene. Dette giver medicinalvirksomheden en kæmpe fordel i studiet af vaccinens bivirkninger
Sådan lyder argumentet i hvert fald i den del af befolkningen, som gennem flere måneder har protesteret mod Netanyahu. Dette tog meget konkret form, da tusinder af unge israelere i slutningen af februar samledes på gaderne for at feste i anledning af Purim, en jødisk helligdag, hvor man klæder sig ud, lidt som til fastelavn. De festglade borgere overtrådte dermed corona-bestemmelserne, men det underliggende budskab var, at når de ultraortodokse samfund ikke respekterer reglerne, behøver man det heller ikke i det sekulære Tel Aviv. Dette kan selvsagt komme til at forhale den genåbning af samfundet, som alle ønsker, og som det er Netanyahus store håb at se på plads inden valgdagen den 23. marts.
Hvis man altså ser Israel som et stort klinisk forsøg, hersker der nogen uorden i laboratoriet. Og denne stemning underbygges kun ved, at der er en vis skepsis overfor hele aftalen med Pfizer. Aftalens fulde ordlyd blev først kendt nogen tid efter, at den var blevet indgået, og selv om det nu vides, at aftalen har en løbetid på 30 år, står det ikke helt klart, hvad det indebærer. Det har eksempelvis en vis betydning, om det giver Pfizer har adgang til de israelske patientregistre i 30 år, eller om det er en form for eksklusivaftale for vaccineringsdata i 30 år. Hvis det er tilfældet er det et afgørende konkurrenceparameter for en privat virksomhed.
Under alle omstændigheder pirker aftalen ved spørgsmålet om private virksomheders indsigt i personoplysninger. Hvor man de fleste steder i Europa kun må gøre brug af den slags oplysninger med den enkelte borgers udtrykkelige godkendelse, forholder det sig lige omvendt i Israel. Dér skal borgeren aktivt gå ind og forbyde brugen, og det er noget, de færreste får gjort, endsige tænker over.
Derfor er det klart, at Israel kan være en guldgrube for en virksomhed som Pfizer.
Hightech
Israel er et højteknologisk samfund, og tilmed går de israelske registre langt tilbage. Maccabi, som Ido Hadari repræsenterer, blev grundlagt i 1941, altså syv år før staten Israels oprettelse, og de øvrige sundhedsorganisationer er lige så gamle.
I dag er det hele digitaliseret mindst 25 år tilbage, og man kan uden vanskeligheder samkøre alle registrene. Det giver medicinalvirksomheden en kæmpe fordel i studiet af vaccinens bivirkninger, og ved at se, hvordan enkelte patientgrupper reagerer, kan det også give grundlag for udvikling af helt andre produkter.
Når man har borgere med rødder i alle verdensdele, har man også mange forskellige genetiske egenskaber, som kan anvendes i forskningen og udviklingen af nye præparater
”Den danske medicinalindustri efterlyser ofte denne mulighed, som Israel altså byder på,” siger Louise Vibjerg Thomsen, der mener, at det israelske eksempel i et vist omfang også kan bruges som lærestykke. Og man fornemmer også, at det er noget af det, Mette Frederiksen kommer til landet for at se nærmere på.
En af grundene til Pfizers store interesse for netop Israel er nemlig også, at landet i øvrigt er så langt fremme på hightech-området. Vibjerg Thomsen peger således på den israelske virksomhed MDClone, der udvikler en metode til brug af såkaldte syntetiske data.
Det består i, at man på baggrund af eksisterende persondata fremstiller nye datasæt. Tager man f.eks. blodtrykstallene for tre diabetespatienter på henholdsvis 50, 55 og 60 år, vil de alle tre fremstå som 55-årige. Man vil altså ikke kunne identificere den enkelte patient, men oplysningerne om de tre vil stadig være helt pålidelige i forskningsmæssig sammenhæng. Det kan være den slags videre perspektiver, statsministeren søger indblik i ved at besøge Israel.
Hertil kommer, at israelerne også ligger i førerfeltet, hvad angår bio convergence, altså kombinationen af biologi og ingeniørdelen. Ligesom der arbejdes på at blive i stand til at lave 3D print af organer, så man eksempelvis kan printe en lever, er der også en igangværende indsats for at kunne printe molekyler.
”Helt nede på jorden skal man så heller ikke overse, at Israel er et indvandrersamfund,” slutter Louise Vibjerg Thomsen. ”Når man har borgere med rødder i alle verdensdele, har man også mange forskellige genetiske egenskaber, som kan anvendes i forskningen og udviklingen af nye præparater, og så er Israel jo generelt en af verdens absolut førende forsknings- og innovationsnationer.”
LÆS ALLE HANS HENRIK FAFNERS ARTIKLER HER
Topfoto: Israel præsident Rivlin får sit første vaccinestik tilbage i januar. Wikimedia Commons
Indsat foto: Israel Government Press Office
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her